Last Christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Færdig
Den 23. december 2012 syntes at blive verdens lykkeligste dag for Brooke Davis. Hun havde på denne dato været samme med sin kæreste, den famøse Liam i et helt år, og deres kærlighed skulle fejres ved at tilbringe julen sammen. Dette så dog imidlertid ikke ud til at ske, da Liam forlod Brooke tilbage med intet andet end et brev, og derefter aldrig vendte tilbage igen.
Et helt år senere modtager hun en invitation til et storslået bryllup imellem ingen ringere end fyren der knuste hendes hjerte og en af hendes tidligere folkeskoleveninder. Brooke vælger at tage til Wolverhampton for at deltage i brylluppet, men hvad sker der, når hun atter står ansigt til ansigt med fyren, som hun engang elskede af hele sit hjerte? Vil hun være i stand til at gennemføre hele december måned klods op og ned af det forelskede par, og vil der opstå kemi imellem hende og en af gommens bedste venner? Læs med i Last Christmas, og følg Brookes meget følelsesladede december måned!

200Likes
356Kommentarer
19447Visninger
AA

4. 2 december

 

Efter en lang nat med svedture, fuldkommen forfærdelige mareridt og en masse tårer, der helt sikkert ikke behøvede at være der, stod jeg op alt for tidligt denne morgen. Klokken må have været kvart over seks, da jeg satte fødderne ind i køkkenet, og per refleks tændte for kaffemaskinen på vej over mod køleskabet.

Dagen med Jamie i går havde været med til at aflede mine tanker fuldkommen fra den indbydelse, som jeg havde modtaget, men da jeg sent om aftenen forlod familiens Scotts hus efter et lækkert måltid, brød jeg sammen. Jeg brugte flere timer på at græde snot, da jeg trådte indenfor døren i det tomme hus, og en masse ubehagelige minder og følelser ruste ind over mig.

Mange ville nok tænke, at efter et helt år væk fra ham, ville jeg for længst have været i stand til at komme videre. Tænk sig, det troede jeg også selv engang, men som månederne kørte igennem, begyndte jeg at indse, at mine følelser for ham var for stærke. Jeg brugte ukendeligheder på at savne ham, alt min energi på at elske ham, og alle mine tårer på at hade ham. Det var ikke svært for mig selv at vide, at jeg langt fra var kommet over ham, det tog mig bare utrolig lang tid, før jeg indså det.

Liam og jeg havde en meget anderledes kærlighed end så mange andre. Måske fordi at han var en international popstjerne, og der derfor var fans og paparazziaer udenfor mit hus næsten døgnet rundt. I starten føltes det meget underligt, men når jeg blot tilbragte tid sammen med ham, så var jeg fuldkommen ligeglad med resten. Han var nok den sødeste og mest sympatiske fyr, jeg nogensinde havde mødt. Eller, det troede jeg, at han var.

Da jeg mødte Liam for første gang, var jeg ikke i tvivl om, at han var sådan en galant fyr, der ikke blot udnyttede piger for sex, og som bestemt ikke ville forlade en alene tilbage dagen efter. Det udtryk han havde i hans øjne fortalte mig, at han var anderledes. At han ikke var sådan en type, der ville knuse ens hjerte.

Men hvor tog jeg dog fejl.   

 


 

”Miss Davis, miss Davis kig herover!” jeg drejede hovedet i retningen af de fotografer, der kaldte efter mig, og greb fat i ærmet på min ledsager, da han var ved at smutte fra mig. Jeg havde i anledningen valgt at tage min gode ven og kammerat Penn Badgley med, som de fleste nok kendte som Dan i serien Gossip Girl. Når man som tyveårig arbejdede med så kendt et tøjmærke, som jeg havde kreeret, så var det ikke unaturligt, at man fik gode venner, der også valserede på den røde løber. Penn var en utrolig nær ven, og eftersom han også blev brugt som min mest eftertragtede model i min nyligt anlagte mandekollektion, så var det kun naturligt, at han var med mig til aftenens event. Vi skulle blot til åbnings aften på en stor restaurant, som min klassekammerat fra High School, Daniel Hastings, havde åbnet. Fordi Daniel kendte en masse mennesker, og havde en masse kontakter, så var der spækket med fotografer over hele linjen. Det var utroligt.

”Alle disse mennesker gør mig skør i hovedet,” mumlede jeg misfornøjet til ham, da vi slap væk fra pressen og indenfor på den sikre side af glasdørene. Jeg havde lige fået min menstruation, så mit humør var ikke just i top. Jeg havde en tendens til at blive fornærmet og brokke mig over absolut alt indenfor rækkevide. Det kunne for andre godt være pænt irriterende.

”Prøv optimisme skat det plejer at virke,” han tjattede drillende til min skulder, så jeg ikke kunne undgå at få et smil frem på læberne. Han var sådan en ven, der altid kunne få en til at smile selv i en utrolig mørk tid. Jeg burde afsætte mere tid til at værdsætte det.

”Det er svært, jeg tror lige jeg så Ashley Benson i en lidt for intim kontakt med en eller anden gammel fyr,” jeg rynkede på næsen og greb et glas champagne, da en af tjenerne kom valsende forbi. Jeg blev nødt til at drikke bare en lille smule, hvis jeg skulle kunne holde hele denne aften ud. Det var jeg altid helt sikker på.

”Jeg ved ikke, om dette vil muntre dig op, men der står en fyr og betragter dig derover,” på en meget diskret måde kløede han sig i nakken og pegede med albuen i retningen af en gruppe fyre i det ene hjørne af lokalet, hvoraf en af dem ganske rigtigt kiggede i min retning. Han var såmænd meget køn. Ikke af sådan en type jeg normalt ville gå efter, men mere en fyr med et sødt udseende. Sådan en fyr der ikke gjorde en flue fortræd.

”Burde jeg være smigret?” pinligt som det nu engang var, så vidste jeg ikke hvem halvdelen af gæsterne var. Siden jeg grundlagde min egen tøj kollektion havde jeg ikke haft styr på noget som helst, så der kunne stå en international stjerne foran mig, og jeg ville højest sandsynligt ikke opdage det.

”Tager du pis på mig? Det er Liam Payne, der står der! Du ved, ham fra One Direction?” Det bandnavn havde jeg bestemt hørt før. Det var dem, der var berygtede fra det engelske X-Factor. Jovist, lidt havde jeg fået med fra alle de sladderblade.

”Åh, jamen så burde jeg vel være smigret,” jeg vinkede ganske forsigtigt til ham med fingrespidserne, før jeg atter rettede min opmærksomhed mod Penn, der ligeledes havde fundet sig et champagneglas, og nu stod med den ene hånd om glasset og den anden stoppet langt ned i bukserne på sit jakkesæt. Det var faktisk utrolig pænt til ham med jakkesæt. Det klædte ham så godt, at han burde gå i det hver evig eneste dag. En kompliment jeg blev nødt til at give ham, før aftenen var omme.

”Han er på vej herover nu,” hostede han akavet ned i sin håndflade, og jeg mærkede hvordan spændingen steg i hele min krop. Jeg var ikke den generte type, det havde jeg aldrig været, og jeg havde altid haft nemt ved at få fyrene snoet om min lillefinger. Hvorfor skulle dette være anderledes? Okay, det var ikke helt rigtigt. Jeg havde været en utrolig nem tøs i High School, hvilket også var grunden til, at de fleste drenge opsøgte mig. De ville have et hurtigt knald og så videre til den næste. Den livsstil havde jeg lagt bag mig nu, og jeg håbede på at de fyre, som jeg fandt interessante nu ikke opfattede mig som en nem tøs.

”Undskyld mig,” jeg mærkede en hånd ligge sig på min skulder, hvorefter smilet bredte sig på mine læber. Penn valgte at træde tilbage og finde nogle andre at tilbringe sin tid med, som jeg vendte mig om, og stod ansigt til ansigt med den fyr, som før havde stået og betragtet mig fra en afstand. Noget fortalte mig, at han heller ikke var den generte type, ellers så ville han vel ikke opsøge mig så hurtigt?

”Ja?” jeg kørte langsomt fingeren rundt på kanten af glasset og sendte ham det bedste smil, jeg nogensinde havde præsteret. Han var faktisk meget kønnere tæt på. For ikke at sige, at han faktisk var utrolig lækker.

”Undskyld, men jeg kunne ikke undgå at bemærke: er De ikke Brooke Davis?” den var ny. En så kendt person som et medlem af One Direction kendte til mig? Jeg burde skrive det på mit CV.

”Jo, hyggeligt at stifte Deres bekendtskab ….?” jeg rakte hånden frem imod ham, og ventede på en dybdegående præsentation. Jo jeg vidste da godt, hvem han var, men det var da meget sjovere, at få ham til at præsentere sig selv.

”Jeg hedder Liam, Liam Payne,” 

 


 

Uden jeg overhovedet selv havde bemærket det, røg jeg ud af mit tankespind ved et højlydt bank på døren. Klokken var efterhånden blevet syv, så jeg var slet ikke i tvivl om, hvem der stod på den anden side.

”DØREN ER ÅBEN!” skreg jeg igennem lokalet, som jeg skænkede kaffe op i to kopper, og satte dem fra mig på spisebordet. Som jeg også havde forventet, var det Haley der trådte ind over dørtærsklen og banede sig vej henover gulvet. Hun skulle møde i skole om en time, og hun plejede altid at komme ind og få en kop kaffe på vejen. Jeg var jo oppe alligevel.

”Godmorgeee – hvordan i alverden er det, du ser ud?” hun dumpede ned på stolen overfor mig og studerede mit ansigt meget nøje. Jeg var udmærket godt klar over, hvad hun snakkede om. Jeg havde mørke plamager fra mascara under øjnene, mit hår sad som i en høstak og mine øjne var blodrøde fra en blanding af tårer og manglende søvn.

”Det er en sjov historie,” jeg rakte ud efter invitationen, der lå ved siden af stakken med magasiner og rakte den til hende over bordet. Hun gav sig til at læse og studere den for omtrent et minut, før hun slog hånden op for munden og gispede lige så overrasket, som jeg havde gjort det dagen forinden.

”Brooke jeg… Er du okay?” hun tog fat i min hånd henover bordpladen, hvorefter hun atter kiggede ned på den nydeligt pyntede indbydelse. Det kom ikke bag på mig, at hun også reagerede så voldsomt. Hun kendte også Julia, vi havde trods alt alle sammen gået i samme klasse, og Haley var med garanti lige så overrasket over det faktum, at hun var Liams nye store kærlighed.

”Det ville vidst være synd at sige Hales,” jeg fnøs en anelse opgivende, før jeg løftede min kaffekop op til læberne for derefter at placere den foran mig igen. Der kredsede så mange tanker rundt i mit hoved, og jeg havde umådeligt svært, ved at putte dem på sine rette pladser. Hvordan skulle jeg reagere? Hvordan var jeg ment til at reagere på sådan en nyhed som denne?

”Har du… Jeg mener, jeg ved godt, at det er et dumt spørgsmål, men har du tænkt dig at tage med?” mit umiddelbare svar ville have været nej. Et stort rungende nej, for hvorfor skulle jeg? Liam knuste mit hjerte den dag han forlod mig, så hvorfor skulle jeg lade ham knuse det endnu mere, ved at overvære ham give hans evige kærlighed væk i kirken til en anden kvinde?

”Måske.. Jeg kan ikke gøre det op med mig selv, forstår du? Altså, på den ene side vil det være fuldkommen latterligt, for det vil absolut kun gøre det hele endnu værre end det allerede er.. Men, hvis jeg vender den om, så kunne det måske også være det, som jeg mangler. Jeg mener, Liam forlod mig så pludseligt, og … Jeg fik aldrig rigtig muligheden for at sige ordenligt farvel. Det vil måske være en stor hjælp for mig, at se ham være lykkelig, bare en sidste gang,” jeg sendte hende et håbløst smil, hvorefter jeg blot rystede på hovedet. Hun måtte tro, at jeg var fuldkommen blæst oveni hovedet. Hvem ville frivilligt tage til sin eks kærestes bryllup?

”Jeg kan godt følge dig Brooke. Hvis du vil have det, så kan jeg godt tage med dig?” se, dette var noget af det, som jeg elskede mest ved Haley. Hun var ikke bare min bedste veninde. Hun var den søster, jeg aldrig havde fået, og den mor jeg hele min barndom havde manglet. Haley var min alt i en, og jeg ville aldrig være foruden hende.

”Jeg er utrolig smigret og glad for dit tilbud, det er jeg virkelig, men… Det her er noget jeg må gøre selv,” jeg kastede et sidste blik på invitationen, før jeg nikkede anerkendende. Jeg var sikker i min sag nu. Jeg skulle til det bryllup.

Jeg skulle videre. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...