Last Christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Færdig
Den 23. december 2012 syntes at blive verdens lykkeligste dag for Brooke Davis. Hun havde på denne dato været samme med sin kæreste, den famøse Liam i et helt år, og deres kærlighed skulle fejres ved at tilbringe julen sammen. Dette så dog imidlertid ikke ud til at ske, da Liam forlod Brooke tilbage med intet andet end et brev, og derefter aldrig vendte tilbage igen.
Et helt år senere modtager hun en invitation til et storslået bryllup imellem ingen ringere end fyren der knuste hendes hjerte og en af hendes tidligere folkeskoleveninder. Brooke vælger at tage til Wolverhampton for at deltage i brylluppet, men hvad sker der, når hun atter står ansigt til ansigt med fyren, som hun engang elskede af hele sit hjerte? Vil hun være i stand til at gennemføre hele december måned klods op og ned af det forelskede par, og vil der opstå kemi imellem hende og en af gommens bedste venner? Læs med i Last Christmas, og følg Brookes meget følelsesladede december måned!

200Likes
356Kommentarer
18667Visninger
AA

21. 19 december

 

Siden Liams besøg hos mig i går aftes, havde jeg faktisk kun befundet mig på mit værelse, hvor jeg havde haft ondt af mig selv. Jeg vidste, at Julia var ude at få ordnet sin manicure til brylluppet i dag, men jeg havde trods det ikke haft modet til at gå ned og tale med Liam. Det var for hårdt og for svært, og han ville sikkert ikke tale med mig alligevel.

Jeg valgte i stedet at drukne mine sorger i en flaske af hotellets bedste vin, imens jeg spiste de sidste rester, der var tilbage af min is. Desuden havde jeg brug for at snakke med en, og der var ingen tvivl om, hvem havde jeg tænkt mig at ringe til.

I en hurtig bevægelse løftede jeg røret på hotellets telefon, hvorefter jeg trykkede de velkendte cifre ind efter hukommelsen. Jeg havde ringet til dette nummer så mange gange før, så det føltes så velkendt at gøre det igen. Det føltes trygt.

Bib, bib, bib

Det føltes som om, at der evigheder, før røret blev løftet i den anden ende af telefonen, men det var en lettelse, at den ikke gik på telefonsvareren. Jeg havde behov for at tale med en. Nærmere betegnet, så havde jeg brug for at tale med en ven. En der forstod mig.

Hallo?” det føltes som et glædesrus gik igennem min krop, da denne trætte og venlige stemme lød i mit øre. Det var virkelig en stemme, som jeg havde savnet at høre på det seneste, og næsten nok til at få mig til at græde.

”Hej Penn, det er mig,” jeg kunne mærke, hvordan min stemme dirrede, da jeg pressede røret tættere ind mod øret, og lagde mig bedre tilrette i sengen. Jeg følte mig så sårbar og alene her i det kolde England, og jeg kunne virkelig godt trænge til at græde ud ved Penns skulder. Jeg ville ønske, at han kunne være her nu.

Hey søde, er du okay?” nej, selvfølgelig var jeg ikke okay. Han burde vide, at når jeg ringede så knust og følelsesladet klokken bims om aftenen, så skyldtes det, at der var noget helt alvorligt galt. I dette tilfælde et knust hjerte.

”Ikke ligefrem.. Ser du Penn, jeg har gjort noget forfærdeligt…” og så gav jeg mig ellers til at fortælle ham hele historien fra ende til anden om, hvor forfærdelig sur og bedragerisk en veninde jeg havde været, og hvordan jeg havde tilbragt natten sammen med Liam på trods af, at han skulle giftes om ikke så forfærdeligt længe.

Jeg lod virkelig alle mine følelser og tårer få frit løb, da han blot var så elskværdig at lytte til hele den udmelding, jeg kom med. Da jeg endeligt var færdig gik der et ganske kort øjeblik, før jeg atter hørte hans stemme, men det gjorde mig trods alt heller ikke noget. Det betød meget, at han overhovedet gad høre efter.

Det lyder på mig som om, at du ikke har fundet ud af, hvordan du skal komme over ham, men nærmere har fundet ud af, hvordan du skal finde ham tilbage,” sagde han i en kærlig tone, hvilket faktisk fik mig til at løfte det ene øjenbryn. Det lød faktisk ikke helt tosset, det han sagde. Mit mål med at komme til England, var at komme videre, men alt jeg rent faktisk havde præsteret at gøre, var at have sex med ham. Det svingede jo godt.

”Men, hvad skal jeg gøre? Jeg kan ikke finde hoved og hale i situationen mere,” jeg kunne mærke, at jeg følte mig som en lille forsvarsløs pige indeni, og jeg lød garanti også sådan, da jeg talte til ham. Jeg ville bare gerne have et konkret svar, for det kunne jeg åbenbart ikke finde ud af, at give mig selv.

Enten så vælger du at komme tilbage til Tree Hill og rent faktisk forsøge at komme videre… Eller også tager du dig sammen og fortæller Liam, hvordan du har det,” den dreng kendte mig alt for godt. Problemet var bare, at jeg ikke var sikker på, at jeg var klar til nogen af delene. Hvorfor skulle det være så svært?

”Du redder mig altid,” svarede jeg med et suk, før hans kærlige grin lød i den anden ende. Det var vitterligt ikke løgn. Penn reddede mig altid ud af alle situationer. Han var min lille guldskat. En jeg ikke kunne undvære.

Få så dit pæne ansigt gjort i stand til at tage den samtale med Liam, vi snakkes ved,” og næsten som om, at han vidste, at jeg ville begyndte at brokke mig, hvis han ikke gjorde det, så smækkede han røret på. Det efterlod mig med intet andet valg end at følge hans instrukser. Jeg skulle tage mig sammen nu – for det var nu eller aldrig.

 


 

Jeg havde ingen tænkelig idé om, hvordan jeg fik transporteret mig selv hele vejen fra mit værelse, ind og ud af elevatoren og mod Liams dør. Det eneste jeg kunne fornemme var panikken, der langsomt bredte sig i kroppen på mig, som jeg løftede hånden, og hamrede den mod døren langt kraftigere, end jeg havde ønskede, at det skulle være.

”LIAM ÅBEN DEN FANDENS DØR!” skældte jeg irriteret, hvorefter jeg kiggede mig gentagende gange over skulderen for at sikre mig, at der ikke var nogen, der havde hørt mit udbrud. Der gik et langt og smertefuldt minut, før døren gik op, og han stod slænget i åbningen iført intet andet end et par træningsbukser. Bar mave. Han var sexet. For helvede, hvor var han sexet.

”Hvad vil du Brooke?” spurgte han, i et forsøg på at lyde afslappet med en lille antydning at et smil spillende på læberne. Det gjorde ondt indeni mig at se ham være så fjern. Han plejede at være det godtroende menneske, der så noget positivt i alting.

”Jeg ville bare sige hej. Jeg er virkelig ked af det, der skete i går aftes, og jeg har derfor også noget at indrømme overfor dig,” jeg kiggede direkte ind i hans smukke brune øjne, men der var ikke antydningen af kærligt gensyn at spore. Hans facade var oppe, og den så ikke ud til at falde sammen lige foreløbigt.

”Jamen så kom med det,” han var stadig fjern og ligeglad i sin udmelding, hvilket blot fik frustrationerne og de svækkede følelser til at boble op til overfladen endnu engang. Jeg skulle ikke være kommet. Jeg skulle have bestilt de billetter hjem til Tree Hill i stedet.

”Lige meget, du er tydeligvis ligeglad,” svarede jeg ham sørgmodigt, idet jeg vendte mig rundt og langsomt at søge mod elevatoren. Dette ville uden tvivl aldrig føre nogen steder hen, og jeg ville ikke engang belejre mig selv ved at prøve. Han var ligeglad, så det blev jeg inderst inde også bare nødt til at være.

”Brooke vent, please, stop!” det kom bag på mig, da jeg hørte hans fodtrin komme tættere og tættere på, indtil han omsider nåede op på siden af mig og spandt mig rundt i en hurtig bevægelse, så vores ansigter var ud for hinandens. Alt at dømme, havde han lige været i bad. Hans hår var vådt, små vanddråber prægede hans yderst godkendende overkrop. Han var ikke bare attraktiv, han var så meget mere end det. Og han vidste det.

”Fortæl mig, hvad du ville sige, please,” han så så ked ud af det, at jeg ikke så andet for, end bare at lukke det hele ud. Jeg kunne lige så godt fortælle ham hver og en detalje, om hvorfor dette var som det var, præcis, som jeg havde planlagt at gøre det.

”Det forholder sig sådan, at jeg godt kan lide dig. Faktisk så meget at det skræmmer mig,” ordene forlod ganske let og elegant mine læber, men jeg valgte alligevel at lukke mine øjne Jeg turde ikke se på ham, for jeg var bange for, at han havde fortrudt alt, hvad der var sket imellem os de sidste par dage, og bare efterlade mig tilbage fuldstændigt til grin. Det havde han jo trods alt gjort en gang før allerede.

”Jeg kan også godt lide dig?” svarede han mig en smule forvirret, hvilket gjorde det klart for mig, at han ikke forstod sammenhængen. Han var godt klar over, at jeg godt kunne lide ham, men han havde sikkert ikke opfattet, at jeg rent faktisk stadig var forelsket i ham. Han troede, at jeg gjorde alt dette i sjov.

”Nej Liam, du forstår det ikke. Jeg kan godt lide dig, som i at jeg er forelsket i dig. Jeg tror aldrig, at jeg stoppede,” hvor var det dog bare forfærdeligt det her. Jeg følte mig utrolig blottet for alle hemmeligheder, i det jeg kiggede op på ham – og blev mødt af et par meget MEGET overraskede øjne.

”Åh,” sagde han så, da brikkerne så småt faldt på plads, og for en kort periode følte jeg hele min verden braste sammen om hovedet på mig. Havde han lige sagt åh? jeg følte mig til grin.

”Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, for jeg er både utrolig lettet og trist på samme tid,” sagde han pludseligt, hvilket fik mig til at hæve øjenbrynene.

”Hvad mener du med det?” for at undgå mere af den pinlige tavshed gav jeg mig til at lege med kanten af min cardigan. Det gjorde hele situationen en smule mindre akavet, for jeg synes dette havde taget en forfærdelig drejning.

”Jeg er utrolig lettet, fordi du ved, hvordan jeg har det med dig, Brooke. Det gør mig virkelig glad, selvom det ikke burde det. Men på den anden side er jeg ked af det, fordi jeg virkelig elsker Julia, og jeg ved ikke rigtigt, hvordan man håndterer sådan en situation her,” hans ord ramte mig på både godt og ondt, og jeg tvang sig selv til at smile.

”Det er okay Liam.. Jeg… Jeg ville bare gerne fortælle dig at… Da jeg kyssede dig her den anden dag, tog jeg mere eller mindre chancen, du ved for at skåne mig selv for den forfærdelige følelse, det ville koste mig, at skulle prøve på at komme over dig, men nu kan jeg ikke lade være med at tænke på, om du ønsker, at jeg skal komme videre eller ej. Jeg vil bare ikke have at du glemmer mig,” jeg var løbet tør for luft, fordi jeg havde talt så hurtigt.

Til min store overraskelse kom han tættere på, da han placerede en hånd på min kind og skubbede en lille lok af mit hår om bag øret. Hvorfor gjorde han det? Hvorfor var han så fandens sød imod mig, når jeg rent faktisk ikke fortjente det?

”Jeg bearbejder dig ikke Brooke. Du burde vide, at jeg ikke kan glemme dig, og jeg vil råde dig til ikke at opgive håbet helt, okay? Jeg har bare behov for at gøre op med mine tanker, før jeg kan love dig noget helt fuldt og fast,” og det var dér, at Liam Payne kyssede mig…

… Eller, han var lige ved at kysse mig - det ville være sket, hvis ikke Harry stak hovedet ud fra sit værelse, og vi øjeblikkeligt - nærmest unaturligt - sprang i hver vores retning. Et grin undslip fra krøltoppen, da han så småt begyndte at opfatte situationen. For pokker da også.

”Hvad har I gang i?” spurgte han lusket og blottede sin perlerække af hvide tænder.

”Ingenting!” råbte vi i munden på hinanden, som Liam gik tilbage til sit værelse, og jeg headede tilbage mod elevatoren, der kunne føre mig tilbage til mit værelse. Havde Liam lige været millisekunder fra at være sin forlovede utro igen? Det uhyggelige ved den del af historien var, at jeg rent faktisk inderst inde var ligeglad.

Det eneste jeg tænkte på, var hvor tæt jeg havde været på, at kunne kysse Liam igen, og hvor ærgerlig jeg var over, at det ikke var sket.

 

Damn you, Harry Styles!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...