Last Christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Færdig
Den 23. december 2012 syntes at blive verdens lykkeligste dag for Brooke Davis. Hun havde på denne dato været samme med sin kæreste, den famøse Liam i et helt år, og deres kærlighed skulle fejres ved at tilbringe julen sammen. Dette så dog imidlertid ikke ud til at ske, da Liam forlod Brooke tilbage med intet andet end et brev, og derefter aldrig vendte tilbage igen.
Et helt år senere modtager hun en invitation til et storslået bryllup imellem ingen ringere end fyren der knuste hendes hjerte og en af hendes tidligere folkeskoleveninder. Brooke vælger at tage til Wolverhampton for at deltage i brylluppet, men hvad sker der, når hun atter står ansigt til ansigt med fyren, som hun engang elskede af hele sit hjerte? Vil hun være i stand til at gennemføre hele december måned klods op og ned af det forelskede par, og vil der opstå kemi imellem hende og en af gommens bedste venner? Læs med i Last Christmas, og følg Brookes meget følelsesladede december måned!

200Likes
356Kommentarer
19883Visninger
AA

20. 18 december

 

Der var ingen ord, der kunne beskrive mængden af tømmermænd, jeg havde båret rundt på det meste af dagen. Mit hoved havde snurret rundt og kredset om alle former for tanker, og jeg måtte besøge toilettet flere gange i træk. Det var begrænset, hvor meget jeg kunne huske af aftenens hændelser, men jeg havde formået at komme i tanke om essensen af mit flip på Julia. Havde jeg kaldet hende en finke? Det mindes jeg at kunne erindre.

 

Nå, men jeg havde netop været nede i restauranten med Christina og Danielle, der havde moret sig fuldkommen åbenlyst over gårsdagens opførsel. Det gjorde selve middagen utrolig lang, at jeg ikke just kunne finde morskaben i deres jokes. Ja, jeg havde været utrolig fuld, men derfor gjorde det ikke just hele situationen i orden. Jeg havde været en spade, og jeg burde være kvinde nok til at stå ved det.

Som jeg sagde… Så havde jeg netop været nede i restauranten med pigerne, og jeg sad nu på min seng med en bøtte vaniljeis og så P.S I Love You på fjernsynet. Jeg elskede den film, og når jeg nu havde det så fuldkommen elendigt, som jeg havde det lige nu, så var det også kun på sin plads. Det var okay at have en dårlig dag sommetider.

Normalt elskede jeg at fordybe mig en god film med min yndlings is, men det føltes som om, at jeg ikke kunne fokusere ordenligt. Mine tanker kredsede alle andre steder hen, og isen smagte ikke nær så godt, som den gjorde det hjemme i Tree Hill. Øv.

BANK BANK BANK

Hvorfor skulle folk altid banke på, på de mest irriterende og belastende tidspunkter? Det var med garanti Danielle og Christina, der var kommet med endnu flere vattede vittigheder, som de havde i sinde at fyre af. Jeg var ikke helt sikker på, om jeg var i stand til det. Tiden var ikke helt klar til det endnu.

”KOM IND!” skreg jeg af mine lungers fulde kraft, før jeg lænede mig endnu længere tilbage i puderne og skruede en lille smule ned for lydstyrken. Hvis de havde tænkt sig at tale med mig, var det ikke just praktisk, at have så høj lyd på fjernsynet.

Lyden af dørens åben og luk gjorde det klart for mig, at nogen var trådt ind i værelset, og der gik aldrig mange sekunder, før en skikkelse kom ind ad åbningen til soveværelset. Til min store overraskelse, var det hverken Christina eller Danielle men i stedet en noget mere international-kendt popprins – åh, og for resten også mit livs nok største kærlighed. Liam.

”Liam, hvad laver du her?” min stemme lød med garanti mere sårbar og udmattet, end hvad der ville være tilstrækkeligt for min ellers store begejstring for at se ham. Det føltes som om, at hver eneste gang hans ansigt tonede frem for mit åsyn, så eksploderede min mave i ren og skær lykke. Det lød mærkeligt, ikke? Det var bare den effekt, som han havde på mig.

”Jeg kom for at tale med dig,” han satte sig ned på kanten af sengen, men stadig med en så tilpas afstand til mig, at jeg nemt kunne skue, at der var noget galt. Man skulle i hvert fald mene, at han ikke havde noget problem med nærvær siden vores seneste nat sammen. Skulle man ikke? Jo, ingen tvivl.

”Skal jeg krydsforhøres?” spurgte jeg drillende, idet jeg smed skeen ned i bøtten med is og slukkede fuldkommen for fjernsynet. Jeg var bange for, at jeg ville virke uopmærksom, hvis det kørte i baggrunden, imens han talte. Jeg ville nødig virke uhøflig.

”Jeg vil gerne spørge dig om noget,” åh nej. Hans ansigt var lagt i alvorlige folder, da han tog et lidt dybere og mere bearbejdende kig på mig. Hvad havde jeg gjort? Lå jeg til at få en kæmpe skideballe nu? Var der stadig en mulighed for, at jeg kunne smutte ud af vinduet og vælge den sikre død end det her? Jeg ville snart hellere falde ud over balkonen fra fjerde sal, end jeg ville være vidner til denne samtale. Jeg havde på fornemmelsen, at det blev en grim en.

”Hvad er der los?” jeg rettede mig en smule op, og kørte en hånd igennem de brune lokker. Jeg ville ønske, at jeg havde formået at tage noget lidt mere anstændigt tøj på, og at jeg ikke bare sad her i nogle aflagte bukser og en forvasket cardigan. Jeg måtte se så sjusket og kikset ud i forhold til mit vanlige udseende. Hold da op.

”Da jeg forlod dit værelse her den anden dag. Lovede du mig så ikke, at du ville lade være med at sige noget til Julia angående noget som helst, der havde med mig at gøre?” åh nej. Nu begyndte jeg så småt at regne ud, hvor denne samtale ville føre hen. Selvfølgelig havde hun fortalt ham om gårsdagens brandert. Damn it.

”Teknisk set lovede jeg dig, at jeg ikke ville sige, at vi to havde været sammen,” for fanden Brooke. Hvorfor skulle jeg have så dårlig en situationsfornemmelse? Hvorfor kunne jeg ikke se, at dette var det nok var det værste tidspunkt at irettesætte ham på? Jeg burde virkelig bare hoppe ud fra den balkon.

Han kiggede meget længe og meget udmattet på mig – næsten som om, at han fortrød, at han overhovedet var kommet, før han lod et lille uskyldigt suk forlade sine læber, og han så ud til at tilbagevende fatningen.

”Det er underordnet – problemet er, at Julia fortalte mig, at du sagde til hende, at jeg kunne finde meget bedre end hende,” ups. Havde jeg virkelig sagt det? Jeg måtte indrømme, at de præcise ord stadig stod lidt uklart for mig, men hvis det var tilfældet, så var jeg ikke just særlig god til at holde min mund. Det var dog noget pis at lukke ud.

”Du lovede mig, at du ville tie stille Brooke!” han havde hævet sin stemme en smule, hvilket blot fik ham til virke endnu mere skræmmende og hårdfin, end han var i forvejen. Normalt ville man ikke mene, at en så sød og fornuftig fyr som Liam ville kunne hæve stemmen, men jeg var ret sikker på, at han ganske snart ville blive utrolig sur. Han ville give mig et møgfald i en sådan grad, at vinduerne ville klire i flere timer bagefter.

”Jeg var fuld Liam,” prøvede jeg en smule usikkert, idet jeg foldede hænderne beskyttende over brystet. Selvom det nok ikke var det klogeste træk, så var jeg nødt til at træde i forsvarsposition. Jeg kunne ikke rigtigt samle mod til andet.

”Du var fuld – det er meget muligt, men derfor burde du stadig være i stand til at vide, hvad der er passende, og hvad der ikke er passende at sige i sådan en situation! Hun har været hylet ud af den hele dagen, fordi hun påstår, at det var en skjult hentydning om, at du og jeg har en affære,” vent, hvorfor var dette så stort et problem for ham? Havde vi i teorien ikke også haft en form for affære bag hendes ryg?

”Undskyld Liam, men jeg kan ikke helt se problemet. Sagde du ikke til mig, at du ville stå frem overfor Julia og indrømme, hvad du havde gjort? Desuden, så har tøsen jo på en måde fået fat i den lange ende,” det var muligvis en kommentar, som jeg burde havde holdt for mig selv, men ikke desto mindre, så var det jo sandt, hvad jeg sagde. Han havde fortalt mig, at han ville stå frem overfor Julia og stå ved sine handlinger, så jeg kunne i realiteten ikke se problemet? Var det ikke den letteste måde, hvorpå han kunne fortælle hende sandheden?

”Hvis du ellers kunne sætte dig i min situation Brooke, så er det ikke bare noget, som man lige fortæller sin forlovede, vel? Desuden, så har gårsdagens hændelser gjort mig i tvivl om, hvorvidt du rent faktisk sagde, det du sagde, fordi du ønsker det bedste for mig, eller fordi du blot ønsker at hævne dig på Julia!” selvom jeg burde fare op og skrige, at jeg ønskede at han var lykkelig, så var det som om, at jeg ikke var i stand til at bevæge mig. Jeg blev utrolig følelsesmæssigt påvirket af hans udmelding. Det måtte jeg ærligt indrømme.   

”Liam jeg…” mit ansigt måtte have været fortrukket i overraskelse og forvirring, da jeg prøvede at lukke en sætning ud, som ikke jeg ikke engang havde kræfter nok til at fuldende. Jeg var slet ikke klar over, hvordan jeg skulle reagere. Hvad jeg skulle sige.

”Nej – jeg gider ikke engang høre det. Ved du hvad, du har forandret dig utrolig meget siden dengang..” vent, hvad? Havde jeg forandret mig? Jeg var ikke blevet mere højrøstret eller opfarende end jeg altid havde været, det var jeg hundrede procent sikker på.

”Hvordan skal det forstås?” jeg kiggede forundret på ham, i det jeg satte mig lidt længere frem i sengen – noget der skulle have formindsket afstanden imellem os, men som blot gjorde, at han rejste sig op i stedet. Han måtte virkelig være stødt af min eksistens, siden han ikke engang kunne sidde tæt på mig længere. Hold da op.

”Det skal forstås på den måde, at du er blevet en umådelig snobbet tøs fra North Carolina, der på baggrund af sit store firma, tror du er meget bedre end alle andre!” han slog opgivende hænderne ud i luften, men jeg var for forbavset og overrasket til at reagere på det. Havde han lige kaldet mig snobbet? Var han overhovedet klar over, hvad det indebar? Nok var jeg rapkæftet og nogle gange også en smule bitchy, men jeg var i hvert fald ikke snobbet! Nix, det stod ikke engang til diskussion – overhovedet.

”Hvad er det dog, du siger?” spurgte jeg forbavset, før jeg ligeledes rejste mig op fra sengen, så vi var nogenlunde på det samme niveau. Jeg kunne ikke lide den højdeforskel der var, når han stod og jeg sad, da det føltes som om, at han talte ned til mig. Det gjorde han sikkert også, men det skulle han bestemt ikke slippe så nemt fra.

”Sandheden Brooke! Lige siden du ankom til Wolverhampton, har du ikke forsaget andet end problemer, og jeg er dødtræt af det! Nu må du efterhånden se at finde ud af, hvad du har tænkt dig at opnå med alt dette, for jeg er godt nok færdig med det,” og bare sådan uden videre med nogen anden forklaring end dette satte han kursen mod døren, der kort tid efter blev lukket med et ordentligt brag.

Hvad var det, der lige skete? Var der nogen som helst, der kunne give mig en fornuftig og forståelig opsummering på de sidste ti minutter, for jeg havde utrolig svært ved at se det. Mine ben begyndte at ryste på en meget ubehagelig og forfærdelig måde, så jeg blev utrolig bange, da det skete. Jeg satte mig ned på kanten af sengen endnu engang, da jeg formåede at mærke mine øjne blive fyldt til renden med vand.

Normalt ville jeg ALDRIG græde ovenpå et skænderi. Der skulle meget mere til at køre mig ud, men det han netop havde fortalt mig, og de ord han havde valgt at bruge, gjorde mig mildest sagt bund ulykkelig. Han havde fortalt mig, at jeg var snobbet. At jeg ikke kunne se ud over min egen næse, og at jeg kun havde skabt problemer for ham og brylluppet. Betød det, at han ville have, at jeg tog hjem? Skulle jeg bare forlade hotellet uden at sige noget til nogen? Nej, det ville jeg aldrig kunne gøre.

Det der måske i sidste ende gjorde mig mest ulykkelig, var det faktum, at han slet ikke kunne se det, der stod skrevet så klart for mig – og åbenbart også for Julia. Han var grunden til, jeg forsagede så mange problemer, og han var i den grad også det, som jeg gerne ville opnå. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...