Last Christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Færdig
Den 23. december 2012 syntes at blive verdens lykkeligste dag for Brooke Davis. Hun havde på denne dato været samme med sin kæreste, den famøse Liam i et helt år, og deres kærlighed skulle fejres ved at tilbringe julen sammen. Dette så dog imidlertid ikke ud til at ske, da Liam forlod Brooke tilbage med intet andet end et brev, og derefter aldrig vendte tilbage igen.
Et helt år senere modtager hun en invitation til et storslået bryllup imellem ingen ringere end fyren der knuste hendes hjerte og en af hendes tidligere folkeskoleveninder. Brooke vælger at tage til Wolverhampton for at deltage i brylluppet, men hvad sker der, når hun atter står ansigt til ansigt med fyren, som hun engang elskede af hele sit hjerte? Vil hun være i stand til at gennemføre hele december måned klods op og ned af det forelskede par, og vil der opstå kemi imellem hende og en af gommens bedste venner? Læs med i Last Christmas, og følg Brookes meget følelsesladede december måned!

200Likes
356Kommentarer
18669Visninger
AA

18. 16 december

 

Jeg vågnede op den følgende morgen, da jeg hørte nogen tumle rundt fra et sted ved siden af mig. Min første tanke var, at der var nogen, der havde brudt ind på mit værelse i løbet af natten og stadig var i færd med at stjæle alle mine genstande, men den tanke røg fluks til jorden, da jeg kom i tanke om gårsdagens hændelser. Liam og jeg havde ikke bare kysset i går – vi var vidst kommet til at gå skridtet videre, selvom det overhovedet ikke var fair overfor Julia… Okay, jeg måtte indrømme, at jeg var bedøvende ligeglad med Julia lige nu. Dette var blot hendes egen medicin.

”Havde du tænkt dig at forlade mig igen?” jokede jeg langsomt med stadigt lukkede øjne, som jeg langsomt begyndte at opfatte, at han spurtede rundt i værelset efter sit tøj. Lad mig blot understrege, at gårsdagens mørklækning ikke var gået stille for sig. Nærmest tværtimod.

”Åh, jeg havde ikke set, at du var vågnet,” jeg åbnede forsigtigt øjnene, for at se hans veltrænede overkrop tone frem for mit syn. Det var bestemt ikke et dårligt syn at vågne op til, og for fanden hvor så han dog fræk ud, som han stod der med rodet hår og hele sinkadusen. Hvor var det dog indbydende at se på.

”Du havde tænkt dig at gå?” jeg løftede prøvede det ene øjenbryn, før jeg satte mig op i sengen og fik fisket min kjole op fra gulvet. Jeg havde bestemt ikke tænkt mig at rejse mig op uden tøj på. Den gode skulle han ikke nyde godt af.

Ja jeg havde tænkt mig at gå, men jeg ville have vækket dig først,” han smilede en smule tilbageholdende, før han kørte en hånd igennem sit sjuskede hår og derefter begav sig ud i stuearealet. Jeg var ikke sikker på, hvorfor han var så stille og tilbageholdende, men et sikkert gæt ville være, at han led af skyldfølelse. Liam var et godt menneske, og jeg var hundrede procent sikker på, at han elskede Julia af hele sit hjerte. Hvorfor skulle jeg også komme ind og sabotere alting? Når ja, fordi hun saboterede alt for mig. Den kælling.

”Liam?” jeg fik kjolen lynet op i ryggen, før jeg valsede de få skridt hen over gulvet og over til åbningen ind til stuen. Han var fortsat ud på badeværelset, så jeg valgte at følge efter ham.. Ikke for at være stalkeragtig, men fordi vi blev nødt til at tale dette igennem. Selvom han sikkert ikke havde lyst.

”Hm?” han flyttede sit blik fra spejlet og over imod mig, men det blik jeg mødte var hverken kærligt eller åbent. Det var fyldt med sorg og tvivlsomhed, hvilket faktisk kun fik mig til at få herredårlig samvittighed. Hvorfor havde jeg også kysset en forlovet mand? Hvorfor havde jeg haft sex med en gift mand?

… Fordi den gifte mand var Liam… Selvfølgelig.

”Hør, jeg er virkelig ked af det – det var ikke min mening at… Jeg mener i går aftes var…” jeg nåede aldrig at fuldende min sætning, før et lille smil skød frem på hans læber, og han valgte at afbryde mig:

”I går aftes var perfekt – det behøves du ikke at undskylde for,” selvom han prøvede med alt sin kraft at få denne samtale løftet en smule fra sit nedtrykte og deprimerede stadie – så lykkedes det overhovedet ikke. Det nåede aldrig frem til hans øjne, og jeg var godt klar over, at han var splittet indeni. Selvfølgelig var han det.

”Det ved jeg Liam men… I forhold til Julia og – ” endnu engang præsterede jeg ikke at fuldende min sætning, før han havde løftet hånden i en ganske let manøvre. Han ville simpelthen bare ikke have, at jeg havde det sidste ord.

”Lad os ikke have denne samtale nu Brooke. Jeg fortryder ingenting, men det betyder ikke, at mit forhold til Julia har forandret sig særlig meget. Jeg har bare mange tanker i mit hoved, som jeg bliver nødt til at tage stilling til, og selvom jeg utrolig gerne ville gå over og kysse dig lige nu, så bliver jeg nødt til at holde mig lidt på afstand, i hvert fald indtil jeg har stået ved mine handlinger overfor Julia,” jeg bearbejdede ham ikke. Selvfølgelig ville han gerne holde sig på afstand af mig, men det kom bag på mig, at han ville stå ved sine handlinger overfor sin forlovede. Han regnede vel ikke med, at hun ville tilgive ham? For – det var der ikke nogen særlig stor chance for.

 ”Tag dig den tid, som du har behov for Liam, men du behøver virkelig ikke at stå ved det her. Jeg forstår det godt. Du skal stadig gennemføre dit bryllup selvom du lavede et lille sidespring. Det var i et øjeblik af uklarhed,” det stak mig faktisk i hjertet, at skulle sige disse ord til ham. Selvfølgelig var jeg ikke glad for at sige, at dette blot skulle ses som et sidespring, for han var med garanti sikker på, at jeg ikke havde det på den måde – at der lå mere bag.

Et meget opgivende smil spillede om hans læber, før han lod et lille uskyldigt suk undslippe fra sine læber.

”Det skete ikke i et øjeblik af uklarhed Brooke, og jeg har ikke tænkt mig at skuffe dig igen,” det varmede virkelig. Det betød så ufattelig meget for mig, at han ikke fortrød, at han havde været sammen med mig, for jeg havde bestemt heller ikke fortrudt noget.

”Men jeg bliver nødt til at gå om et ganske kort øjeblik, før Julia kommer tilbage og aner uråd,” jeg forstod godt hans pointe, da jeg nikkede kortfattet og forlod ham alene tilbage på badeværelset. Han havde brug for at gøre sig færdig, og jeg ville ikke være den der forstyrrede ham.

Dog var der mange tanker, som ikke kunne forlade min hjerne, som jeg gik frem og tilbage over gulvet i mit soveværelse, imens jeg forsøgte at rejse de væltede ting op og skabe en nogenlunde almindelig tilstedeværelse i rummet. Hvis jeg pludseligt fik gæster, kunne der ikke være så rodet. Mon Liam fortalte Julia om vores nat, fordi han ikke kunne fuldføre brylluppet og vores nat sammen gjorde ham sikker i sin sag? Mon han fortalte hende det, fordi han elskede hende så højt, at han ikke kunne bære den byrde, som hang på hans skuldre? Jeg var ret sikker på, at det var den sidste mulighed, selvom jeg helt sikkert håbede på den første.

”Brooke?” jeg spjættede næsten unaturligt, da jeg hørte hans stemme tale bag mig, men det fik samtidig sat gang i en turbolens af sommerfugle. Hvorfor skulle han være i stand til at give mig så massiv en lykke, når han inderst inde bare misbrugte den? Okay – det der skete i aftes var helt og holdent min egen skyld, men … burde jeg ikke tænke på konsekvenserne? Det var jo simpelthen for dumt.

”Ja?” jeg drejede rundt i en formidabel hurtig bevægelse, for at se hans nu mere anstændige hår og dette mærkværdige smil spillende på læberne. Han var ved at få sit gode gamle humør tilbage. Gudskelov.

”Hvis jeg holder mig lidt på afstand de næste par dage, så er det altså ikke for at såre dig… Jeg bliver bare nødt til at kende mine forholdsregler, forstår du? Jeg kan muligvis ikke svigte dig, men jeg kan heller ikke svigte Julia…” han havde ret. Selvom det irriterede mig noget så grænseløst, så havde han ret. Han kunne ikke svigte hende – hun var trods alt hans kommende kone. Pokkers da også.

”Det forstår jeg godt,” nikkede jeg en smule kortfattet, i det jeg tvang mig selv til at smile en smule. Det kom vel ikke bag på nogen, at smilet var fuldkommen falsk og påtvunget, men ikke desto mindre, så gjorde jeg det for hans skyld. Jeg ville jo gøre alt for hans skyld.

”Jeg er virkelig ked af det, hvis jeg har saboteret dit og Julias forhold,” udbryd jeg ærligt, som jeg kørte hånden igennem mine filtrede lokker.

”Det ved jeg godt… Men jeg var lige så meget med til det her som du var, og hvis du bare lover mig, at du ikke siger noget til hende, så tager jeg den derfra,” av… Gjorde dét det ikke klart, at han ikke havde tænkt sig at forlade hende? Jo, det gjorde det vidst. Hvorfor var jeg så skuffet? Det var jo ikke just fordi, at jeg regnede med, at han var klar til at droppe det hele og bare skride fra hende og sit bryllup sådan lige. Næ, det kunne godt være, at jeg var god i sengen, men jeg skulle næsten være formidabel for at gøre så store udsving. Skulle jeg ikke?

”Jeg skal nok holde mund,” svarede jeg oprigtigt, i det jeg samlede hans trøje op fra gulvet og kastede den til ham. Hvor sexet og tiltrækkende han end så ud uden trøje på, så kunne jeg simpelthen ikke se på den mere. Nok hadede jeg Julia som pesten, men langsomt gik det også op for mig, at jeg ikke engang ville ønske det her for min værste fjende. Jeg var ikke spor bedre end hende lige nu, og jeg skammede mig virkelig meget.

Han trak trøjen over hovedet, før han kiggede på sit ur. Han blev nok nødt til snart at gå, hvis han skulle nå det, før Julia vendte tilbage.

”Jeg bliver nødt til at gå…” hvad sagde jeg? Jeg ville virkelig ikke have, at han skulle gå, men jeg var godt klar over, at det ikke var en beslutning, som jeg skulle træffe. Han skulle tilbage til sin forlovede. Hende, som han skulle tilbringe resten af sit liv med.

”Selvfølgelig,” jeg nikkede forstående, som jeg fulgte ham de få meter, der var over til hoveddøren. Jeg ville virkelig ikke sige farvel til ham, for det ville nok være den mest smertefulde afsked, jeg overhovedet ville kunne tænke på.

”Hvis du får brug for at snakke, så ved du, hvor du kan finde mig,” sagde han roligt, før han tog fat i håndtaget. Det gjorde ondt på mig, at han skulle gå ud af den dør. Jeg så allerhelst, at han blev, hvor han var og gik tilbage i sengen. Det kunne jeg virkelig godt bruge… Altså ikke sex! Ham… Okay, den var svær at redde nu. Sorry.

Han var faktisk ved at åbne døren, men det var der, han gjorde noget, som jeg faktisk ikke havde regnet med. Han lænede sig ind imod mig og plantede et meget kortvarigt kys mod min kind. Jeg kunne næsten mærke, hvordan huden brændte, hvor han havde rørt den, før han forlod værelset og lukkede døren efter sig. Det efterlod en underlig tomhed hos mig. Det gjorde ondt indeni.

 


 

Resten af dagen trissede jeg for det meste rundt i mine egne tanker, imens jeg forsøgte at gøre op med mig selv, hvordan jeg skulle gribe denne situation an. Mest af alt havde jeg lyst til bare at tage tilbage til Tree Hill, for jeg var bange for mig selv, og den måde som Liam fik mig til at føle på. Han gjorde mig sårbar, og jeg hadede at være sårbar.

Nå, men netop som jeg faktisk var i mit livs mest klare øjeblik, og mest af alt havde lyst til at forlade Wolverhampton besluttede jeg mig for, at gå ud på badeværelset og tage et bad. Hvilket blot gav mig endnu et af de klareste øjeblikke i mit liv.

For…

Da jeg nåede ud på badeværelset og begyndte at afklæde mig selv, kom jeg ved et tilfælde til at kaste et blik i retningen af spejlet, hvor jeg bemærkede den røde farve fra min læbeskrift havde skraveret nogle ord nede i højre hjørne. Okay, højre hjørne var måske så meget sagt, jeg ville nærmere sige hele højre side af spejlet.

Jeg begav mig tættere på for lettere at kunne se, da jeg så den smukke sætning fra en af drengenes nye sange stå tonet hen over den spejlblanke overflade.

 

I will carry you over fire and water for your love and I will hold you closer hope your heart is strong enough, when the night is coming down on you, WE will find a way through the dark

 

Mit hjerte gjorde ondt men denne gang af helt andre årsager. Denne gang var det mere af lettelse – lettelse og glæde, da det så langsomt gik op for mig; at Liam ikke havde givet op på mig. Han havde ikke givet op på os. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...