Last Christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Færdig
Den 23. december 2012 syntes at blive verdens lykkeligste dag for Brooke Davis. Hun havde på denne dato været samme med sin kæreste, den famøse Liam i et helt år, og deres kærlighed skulle fejres ved at tilbringe julen sammen. Dette så dog imidlertid ikke ud til at ske, da Liam forlod Brooke tilbage med intet andet end et brev, og derefter aldrig vendte tilbage igen.
Et helt år senere modtager hun en invitation til et storslået bryllup imellem ingen ringere end fyren der knuste hendes hjerte og en af hendes tidligere folkeskoleveninder. Brooke vælger at tage til Wolverhampton for at deltage i brylluppet, men hvad sker der, når hun atter står ansigt til ansigt med fyren, som hun engang elskede af hele sit hjerte? Vil hun være i stand til at gennemføre hele december måned klods op og ned af det forelskede par, og vil der opstå kemi imellem hende og en af gommens bedste venner? Læs med i Last Christmas, og følg Brookes meget følelsesladede december måned!

200Likes
356Kommentarer
18744Visninger
AA

17. 15 december

 

Klokken var godt og vel fire minutter over ni om aftenen, da jeg trådte ud af badet denne skønne aften med en dejlig følelse af renhed og et roligt indre. Det tordnede helt forfærdeligt udenfor, så jeg havde besluttet mig for at tage et bad nu i tilfælde af, at alt elektriciteten skulle gå. Der havde været utrolig fredeligt på hotellet i dag da bruden og resten af pigerne var taget på en overnatning et eller andet sted i nabobyen, og på baggrund af min ikke særlig venlige tone overfor Julia for et par dag siden – var jeg ikke blevet inviteret. Ikke at jeg bearbejdede hende, for jeg havde heller ikke rigtigt lyst.

BANK BANK BANK!

Lyden af en hamrende knytnæve mod min dør, fik næsten igangsat en scene i en gyserfilm, da jeg hoppede en halv meter op i luften af ren og skær overraskelse. Hvem kunne dog nedværdige sig selv til at hamre så hårdt på døren?

”Kommer!” råbte jeg en smule nærtagende, før jeg tog de få skridt hen over gulvet og rev ned i dørhåndtaget. Til min store overraskelse var det Liam, der stod udenfor, med et udtryk i sine øjne, som jeg ikke rigtigt kunne tyde. Han så næsten helt forpint ud – havde Julia endeligt besluttet sig for at skride? Ej, det var måske at satse lidt for stort.

”Liam, hvad laver du her?” spurgte jeg en anelse udmattet, før jeg slængede mig op af dørkarmen, og lukkede min cardigan tættere sammen om livet. Der kom en hundekold luft ind fra gangen, hvilket sikkert skyldtes en åben altandør et sted på ettagen.  

”Vil du ikke godt stoppe med det her?” et underligt skær reflekterede i sig i hans øjne, men det var umuligt at se nærmere på grundet de mange lysekroner, der oplyste gangen udenfor. Hvad talte han om? Hvad var det han hentydede til?

”Hvad snakker du om?” spurgte jeg en anelse uforstående, i det jeg iagttog ham kigge fra side til side – han var bange for at blive opdaget, så jeg trådte lidt til side, så han havde muligheden for at komme ind. Han ignorerede dog min bemærkning, og blev stående på stedet.

”Stoppe med at få mig til at have det forfærdeligt indeni! Jeg ved godt, at du ikke gør det med vilje, men hver gang du kigger på mig, så føltes det præcist som det gjorde det den allerførste gang – og det dræber mig indeni, fordi du burde ikke længere være i stand til at give mig sommerfugle i maven! Inden jeg forlod dig dengang, var jeg bange for dig, og for den måde du fik mig til at føle. Det var der, jeg mødte Julia, og mine følelser voksede. Det var ikke planlagt, slet ikke, men det var sådan, at jeg kom over de følelser, som jeg tvivlede på, om du overhovedet gengældte.

Da du spurgte mig, om jeg overhovedet elskede dig, gjorde det ondt indeni mig, for selvfølgelig elskede jeg dig. For helvede, det vil jeg jo altid gøre,” han holdte en kort pause, hvor han gned sig et par gange i øjnene.

Hvad skulle jeg sige? Stod han ikke lige der og fortalte mig, at jeg stadig fremkaldte sommerfugle i maven på mig, og at han et eller andet sted stadig følte noget for mig? Det var mere, end jeg nogensinde turde drømme om, og alligevel stod jeg her helt tavs, for der var ikke noget ord, der dækkede for, hvordan jeg havde det indeni. Ingen.

”Jeg burde ikke opsøge dig. Jeg burde ikke fortælle dig alt det her lige nu, men siden du nævnte overfor mig, at du ventede på, at jeg kom tilbage, har jeg ikke tænkt på andet. Der har du den begrundelse, som du med garanti har ventet på, og jeg håber, at du kan bruge den til noget,” og i en hurtig bevægelse vendte han sig om, og lukkede sin jakke tættere sammen om sig.

”LIAM!” skreg jeg af lungers fulde kraft, i det jeg bemærkede ham stoppe op et par meter fra mig, i det selvsamme øjeblik, som et enormt tordenskrald slog ned udenfor hotellet, og sendte et kæmpe lysglimt ind af vinduet.

”Du burde blive her til det er overstået,” svarede jeg ham kortfattet for hovedet, i det jeg med paniske øjne kiggede på ham. Han vidste godt, at jeg hadede torden, så hvorfor ikke udnytte det lidt ekstra? Han nikkede en anelse usikkert, før han kom tilbage til værelset, og jeg fik lukket døren bag ham.

”Jeg er egentlig ret sur på dig..” udbrød jeg en anelse hårdere og skarpere, end jeg lige havde ment det. Jo, jeg var sur, jeg var skuffet, og jeg var forvirret, men det betød ikke, at jeg forstod, hvad han sagde til mig. Han elskede mig stadig.

”Hvorfor?” han kiggede en anelse trættende på mig, hvorefter han satte sig ned på kanten af fjernsynsbordet og foldede armene over brystet. Damn, hvor så han dog bare tiltrækkende ud, som han stod der helt lækker og indbydende. Åh jezz, jeg havde et mentalt problem.

”Fordi du får mig ikke just til at fremstå særlig positivt? Liam, jeg har ingen intentioner om at ødelægge noget imellem dig og Julia, selvom det virkelig er fristende. Jeg har ikke tænkt mig at gøre dig noget eller hende for den sags skyld,” okay, det var måske en lille smule løgn. Hvis han gav mig et hint om at gøre det, så kunne jeg godt finde på at sabotere deres forhold.

”Det siger jeg heller ikke. Jeg tror bare, at min mave måske slår sådan koldbøtter, fordi det er så længe siden, at jeg sidst har set dig – og måske på grund af baggrunden for, at jeg skred. Det betyder ikke noget,” han trak en smule på skuldrene – og selvom jeg burde være glad på hans vegne, så blev jeg faktisk utrolig ked. Øv.

”Julia er også en utrolig dejlig pige, det vil jeg slet ikke modsige dig… Men, hvorfor fortæller du mig så det her?” jeg forstod det ikke. Hvorfor skulle han begive sig ned til min lejelighed for at fortælle mig, at han fik sommerfugle i maven, hvis det ikke betød noget?

Han smilede en smule opgivende.

 ”Fordi… Fordi jeg føler, at jeg skylder dig det,” den kom bag på mig. Det kom så fuldstændig bag på mig, at det faktisk gjorde mig utrolig rasende. Ja selvom det ikke just var noget at blive sur eller irriteret over, så blev jeg virkelig negativ ladet på grund af det. Han skyldte mig absolut ingenting overhovedet.

”Hvor vover du at tale sådan til mig, Liam James Payne!” jeg sænkede stemmen en smule, da jeg hørte mit overraskende høje toneleje. Jeg blev faktisk en smule bange for mig selv, da jeg kom så højt op. Det gjorde jeg aldrig.  

”Hvad snakker du om?” hans stemme var svag og svækket, og et kort øjeblik var jeg meget tæt på at bukke under for den. Hans stemme var så.. sårbar.

”Du kan ikke komme her og sige, at du får åh så store sommerfugle i maven, når du snakker med mig, og så bagefter få det til at lyde som medlidenhed!” jeg havde så stor en lyst til at slå ham, men jeg samlede mig sammen. Det kunne jeg aldrig finde på.

”Måske har du ret. Men.. Jeg ville så gerne fortælle sig sandheden…” nemt kunne jeg mærke hans øjne hvile på mig, men jeg rettede ikke blikket op. Jeg brød mig ikke om den retning samtalen efterhånden havde taget.

”Men hvorfor Liam? Jeg bliver nødt til at vide hvorfor, hvorfor nu?” selvom jeg prøvede at bevise mig selv om det modsatte, så valgte jeg alligevel at slå øjnene op, for at møde hans sorgfulde blik. Han havde rejst sig op og stod nu overraskende tæt på.

”Fordi jeg fortryder så mange ting, og fordi jeg hader mig selv for den smerte, som jeg har påført dig. Tro mig, jeg ved hvad jeg taler om, for den selvsamme følelse render jeg rundt med hver evig eneste dag nu, fordi jeg kan se på en af de største fejltagelser, som jeg nogensinde gjorde mig,” han slog ud med hænderne, og kiggede opgivende på mig. Wow, det her kom virkelig bag på mig. Skulle jeg kysse ham nu? Nej, det ville være mærkeligt.

”Måske er det bedst, hvis jeg bare tager tilbage til Tree Hill, jeg mener: hvis du virkelig har det på den måde, så burde du stoppe med at gøre dig selv ked af det, og lade mig passere. For din egen skyld,” hvert et ord, der forlod min mund gjorde ondt.

”Jeg blev nødt til at fortælle dig, hvordan jeg havde det på det seneste,” han holdte en kort pause, og fangede mit blik før han fortsatte:

”Jeg kan ikke gennemføre brylluppet, hvis du tager hjem. Hvis du tager tilbage til Tree Hill, så tør jeg ikke gennemføre det,” det havde jeg glemt. Hvorfor skulle dette være så svært? Han havde jo godt nok ikke fortalt mig, at han var forelsket i mig, men han havde alligevel sagt, at han et eller andet sted ikke stoppede med at elske mig. Det var vel det samme? Eller, nej, for han elskede jo stadig Julia. Gud, hvor var det svært.

”Du har ikke brug for mig Liam, du siger kun det her, fordi du er bange for brylluppet,” det var sandt. Selvom jeg ikke havde lyst til at indrømme det, så var det sandt. Den eneste grund til at Liam kom og slyngede det her ud, var fordi han var bange for sit bryllup. Han havde fået kolde fødder.

”Du har ret, fuldkommen ret,” han kørte frustreret en hånd igennem sit hår på det præcis samme tidspunkt, som et kæmpe lyn slog ned og elektriciteten derefter forsvandt. Fuck.

”Åh nej,” gispede jeg forfærdet, i det jeg bakkede et par skridt tilbage, hvilket resulterede i, at jeg bakkede ind i en stol. Jeg hadede mørket, mest fordi jeg ikke vidste, hvad der var i det. Der kunne gemme sig en morder hvor som helst.

”Brooke? Brooke hvor er du?” Liams stemme gav genlyd et sted i lokalet, og jeg tumlede atter forvirret rundt. Jeg blev virkelig bange lige nu – for jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle reagere. Jeg havde lyst til at græde.

”Liam?” prøvede jeg mig en smule usikkert, i det jeg rakte hånden ud foran mig og fik fat i kraven på hans trøje. Jeg var ligeglad med alle de ord, som jeg lige havde sagt, for jeg var så bange, at jeg mest af alt, havde lyst til at grave mig ned. Det ville være meget lettere.

”Shhh, det er okay – jeg er her,” hviskede han så stille og lavmeldt, at jeg med garanti var den eneste, der kunne høre det. Var det forkert af mig, at jeg blev en smule… opstemt af dette? At jeg rent faktisk nød at stå så klods op og ned af ham, selvom han rent faktisk snart skulle giftes? Nej, det var ikke underligt. Kun lidt.

Jeg kunne fornemme hans vejrtrækning, da han trak mig tættere på sig. Vent, hvorfor trak han sig tættere på mig? HVORFOR TRAK HAN MIG TÆTTERE PÅ SIG? Åh gud, jeg gik totalt i panik. Hvad skulle jeg gøre? ÅH NEJ ÅH …

Før jeg vidste af det, fik jeg listet mig selv op på tåspidserne og pressede mine læber mod hans. JA I hørte rigtigt – jeg pressede mine læber imod hans. Selvom det var herredumt, og han sikkert ville hade mig for det bagefter. Der gik et kort sekund, før jeg trak mig væk igen og forsøgte at aflæse hans ansigtstræk, men det var umuligt.

”Jeg burde virkelig ikke gøre det her,” mumlede han lavmeldt, hvilket fik hårene på mine arme til at rejse sig. Åh nej, det lovede aldrig godt. PLEASE lad der være en supplerende sætning til denne… Please, please, please…

”Men… Åh screw that,” og sådan – uden videre – pressede han endnu engang sine læber imod mine…

 

Præcis som han havde gjort det tusinde gange før, bare meget, MEGET, bedre…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...