Last Christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Færdig
Den 23. december 2012 syntes at blive verdens lykkeligste dag for Brooke Davis. Hun havde på denne dato været samme med sin kæreste, den famøse Liam i et helt år, og deres kærlighed skulle fejres ved at tilbringe julen sammen. Dette så dog imidlertid ikke ud til at ske, da Liam forlod Brooke tilbage med intet andet end et brev, og derefter aldrig vendte tilbage igen.
Et helt år senere modtager hun en invitation til et storslået bryllup imellem ingen ringere end fyren der knuste hendes hjerte og en af hendes tidligere folkeskoleveninder. Brooke vælger at tage til Wolverhampton for at deltage i brylluppet, men hvad sker der, når hun atter står ansigt til ansigt med fyren, som hun engang elskede af hele sit hjerte? Vil hun være i stand til at gennemføre hele december måned klods op og ned af det forelskede par, og vil der opstå kemi imellem hende og en af gommens bedste venner? Læs med i Last Christmas, og følg Brookes meget følelsesladede december måned!

200Likes
356Kommentarer
18735Visninger
AA

16. 14 december

 

”LAST CHRISTMAS I GAVE YOU MY HEART...” jeg svor, at mit hjerte næsten fløj ud af brystet på mig, da jeg hørte lyden af min mobiltelefon den morgen. Klokken var ikke mange minutter forbi otte, og jeg havde bestemt ikke lagt op til at skulle så tideligt op på en lørdag. Jeg havde behov for at sove gårsdagens brandert ud. Jeg havde virkelig været den største kælling over Julia, og selvom jeg i går ikke regnede med, at jeg ville fortryde det – så gjorde jeg det i dag. Jeg fortjente slet ikke at være her.

”Hvad?” snerrede jeg ind i telefonen, som jeg førte den op til øret uden at tjekke displayet først. Jeg havde slet ikke tålmodighed og overskud til at tale med nogen i så tidlige morgentimer i en weekend. Normalt stod jeg tideligt op – men eftersom jeg kom alt for sent i seng, så var jeg ikke just den største fan af fire timers søvn.

Jamen godmorgen til dig også Brooke,” det hjerte der før næsten fløj ud af brystet på mig, var nu blevet til en massiv isklump, der truede med at gå i tusindevis af stykker. Jeg satte mig fluks op i sengen, og kiggede mig febrilsk til siderne. Blev jeg optaget? Der var ingen sandsynlighed for, at Liam ellers ville ringe til mig nu. Jeg måtte simpelthen drømme.

”Liam? Hvem er død?” det var ikke bevidst, at ordene forlod min mund, men jeg blev simpelthen så chokkeret og overrasket over at høre hans stemme, at jeg næsen var ved at trille ud af sengen. Det kunne ikke være rigtigt – hvorfor skulle han ringe til mig?

Så var det, at det slog mig..

Han havde selvfølgelig snakket med Julia og ringede nu kun, for at give mig den skideballe, som jeg i den grad fortjente. Jeg måtte lære at beherske mig, selvom det selvfølgelig altid var fristende at udfordre skæbnen.

Der er forhåbentligt ingen døde, jeg ville blot høre, om du ikke kom ned og spiste morgenmad med mig? Julia sover stadig, og jeg kunne godt bruge lidt selskab,” hørte jeg virkelig rigtigt? Vent.. Var det fordi han ville give mig skideballen midt i restauranten, hvor alle kunne høre det? Ville han rent faktisk bare spise middag med mig? Mit hjerte – og min hjerne - var et stort spørgsmålstegn.

”Ehm.. Jo, jeg kommer ned om lidt,” svarede jeg ham usikkert, før jeg smækkede røret på og sprang ud af sengen. Jeg blev nødt til at få noget andet og ordenligt tøj på og gøre et eller andet ved mit hår, så han ikke troede, at jeg kom fra Mars eller noget i den dur. Jeg lignede et rumvæsen – faktisk mere end et rumvæsen.

PANIK – jeg blev nødt til at gøre et eller andet ved mig selv, og det skulle være i en hulens fart. Et bad var der ikke tid til, og mit hår var en stor filterklump på toppen af mit hoved. Hvis Liam så mig nu, ville han falde død om af grin – det herskede der slet ingen tvivl om.

Hurtigt fik jeg fundet en anstændig rød kjole (vel og mærke fra min egen tøjkollektion) og som ikke var hverken beskidt eller brugt. Jeg burde have tænkt over mængden af tøj, før jeg valgte at tage til England næsten en hel måned. Det var utrolig åndssvagt, at jeg ikke havde tænkt over det noget før, jeg burde nok tage ned i byen engang i løbet af dagen, for at få handlet nogle nye kjoler ind.

”Kom så Brooke, du har gjort dette tusinde gange før,” udbrød jeg panisk til mig selv, da jeg trak kjolen over hovedet, og instruktivt fik hevet min børste op af en af skufferne og prøvede med hårdfine træk at få revet de mange filteklumper ud. Man skulle næsten tro, at jeg havde tilbragt natten i en lade.

Hvad skulle jeg gøre, når jeg engang fik filtret håret ud? Jeg burde måske få lagt en nogenlunde anstændig make-up, så folk ikke ville grine deres røv i laser, når jeg trådte ind i restauranten. Det skulle ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke var særlig tiltrækkende uden make-up, men så på den anden side – hvem gjorde det? I hvert fald ikke mig.

Knuderne blev langsomt løsnet op og efter ganske kort tid, kunne jeg trække børsten direkte igennem de brune lokker. Mit hår var silkeblødt fra de fine strøg, og jeg håbede inderst inde på, at det tilførte en ekstra glans. Noget som Liam eller en eller anden rigmandssøn ville bide mærke i – muligvis.

Jeg greb min mascara og øjenskygge fra min make-up taske og fik ganske let og simpelt tilført det til mine øjne. Nu var der efterhånden ikke mere, jeg kunne gøre, så jeg stak mine fødder ned i et par af de mest simple stilletter og hev en cardigan ned fra knagerækken. Bum, hvis jeg ikke bare så nogenlunde anstændig og almindelig ud nu, så var der ikke rigtigt mere, jeg kunne gøre. Jeg havde gjort et forsøg.

 

Det havde taget mig præcis syvogtyve minutter fra Liam ringede mig op, og til jeg stod udenfor indgangen til restauranten. Jeg kunne ikke rigtigt undgå at smile, som jeg så ham stå meget sympatisk og høfligt udenfor døren og ventede på mig. Var det forkert af mig, at blive en smule smigret af så simpel en gerning? Jeg kunne ikke gøre det op med mig selv.

”Det tog dig sandeligt ikke lang tid i forhold til normalt,” udbrød han med et smil, som jeg kom op på siden af ham, og vi sammen begav os ind mod buffeten. Det var fuldkommen rigtigt, hvad han sagde. Dengang vi plejede at date, kunne det tage mig omkring halvanden time, før jeg var klar til at tage ham med ud for en simpel kop kaffe på en café. Det lød vanvittigt, ikke? Men når jeg befandt mig i storbyer, hvor mit navn og omdømme var mere spredt og kendt, var jeg nødt til at se præsentabel ud hele tiden. Der var ikke plads til sjuskefejl.

”Jeg kunne jo ikke lade dig sulte,” tjattede jeg tilbage, før jeg greb en tallerken, og gav mig til at kigge på det store udvalg. Der var virkelig alt, hvad hjertet kunne ønske sig i form af omeletter, pandekager, brød, kiwi, melon, vindruer, æg, mysli, bær og et kæmpe udvalg af pålæg. Der var så meget mad, at jeg ikke engang på en rigtig god dag ville kunne komme igennem det hele. Jeg valgte en skål yoghurt med mysli og lidt forskelligt frugt. Jeg kunne ikke tillade mig at spise som en sulten gris, når jeg nu skulle spise morgenmad sammen med Liam.

”Du har fuldkommen ret, det ville ikke være forsvarligt,” udbrød han grinene, som han fik skovlet flere skefulde røræg op på sin i forvejen utrolig fyldte tallerken. Han havde mindst taget fire gange så meget som mig… Hvis han spiste så meget, så havde jeg slet ikke lyst til at se Nialls morgenmadstallerken.

”Hør, jeg er virkelig ked af det, jeg sagde til Julia i går, det røg bare ud af mig,” indrømmede jeg beklagende, da vi satte os ned ved et tomandsbord lidt afskærmet fra resten. Jeg havde med vilje valgt at sætte mig nede i hjørnet, da folk ikke ville kunne se det, når hans møgfald engang kom brasende ind og ødelagde den gode stemning. Jeg valgte selv at prikke hul på bylden før tid, da den så ikke ville komme nær så chokkerende. Troede jeg.

”Hvad har du sagt til Julia?” vent – hvad? Hans overraskede ansigtsudtryk gjorde det klart for mig, at jeg havde smidt en bombe, som kom mere som et chok for ham, end det gjorde for mig. Vidste han det ikke? Havde Julia virkelig undgået at fortælle ham, hvor fuldkommen led og hysterisk jeg havde været overfor hende dagen før? Det kom bag på mig.

”Jeg var vidst ikke så sød i går,” mumlede jeg nedtrykt, som jeg tog en mundfuld yoghurt ind i munden. Hvis jeg havde mad i munden, kunne jeg ikke uddybe det nærmere – det var vel en god ting? Var det ikke?

”Brooke, jeg ved efterhånden ikke, hvad jeg skal stille op med dig,” sukkede han med en hovedrysten, som han tog en bid af sit brød. Når han sagde det på den måde, så var jeg godt klar over, hvad han snakkede om. Jeg vidste efterhånden heller ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv.

”Hvad sagde du til hende?” åh nej – behøvede jeg virkelig at svare på det spørgsmål? Kunne jeg ikke smide yoghurtskålen i hovedet på ham og derefter flygte for livet løs? Det ville for mit vedkommende være den mest smertefrie metode – var jeg sikker på.

”Jeg kom vidst til at kalde hende en bedragerisk kælling,” jeg skyndte mig at skovle en ordentlig skefuld yoghurt ind i munden, så jeg ikke behøvede at svare yderligere på spørgsmålet – han ville med garanti slå mig ihjel nu – farvel Brooke, det var hyggeligt at kende dig.. Jeg mente mig…

”Du gjorde hvad?” til min store overraskelse, begyndte han at grine. Nej, grine var en underdrivelse – han fik nærmere et hysterianfald. Hvorfor var det så sjovt? Hvorfor slog han mig ikke ihjel nu?

 ”Hvorfor er det så sjovt?” spurgte jeg ham undrende, som jeg slugte den store mundfuld og kiggede forbavset på ham. Jeg kunne ikke se morskaben.

”Du – er … utrolig,” grinede han, som han endeligt fik samlet sig sammen igen og atter kunne kigge op på mig igen. Skulle jeg tage det som en kompliment? Jeg forstod stadig ikke, hvorfor han ikke slog mig ihjel. Jeg fortjente det i hvert fald i højeste grad efter at have svinet hans forlovede sådan til.

”Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår?” udbrød jeg med løftet øjenbryn, i det han kiggede på mig med et smil og tog endnu en bid af sit toastbrød. Havde jeg sagt noget sjovt? Troede han, at det var en joke det hele? I så fald ville han blive meget skuffet.

”Det er okay, at du reagerer sådan, det er helt cool,” okay – den havde jeg ikke set komme. Det kom virkelig bag på mig. Vent – troede han, at jeg var jaloux? Jo, han troede helt sikkert, at jeg var jaloux, ellers gav det han sagde jo ingen mening? Var jeg jaloux? Jeg kunne ikke finde ud af det selv længere.

 

”Hvorfor kigger du sådan på mig?” spurgte jeg ham, da vi begge var færdige med vores mad, og jeg flere gange i træk havde taget ham i at kigge på mig. Var jeg så lækker, at han ikke kunne lade være med at betragte mig? Okay, jeg var sikker på, at det ikke var derfor.

”Du har en lille klat yoghurt siddende,” han pegede med en finger mod mit ansigt, og jeg kunne næsten fornemme, hvordan jeg havde lyst til at grave mig ned i et hul. Det var simpelthen alt for pinligt. Hvad skulle jeg gøre?

I et desperat forsøg forsøgte jeg at fjerne yoghurten, men det lykkedes mig hverken helt eller halvt. Hvor var det dog bare utrolig pinligt.

”Her, nu skal jeg – ” og som om det var den mest naturlige ting at gøre, rejste Liam sig op fra sin stol og rakte ud efter mit ansigt, hvorefter han med tommelfingeren fjernede den klat yoghurt, som jeg havde siddende lige i venstre mundvig. Vores øjne mødtes i et flammende blik, og selvom jeg gerne ville benægte det, så kunne jeg mærke, hvordan sommerfuglene fløj rundt i min mave igen og igen. Burde jeg være bange?

”LIAMBASSE – DER ER DU!” og netop som den stemme lød, løsrev Liam sig fra vores øjenkontakt og dumpede ned på sin stol igen. Julia – eller som jeg også kaldte hende heksen kom valsende over imod os med dette plastrende smil på læberne, og jeg kunne mærke skuffelsen stikke i brystet på mig…

 

… Noget sagde mig, at hun ville ødelægge min jul i år af mange forskellige grunde – mest af alt fordi hun overhovedet eksisterede. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...