Last Christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Færdig
Den 23. december 2012 syntes at blive verdens lykkeligste dag for Brooke Davis. Hun havde på denne dato været samme med sin kæreste, den famøse Liam i et helt år, og deres kærlighed skulle fejres ved at tilbringe julen sammen. Dette så dog imidlertid ikke ud til at ske, da Liam forlod Brooke tilbage med intet andet end et brev, og derefter aldrig vendte tilbage igen.
Et helt år senere modtager hun en invitation til et storslået bryllup imellem ingen ringere end fyren der knuste hendes hjerte og en af hendes tidligere folkeskoleveninder. Brooke vælger at tage til Wolverhampton for at deltage i brylluppet, men hvad sker der, når hun atter står ansigt til ansigt med fyren, som hun engang elskede af hele sit hjerte? Vil hun være i stand til at gennemføre hele december måned klods op og ned af det forelskede par, og vil der opstå kemi imellem hende og en af gommens bedste venner? Læs med i Last Christmas, og følg Brookes meget følelsesladede december måned!

200Likes
356Kommentarer
18661Visninger
AA

14. 12 december

 

Nervøs. Jeg var mere end blot nervøs, da jeg sad på mit værelse den aften og ventede med nerverne udenpå tøjet. Jeg kunne ikke være sikker på, om Liam havde tænkt sig at dukke op, så jeg tossede fra den ene ende af værelset til den anden. Mine hæle var næsten slebet af, og mine fødder føltes ømme, da jeg endeligt hørte et svagt bank på døren, der hev mig ud af min trance.

Hvis det ikke var ham, der kom valsende ind af den dør om fem minutter, så var der stor sandsynlighed for at jeg slog ham ihjel før sit bryllup. En ting var ikke at dukke op til en aftale, men at blive væk to gange, det var simpelthen bare ikke i orden.

Jeg gik de ganske få skridt, jeg havde over til døren, før jeg indhalerede dybt og tog fat i dørhåndtaget. Nu var sandhedens time kommet. Tiden, hvor jeg forhåbentligt ville få de svar, som jeg havde søgt efter for så længe. De svar, som jeg hele tiden havde manglet.

Et sus gik igennem hele min krop, da jeg hev døren op og blev mødt af et kærligt og åbent smil, som Liam havde påklistret på sine læber. Det var præcis sådan et smil, som nåede hele vejen op til hans øjne, og som jeg havde længdes efter at se, lige siden jeg ankom til Wolverhampton.

”Hey Brooke,” hvordan kunne det være at en så enkel og simpel sætning som denne, næsten kunne få mit hjerte til at smelte? Skyldtes det smilet, der var nået hans øjne, eller var det hans meget afslappede kropsholdning, som han rakte mig en flaske vin, som han til dagens anledning havde taget med. Og jeg som troede, at vi skulle drikke kaffe.

”Hej…” svarede jeg en smule kortfattet, som jeg tog imod vinflasken, og flyttede mig fra døråbningen, så han kunne komme ind. Jeg måtte indrømme, at jeg fandt det en smule underligt, at være på et hotelværelse med ham, når nu vi ikke længere datede. Normalt sagde man jo, at folk lejede et hotelværelse for at have en affære eller for at have en romantisk par-weekend. Det kunne man ikke just sige, at Liam og jeg havde tænkt os.

”Jeg tænkte, at vi kunne drikke lidt vin – jeg ved du har en forkærlighed for det,” okay, gjorde han det her med vilje? Spillede han på de gode gamle dage, for at gøre mig blød om knæene? For man kunne ikke just sige, at han gjorde dette særlig meget lettere for nogen af os. I hvert fald ikke for mig.

”Du kender mig alt for godt,” fik jeg mumlet, i det jeg lukkede døren bag ham, og satte mig ned i sofaen en halv meter fra ham. Jeg ville helst ikke komme for tæt på, da jeg stadig følte, at jeg blev nødt til at have mine parader oppe. Han havde såret mig en gang, så der var intet der forhindrede ham i at gøre det igen. Desuden ville jeg med garanti blive ked af det, når sandhederne først blev lagt på bordet.

”Du er ikke sådan en man lige glemmer,” grinede han en smule kejtet, før han kløede sig en anelse kluntet i baghovedet. Hvordan kunne han tillade sig at sige sådan noget til mig? Havde han aldrig læst betingelserne for en eks kæreste – et godt skridt på vejen var i hvert fald, at man overvejede meget nøjsomt, hvad man sagde til hinanden. Den kommentar var lige over grænsen, hvis du spurgte mig.

”Hvorfor var Zayn ikke til forlovelsesmiddagen?” selvom det ikke var noget jeg havde tænkt meget over de sidste par dage, så var det lige pludseligt slået mig, at jeg faktisk ikke havde set ham særlig meget. Jeg havde hilst på ham i morgenmadsbuffeten en enkelt morgen, men ellers havde han mere eller mindre været på sit værelse hele tiden – lidt ligesom jeg.

”Perrie slog op med ham,” svarede han sukkende, i det han slog blikket ned på sine hænder, der lå sammenfoldet i skødet på ham. Okay, hvor meget var der lige sket imens jeg havde været væk? Liam skulle giftes med Julia, Zayn og Perrie var gået fra hinanden, Niall havde fået sig en kæreste og Louis havde fundet sig en ny? Der var alt for mange informationer på en gang, til at mit lille hoved kunne følge med.

”Det er jeg ked af at høre,” udbrød jeg oprigtigt, i det jeg fornemmede skyldfølelsen bruse ind over mig. Jeg havde egentlig kun været egoistisk siden jeg ankom til England, og jeg havde slet ikke overvejet at spørge Zayn, hvad der var galt. Jeg fortjente sgu egentlig ikke at være her mere. Jeg var for egocentreret.

”Han skal nok komme sig over det, han er en sej fyr,” han rykkede lidt frem for at tage fat i vinflasken, og hev derefter en proptrækker frem fra inderlommen på sin trøje. Han havde også bare tænkt det hele ned til mindste detalje, hva? Et eller andet sted fik det smilet frem på mine læber. Han fik altid smilet frem på mine læber. Desværre.

”Var Julia grunden til, at du forlod mig?” jeg kunne ikke hjælpe mig selv fra at sige de ord, der så længe havde lagt og truet med at springe frem til overfladen. Jeg var skrækslagen for at høre svaret, jeg var panisk for udfaldet, men et eller andet sted - så skyldte jeg også mig selv at komme videre. Den eneste måde hvorpå jeg kunne komme ud på den anden side, var ved at få en begrundelse for alle de handlinger, som stadig stod så uklare for mig. De handlinger, som kun Liam kendte baggrunden for.

”Hvis du mener, at jeg forlod dig, fordi jeg forelskede mig i Julia, så nej,” det var da altid noget. Jeg var godt klar over, at Julia havde fortalt ham, at han ikke skulle være i et forhold, hvor han ikke var lykkelig, men jeg var ved at rådne op indefra, fordi jeg ikke vidste hvorfor, han havde været så ulykkelig.

”Julia fortalte mig, at du var… Ulykkelig sammen med mig,” ordene havde svært ved at forlade mine læber, da jeg kiggede op på ham, for at møde hans lidt forvirrede og også meget smertefyldte ansigtsudtryk. Det her gjorde ondt på ham, hvilket et eller andet sted kom bag på mig. Det gjorde det virkelig.

”Jeg var ikke ulykkelig sammen med dig Brooke – jeg var ulykkelig, fordi jeg ikke følte, at jeg kunne give dig den lykke, som du fortjente,” jeg havde nær tabt underkæben. Det var bestemt ikke sådan, Julia havde fået det til at lyde, da vi talte sammen for et par dage siden. Hun fik det til at lyde som om, at Liam var ulykkelig, fordi vores forhold ikke var nok for ham. Det vidste sig, at det var fuldkommen omvendt.

”Hvorfor talte du så ikke med mig om det i stedet for at løbe din vej?” jeg var begyndt at fumle lidt kejtet med sømmene i min nederdel. Jeg hadede, at han skulle se mig sådan her.. Sårbar – men på en eller anden måde, så fortjente han det også – at se mig havde det så forfærdeligt, som jeg også havde haft det, da han forlod mig.

”Fordi… Fordi jeg havde en følelse af, at det var lettere at flygte fra problemer end at løse dem, forstår du?” egentlig kunne jeg godt se, hvad han mente. Sådan kom jeg næsten igennem hele High School – så jeg kunne ikke rigtigt tillade mig at hade ham for det. Tit og ofte føltes det lettere at flygte fra problemerne, end at løse dem. Det kendte jeg kun selv alt for godt.

”Men det var nok den dummeste beslutning, jeg nogensinde fik taget,” endnu engang var jeg ved at tabe underkæben. Fik det ikke det hele til at lyde som om, at han rent faktisk havde fortrudt, at han forlod mig dengang? Det fik i hvert fald nogle meget forvirrede og dog også meget glade sommerfugle til at baske rundt i maven på mig.

”Hvor længe efter du gik fra mig – begyndte du at date Julia?” egentlig var jeg ikke sikker på, om jeg overhovedet havde lyst til at høre det. De måtte have datet i rimelig lang tid, siden de allerede skulle giftes året efter vi gik fra hinanden.

”Vi begyndte at se hinanden i februar måned sådan for alvor. Hun havde opsøgt mig flere gange forinden, men jeg var ikke klar til det. Jeg var egentlig heller ikke klar, da vi tog i byen sammen den fredag i starten af februar, men… Jeg kunne ikke være ked af det for evigt,” løgn, havde jeg ikke haft større betydning for ham, end at han ventede med at date en ny i halvanden måned? Jeg følte mig røvrendt.

”Jeg har stadig ikke været på en date siden dengang, så når du siger at man ikke kan være ked af det for evigt, gælder det så også for mig?” et eller andet sted kunne jeg ikke lade være med at snerre en smule af ham. Hvis vores brud havde været så fandens hård for ham, så kunne jeg ikke se, hvordan han kunne få sig selv til at komme videre så hurtigt.

”Brooke jeg… Det har aldrig været min mening at såre dig,” hans blik mødte midt i et meget oprigtigt og meget følelsesladet genskær fra lyset. Der var ingen tvivl om, at han mente sine ord, men dog var det stadig alt for svært at tro på. Hvis han ikke ville såre mig, så skulle han jo simpelt bare ikke have forladt mig.

”Jeg har fået den sætning at vide før. Lucas fortalte mig det selvsamme dengang på mit første år i High School, hvor han havde kysset min bedste veninde bag min ryg – men i denne sammenhæng Liam, der er det bare ikke godt nok… Hvis du ikke ville såre mig, så kunne du i det mindste have taget samtalen med mig i stedet for at efterlade et brev,” jeg kunne fornemme de faretruende tårer, der efterhånden havde presset sig på. Denne samtale havde taget et ubehagelig drejning, og jeg var bange for, at jeg snart ikke kunne holde tårerne tilbage.

”Jeg ved det godt. Det hele skete i et moment af svaghed – et svaghedsøjeblik, som jeg ville ønske aldrig var hændt,” han sendte mig et skævt smil, hvorefter han atter rettede blikket ned mod sine hænder. Hvad var det, denne dreng gjorde ved mig? Hvordan kunne det være, at trods det faktum at jeg burde hade ham som pesten, så havde jeg… Medlidenhed med ham? Medlidenhed med den stakkel, der ikke vidste, hvad han skulle gøre af sig selv.

”Det forlader mig med et enkelt spørgsmål tilbage,” svarede jeg ham, som han rakte mig et glas af den rødvin, som han netop havde formået at skænke op i glassene. Denne samtale var gået meget lettere end jeg turde håbe på, men selvom den skulle have givet mig en følelse af, at jeg nok skulle komme sikkert videre – havde den givet mig noget andet. Håb. Alt det Liam indtil nu havde sagt, havde givet mig et lille spirende håb indeni, som jeg for alt i verden ikke ville ødelægge.

”Hvorfor inviterede du mig til brylluppet?” jeg tog en lille sip af vinen, for at blive imødekommet af en smagsoplevelse i særklasse. Det var ikke en af de billige vine, han havde slæbt med herop, men nærmere en af de dyre flasker, som var meget svær at få fat i. Det gjorde mig bestemt ikke noget, den smagte perfekt.

”Fordi jeg ikke kunne forstille mig at gå igennem det uden dig,” selvom ordene ikke var ment på nogen romantisk og bejler-lignende måde, så kunne jeg ikke undgå at få et ordentligt sug i maven. Det var nok den sødeste og smukkeste ting, jeg endnu havde hørt ham sige – og det betød mere for mig, end jeg kunne sætte ord på.

”Jeg må nok hellere gå tilbage til mit værelse inden Julia kommer tilbage,” han sendte mig et halvhjertet smil – et af de der ikke nåede hans øjne, før han drak en ordentlig mundfuld af sin vin og rejste sig op. Jeg gik over mod døren sammen med ham, og i det han trak ned i håndtaget, vendte han sig om og kiggede på mig. hans øjne var så sorgfulde, så … Smerteramte, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg havde lyst til at kramme ham, og forsikre ham om, at alting nok skulle blive okay – men det kunne jeg ikke.

”Brooke, må jeg spørge dig om noget?” han så en smule tøvende ud, som han lænede sig op ad dørkarmen og atter kørte hånden igennem sit ellers perfekte hår. Jeg nikkede langsomt, før jeg korslagde armene over brystet – min forsvarsmekanisme.

”Hvad gjorde du, efter jeg tog afsted?” det var ikke et spørgsmål, der kom særlig meget bag på mig, men dog alligevel var jeg sikker på, at jeg burde overveje mine ord nøje. Sætningen skulle komme ud på den helt perfekte måde, for at det ikke ville virke underligt. Jeg var ikke i tvivl om, hvad jeg skulle svare ham, det var bare svært at få det formuleret uden at lyde som en forfærdelig teenager, der var håbløst ulykkelig forelsket i en fyr, som hun ikke kunne få.

”Jeg ventede på, at du kom tilbage,” svarede jeg med et lille smertefuldt smil, før jeg bakkede et par skidt tilbage og gik ind i soveværelset. Jeg havde ikke mere at snakke med ham om, men dog var jeg stadig lykkelig over, at jeg havde fået svar på mit nok vigtigste spørgsmål…

 

… Liam havde inviteret mig til brylluppet, fordi han ikke ville kunne gå igennem det uden mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...