Last Christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Færdig
Den 23. december 2012 syntes at blive verdens lykkeligste dag for Brooke Davis. Hun havde på denne dato været samme med sin kæreste, den famøse Liam i et helt år, og deres kærlighed skulle fejres ved at tilbringe julen sammen. Dette så dog imidlertid ikke ud til at ske, da Liam forlod Brooke tilbage med intet andet end et brev, og derefter aldrig vendte tilbage igen.
Et helt år senere modtager hun en invitation til et storslået bryllup imellem ingen ringere end fyren der knuste hendes hjerte og en af hendes tidligere folkeskoleveninder. Brooke vælger at tage til Wolverhampton for at deltage i brylluppet, men hvad sker der, når hun atter står ansigt til ansigt med fyren, som hun engang elskede af hele sit hjerte? Vil hun være i stand til at gennemføre hele december måned klods op og ned af det forelskede par, og vil der opstå kemi imellem hende og en af gommens bedste venner? Læs med i Last Christmas, og følg Brookes meget følelsesladede december måned!

200Likes
356Kommentarer
18671Visninger
AA

13. 11 december

 

Efter en hel nats spekulationer og tanker om hvorfor Liam ikke dukkede op, havde jeg besluttet mig for at undgå at komme i kontakt med ham hele dagen. Egentlig burde jeg bare konfrontere ham med det, men konfrontationer lå aldrig lige til mit højreben. Jeg var ufattelig dårlig til det, så hvorfor overhovedet prøve? Det ville være unødvendigt.

Jeg havde overvejet at tage et smut op til Zayn’ og få talt med ham om alle de ting, som var passeret i årets løb. Eftersom Zayn og jeg næsten var lige gamle, havde vi på en eller anden måde et bånd til hinanden, som ikke kunne beskrives særlig nøjagtigt. Det havde måske noget at gøre med måden vi mødte hinanden på for første gang? Det var i hvert fald en sjov historie.

 


 

Det var morgenen efter min første overnatning hos Liam. Jeg var ikke helt sikker på, hvad der var sket i nattens løb ud over, at vi havde været på en natklub, og jeg vidst fik drukket lidt for mange drinks og lidt for mange shots.

”For helvede Brooke,” bandede jeg lydløst for mig selv, imens jeg fik viklet mig ud af Liams favn, og ud af sengen. Det var længe siden, at jeg sidst havde tilbragt natten hos en fyr og for at være ærlig, så gjorde det mig heller ikke særlig meget. Det var ufattelig dumt af mig.  

Hurtigt tog jeg tøjet op fra gulvet og forlod værelset for at tage et bad. Klokken var kvart over otte, og alt at dømme var hele lejeligheden øde, derfor fandt jeg det derfor unødvendigt at låse døren, som jeg trådte ind i bruseren og trak badeforhænget for. Det føltes utrolig befriende, at jeg kunne tage et bad og slippe for alle mine foruroligende tanker.

Vandet var dejlig køligt, og en komfortabel følelse af renhed gik igennem kroppen på mig. Hovedpinen var ikke så slem, men tanker om hvad Liam og jeg med garanti havde lavet i løbet af natten, fik mig til at skamme mig utrolig meget.

Som det kolde vand strømmede ned over min krop, og jeg steg ud af badet, svøb jeg et håndklæde om livet, imens jeg gav mig til at rense huden for make-up. Jeg havde ikke just brug for at ligne et monster, når Liam engang besluttede sig for at stå op.

Det var der døren gik op og en fyr, som jeg helt sikkert ikke havde bemærket før trådte ind. Totalt ligeglad med at jeg stod der, greb han sin tandbørste og begyndte at børste tænder. Et hurtigt elevatorblik afslørede, at han havde nogle ret velformede overarme. Hans hår var mørkt, og skinnede nærmest i skæret fra lyset. Han stod i nogle løse joggingbukser og en stram tank top med en berygtet beanie trukket ned over det bagerste af hovedet.

”Undskyld mig?” sagde jeg en anelse stødt af hans mangel på tilstedeværelse og holdt en hånd fat om håndklædet, for at sikre det ikke faldt ned. Han spyttede tandpastaen ud i vasken, og rettede blikket mod mig for første gang. Han var utrolig pæn.

”Undskyld, jeg er bare vant til at der er piger på badeværelset om morgenen. Du kommer fra Harrys værelse, ikke?” spurgte han, imens et lille smil gav sig til kende i hans mundvig. Harrys værelse? Hvad snakkede han om?

”Nej, det ville næsten være synd at sige. Jeg overnattede hos Liam?” jeg løftede mit ene øjenbryn, i det jeg så et kærligt smil nå frem til hans øjne – han drog pis med mig. Han vidste godt, hvor jeg havde været i nat.  

”Det var jeg godt klar over. Jeg hedder Zayn,” han tørrede hånden af i håndklædet før han rakte den frem imod mig. Jeg trykkede den en smule usikkert, og bed ned i min underlæbe. Havde dette været High School så havde jeg ikke haft noget imod, at han så mig halvnøgen, men siden jeg var blevet en smule mere ansvarligt, så fandt jeg det en smule akavet.

”Brooke,” sagde jeg afmålt, i det hans øjne studerede mig en hurtig gang op og ned. Smilet på hans læber blev større.

”Hvad er det så med dig og Liam? Noget der skal udvikle sig? Er du en af de fans der tager hvad hun kan få?” han havde igen rettet front mod spejlet. En fan der bare tog, hvad jeg kunne få? Det måtte jeg nok sige, det gjorde faktisk en smule ondt.

”Jeg er ikke fan,” det kom en smule bag på mig, at han blot begyndte at grine af min kommentar. Troede han ikke på mig, eller var han bare en komplet idiot, som jeg ikke skulle spilde min tid på at tale med?

”Det lyder spændende,” vores øjne mødtes i spejlbilledet, og mine kinder blussede øjeblikkeligt op. Det skete ikke normalt, men når jeg stod næsten helt afklædt foran en fyr, jeg ikke kendte, så var det svært at lade være.

”Jeg kan bare lade være med at drikke så meget,” beklagede jeg mig og kørte en hånd igennem det våde hår.

”Lad mig vise dig, at man sagtens kan have det sjovt, uden at man behøver at drikke,” sagde han pludseligt, og lænede sig op af bordet imens han talte.

”Du mener på et venskabeligt plan, ikke?” jeg var ikke helt klar over, hvor samtalen førte hen. Jeg ville ikke have flere drenge på min liste over en gangsknald, den var allerede lang nok, og desuden ville jeg gerne se, hvordan tingene så ud med Liam, når han engang stod op. Jeg kunne mærke, at når han var omkring mig, så var der noget indeni mig, der slog gnister. Jeg kunne ikke forklare det.  ”Ja selvfølgelig. Jeg havde ikke tænkt mig at snuppe Liams kæreste,” sagde han så, og sendte mig endnu et kærligt smil.

Selvom han sagde det i sjov, så kunne jeg ikke lade være med at smile af tanken. Jeg havde ikke Den haft en kæreste i hundrede år, og hvis det imellem Liam og jeg rent faktisk var seriøst – ville det ikke være det værste, der kunne ske, det var jeg helt sikker på.

 


 

Zayn og jeg havde tilbragt en hel dag med at gå rundt i London og lave de mest absurde ting, som jeg i dag kun kunne huske tilbage på med et smil. Jeg ville virkelig gerne gå op og besøge ham, men jeg følte ligesom ikke for det. Den eneste, som jeg havde formået at holde et nogenlunde normalt venskab til var Harry, men det var dog stadig ikke det samme som før. Jeg havde ikke ret til at tale med dem længere på samme måde, eftersom jeg heller ikke forventede at Liam kom valsende til Tree Hill og socialiserede med Haley og Nathan. Sådan fungerede det bare ikke.

 

I stedet for at sidde og trille tommelfingre på mit værelse besluttede jeg mig for at gå ud i det pragtfulde snevejr og få klaret tankerne i mit hoved. Jeg ville gerne have alting under kontrol nu, og det var vidst den eneste måde, hvorpå jeg kom væk fra alle spekulationerne omkring deres kommende bryllup. Jeg følte mig så… sårbar, og det var ellers ikke normalt en følelse, som jeg havde kenskab til.

Jeg pressede mine fødder ned i de mest lukkede sko, jeg havde og greb min jakke på vejen ud. Jeg havde ikke tænkt mig at gå en tur i byen, da det vækkede for mange minder, så i stedet ville jeg blot gå en tur ned i hotellet baghave, hvor jeg kunne sætte mig på kanten af springvandet og fundere over livet og dets udvikling. Det havde jeg vidst brug for.

 

Jeg tog elevatoren ned, og før jeg vidste af det, stod jeg i den prægtigste have, jeg længe havde set. Selvom springvandet var lukket ned for vinteren, så var det stadig omgivet af de smukkeste blomster og brostensbelagte stier. Det mindede mig om noget fra et eventyr, og det smukke lag sne der lå spredt ud over hele landskabet, gjorde det kun endnu smukkere. Det var næsten til at få tårer i øjnene af. Det måtte jeg stå ærligt frem og sige.

”Trænger du til selskab?” jeg havde lyst til at løbe, da jeg hørte en stemme tale fra et sted bag mig, men jeg var godt klar over, at hvis jeg begyndte at løbe i de her sko, så ville jeg glide indenfor de næste fem meter. Det ville jo slet ikke have været pinligt.

”Du kom ikke i går,” konkluderede jeg, som jeg begyndte at gå ned af en af de snoede stier. Jeg var ret sikker på, at han havde tænkt sig at følge efter mig, og kort tid efter hørte jeg også lyden af hans fodtrin på det snedækkede fundament. Det eneste jeg håbede var, at han havde tænkt sig at holde sig bag mig, så han ikke kunne se det lidt skuffede ansigtsudtryk, som jeg lige nu havde spillende i øjnene.

”Jeg ved det. Julia havde mig under skarpt opsyn hele dagen,” sikkert. Hun var en meget kontrollerende dame. Ikke at jeg var meget bedre, men det kom vel ikke sagen ved? Hun var sikkert bange for, at hendes brudgom havde tænkt sig at stikke af fra brylluppet. Det var ikke just første gang, at han var stukket af fra nogen før.

”Er hun din forlovede eller din barnepige?” jeg fortrød ikke engang at ordene forlod min mund, for egentlig var det et meget godt spørgsmål. Jeg var godt klar over, at de så småt skulle til at planlægge brylluppet færdigt, men hvis han blev holdt under opsyn hele tiden, så var der vel heller ikke særlig meget sjov over det? Sæt han nu havde planlagt en overraskelse til hende? Så ville hun ikke give ham lov til at lave den færdig.

”Jeg stiller mig selv det samme spørgsmål nogle gange,” grinede han en smule opgivende, hvilket fik et smil til at bane vej over mine læber. Det betød meget, at han trods alt kunne joke en smule med det, for så var han vel ikke ulykkelig? Jeg ville ikke kunne bære tanken om, at han ikke var lykkelig, for hvis der var noget han fortjente, så var det retten til at smile hver evig eneste dag. Det vil sige, jeg hadede ham stadig for at skride fra mig, men… På trods af det, så var han vel stadig mit livs store kærlighed? Jeg kunne ikke finde ud af mine tanker længere…

”Jeg ville høre, om du ville have lyst til at mødes over den kop kaffe i morgen i stedet for?” jeg stoppede op ved lyden af hans ord, og vendte mig om. Vi var efterhånden så tilpas langt væk fra hotellet, at vi godt kunne snakke uforstyrret. Det kom selvfølgelig an på, om Julia havde placeret overvågningskameraer overalt, men så vidt regnede jeg alligevel ikke med, at hun var gået.

”Hvordan kan jeg være sikker på, at du dukker op denne gang?” spurgte jeg med korslagte arme, i det jeg skabte øjenkontakt med ham for første gang. Det føltes så underligt naturligt at se ind i hans varme øjne, men jeg burde ikke føle mig tryg ved den følelse længere, gjorde jeg? Var det ikke på tide, at jeg kom over det? At jeg lod ham gå sin vej, og bankede lidt fornuft ind i hovedet på mig selv?

”Julia skal i spa med nogle veninder i morgen aften,” svarede han kortfattet. Det passede perfekt. Hvis Julia var ude af byen, ville han være alene tilbage på hotellet, og så ville vores chancer for at blive forstyrrede i vores samtale være minimale. Der var en stor sandsynlighed for, at jeg ved at få svar på mine spørgsmål i morgen ville være i stand til at komme videre. Måske var det blot sandheden jeg manglede? Man kunne have lov at håbe.

”Det er en aftale… Men hvis du ikke dukker op, så giver jeg dig ikke flere chancer,” og med det drejede jeg rundt på hælen og fortsatte mig vej ned af stien…

 

Denne gang blot med et smil spillende om læberne, og en dejlig fornemmelse i maven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...