Last Christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Færdig
Den 23. december 2012 syntes at blive verdens lykkeligste dag for Brooke Davis. Hun havde på denne dato været samme med sin kæreste, den famøse Liam i et helt år, og deres kærlighed skulle fejres ved at tilbringe julen sammen. Dette så dog imidlertid ikke ud til at ske, da Liam forlod Brooke tilbage med intet andet end et brev, og derefter aldrig vendte tilbage igen.
Et helt år senere modtager hun en invitation til et storslået bryllup imellem ingen ringere end fyren der knuste hendes hjerte og en af hendes tidligere folkeskoleveninder. Brooke vælger at tage til Wolverhampton for at deltage i brylluppet, men hvad sker der, når hun atter står ansigt til ansigt med fyren, som hun engang elskede af hele sit hjerte? Vil hun være i stand til at gennemføre hele december måned klods op og ned af det forelskede par, og vil der opstå kemi imellem hende og en af gommens bedste venner? Læs med i Last Christmas, og følg Brookes meget følelsesladede december måned!

200Likes
356Kommentarer
18737Visninger
AA

12. 10 december

 

Sådan som jeg havde opfattet hele situationen, gik jeg ud fra, at Liam havde tænkt sig, at vi skulle drikke kaffen i mit hotelværelse. Jeg regnede ikke med, at han havde lyst til at sætte sig et offentligt sted, hvor Julia kunne komme rendende og afbryde os fra ene til anden, når vi nu havde en ret vigtig samtale, som vi skulle have overstået.

Jeg havde bestilt kaffe ved roomservice, og de havde netop afleveret kanden og kopperne til mig. jeg måtte indrømme, at jeg sagtens kunne vende mig til den luksusgode det var, at få alting serveret på et sølvfad. Jeg skulle jo bare løfte røret og ringe, og så blev alt leveret til døren.

 

Klokken var godt og vel halv otte om aftenen, og jeg regnede ikke just med, at der ville gå særlig lang tid, før han dukkede op. Dog kunne jeg stadig bruge et par minutter på at tænke tilbage på et af de mest hjerteskærende øjeblikke i mit liv. Aftenen den treogtyvende december – et par timer efter han forlod mig.

 


 

Det var præcis fem timer og enogtredive minutter, siden jeg fandt brevet, og for at få noget andet i tankerne havde min gode ven, Lucas, valgt at tage mig med på en date. Selvom han datede en af mine bedste veninder, så var han en af de tætteste relaterede jeg havde, og hvis jeg skulle udnævne én, som jeg stolede mere på end andre, så ville jeg nok vælge Lucas.

Efter at have lagt i sengen og funderet over livet og hvordan jeg nogensinde skulle komme videre, fik jeg endeligt rejst mig op og kigget mig i spejlet. Jeg havde iklædt mig et par enkelte sorte bukser, en hvide skjorte og mine berømte Louboutin stilletter. Meget klassisk, ikke for meget, ikke for lidt, men nu var det heller ikke fordi, at jeg skulle på nogen seriøs date. Det kom jeg nok aldrig til igen.

Klokken var elleve minutter i seks, og efter mine beregninger ville han være her om godt og vel ti minutter. Jeg havde faktisk datet Lucas engang. Engang i High School hvor alle næsten datede alle og hvor pigefnidderen var på sit højeste. Vi udgjorde et godt par, men der havde aldrig rigtigt hersket tvivl om, at vi var bedre som venner end som kærester.

 

Et chok gik igennem min krop, da computeren begyndte at larme som sindssyg. Jeg kunne ikke engang mindes, at jeg havde tændt den, men jeg småløb over til sengen og kørte fingeren hen over musen. Det var et Skype opkald, fra Harry. Perfekt, Liam var sikkert ikke engang nået tilbage til London endnu, og hvis drengene ikke vidste besked endnu, var det vidst bedst at jeg holdt min mund lukket. Det var ikke min opgave at fortælle.

Dog valgte jeg alligevel at besvare opkaldet. Jeg kunne ikke lade være, jeg ville se ham – Harry altså bare en sidste gang. Vi havde været utrolig gode venner, og vi havde haft et forhold til hinanden, som jeg ikke kunne beskrive. Han var blevet en nær ven på ganske kort tid.

”Hey babe,” sagde han, da kameraet tændte, og vi langt om længe kunne se hinandens billeder på skærmen.

”Hej Haz,” sagde jeg smilende og kørte en lok hår bag om øret. Det var fantastisk godt at se ham igen – også selvom det måske var sidste gang.

”Hold da op, du ser bragende godt ud. Har dig og Liam specielle planer?” jeg kunne mærke sorgen strømme rundt i kroppen, da ordene forlod hans mund. Han havde lige bekræftet det, som jeg frygtede allermest. Drengene vidste ingenting, så nu var jeg nødt til at putte en facade op, så jeg ikke kom til at afsløre noget. Det var ikke min opgave at fortælle det.

”Ikke rigtigt,” løj jeg og kiggede over mod døren. Jeg var et eller andet sted bange for, at Lucas skulle bryde ind, hvilket kun ville afsløre, at Liam ikke længere var her.

”Jeg ringede egentligt bare for at ønske jer en fantastisk årsdag!” sagde han blødt, hvilket kun fik mit hjerte til at slå forfærdeligt hårdt i brystet på mig. Jeg havde det forfærdeligt indeni, og før jeg vidste af det, begyndte tårerne at strømme ned af mine kinder.

”Nej nej nej, Brooke du må ikke græde!” sagde han ind i kameraet med disse uskyldige og forvirrede øjne af hans. Det gjorde ondt på mig. Det gjorde forbandet ondt på mig, og jeg var slet ikke klar over, hvordan jeg skulle reagere. Jeg havde dårlig samvittighed over, at jeg ikke bare kunne fortælle ham sandheden.

”HEY BROOKE!” Hørte jeg pludseligt en velkendt stemme råbe, og med et dukkede Louis hoved op på skærmen.

”Hey Lou,” sagde jeg med et smil, og løftede hånden for at vinke. Selv i den hårdeste tid var han den bedste medicin. Han kunne få en til at grine, han kunne få en til at se det positive i alting selvom det var fuldstændig svært og umuligt. Louis var en guldklump. Han var en fyr man skulle være stolt af at kende.

”Vent, græder du?” han rynkede brynene, og løftede kommanderende en pegefinger før han fortsatte:

”Det er ikke okay at græde, du burde nyde det sidste tid du har af din juleferie i stedet for!” jeg kunne ikke andet end at grine. Han vidste præcist, hvad han skulle gøre, for at løfte mit humør. Det gjorde han altid.

”Hør, vi bliver nødt til at gå, der er kaos i køkkenet i øjeblikket. Niall forsøger at lave frugtsalat, og før vi ved af det, ender han med at skære sine fingre af,” Harry smilede undskyldende, og jeg nikkede forstående.

 ”Det er okay, vi ses drenge,” sagde jeg - usikker på om jeg mente de sidste ord. Jeg frygtede, at det ikke ville ske. Jeg frygtede, at jeg aldrig ville få dem at se igen, fordi Liam og jeg nu var gået fra hinanden. Det var en hjerteskærende følelse.

”Før du ved af det,” svarede han smilende, før jeg afsluttede opkaldet og klappede min computerskærm sammen. Hvorfor skulle det være så hårdt, at se drengene? Var det fordi det var den sidste gang?  Mere nåede jeg dog ikke at tænke over det, før døren til soveværelset gik op, og Lucas stak hovedet ind. Det gjorde mig allerede helt blød om hjertet.

”Hey Brooke er du..” han stoppede midt i sætningen, og skiftede samtaleemne – præcis som jeg havde forudset.

”Du skal ikke græde over ham, det fortjener han ikke,” jeg vidste godt, at han havde ret. Selvfølgelig havde han ret, og jeg ville hellere end gerne kunne glemme denne dag og blot tilbringe et par hyggelige timer med en god ven. Det burde ikke være for meget at forlange, vel?

”Du ser godt ud forresten,” sagde han, da jeg passerede i døråbningen, og drejede om hjørnet mod hoveddøren. Jeg følte øjeblikkeligt et glædes rus om hjertet. Jeg elskede at blive komplimenteret for mit udseende specielt i en svær tid som denne.

”Det er jeg glad for at du synes,” svarede jeg ham med et smil, før jeg tog min jakke fra knagen. Jeg kunne mærke hans øjne hvile på mig, som jeg lukkede knapperne i og svang mit hår ned over den ene skulder. Lucas havde altid været meget beskyttende overfor mig, og selvom jeg til tider havde fundet det utrolig irriterende og træls, så betød det meget for mig nu. Det var rart at kunne føle sig sikker.

”Skal vi gå?” spurgte jeg, mens jeg ventede på, at han ville åbne døren for mig. Han gjorde som befalet, og jeg trådte ud i den klare friske vind. Dagens temperatur var en del mere kølig og vindstille, end den havde været for blot to dage siden. Himmelen var stjerneklar og kun en let brise fyldte luften.

”Hvor tager du mig hen Luke?” spurgte jeg ham nysgerrigt, da vi havde gået rundt i byen i noget tid. Egentlig var jeg godt klar over, hvor han ville føre mig hen, men det var dejligt, at han viste omsorg ved at lade det være en overraskelse. Jeg elskede overraskelser.

”Jeg vil gerne lade dig smage, den bedste mad i verdens historien,” sagde han, og slog armen ud mod en lille hyggelig hjørne cafe, med et smil på læben. Jeg var ikke overrasket. Karens Café var ikke blot ejet af hans mor, men også det hyggeligste sted med den bedste mad, man overhovedet kunne forstille sig.  

”Din mors café, virkelig?” spurgte jeg fornøjet, som han førte mig ind af den ellers lukkede dør. Der så tomt ud.

”Jo, og jeg har fået hende til at lukke af for gæster i aften,” han trak stolen ud for mig, og jeg satte mig ned med et 'bump'. Cafeen var utrolig hyggelig. Nemt indrettet med små detaljer, der blot gjorde det lille rum langt mere indbydende og lækkert at være i. Det var tilrettelagt ned til mindste detalje.

Lucas rakte mig salaten, og jeg fyldte op for fulde drøn. Alt det andet mad på vognen var primært kød, og kartofler, og selvom det så utrolig lækkert ud, så følte jeg ikke just for det i dag. Liam plejede at spise meget kød, derfor ville jeg gerne holde mig fra det.

”Hvorfor tager du ikke noget kød Brooke? Er du blevet vegetar?” spurgte han nervøst, da han kiggede på min grønne tallerken.

”Nej,” sagde jeg og proppede en mundfuld ind i munden.

”Men Liam dumpede mig sikkert, fordi jeg har lidt ekstra fedt på sidebenene, så jeg må vel hellere tabe mig lidt?” jeg tyggede energisk på maden, før jeg blev mødt af en smagsoplevelse i særklasse. Salaten var vendt i en form for udenlandsk olie, og tilberedt med diverse krydderier. Det smagte mere eller mindre fantastisk.

”Brooke for pokker… Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige: men du er i hvert fald ikke for tyk. Hvad end Liams begrundelse var, så er jeg sikker på, at der ligger noget mere bag end det,” Lucas øjne kiggede bearbejdende på mig. Jeg var ikke klar over, hvad jeg skulle svare ham. Altså, han havde vel ret?

”Jeg er ked af det Luke det er bare…. Jeg savner ham allerede,” indrømmede jeg nedtrykt, som jeg lagde gaflen fra mig og kiggede ned på mine sammenfoldede hænder. Jeg var så deprimeret. Jeg ville allerhelst bare græde.

”Det ved jeg men… Noget fortæller mig, at han nok skal vende tilbage en dag. I det mindste bare for at give dig nogle svar,” jeg kiggede atter op på min bedste ven, som han sendte mig et opmuntrende smil. Jeg håbede et eller andet sted, at han havde ret. At Liam en dag ville komme tilbage til mig. I det mindste bare for at give mig de svar, som jeg ikke følte, at jeg havde fået endnu. 

 


 

Da jeg atter vågnede op fra min trance kiggede jeg på klokken og så til min store overraskelse, at den var næsten halv elleve. Han havde glemt mig. Han var med vilje blevet væk, og jeg kunne ikke undgå at bemærke, hvordan mit hjerte næsten sank ned i maven på mig. Lucas’ ord slog som en hammer imod mit hoved: Noget fortæller mig, at han nok skal vende tilbage en dag. I det mindste bare for at give dig nogle svar.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...