Last Christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Færdig
Den 23. december 2012 syntes at blive verdens lykkeligste dag for Brooke Davis. Hun havde på denne dato været samme med sin kæreste, den famøse Liam i et helt år, og deres kærlighed skulle fejres ved at tilbringe julen sammen. Dette så dog imidlertid ikke ud til at ske, da Liam forlod Brooke tilbage med intet andet end et brev, og derefter aldrig vendte tilbage igen.
Et helt år senere modtager hun en invitation til et storslået bryllup imellem ingen ringere end fyren der knuste hendes hjerte og en af hendes tidligere folkeskoleveninder. Brooke vælger at tage til Wolverhampton for at deltage i brylluppet, men hvad sker der, når hun atter står ansigt til ansigt med fyren, som hun engang elskede af hele sit hjerte? Vil hun være i stand til at gennemføre hele december måned klods op og ned af det forelskede par, og vil der opstå kemi imellem hende og en af gommens bedste venner? Læs med i Last Christmas, og følg Brookes meget følelsesladede december måned!

200Likes
356Kommentarer
18699Visninger
AA

3. 1 december

 

December. December var for mange den måned, man glædede sig så utrolig meget til. Det var en tid, som man fejrede i selskab med sine nærmeste. Sine venner, sin familie, og i de flestes tilfælde også sin kæreste.

Sådan så det bare ikke ud for mig. Jovist havde jeg nogle helt fantastiske venner, men en god, solid familie og en kæreste var ikke just noget, jeg kunne prale af. Mine forældre ville hellere give mig penge end kærlighed, og siden jeg flyttede fra dem for et par år siden, var det begrænset, hvor meget de havde taget del i mit liv. Det eneste min mor elskede ved mig, var min succes, og den skulle hun bestemt ikke tage fra mig.

Når det gjaldt kærlighed og alle dens goder, var jeg mere end blot ufattelig ensom og uheldig. Jeg havde oplevet det på ganske tæt hånd i en tid, hvor man ikke havde brug for det, og det havde ramt mig hårdt på mange forskellige måder. Det gjorde ondt indeni, og jeg forsøgte stadig ihærdigt at komme mig over det.

Men når alt andet svigtede både indenfor mit kærlighedsliv og mine forældre, så var det til gengæld altid noget, at jeg kunne komme til mine venner og nærmeste, når jeg havde brug for det. De var der vitterligt altid for mig, og det betød mere end ord kunne beskrive. Min nevø, Jamie, og mine gamle venner fra henholdsvis High School og mit firma var det tætteste, jeg nogensinde ville komme på en rigtig familie. Skræmmende, ikke?

Dette var måske også grunden til, at december måned ikke betød nær så meget for mig, som det gjorde for alle andre i Tree Hill. Folk havde umådeligt travlt med at pynte op til jul, bage småkager og hørte alverdens julemusik, mens jeg brugte mest tid i butikken eller med at designe nogle nye kjoler til den næste kollektion. Jeg var, hvis I ikke allerede vidste det, grundlægger af mærket ’Clothes Over Bros’ der betød utrolig meget for mig. Næsten lige så meget som Tree Hill, men også kun næsten.

 


 

Klokken var fire minutter over ni på en herlig søndag, og jeg sad som sædvanligt i mit køkken med en kop dampende varm te, og mine skitser foran mig. Jeg var i gang med at udvælge det nyeste design til den kommende forårs kollektion  og det var ved at drive mig godt til vandvid. Farverne, sammensætningerne og materialet var alt for meget at holde styr på. Mit hoved kunne næsten ikke rumme det mere.

Lyden af hoveddørens smæk rev mig ud af mit tankespind, da Jamies små fødder tumlede hen over gulvet med Haley lige i hælene. Den dreng var noget ganske særligt, og med hans kun fire år i bagagen var det utroligt, at han kunne få smilet til at bryde frem på ens læber uden at han overhovedet behøvede at prøve. Jeg var overordentligt glad for, at jeg havde muligheden for at tilbringe så meget tid med ham, som jeg havde. Haley og jeg var stadig meget tætte, hvilket vi egentlig havde været siden High School. Det var utrolig så hurtig alting var gået og tanken om, at jeg snart fyldte toogtyve var ved at slå mig halvt ihjel. Jeg følte mig gammel.

”Hej tante Brooke,” sagde han smilende, som han kom hen ved siden af mig ved bordet, og kun lige akkurat kunne skimte op over bordets overflade. Han var utrolig nysgerrig, og skulle helst vide, hvad man var i gang med hele tiden.

”Hvad laver du? ” han kiggede op på mig med disse utrolig bedårende og kærlige øjne, der i tidens løb havde knust en masse hjerter, og været skyld til så megen latter. Han var simpelthen umulig at stå for, det var han altså.

”Dette er nogle tegninger til de nyeste kjoler, som jeg er ved at designe, men sig mig, hvad har fået dig ud af sengen så tidligt på en søndag morgen?” jeg rodede ham lidt i håret, før Haley satte sig ned på stolen overfor mig, og udmattet hvilede hovedet mod sin håndflade. Hun levede et stresset liv for tiden, og med en fire år gammel dreng at skulle tage sig af oven i købet, kunne jeg godt forstå, at hun til tider manglede overskud. Det måtte være forfærdeligt, at skulle være hundrede procent vågen døgnet rundt.

”Mor er træt, og fortalte mig, at du skal passe mig i dag,” et grin undslap mine læber. Hvor kunne han dog bare være jordens sødeste skabning, selvom Haley aldrig havde nævnt overfor mig, at jeg skulle tilbringe tiden med hendes søn i dag. Ikke at det gjorde mig noget, siden december alligevel ikke betød det helt store. Jamie betød mere end julekonfekt og papirklip. Helt sikkert.

”Fortalte hun dig det?” jeg sendte min kære veninde et langt, drillende blik, som hun blot returnerede med et par bedende øjne. Hun arbejdede som skolelærer, og havde med garanti en masse afleveringer, som hun skulle bruge tid på at rette. Godt det ikke var mig. Da jeg gik i High School, havde jeg problemer nok med blot at få mine stile afleveret til tiden.

”Undskyld Brooke, jeg håber virkelig ikke, at det gør dig noget – men jeg kunne virkelig godt bruge din hjælp,” hvornår kunne folk ikke bruge min hjælp? Efterhånden som alle mine venner begyndte at stifte familie, var jeg den person alle kom løbende til for at babysitte, hjælpe til med bryllups planlægninger  kigge på lejeligheder eller for den sags skyld, den de ringede til klokken lort om natten, når de skulle hentes hjem fra byen. Jeg var vant til det.

”Det er helt fint, overlad ham trygt til mig Hales,” jeg sendte hende et kærligt smil, som hun kiggede på sit armbåndsur, og derefter hurtigt rejste sig op fra sin plads. Hun havde med garanti tænkt sig at tage direkte hjem og sove videre, før hun skulle i gang med dagens arbejde. Typisk hende.

”Hvis du gider bringe ham over ved femtiden, så inviterer jeg på aftensmad,” hun plantede et kys på hans pande, før hun headede mod døren, og vinkede en enkelt gang, før hun forsvandt ud af døren. Jeg besluttede mig for at samle alle skitserne sammen, og ligge dem tilbage i mappen, så Jamie og jeg kunne beskæftige os med noget, som han rent faktisk gad lave.

”Så champ, hvad skal vi lave i dag?” jeg sendte ham et hjerteligt smil, i det han trak stolen ud ved siden af mig, og så godt han nu kunne, fik kravlet op på den. Når jeg så på ham, og hvor fuldkommen sød og bedårende han var, fik det mig til at missunde Haley og hendes mand en smule. Jeg ville så gerne starte min egen familie. Jeg havde bare ikke nogen at gøre det med.

”Bage julesmåkager!” åh nej, lige det, som jeg havde frygtet. Hvordan skulle jeg forklare en lille dreng på fire, hvorfor julen var bandlyst i mit hjem? Han havde svært ved at se kærlighedens dystre side, når han kom fra en lukkelig kernefamilie, der elskede ham af hele sit hjerte.

”Er der ikke noget.. Andet, som du hellere vil lave Jamie?” jeg var ikke helt klar over, hvorfor jeg overhovedet prøvede. Selvfølgelig ville han ikke lave andet, når det nu endeligt var første december, og hans forældre endnu ikke havde fundet sig tid til at lave kagerne med ham.

”Nåååååår ja, mor har sagt, at du hader jul,” han hvilede trist sit hoved mod sin hånd, og sukkede på denne meget overdrevne og ufattelig søde måde. Han var udmærket godt klar over, hvilke knapper han skulle trykke på, når det gjaldt mig.    

Hader jul? Jeg hader ikke jul, Jamie, det er mere kompliceret end det,” jeg smilede hjerteligt til ham, da jeg forsøgte at skabe øjenkontakt, men han lod blot som om, at han intet havde opfattet. I stedet rakte han ud efter et blankt stykke papir, og samlede en tegneblyant op fra den kasse med blyanter, der stod ved siden af. 

”Mor siger, at du hader jul fordi du blev forladt af Liam, og sad helt alene juleaften,” han kiggede hurtigt op på mig, før han fortsatte med at tegne på den tegning, som han netop var gået i gang med. Jeg måtte simpelthen lade være med at fortælle Haley ting. Nogle hemmeligheder behøvede ikke nå op til overfladen og bestemt ikke denne.

”Jamen… Lad os lave de julesmåkager så!” det var egentlig ikke fordi, at jeg havde specielt stor lyst til at lave en masse julekager, men den triste stemning der var blevet lagt over os, ville jeg gøre alt for at ændre. Problemet ved at Jamie kendte til historien, var at jeg egentlig håbede på, at jeg kunne glemme den. Sidste år på lillejuleaftensdag blev jeg dumpet af min kæreste igennem en længere periode. Ham jeg rent faktisk troede var mit livs kærlighed, og jeg havde lige siden haft svært ved at integrere mig med det modsatte køn. Jeg var sky overfor det.

”Du er for sej tante Brooke!” han hoppede ned fra stolen i en hurtig bevægelse, og spurtede om på den anden side af køkkenøen i løbet af få sekunder. Se, søde stunder som disse var en grund til, at jeg virkelig gerne ville have børn. Glæden og begejstringen i hans ansigt var nok til at gøre mig fuldkommen lykkelig indeni. At gøre Jamie glad var noget, jeg elskede fandens højt.

”Det er super J Scott, hvis du finder bogen med opskrifter, så henter jeg lige posten ind imens,” jeg sendte ham et kækt smil, før jeg ligeledes rejste mig op fra stolen, og begav mig over til hoveddøren, hvor dagens post netop var dumpet ind igennem brevsprækken. Mine forventninger lød på, at jeg sikkert allerede havde modtaget det første julekort fra mine kære venner Peyton og Lucas. Jeg så dem ufattelig sjældent, da de var flyttet til en anden stat, men at få et kort fra dem betød alverden.

Regning, regning, regning, en masse reklamer og … En hvid kuvert med mit navn og adresse på. Det måtte med garanti være julekortet. Jeg fik normalvis ikke andet post, så hvad skulle det ellers være?

 


 

Mit hjerte stoppede næsten med at slå. Det kunne bare ikke være rigtigt. Det måtte simpelthen bare ikke være rigtigt. Jeg kiggede på navnene endnu engang, før jeg kørte hånden igennem håret, og lukkede et meget overrasket gisp ud. Jeg havde absolut  ingen idé om, hvordan jeg skulle tackle denne situation. Et eller andet sted havde jeg lyst til at tude, et andet sted havde jeg lyst til at skraldgrine. 

Min ekskæreste skulle giftes. Og for at det ikke skulle være løgn, så skulle han giftes med en af mine tidligere veninder. En jeg i High School havde været utrolig tæt med.

"Hvad sker der tante Brooke, er du okay?" Jamie, som var kommet op på siden af mig uden, at jeg havde bemærket det, kiggede på indbydelsen i min hånd uden rigtigt at forstå det. Hvordan skulle han også forstå det? Han var tre år gammel, da Liam forlod mig.

"Ja, jeg er okay champ, lad os lave de småkager," jeg smed indbydelsen fra mig på bordet med bagsiden nedad, før jeg løftede ham op fra gulvet, og begav mig mod køkkenet. Selvom han var blevet utrolig tung på det seneste, så blev jeg nødt til at have noget, som jeg kunne holde fast ved. En som jeg kunne holde fast ved, så jeg ikke ville bryde fuldkommen sammen.

Liam skulle giftes, og jeg... Jeg var ikke hans brud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...