Fosterfødt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2013
  • Opdateret: 8 jun. 2014
  • Status: Færdig
ROMAN: Lim har aldrig sat spørgsmålstegn til Jagten – en begivenhed, der giver zonernes befolkning syv dage til at slå et udvalgt menneske ihjel. Da det magtfulde Industries dog vælger en hjort ingen havde forudset, går denne menneskejagts egentlige formål op for Lim, og hun beslutter sig for at bryde ud af dens klogreb. Men det er farligt at lege med systemet, og uden varsel er hun pludseligt tvunget til at flygte for livet ud i den nådesløse ørken med en komplet fremmed som den eneste, hun kan stole på. Spørgsmålet er bare, om menneskers fornuft er større end deres grådighed – og hvordan starter man en revolution, når alle ønsker at se dig død? [ADVARSEL: Spoilers i kommentarerne!]

73Likes
52Kommentarer
4566Visninger
AA

25. Epilog

“Leslie? Leslie, kom, skynd dig.”
Mine øjenlåg vibrerer, men al lyset får mig til at presse dem sammen igen. 
“Shit, hun vågner, skal jeg hente nogen? Roya, måske? Roya er ikke langt væk, jeg kan ringe til hende.”
Jeg kan ikke mærke mine ben.
“Nejnejnejnej, så skælder hun os bare ud over at billederne hænger skævt eller noget. Vi har styr på det, kom nu.”
Mine ben er følelsesløse.
Jeg prøver på at åbne øjnene igen, langsommere denne gang.
“Godmooorgen, Lim-pigen.” Felix' smilende hoved er det første, jeg ser. “Tid til at stå op.”
“Hey.” Leslie står på den anden side ad sengen, og ser surt over på sin bror. “For tidligt.”
“Man har kun det sjov, man selv laver.”
“Måske er det ikke lige dén slags sjov, man har lyst til at vågne op til.”
“Dren-ge?” Min stemme føles som sandpapir mod min hals. “Hvor-for er jeg i live?”
De to udveksler et blik, diskuterer lysløst om, hvem der skal sige det. 
Felix er den første til at se ned på mig igen. “Radioationtårnet, kan du huske det? Vi troede, vi havde mistet dig, murbrokkerne lå jo overalt, men...” Han smiler til mig. “Her er du så. Så god som ny.”
Jeg sender ham en forvirret mine. 
“Din ven...”
“Doc,” hjælper Leslie.
“... Doc, ja, han var nødt til at lappe dig lidt sammen igen, du ved. Din overkrop hang næsten ikke sammen, mand. Men din syge glashud lod kun bombens energi slippe ud ved dit hjerte, resten holdt den fast i. Og så trak du vejret, da vi fandt dig.”
“Radioationtårnet har taget store skader,” fortsætter Leslie. “Det er ikke jævnet, men så godt som. Vi oprørere vil ikke tillade, at det bliver genopbygget. Og Horodotos er død. Vi fandt ham et par meter fra dig.”
“Hvor længe har jeg været væk?” hvisker jeg, min stemme stadig et rivejern.
Leslie ser over på Felix. “Snart to uger, ikke? Oprørerne har taget kontrollen over byen her. Vi er mange flere nu, der er også kommet nogle til for at hjælpe fra Zonerne. Det tog folkene i Luces lidt tid at blive overbevist om, at vi ikke er kommet for at slå dem ihjel eller noget,” siger han og griner over et minde. “Men det er godt nu. Bymurene er sat til at blive sprængt i overmorgen, måske du er rask nok til at se på. Derefter udsender vi en meddelse til alle i Zonerne om, at de kan bo, hvor de vil fra nu af. Og så skal vi også have indført det dér demokrati-noget, men det har CJ og nogle andre styr på.”
Det går op for mig, at jeg smiler. Han har ret. Det lyder godt.
Der lyder nogle svage, klynkende lyde ovre fra det ene hjørne af rummet, og Felix er straks henne ved en lille, hvid krybbe. Nysgerrigt følger jeg med, da han bøjer sig ned over sengen og tysser derned. Med en stille og rolig bevægelse samler han en aflang klump tæpper op.  
Jeg strækker hals. “Er det...”
Felix kommer tilbage til min seng og vinkler bylden, så jeg får øje på det lille ansigt i midten. “Lilium, mød Lumina. Eller, I har vist mødt hinanden før, ikke?” Han blinker til mig.  
Jeg kan ikke lade være med at stirre. “Hvem har givet jer lov til at tage jer af et spædbarn?”
“Hey,” siger Leslie fornærmet. “Langt over halvdelen syntes faktisk, det var en god idé.”
Felix skæver til ham. “I hvert fald halvdelen.”
“I hvert fald tæt på halvdelen.”
“Så godt som næsten halvdelen.”
“Det var lige meget hvad enten os eller prærieulvene,” griner Leslie. “Og så er folk som regel ret villige til at stemme for.”
Jeg rynker brynene. “Så I har tænkt jer at opfostre hende, eller hvad?” Jeg tror aldrig, jeg har hørt noget så sindssygt. Aurora og Varicks datter i selskab med de to. 
“Ja, eller, hvis du gerne vil tage del i forældreskabet kan vi sikkert godt finde på noget,” svarer Felix. “Men jeg gifter mig altså stadig ikke med nogen af jer. Lige meget, hvor meget I tigger og beder.”
Jeg himler med øjnene og giver mig til at prøve på at komme op at sidde. 
“Whoa-whoa-whoa, tag det med ro, ikke?” siger Leslie og hjælper ved at trække mig i skuldrene. “Det kan godt være, din hud er lavet af titanium, men det betyder ikke, at du kom helt frit fra faldet.” Han ser på mig. Bider sig i underlæben, ved ikke hvordan han skal fortælle mig noget vigtigt. “Doc siger, du har mistet førligheden i dine ben. Noget med et brud i rygraden, selvom den var ret godt kapslet inde. Men bare rolig, du skal nok komme til at gå igen på én eller anden måde, det lover vi dig, men indtil da...”
Jeg kan lige pludselig ikke holde op med at grine. Grine over, at han prøver at gøre det med mine ben godt igen, når jeg er i live, og Luna er i live, og de er i live, og hvordan alle de, der ikke er i live, stadig står omkring os. 
Først forstår ingen af drengene noget, men langsomt går det op for dem begge, at jeg ikke er blevet sindssyg, og så kan de heller ikke lade være med at grine med. Ingen af os kan stoppe, og først da Luna begynder at græde, giver vi os til at holde op, for vi gjorde det. Vi gjorde det.
Vi gjorde det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...