Fosterfødt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2013
  • Opdateret: 8 jun. 2014
  • Status: Færdig
ROMAN: Lim har aldrig sat spørgsmålstegn til Jagten – en begivenhed, der giver zonernes befolkning syv dage til at slå et udvalgt menneske ihjel. Da det magtfulde Industries dog vælger en hjort ingen havde forudset, går denne menneskejagts egentlige formål op for Lim, og hun beslutter sig for at bryde ud af dens klogreb. Men det er farligt at lege med systemet, og uden varsel er hun pludseligt tvunget til at flygte for livet ud i den nådesløse ørken med en komplet fremmed som den eneste, hun kan stole på. Spørgsmålet er bare, om menneskers fornuft er større end deres grådighed – og hvordan starter man en revolution, når alle ønsker at se dig død? [ADVARSEL: Spoilers i kommentarerne!]

73Likes
52Kommentarer
4571Visninger
AA

10. 9. Samling

 

Jeg slår øjnene op. Høje lyde ude på gangen har vækket mig. Lyden af råbende mennesker.

Langsomt kommer jeg op at sidde i sengen. Jeg er ikke den eneste i sovesalen, der er blevet vækket af larmen, for nogen har tændt for lyset. Jeg rejser mig, og tjekker Jonah, som lader som om, han sover. Godt. Jeg hvisker til ham, at han skal blive liggende i sengen, for jeg vil ikke have, at han følger efter mig.

Larmen er langt højere, først man kommer ud. Jeg sætter tempoet op, da det går op for mig, hvilken retning lydene kommer fra. Her er ikke andre mennesker, så det må være meget tidlig morgen. Jeg kan også mærke i leddene, at jeg overhovedet ikke er udhvilet.

Jo tættere på jeg kommer, jo lettere bliver det at skelne de råbte ord fra hinanden. “Flyt dig,” snerrer én højlydt. “Ned at ligge, lysliv,” råber en anden.

Jeg stivner, da jeg hører mit eget navn blive kaldt. Så sætter jeg i løb.

Jeg drejer om hjørnet, og får øje på de fire mennesker. Den ene af mændene er Varick. Han holder en anden nede med den ene fod, og peger samtidigt en pistol mod personens hoved. Han er den første, der får øje på mig.

“Lim, vær venlig at gå med det samme,” siger han med en snerrende undertone. Randene under hans øjne er ekstra mørke her til morgen.

De to andre ved jeg ikke, hvem er, men dem bliver jeg også ligeglad med i samme øjeblik, den liggende person vender hovedet mod mig. Undrende rynker jeg brynene. Der er ét eller andet genkendeligt over hans lidt for store næse, noget bekendt over de dybtsiddende øjne deres tykke vipper. Det føles som om, min hjerne husker ham, men ikke ved hvorfor. Som om, den prøver selv at skabe minder, selvom jeg aldrig har mødt ham før. Eller har jeg? Det må jeg da næsten, når han virker så bekendt. Så bekendt og … tryghedsskabende. Jeg føler mig tryg, når han ser på mig, når han smiler til mig. Jeg smiler tilbage.

Indtil øjeblikket det går op for mig, hvem det rent faktisk er, der ligger med en pistol rettet mod sig.

“Hey Foster,” fremstammer Jaime besværet. “Godt at se dig igen.”

Jeg kaster mig ned over ham i et kram.

Varick er så betænksom at træde til side. “Hvad, kender du rent faktisk den fyr?” spørger han.

Jaime kommer op at sidde, og jeg kan endelig se, hvor forslået han er med rifter og mærker overalt. “Shit, hvad har I gjort ved ham?” Vantroen lyser ud af mine øjne.

“Hey, vi troede, han arbejdede for Industries,” siger Varick. “Det var sgu da også det, han sagde under afhøringen, var det ikke?”

De to andre nikker enstemmigt.

“Det gør han fucking også - Industries Radioation. Tv-stationen, idiot.” Jeg knipser foran Jaime for at få ham til at se på mig. “Er du stadig påvirket af serummet?” spørger jeg.

“Meget, ja,” siger han med de største pupiller, jeg længe har set.

Jeg sukker tungt, og sender Varick et langt blik, før jeg vender tilbage til min ven. “Så fandens typisk,” mumler jeg. “Hvad laver du overhovedet her, Jaime?”

“Finder dig,” svarer han træt.

“Ja, tillykke,” siger jeg.

“Nej, jeg mener det. Jeg var færdig med Industries, så snart du blev hjorten, men så blev alt sindssygt i Las Luces, og så kunne jeg ikke finde dig, så det er derfor, der gik så lang tid,” siger han, og gaber som kun Jaime kan gabe.

Jeg ser indgående på ham. “Vent, hvad mener du med sindssygt i Luces?”

“Årh, jeg aner ikke, hvor jeg skal begynde. Der er Tilsyn overalt i gaderne efter uroligheder, og det var ikke engang særligt slemt, men Industries er gået fuldstændigt amok. Det er umuligt at komme ud af byen.”

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Det er ufatteligt. Hvis det virkelig er rigtigt, det Jaime siger… Shit. Værst er næsten, at jeg selv sidder nede i min lille hule og gemmer mig. Men nej. Det er slut nu.

“Varick,” siger jeg, og ser hen på ham, “jeg vil gerne med ud til en anden by i dag. Sådan som I plejer.”

“Du kan komme med Felix og Leslies hold, men hold dig ude af problemer,” svarer han. Der er absolut ingen følelse at spore i mandens ansigt. “Men ham dér,” siger han, og peger på Jaime med foden. “Han kan ikke blive her.”

Jeg stirrer.

“Hvad var det lige, du sagde?”

Jaime lægger en hånd på min skulder. “Foster, stop nu.”

“Jeg sagde, at vi ikke har plads til én til,” svarer Varick. “Det er nok, at vi allerede har din unge, som ikke kan gøre nogen som helst nytte for den kost og beskyttelse, han gratis får. Hvis ikke din lyslivsven kan noget ud over at jonglere med pengesedler, så kan han ikke bo her.”

Jeg rejser mig op. “Hvordan kan du få dig selv til at sige sådan noget? Du vil bare ikke have endnu et lysliv ind i dit lille samfund, vel?”

“Jeg finder bare et andet sted at bo,” siger Jaime, da også han kommer på benene, men jeg nægter den mulighed.

“Fandeme nej du gør,” siger jeg. “Jaime er uden tvivl det klogeste menneske, jeg kender, for han var tekniker på Radioation, og dér skal altså noget til. Vi har masser af plads her, Varick. Giv ham en chance, vil du ikke nok?”

Varick måler først mig og derefter Jaime med sine sammenknebne øjne. “Du kan teknik?”

Beskedent trækker Jaime på det. “Det kan man vel godt sige.”

Jeg slår ham på skulderen. “Nu skal du ikke være så ydmyg, tumpe. Jeg kender ingen, der er bedre til sådan noget, som du er.” Blikket retter jeg mod Varick. “Lad ham blive ét døgn. Jeg lover dig, at Jaime helt sikkert er den ekstra mund værd.”

Her bliver stille. Jeg lægger mærke til, at vi har fået tilskuere. Næsten ti mennesker er kommet fra alle tre retninger for at se på. Blandt dem får jeg øjenkontakt med Ezra, før jeg selv når at opdage det. Jeg finder hurtigt Jonahs blik i stedet for. Drengen er tydeligvis døende efter at vide, hvad der foregår, men han holder godt på det. Jeg sender ham et lille smil.

“Fint,” siger Varick, og ser rundt på de andre. “Jeg vil gerne have, at I byder Jaime velkommen.”

Folk begynder at strømme til, og jeg træder hurtigt ud af billedet. Aurora er den første henne ved Jaime, og hun begynder straks at se på hans sår i ansigtet, som vist ikke er helt så slemme, som jeg gik ud fra. Også Ezra og Leslie uden Felix siger hej. Jonah er den sidste i køen. Da de giver hinanden hånden, ændres noget i Jonahs ansigt. Jaime lægger ikke mærke til det, men jeg gør. Meget. Jonah virker en anelse … trist. Skuffet over noget. Hvad kan han mærke?

Så snart Jonah har forladt menneskemængden, og Varick har hevet Jaime til side, stiller jeg ham spørgsmålet.

Drengen ser bare op på mig med sine dybe, brune øjne. “Jeg er rigtig ked af det.”

Mere bliver der ikke sagt. Men det er også nok.

En halv time senere, hvor jeg finder ud af, at klokken nu er seks, bliver vi alle kaldt ind i spisesalen til møde. Jeg går ud fra, at det har noget med Jaime at gøre. Dette er første gang, jeg har haft mulighed for at se alle i oprørskomplekset samlet. Vi er ikke mange, men på den anden side flere end jeg forventede, for jeg tæller mig til lidt under tredive mennesker. Størstedelen er mænd, og alle ser ud til at være under fyrre år gamle. Jonah er selvfølgelig den yngste, men jeg bliver ved med at skæve til Auroras enorme mave, der ser ud til at kunne briste som en sæbeboble når som helst. Også selvom hun har sagt, at hun først er sat til at føde om en måned.

Varick starter med at præsentere Jaime for alle, der ikke har mødt ham endnu. Derefter han begynder at forklare, hvad dette møde rigtigt kommer til at dreje sig om: “Jaime er tekniker fra Luces, og jeg har vist ham det udstyr, vi har skaffet gennem de seneste år. Han siger, at vil kunne hacke sig ind på så godt så alt under Industries - en mulighed, vi under ingen omstændigheder må lade gå til spilde. Dét, vi har brug for som en bevægelse, er opmærksomhed, og det er lige præcist dét, Industries prøver på ikke at give os. Så vi må selv skaffe os det.”

Felix folder armene foran sig. “Hvad har du i tankerne?” Det er sjovt, som både han og Leslie kan skifte fra værende pigeglade drenge til faktiske frihedskæmpere.

“Måske Jaime selv vil forklare det?” spørger Varick, og ser hen på ham.

Jaime flytter akavet vægten over på det andet ben. “Øh, jo, klart. Så, vi skal ramme dem, hvor flest er der til at lægge mærke til os. Hvorfor ikke bruge Jagten? Det perfekte tidspunkt at gøre ét eller andet vil være når alle radioer og fjernsyn i aften tænder for Jagtopdateringen. Spørgsmålet er bare, hvad vi vil. Skal vi lave et modstående indslag, et reklamespot eller måske bare lade skærmen være sort?”

Først er her stille. Langsomt begynder en spredt mumlen at sprede sig. Jeg er glad for, at Varick ikke tvinger folk til at være stille, for ellers bliver valgmulighederne aldrig vendt grundigt nok.

Jeg opdager først Ezra ved siden ad mig, da det er for sent.

“Jeg vil tale med dig,” siger han. Den resolutte tone skubber mig et øjeblik ud af balance.

Jeg ser på ham. “Så tal.”

“Ikke her,” siger han. “Kan vi gå et andet sted hen?”

“Jeg ved ikke, om du har lagt mærke til det, men vi er midt i et møde om noget ret så vigtigt.”

Han gengælder stift mit overdrevent ligeglade blik med sin beslutsomhed. “Det har jeg godt set, men det her også vigtigt. Jeg har brug for at forklare mig selv, okay? Jonah sagde, at du godt ville give mig en chance for at forklare mig selv.”

Tungt sukker jeg. “Det sagde han?”

“Lim, du går glip af pointen her. Jeg nægter at se dig undgå og hade mig sådan.”

Jeg siger ikke noget.

Opgivende vender fyren sig rundt. “Tænk i det mindste over det.”

Jeg ser ikke efter ham, da han forlader mig.

Efter lidt tid, beder Varick om ro. “Så. Er nogen af jer nået frem til noget?”

Et brød af en mand rækker en hånd i vejret, og siger, “Det vil ikke give nogen god effekt bare at lade skærmen være sort. Ingen vil vide, at det er en besked fra os. Men på den anden side, har vi så overhovedet noget optageudstyr?”

“Nej, så langt er vi ikke nået endnu, og det har heller aldrig været en idé at skaffe den slags udstyr. Men hvad hvis vi skriver en besked hen over sort skærm, og lader den stå så længe vi kan?” spørger han os.

Selvom det ikke er helt så kreativt et bud, nikker mange godkendende til forslaget. Diskussionen om, hvad beskeden skal bestå af, bliver taget op. Jeg mærker samtidigt trætheden vælte ind over mig som en sandstorm. I går troede jeg næsten, jeg ville få en god, lang søvn. Ha. Mine kæber er ved at gå af led, da jeg gaber. Jeg prøver at koncentrere mig om, hvad der bliver sagt, men sekundet efter giver folks ord alligevel ikke mening, og min hjerne står af.

Da jeg kan mærke, at mødet er ved at lakke mod enden, virker det også som om, at vi er ved at nå til enighed om hvad vi vil sige.

Varick ser hen på Jaime. “Var det fyldestgørende?”

“Der er helt sikkert noget, jeg kan bruge,” siger han nikkende.

“Godt.” Varick ser tilbage på os. “Felix og Leslie, jeres hold skal til Winnemucca i dag, hvor CJ har planlagt en ny demonstration til i eftermiddag. Lim tager med jer.”

Leslie fanger mit blik, og bider sig flirtende i underlæben. Jeg ruller med øjnene. Måske er frivilligt at tilbringe en hel dag med de to tvillinger ikke mit livs bedste beslutning.

Efter de sidste informationer, bliver mødet opløst. Flere hold skal andre steder hen, men jeg kender ingen af byerne. Ezra er blevet sat på et hold, der skal til Zone 4 for at prædike om frihed og lighed. Jaime bliver her for at forberede sig på i aften. Aurora lover at holde styr på Jonah, selvom drengen ikke har brug for en babysitter. Han ser dog ikke ud til at have noget imod at blive holdt med selskab af Varicks kone.

Felix og Leslie kommer hen til mig sammen med en anden, der også må være i midttyverne. Han hedder muligvis Sam. Eller, han ligner i hvert fald en Sam. Hans hår er blondt og går ham til kæben, og jeg ved ikke, om jeg har set så ekstremt blå øjne før.

“Hva’ så, Glaspige, skal du ud at lege med de store drenge i dag?” spørger Leslie.

“Jeg kan knapt nok vente,” svarer jeg. “Hvor ligger Winnemucca?”

“Halvanden times kørsel mod vest, så stadig i Zone 5. Vi kommer til at køre langs med grænsehegnet til 4,” siger Felix, og ser på Sam. “Har du mødt Lim endnu?”

“Vi spiste aftensmad sammen i går, men ellers ikke,” siger han, og det går endelig op for mig, hvorfor jeg egentlig kender hans navn. Han rækker hånden ud til mig. “Sam.”

Jeg trykker ham i hånden. “Lim.”

Leslie og Felix får et fælles hosteanfald, og jeg skuler til dem.

“Hvornår tager vi af sted?” spørger jeg de to, da de har fået deres lungeproblemer under kontrol.

“Lige efter morgenmaden, hvilket vil sige om en time.” Felix giver mig elevatorblikket. “Du har andet tøj end dét der, ikke?”

Jeg ser ned ad min natkjole. “Jeg spørger Aurora.”

“Det kan være, vi skal give hende en make-over,” siger Leslie. “Jeg er ked af det, men vi kan ikke tage til Winnemucca med dig, når du ser sådan ud. Hvad vil CJ dog ikke tænke om os?”

“Og CJ er…?”

“Vores kontakt i det centrale Zone 5,” forklarer Sam. “Han bor i Winnemucca.”

Jo mere vi bliver ved med at sige det bynavn, jo sjovere kommer det til at lyde.

Jeg ser på ham. “Skal du med?”

“Sam er på et andet hold i dag,” afbryder Felix. “Skal du ikke hellere finde dit team, så vi kan snakke om dig bag din ryg?” spørger han sukkersødt.

Sam trækker på det. “Øh, jo, det skal jeg vel. Ses senere,” siger han, og begynder at gå.

Leslie vender sig med det samme mod mig. “Han er vild med dig.”

“Hold din kæft.”

“Come on, Fostertøs, du kan da heller ikke sige, at han ikke er vildt sød med de store, blå øjne,” driller Felix.

“Jeg hader jer.”

Leslie ser på sin grønhårede tvillingebror. “Hun elsker os.”

Han nikker. “Inderst inde i sit iskolde hjerte elsker hun os. Men man skal langt ind.”

“Jeg er god til at komme langt ind,” svarer Leslie.

“Jeg tror, jeg skal kaste op,” siger jeg.

Jep. Jeg ser virkelig frem til en hel dag med de to tumper.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...