Fosterfødt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2013
  • Opdateret: 8 jun. 2014
  • Status: Færdig
ROMAN: Lim har aldrig sat spørgsmålstegn til Jagten – en begivenhed, der giver zonernes befolkning syv dage til at slå et udvalgt menneske ihjel. Da det magtfulde Industries dog vælger en hjort ingen havde forudset, går denne menneskejagts egentlige formål op for Lim, og hun beslutter sig for at bryde ud af dens klogreb. Men det er farligt at lege med systemet, og uden varsel er hun pludseligt tvunget til at flygte for livet ud i den nådesløse ørken med en komplet fremmed som den eneste, hun kan stole på. Spørgsmålet er bare, om menneskers fornuft er større end deres grådighed – og hvordan starter man en revolution, når alle ønsker at se dig død? [ADVARSEL: Spoilers i kommentarerne!]

73Likes
52Kommentarer
4411Visninger
AA

9. 8. Ærlig

Felix rejser sig op, og jeg følger med. Det er som om, at kontrollens tæppe om min hjerne har lagt sig igen, hvilket jeg har det meget bedre med. Det må være det blå sandhedsserum, der endelig er ved at aftage.

“Næste levende billede?” spørger Felix, og ser hen på Jonah.

“Fint,” svarer drengen, “men jeg er aldrig blevet stukket med en nål før.” Han skæver til mig. “Eller, jeg kan i hvert fald ikke huske det.”

“Der er ikke noget at være bange for. Det gjorde ikke ondt, vel Lilium?”

“Lim,” siger jeg. “Jeg vil hellere hedde Lim. Men er det overhovedet nødvendigt at afhøre ham?”

Manden med det grønne hår trækker på skuldrene. “Procedure, som Aurora sikkert allerede har fortalt. Man hører jo så meget.”

Ikke hvis man bor i Las Luces.

Jonah er inde i afhøringslokalet længere end jeg var, men han ved generelt meget lidt om sig selv. Det eneste interessante er historien om tiden med de to mænd, Steve og Craig, der åbenbart specialiserede sig i at sælge stoffer videre. Hvorfor de blev ved med at holde fast på Jonah, ved han ikke noget om, men jeg ved, at det ikke kan passe. Noget siger mig, at han lyver gennem sandhedsserummet.

Halvvejs inde undskylder Aurora sig.

“Jeg finder lige Varick. Han sidder sikkert i møde nu,” siger hun til Ezra og mig.

“Varick?”

Hun smiler. “Nårh ja, det ved I selvfølgelig ikke. Varick er min mand og lederen af oprørsgruppen her i Sundon.”

Kvinden skal til at vende rundt, da jeg afbryder hende. “Hvad mener du med det? Findes der andre oprørsgrupper end denne?”

Med et mystisk blik vender hun sig, og forsvinder langsomt ned ad gangen. Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide hende, at jeg skuler - hun kunne i det mindste bare godt have svaret mig lidt mere entydigt.

Ezra brummer noget med ordet gift indblandet.

Opmærksomheden vender jeg tilbage mod Jonah og Felix, der er ved at afslutte afhøringen.

“Så du ved altså ikke noget om, på hvilken måde du er et fosterbarn?” skratter det fra højtaleren.

Jonah ryster på hovedet. “Nej. Der er ikke noget særligt ved mig ud over, at jeg måske er lidt klogere end gennemsnittet. Jeg har ingen idé om, hvad folkene på Industries Labs prøvede på at skabe, da jeg blev født. Men det må være blevet til et fejleksperiment, for ellers ville jeg ikke være endt i zonerne.”

“Okay. Jeg tror ikke, der er mere at komme efter her,” siger Felix, og de to går sammen ud af rummet. “Hvor blev Aurora af?” spørger han efter at have skimmet gangen og dens grå vægge.

“Hun ville hente sin mand,” forklarer jeg. “Jeg vidste ikke, at man stadig giftede sig i zonerne?” Jeg var endnu ikke blevet født, dengang det stadig var normalt i Luces.

“Gamle traditioner. Ikke noget for en frisk ungkarl som jeg,” siger han og blinker til mig.

“Jeg tror, jeg skal kaste op.”

“Fair nok,” siger han. “Så er der mere til resten af pigerne i køen.”

Jeg sukker dramatisk. “Kan vi godt få det her afhøringsnoget overstået?”

Ezra holder endelig op med sin trippen med den ene fod. “Jo tak.”

“Så kom med ind,” siger Felix, da han har gjort den sidste injektionssprøjte klar.

I samme øjeblik døren bliver lukket i bag Ezra, kan jeg høre to sæt skridt nærme sig. Det er Aurora, der er kommet tilbage med en mand, der må være Varick. Hans kæbe er ubarberet, og jeg bryder mig ikke om de udmattede øjne, Jonah og jeg bliver sendt. Vi har åbenbart ikke gjort et godt nok førstehåndsindtryk.

“Her er de,” synger Aurora, og gestikulerer til os gæster. “Den tredje, Ezra, er vist inde med Felix.”

“Hm.” Varick ser op og ned ad mig. “Du har brug for et bad,” siger han, og rækker en hånd ud foran mig.

Jeg trykker den en enkel gang, før jeg giver slip. “Det har jeg godt lagt mærke til, tak.”

Han vender blikket mod Jonah, som har stillet sig halvandet skridt bag mig. “Og hvad var det, du hed? Jonas?”

“Jonah,” svarer han, og tager en anelse modvilligt imod Varicks hånd. Jeg flytter vægten over på det andet ben.

Varick bemærker det vist ikke, for derefter kigger han ind til Ezra gennem den tonede rude. Jeg kan se ham knibe øjnene sammen. “Kender jeg den person?” spørger han ud i luften.

Aurora tager et ekstra kig ved siden ad ham. “For mig ser han ikke særligt velkendt ud.”

“Underligt. Jeg er sikker på, at jeg har set ham før. Ezra, ikke?”

Hun nikker. “Ezra Evander, ja.”

“Åh.” Genkendelsen ruser ind over hans ellers så udmattede blik. Det trækker en anelse nedad i hans ene mundvig. Gensynet er åbenbart ikke ligefrem glædeligt.

“Hvor kender du ham fra?” løber det ud af mig, og jeg føler mig pludseligt forlegen over at have talt uden at være blevet spurgt. Jeg ved godt nok ikke, hvordan autoriteter som Varick vil, bør og skal tiltales her i zonerne, men i Luces ville dette have været dybt upassende.

Til min store lettelse ser han ikke ud til at tage sig af det. “Det er nok bedst, hvis han selv forklarer det,” mumler manden.

Jeg kan mærke mine indvolde sukke tungt. Forhåbenlig kommer der snart et tidspunkt, hvor jeg vil kunne få mine mange spørgsmål besvaret. Listen er begyndt at hobe sig op, og er nærmere blevet til en kaotisk bunke i mit hoved. Jeg beslutter mig for, at det vigtigste for mig i øjeblikket er at finde ud af, hvad det er, der er med Jonah.

Vi kan høre de to inde i lokalet bag vinduet tale videre. Felix stiller ham stort set de samme spørgsmål, som jeg selv blev spurgt, men dog med få undtagelser.

“Har du levet hele dit liv i zonerne?” spørger Felix ham, da de har været derinde et minuts tid.

Der ligger en pludselig tilbageholdenhed i hans stemme. “Nej, det har jeg ikke. Jeg boede nogle måneder i Las Luces, inden jeg flyttede ud i Zone 1 igen.” Anspændtheden er så lille, at jeg næsten ikke når at lægge mærke til den, men den er der helt bestemt.

Jeg spidser ører, og kan mærke mig selv stille mig en anelse på tæer i skoene. De er langsomt ved at gå op i limningen.

“Hvad skyldes, at du valgte at flytte?”

Ezra begynder at tromme på bordpladen med sine fingerspidser. “Jeg følte ikke, at jeg passede ind blandt de smukke mennesker og alle lysene. Jeg var vel stadig en Zone 1’er inderst inde og i mit hoved. Det fungerede bare ikke.”

Mit blik er stift klistret til Ezra. Jeg ville ønske, at det var mig, han var så åben over for, og ikke en fremmed på grund af noget blåt sandhedsserum.

Felix rykker sig en anelse frem i sædet. “Men der er bare én ting, jeg ikke forstår.”

Hver en sene i Ezras krop spændes, men kan ser fortsat ned i bordet.

“Så vidt jeg ved, kan man ikke bare uden videre blive født i zonerne, og så flytte ind til Las Luces - selv hvis man er fra 1. Hvordan er det, det hele hænger sammen?”

Han synker. Knytter den hånd, der allerede ligger på bordet. “Jeg…” Han bider tænderne sammen, men ingen er herre over sig selv under serummets påvirkning. “For fire år siden … der vandt jeg Jagten.”

Mit hjerte glemmer at slå. Jeg kan ikke høre noget længere. De fire ord runger i mit hoved, og kaster det fra side til side til jeg også har glemt, hvordan man tænker. Ezra. Ezra som jeg stolede på, som jeg på et splitsekunds beslutning ville lægge mit liv i hænderne. Han har vundet Jagten. Han har holdt det hemmeligt for mig.

Jeg har aldrig før følt mig så inderligt forrådt.

 

~

 

“Lim. Lim. Lim!” råber Ezras stemme, men jeg er allerede på vej væk. Ikke desto mindre følger idioten efter mig.

“Drop det,” snerrer jeg, og sætter tempoet op. “Jeg er færdig med dig.”

Det tager ham dog ikke mange skridt at indhente mig. Han griber fat i min skulder, og tvinger mig til at stoppe.

“Slip.” Det koger i mig. Jeg ville ønske, han brændte sig på min bare hud.

Han bliver ved med at holde fast i mig. “Lim, stop. Jeg vil bare få dig til at lytte en enkel gang.”

Jeg kan ikke tro mine egne ører. “Hvad var det, du sagde? Skal jeg for en gangs skyld høre på dig?” Jeg stirrer på ham. “Jeg har fucking ikke gjort andet end at stole blindt på dig de sidste, hvad, fireogtyve timer af mit liv. Og det er sådan her, du giver igen? Ved at holde det skjult, at du engang vandt Jagten?”

“Jeg havde jo tænkt mig at fortælle det,” siger han med et sammenbidt ansigtsudtryk. “Det rigtige tidspunkt kom bare aldrig.”

“Rend mig, Ezra. Jeg er fuldstændig ligeglad. Du skal aldrig tale til mig igen.”

Han mister stålfastheden i sine øjne. Det fryder mig næsten at se, at mine ord sårer ham en smule. “Det mener du da ikke,” siger han, fuldt ud klar over, at jeg mener alt, jeg har sagt.

“Det kan du bande på, jeg gør. Jeg er færdig med at stole på dig. Jeg er færdig med at stole på nogen som helst. Jeg hader dig,” siger jeg, og skubber ham fra mig.

Ezra ser bare på mig. “Fint. Hvis det er sådan, du vil have det, så fint.” Han knytter hænderne. “Men lad være med at tage op til overfladen. De har brug for dig her. Især Jonah. Jeg tror ikke, du selv har lagt mærke til det, men du er den eneste, han har. Så lad også venligst være med at dø,” tilføjer han med en bitter undertone.

Jeg ser i den retning, jeg var på vej imod. Op. Det var egentligt ikke fordi, jeg havde tænkt mig at klatre derop, men jeg vidste bare ikke, hvor ellers jeg skulle gå hen. Selvfølgelig kan jeg ikke tage op til byen. Jagten har kun varet døgn, selvom det føles som om, der er gået uger siden, jeg var i Zone 1.

Jeg vender om, og efterlader ham dér, stående midt på gangen i byen neden under Sundon Town.

Varick og Felix er gået, da jeg vender tilbage. Aurora er ved at lære Jonah en fingerleg, men ser straks op, da hun hører mig komme.

“Er du okay?” spørger hun.

Jeg tørrer hurtigt øjnene, og nikker. “Ja. Jeg har det fint.” Jeg ser ned på Jonah. “Hvad er det, I laver?”

“Vi spiller tommelfingerkrig,” siger han, og lader som om, at han ikke ved, hvad der er sket.

Aurora halvsmiler til mig. Jeg kan se i hendes øjne, at hun stadig er bekymret for mig, men det følger åbenbart med den person, hun er, at være alles mor. “Er I sultne? Der er aftensmad om lidt.”

“Døende.” Sultens knivstikkeri i min mave har jeg endnu ikke vænnet mig til.

“Godt,” siger hun, og tager os begge i hænderne. “Så lad mig vise jer til spisesalen.

Der er ikke meget sal over den såkaldte spisesal. Det er i bund og grund bare et rum lidt større, end normalen i zonerne, hvor stole og lange borde er sat op ved hinanden. Det er svært for mig at se, hvor mange der er plads til herinde, men ikke mere end fyrre. En håndfuld mennesker har allerede sat sig til rette, og er begyndt at spise. Her lugter ikke af nogen som helst form for mad udover bønner.

Da vi har øst vores små tallerkener op med noget gråt ét eller andet, sætter vi os ved de andre. Jeg genkender Felix, som hilser på os. Varick sidder her også, men han er optaget af en stak papirer ved sin side.

“Folkens, det her er Lim og Jonah,” siger han. “Lim og Jonah, der her er folkens.”

“Folkens” består af to mænd og en kvinde. Jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til, hvor meget den ene mand ligner Felix - hans hår er bare rødt i stedet for grønt. Det må være den bror, han tidligere nævnte.

“Er I to tvillinger?” spørger jeg, og peger på dem med min gaffel.

“Så ens som de kan blive,” svarer den rødhårede. “Mit navn er Leslie.”

Jeg løfter skeptisk øjenbrynene. “Er det ikke et pigenavn?”

Leslie udveksler et hvorfor-sker-dette-altid-blik med Felix, og ser derefter tilbage på mig. “Drenge kan altså også hedde Leslie. Særligt hvis de ser så godt ud, som jeg.” Han tygger lidt på maden. “Jeg troede ikke, man kunne hedde Lim.”

“Jeg kan ikke se, hvorfor man ikke skulle kunne,” siger jeg, og sender ham et smil for at se, om han vil svare med et skævt ét som Felix.

Det gør han.

Felix ser over på Jonah ved siden ad mig. “Jeg er sgu ked af det, knægt, men der er ikke mange unger på din alder her. Eller, der er faktisk slet ikke nogen.”

Drengen trækker på skuldrene, og roder rundt i den grødlignende masse med sit bestik. “Det gør ikke noget. Jeg er heller ikke vant til andre børn.”

Leslie rækker ind over bordet for at rode op i hans store, krøllede hår. “Bare rolig, vi skal nok gøre en rigtig mand ud af dig,” driller han med munden fuld af mad.

“Lad være,” siger Aurora. “Vi har altså ikke brug for flere af jer to her.”

Vi griner alle sammen. Selv jeg.

Varick tænder for et lille tv, der hænger på væggen et par meter fra os. Efter at bruge et par sekunder på at indstille sig selv, træder billedet frem. Det tager mig et øjeblik at opdage, hvad de viser. En demonstration. Uro.

“Hvor bliver det dér sendt fra?” spørger jeg. Jeg genkender ikke logoet øverst til venstre.

Varick flytter ikke øjnene fra skærmen. “Du arbejdede da selv for Industries. Har du virkelig aldrig hørt om denne kanal?”

“Som borger i Las Luces får man ikke så meget at vide, som man skulle tro.”

Han ser på mig gennem øjenkrogen. “Ser man det. Nå, men det er i hvert fald en kanal, der kun bliver sendt for de, der leder Las Luces og zonerne - hvilket vil sige Industries’ øverste. Her er alt det, der bliver censureret fra de normale nyhedsprogrammer.” Han læner sig tilbage i stolen. “Dette er simpelthen dokumentationen på vores arbejde.”

Der klippes over til en gruppe mennesker, der kaster sten mod butiksvinduer. Glas splintres overalt.

“Så I har altså stået for dette?” spørger jeg.

Varick nikker, imens han med tilfredshed i blikket betragter nogle andre sætte ild til en bil med Industries’ logo på.

Gaflen klirrer højlydt mod tallerkenen, da jeg lægger den fra mig.

Lederen ser endelig hen på mig.

“I gør det forkert,” siger jeg.

Manden løfter udfordrende sine mørke øjenbryn. “Forkert? Hvornår blev du eksperten i at skabe omtale?”

Aurora skal til at sige noget, men jeg kommer hende i forkøbet. “Det har jeg ikke sagt, men den eneste omtale I skaber ved at brænde ting af, er kun at gøre folk bange for jer. Det dér,” siger jeg, og peger på skærmen, “er sådan Industries leder. De gør sig større end alle andre, og har lige pludselig meget let adgang til magten. Frygt er den lette vej, men det er ikke den rigtige.”

Han knytter den ene hånd. “Glaspige, det kan godt være, at du er ny og har en masse gode ideer, men vi andre er erfarne. Er du klar over, hvor længe denne oprørsorganisation har eksisteret? Vi er ældre end selve Jagten, tøs. Så jeg er ked af at skuffe dig, men her bliver du ikke overladt lederposten, bare fordi alle kender dit navn. Man gør sig fortjent.” Det allersidste ord bliver næsten snerret ud af hans sammenbidte tænder.

Jeg lukker munden i. Det er nok ikke den bedste idé at gøre sig uvenner med oprørets leder på første dag.

Ingen siger noget. Alle undtagen Jonah ser ned eller væk. Den lille dreng kigger tænksommeligt rundt på os andre.

“Leslie,” spørger han, “kender du tommelfingerkrig?”

Leslie, som sidder lige over for, ser på ham. “Det ved jeg ikke. Hvad går det ud på?”

Den gode stemning kommer langsomt på benene igen, også selvom Varick ikke siger noget hele aftenen. Jeg glemmer Ezra. 

 

~

 

Det er midt om natten, og jeg kan konstatere, at det er umuligt for mig at falde i søvn. Jeg ligger i den kvindelige sovesal sammen med otte andre. Jonah er i køjen over mig. Min pude er klam efter mit stadig fugtige hår, men det er rart at føle sig ren igen. Mit gamle tøj blev vi enige om at smide ud. Lige nu ligger jeg i en natkjole, jeg har fået af Aurora.

Hvorfor jeg ikke kan sove, ved jeg ikke. Jeg er dødhamrende træt, men kan bare ikke få mig selv til at lukke øjnene ordentligt i.

Jeg kan høre Jonah røre på sig.

“Sover du?” hvisker han.

Mine læber brydes af et lille smil. Selvfølgelig er han stadig vågen. “Nej,” hvisker jeg tilbage. “Vil du med ud på gangen?”

Så stille som muligt kravler han hen mod sengekanten, og klatrer ned ad stigen. Jeg rejser mig op. Gulvet er isnende koldt mod mine nøgne fødder.

Vi føler os frem til døren i mørket. Jeg er på et tidspunkt lige ved at gå ind i en køjeseng, men Jonah trækker mig væk sekundet inden. Som om han vidste, at den ville være der.

Vi kommer ud på gangen. Her er ikke så oplyst som om dagen, men her er lyst nok til at kunne se hinanden, og hvor man går. Jeg tager Jonah i hånden.

“Har du lyst til at udforske lidt?” spørger jeg. Mit stemmeleje er ikke længere en hvisken, men jeg taler alligevel lavmælt.

Drengen nikker, så de vilde krøller på hans hoved næsten hopper op og ned. “Denne vej først,” siger han, og trækker mig med mod venstre.

Som to spøgelser lister vi ned ad den dunkle gang. Gulvet er ikke længere så klar en farve, men nærmere gråt i stedet for turkis.

“Jonah, jeg bliver altså nødt til at spørge dig om noget,” siger jeg efter lidt tid.

“Ja?”

Jeg sætter mig på gulvet med ryggen mod væggen. Jonah følger med.

“Hvorfor er du et fosterbarn?” ryger det ud af mig. “Hvad er det, der gør dig ... speciel?”

Det tager ham et øjeblik at finde de rigtige ord. “Jeg…” tøver han, og ser ned på sine hænder, “jeg er ikke som alle andre børn. Eller voksne, for den sags skyld. Jeg kan mærke ting. Ting folk tænker på, ting der ikke er sket endnu, sådan noget.”

“Du kan læse tanker?”

Han ryster på hovedet. “Nej, det er slet ikke så præcist. Det er mere en ændring i luften omkring mig. Som hvis et lille insekt summer lige forbi dit øre, og du et kort sekund kan høre dét, der ellers er for lavt til at lægge mærke til. Det er indviklet at forklare, men…” Han tænker sig kort om. Jeg sidder stille og venter. “Prøv at tænke på det, som om det er en ny farve, og det er ikke alle, der kan se denne farve, men du kan. Du kan se verden, som det var meningen, den skulle ses, og det er ikke kun én ny farve, men tusinder af forskellige. For mig er farverne muligheder. Alverdens forskellige udfald og meninger. Alle disse farver danser rundt omkring i min hjerne, og det er svært at holde styr på dem, men oftest overskygger én af farverne, én af mulighederne, de andre, og jeg kan se, hvordan nutiden er eller fremtiden vil være.” Jonah ser tilbage på mig. “Fortæl mig, hvordan du selv ser verden.”

Jeg sætter mig bedre til rette. “Jeg ser verden i lys og lyde og temperaturer. Former.”

Stille nikker drengen. “Det gør jeg ikke. Jeg ser verden i tanker. Jeg oplever den i ord, følelser og mulige slutninger. Andre menneskers minder maler mit hoved i dén farve, der passer til, og jeg kan ikke tænke på andet end dét. Det er som om, verden er lavet i radiobølger, som min hjerne har meget lettere ved at optage end andre.”

“Var det derfor, de to mænd blev ved med at holde dig til sig?” spørger jeg.

“Det er derfor, jeg stadig er i live, ja. De kendte til min tilstand, før jeg selv opdagede, at jeg ikke var normal. De vidste, at jeg kunne fornemme ting, så de brugte mig som en slags blodhund. Jeg kunne vise dem hen til hvad som helst, og endda med under en kilometers margin.” Han synker. “Men i går, da vi var ude igen, kunne jeg mærke noget andet. Jeg vidste, at der ville ske noget, og at det ville ende med at komme mig til gode, men jeg vidste ikke hvad - og det viste sig så at være dig og Ezra.”

“Åh.” Jeg er ikke sikker på, om Jonahs særlighed giver fuldstændig mening for mig, men i det mindste forstår jeg det en smule. Han mærker ting.

“Du må ikke være så hård ved Ezra,” siger han så. “Det er ikke ligefrem fordi, han er særligt stolt over sin fortid.”

Jeg ser væk. “Jeg vil ikke tale om det, Jonah.”

“Det er jeg godt klar over,” siger han, hvilket får mig ufrivilligt at smile. Selvfølgelig ved han det allerede. “Men jeg synes alligevel, at du skal give ham en chance for at forklare sig selv. Eller i det mindste bare lade ham sige undskyld. Efter at have brugt sandhedsserummet ved vi jo godt, at han har ændret holdning.”

Mit blik vender tilbage til Jonah. “Det kan godt være. Men hans meninger nu ændrer ikke hans handlinger tidligere. Ezra vil for evigt være en vinder. En vinder af Jagten.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...