Fosterfødt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2013
  • Opdateret: 8 jun. 2014
  • Status: Færdig
ROMAN: Lim har aldrig sat spørgsmålstegn til Jagten – en begivenhed, der giver zonernes befolkning syv dage til at slå et udvalgt menneske ihjel. Da det magtfulde Industries dog vælger en hjort ingen havde forudset, går denne menneskejagts egentlige formål op for Lim, og hun beslutter sig for at bryde ud af dens klogreb. Men det er farligt at lege med systemet, og uden varsel er hun pludseligt tvunget til at flygte for livet ud i den nådesløse ørken med en komplet fremmed som den eneste, hun kan stole på. Spørgsmålet er bare, om menneskers fornuft er større end deres grådighed – og hvordan starter man en revolution, når alle ønsker at se dig død? [ADVARSEL: Spoilers i kommentarerne!]

73Likes
52Kommentarer
4417Visninger
AA

8. 7. Under

Få sekunder senere er bilen i gang, og køreturen er genoptaget. Jeg føler mig rastløs på den dårligste måde i kroppen. Det er ubehageligt ikke at vide, hvordan man skal reagere på at tre mænd for ingen tid siden blev slået ihjel for næsen af én, så jeg prøver at skubbe det så langt væk som muligt. Jonah Foster bliver min afledning.

Jeg vender mig mod ham i det tætte mørke. “Ved du godt, hvad det vil sige at være fosterbarn?” spørger jeg lavmælt. Jeg er udmærket klar over, at Ezra kan høre hvert et ord vi siger, og jeg ved ikke hvorfor det gør mig ubehageligt til mode. Det er ikke en hemmelighed, at jeg selv er et fosterbarn, og det har det aldrig været. Så hvorfor opfører jeg mig, som om det lige pludseligt er blevet til noget, der ikke tales højt om?

Drengen efterligner mit toneleje. “Det er dét, man kalder det?”

“Du blev født på Labs, ikke?” spørger jeg. “Industries Laboratory?”

Jeg kan lige ane, at han trækker på skuldrene. “Så er det i hvert fald længe siden. Jeg kan kun huske, at jeg har boet i ørkenen med Steve og Craig, og intet andet.”

“Men der må vel være en grund til, at de lærte dig at bruge efternavnet Foster.”

“Foster er skam mit rigtige efternavn,” siger han så sikker som en klippe. “Jeg har ikke nogen beviser, ikke engang et fødselscertifikat – jeg ved det bare. Det er ikke noget, de to har bildt mig ind.”

Der er noget underligt over den dreng.

Vi kører videre i stilhed – til dels fordi jeg føler mig en anelse utryg i Jonahs nærvær. Han er ikke, som han burde være i seksårsalderen, og jeg har det som om, det har noget at gøre med hans sære intuition. Jeg har brug for en forklaring, men nu er ikke tidspunktet for det.

Varevognen hopper op og ned på den knapt så vedligeholdte vej, men i det mindste går det fremad. Jeg håber inderligt, at det er den rigtige by, for jeg kan ikke klare mere rejse. Jeg har brug for et sted at kunne slappe af. Det er ikke rart at blive nødt til at se sig over skulderen hvert halve minut af frygt for, at dit endelige står der. Vil jeg egentligt hellere dø i uvidenheden om, hvem min drabsmand er? Det virker i hvert fald rarere på den måde … men jeg bliver nødt til at minde mig selv om, at det er slut med at være blind for realiteterne. Jeg vil gerne det her. Jeg vil gerne ændre noget, og hvis jeg dør i forsøget, vil jeg se min morder i øjnene.

Efter tyve minutters tid hører vi Ezras stemme fra omme foran. “Jeg kan se Sundon længere fremme, så vær så stille som muligt, okay?”

Ingen af os svarer, hvilket får ham til at grine tilbageholdende.

I samme sekund hører jeg en anden bil køre lige forbi os, og farer forskrækket sammen. Jeg kan godt mærke, at jeg ikke er forberedt på den civilisation, der venter fremme. På vej til simpli-cityen kørte vi godt nok gennem et par byer, men ingen så store, som denne, selvom den sikkert ikke er på mere end et par hundrede indbyggere. Det var i hvert fald, hvad Trevor fortalte. Jeg får det dårligt igen.

Efter kort tid begynder vi at kunne fornemme den larm, der hører sig til zonernes byer. Stemmer, der kalder på hinanden. Rolig omkringtøffende køretøjer. Støjen var noget helt andet i Las Luces, og alligevel næsten den samme – bare mere koncentreret.

Ezra sænker farten, og jeg kan høre ham bande under sin vejrtrækning. Fuck, hvad nu? Jeg har brug for hans øjne, men bliver nødt til at huske mig selv på at holde mund.

Bilen stopper op, og et vindue bliver rullet ned. Jeg sætter øret op til den væg, der afskærer mig fra omverden.

“Hvad kan jeg hjælpe med?” spørger Ezra med en afslappet stemme. Jeg holder vejret.

“Det er såmænd bare menig lastkontrol,” lyder det fra en mand. Vi holder sikkert lige ved indgangen til Sundon. Og nu vil de tjekke lasten med flygtningen og de tre tønder ulovlige stoffer i.

Ezra er god til at holde hovedet koldt. “Jeg troede, Tilsynet var ude af drift i øjeblikket,” siger han. “Men er nyheden om den endnu nyere Jagt ikke nået her til 5 endnu?”

“Vi fik beskeden på samme tid som alle andre.” Stemningen mellem de to er iskold. “Mit job har intet med dét at være tilseer at gøre. Jeg arbejder for Sundon Town som lasttjekker i alle jagtperioder. Også de ekstraordinære.”

Jeg kan ud ad øjenkrogen se Jonahs opmærksomme blik hvile på mig. Jeg er ked af at skulle skuffe ham med ikke at have en plan. Haglgeværet har vi stadig, det ligger på gulvet, men nogle steder er det en dårlig idé at skyde folk.

Ezra stiger så langsomt som muligt ud af bilen, men til hvilken forskel? Jeg har ingen anelse om, hvad jeg skal gøre. Lige nu er Jonah og jeg to dyr trængt op i en krog. Vi nåede aldrig helt ind i oprørernes by, selvom vi var så tæt på det. Så tæt på oprørerne. Dér, jeg hører til.

De to når om til bagdørene. Så stille som ingenting rejser jeg mig op, og stiller mig foran drengen, som rykker sig helt op til endevæggen. Jeg må bøje overkroppen for at stå på begge ben, men i det mindste beskytter min krop Jonah. Jeg har set, hvordan jægerne i Jagten ikke har haft noget imod at slå børn ihjel for at nærme sig den store præmie.

Lyset skærer mine øjne halvt over, da dørene åbnes, men jeg vænner mig hurtigere til ændringen end tidligere. Lasttjekkeren får overrasket øje på os, og jeg kan mærke, at han genkender mig med det samme. Men han siger ikke noget. Man kan næsten ane et smil på hans smalle læber.

“Godt så.” Han lukker dørene for den målløse Ezra. “Jeg kan se, at I er på vej til Skinny Pete’s. Sig, at Gunther har sendt jer.”

Som Ezra har jeg heller ingen anelse om, hvad der lige skete dér. Manden havde set på mig, set på Jonah, og det var alt.

Nårh ja. Jeg sætter mig langsomt ned igen. Han må også være tilhænger af oprørerne, måske er han selv én af dem. Selvfølgelig. Jeg kan ikke lade være med at smile ad min egen tåbelighed. Dette er Sundon Town - oprørernes by.

Jeg vender mig mod Jonah. “Er du okay?” spørger jeg, selvom han ikke ser nær så paf ud, som jeg selv føler mig.

Bilen sætter i gang igen, og kører videre i en langsommere fart.

“Der skete jo ikke noget.” Hans stemme er lav, hvilket minder mig om selv at tale stille.

Jeg sender ham et halvt smil. “Du er en underlig én.”

Jeg kan skimte ham himle med øjnene. “Var det fosterbarn, du kaldte det?”

“Ja?”

“Så vil jeg bare sige, at jeg ikke det eneste fosterbarn her.”

Nu er det min tur til dramatisk at himle mod varevognens lavtsiddende tag.

Efter at have været inde på Skinny Pete’s, der må være en bar eller noget lignende, kommer Ezra ud i følgeskab med en anden person. Da der åbnes op, finder jeg ud af, at det er en orangerødhåret, meget gravid kvinde. Hun sender et kort nik som hilsen.

“Følg efter mig,” siger hun. “Hvis vi kommer forbi nogen, så se for alt i verden ikke op. Det er ikke alle her i Sundon, der er af samme overbevisning som vi.”

“Hvor er det, vi skal hen?” spørger Jonah hende.

“Det får I at se.” Eller, det er for hemmeligt at sige her, selvom vi holder parkeret så skjult, som vi gør.

Jonah og jeg træder ud af bilen, og jeg når lige at få set mig om, inden mit blik limes til mine ødelagte sko. Varevognen holder omme på den anden side af et hus, der ligner alle andre her i zonerne med dets træplanker og forfaldne udseende. Så vidt jeg kunne se, er der ikke længere nogen asfalterede veje, kun jord og sand. Alt er meget … orange. Som om solen er kommet til at tilsætte sine brændende stråler farve, og dermed har efterladt byen et gult og orangebrunt skær.

“Lad mig tage din taske,” siger kvinden, og det går først nu op for mig, at jeg stadig har den om skulderen.

“Det, øhm, behøver du altså ikke,” svarer jeg hende.

Hun trækker på skuldrene, og begynder at føre os rundt om huset. På baggrund at støjen derindefra, går jeg ud fra, at det må være baren, og at hun arbejder der. Jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til den ekstreme hede. Her må være varmere end i simpli-cityen, hvis det da er muligt. Kvinden ser ikke ud til at tage sig af det. Vi bliver ledt hen til bagindgangen, som er en dør, man må bukke hovedet for at komme igennem. Larmen fra baren rammer, så snart jeg selv er inde. Her lugter af alkohol. Man skulle ikke tro, at der ville være så meget støj midt på eftermiddagen, men i zonerne er der åbenbart grund til at begynde at drikke tidligt. Og særligt i Zone 5.

Vi kommer aldrig ud i selve baren, men holder os hele tiden til en gang, der først fører os ned i lageret. Hårene på mine arme rejser sig i den pludselige kulde. Her er sikkert ikke engang særligt køligt, så det er bare temperaturforskellen, der får dem til at reagere. Omme bag en reol ligger en lem i gulvet. Jeg ville ikke have lagt mærke til den, hvis ikke den rødhårede var stoppet op foran den. Hun tager sig til ryggen, da hun bukker sig for at åbne den op. Jeg gad vide, hvornår hun er sat til at skulle føde.

Hun beder mig om at være den første til at klatre ned i hullet i jorden, og selvom det ikke er noget, jeg priser mig lykkelig for at skulle, er jeg i det mindste ikke klaustrofob. Men det ændrer hullet nok på. Her er ikke megen plads, og det er et langt stykke, der kun er oplyst nede- og oppefra. Ribbene til mine hænder og fødder er slidte. Jeg trækker vejret helt ned i lungerne. Tager det skridt for skridt. Ét af trinene giver sig en smule, bare lidt, men det er nok til at jage hjertet lagt op i halsen på mig.

Pludselig er der igen fast grund under mine skosåler. Jeg er alene på en lang, veloplyst gang, og jeg kommer næsten til at tro, at jeg er tilbage i Luces. Her virker så rent og professionelt, særligt i forhold til zonen nogle meter over mit hoved. Vægge og loft er lavet af samme stållignende materiale, der må være med til at forstærke det underjordiske gangsystems bærekraft. Hvis ikke det havde været for det blå gulv, ville jeg ikke kunne have kendt forskel på op og ned.

Inden længe er de tre andre også nede. Jonah og Ezra ser sig lige så underfundige omkring, som jeg gjorde.

“Velkommen til oprørets tilholdssted,” siger kvinden med et smil i stemmen. Hun er faktisk virkelig køn. Det tror jeg, Ezra har lagt mærke til. “Jeg hedder Aurora. Dit navn kender jeg godt, Lilium, men ikke I to andres?” Hun ser på Ezra.

“Jonah og Ezra,” siger han. “Og Lim vil helst kaldes … ja, Lim.”

“Helt fint. Jeg bliver lige hurtigt nødt til at føre jer forbi afhøringsrummet. Ikke fordi, nogen af os har mistanke om, at I af alle mennesker er ude på noget, men det er ren procedure.”

Aurora vender rundt, og fører os ned ad gangen. Sko giver en underlig, klikkende lyd fra sig på gulvet her. Nej, det gjorde de egentligt også i Las Luces. Sjovt, at jeg først lægger mærke til de nu.

“Felix?” råber hun, og længere fremme svares der med et, “Jeg er her.” Aurora lægger et kort blik på os tre, inden hun drejer om hjørnet til denne person. “Vi har gæster.”

Felix er en høj mand med fuldstændig grønt hår. Han står og venter på os foran en dør og et stort, mørkt vindue, der viser et rum inde ved siden af. “Se nu bare dér. Nyt blod.”

“Lad være med at skræmme dem,” siger Aurora.

“Det skal injektionssprøjten nok tage sig af?” Han har et skævt smil på læberne, og det bliver kun større, da han lægger mærke til vores fælles forskrækkede ansigtsudtryk. “Jeg laver altså bare sjov med jer. Det gør kun rigtig ondt et kort stykke tid.”

“Felix.”

“Ja-ja, Aura.” Den unge mand vender sig mod bordet bag ham, og giver sig til at fylde en sprøjte med en blålig væske. Jeg har aldrig været glad for nåle. “Hvem skal være den første?”

Ingen melder sig frivilligt.

“Det kan jeg godt,” får jeg fremtvunget, og beder til, at jeg ikke ender med at kaste min tomme mave op.

Han ryster sprøjten, og den blå væske bruser et kort øjeblik op. “Du ser nu lidt hvid ud i hovedet.”

“Det er min naturlige hudfarve.”

Felix trækker på skuldrene. “Fint nok. Kom med ind,” siger han, og åbner døren ind til afhøringslokalet. Han træder ind efter mig. Her er intet andet end to stole og et bord, hvor der står noget desinficeringsmiddel klar. På denne side af væggen, kan man ikke se gennem det store vindue.

Vi sætter os i de to stole.

“Kom med din albue,” siger han, og jeg lægger den på bordet. “Har du prøvet serum før?”

Jeg stirrer på ham. Mener han helt seriøst stoffet? “Laver du grin med mig?”

“Det gør jeg faktisk ikke. Serum har en sandhedsfremmende effekt, og det er det eneste, vi oprørere kan få fat i til afhøring. Men det her er ikke så intens en variant, så bare rolig.” Manden tager et stykke vat, væder det i det desinficerende, og renser min inderalbue. Kanylen ligger ved siden af, lang og spids. “Du skal forberede dig på, at du ikke vil have kontrol over ét ord, du siger, indtil serummet om tre minutter mister sin styrke. Og, altså, du skal ikke være bange for at svare forkert eller noget. Det her er ikke en test. Vi skal bare vide, om du er agent for Industries, eller på nogen anden måde har tænkt dig at gå imod os.” Han tager fat i sprøjten. “Klar?”

Jeg presser øjnene i.

“Det tager jeg som et ja,” griner han, og skubber nålen ind under min hud. Det gør kun lidt ondt, da han presser dens indhold ud i mine blodbaner, og jeg kan med det samme mærke effekten. Det føles som om, mit blod løber en anelse hurtigere. Mit hoved føles en anelse sløret. “Sådan. Serummet tager meget kort tid, før det træder i funktion, men til gengæld virker det ikke specielt længe, så jeg begynder med det samme.” Han ser indgående på mig. “Hvad er dit fulde navn?”

“Lilium Foster.” Ordene ryger ud af munden på mig som var det et menigt åndedræt. Han har ret. Jeg har ikke magt over mine egne ord, fordi min stemme når at svare, inden jeg selv har tænkt spørgsmålet igennem.

“Godt, du reagerer positivt på serummet. Fortæl mig om, hvor du før arbejdede.”

“Jeg arbejdede for Industries i tv- og radiobygningen i Las Luces som vært på Jagten.” Det er ubehageligt, hvordan svaret bare uhindret glider lettere end ingenting over min tunge.

“Hvorfor besluttede de sig så for at gøre dig til den nye hjort?” spørger han. Jeg kan mærke den oprigtige nysgerrighed lige under hans alvorlige stemme.

“Jeg fandt ud af Jagtens rigtige formål, der er at undertrykke al form for urolighed og utilfredshed med Industries, og jeg nægtede at være en del af det længere. De må have set det som en trussel, hvilket det nok også var. Jeg er jo ikke ikkenogen. Folk kender mit ansigt. Derfor kan de ikke lade mig leve.”

Felix begynder at lege med den nu tomme injektionssprøjte. “Men hvad vil du så her? Hvorfor tog du den lange vej til Sundon i Zone 5?”

“Jeg vil gerne ændre Las Luces og zonerne, og derfor tog jeg med Ezra og senere Jonah hertil. Jeg ved, at Industries kan ødelægges, og jeg ved, at vi vil kunne gøre det, hvis bare vi er nok. De har ingen ret til at bestemme over os. Få os til at slå hinanden ihjel for selviskhed. Ingen ret til kun at tænke på sig selv og Luces, og fuldstændigt forsømme zonerne.” Jeg ser ned på hans hænder. “Det er altså distraherende at du leger med nålen. Og jeg har svært ved at regne ud, om din hårfarve er naturlig eller ej.”

Han kommer til at grine ad mig. “Jeg tror, det var nok. Der er vist ingen tvivl om, at du er kommet for at kæmpe for os.”

“Jeg er meget glad for, at I ikke har tænkt jer at henrette mig.” Sandhedsserummet er tydeligvis endnu ikke gået af.

Hans skæve smil er vendt tilbage. Måske er det bare måden, han helt generelt smiler på. “Velkommen til, Glaspige. Ved aftensmaden skal du nok lære alle at kende. Du kommer til at elske min bror.”

“Én af jer ville have været nok.” Jeg kommer til at smile ad mig selv. Det er rart at føle sig tryg nok til rent faktisk at kunne lave sjov med fremmede, og det minder mig om, hvordan Jaime og jeg plejede at holde modet oppe med hinandens selskab. Jeg mærker pludselig et nagende savn i mig. Og en smule skyldfølelse. Jeg har trods alt næsten ikke tænkt på ham, siden jeg forlod Luces - men hvad ville det alligevel hjælpe at savne et menneske, jeg aldrig kommer til at se igen?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...