Fosterfødt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2013
  • Opdateret: 8 jun. 2014
  • Status: Færdig
ROMAN: Lim har aldrig sat spørgsmålstegn til Jagten – en begivenhed, der giver zonernes befolkning syv dage til at slå et udvalgt menneske ihjel. Da det magtfulde Industries dog vælger en hjort ingen havde forudset, går denne menneskejagts egentlige formål op for Lim, og hun beslutter sig for at bryde ud af dens klogreb. Men det er farligt at lege med systemet, og uden varsel er hun pludseligt tvunget til at flygte for livet ud i den nådesløse ørken med en komplet fremmed som den eneste, hun kan stole på. Spørgsmålet er bare, om menneskers fornuft er større end deres grådighed – og hvordan starter man en revolution, når alle ønsker at se dig død? [ADVARSEL: Spoilers i kommentarerne!]

73Likes
52Kommentarer
4414Visninger
AA

7. 6. Foster

De tre præsenterer sig som Trevor, Carb og Fred, men jeg glemmer hurtigt hvem, der er hvem. De bor alle her, og ser sig selv som simpli-cityens overhoveder, for her er ikke andre mænd (med geværer). Efter at have trukket to liter vand hver, fortæller Ezra og jeg, at vi er på vej til femte zone for at slutte os til oprørerne. Den ene, hvis navn jeg tror er Trevor, skal snart hente varer nær grænsen, hvilket jeg synes er lidt underligt, når man tænker på, hvor opfyldt kiosken så ud til at være. Han vil stadig hellere end gerne tage os med i sin lastbil med det samme, og det kræver ikke meget at overbevise mig om, at dette er den bedste løsning. Solen er svitset så stor en del af min hjerne væk, at jeg har givet fuldstændigt op med at tænke over beslutningerne, og det samme med Ezra. Måske burde vi have gennemtænkt det en ekstra gang, inden vi sagde ja. Ikke desto mindre takker vi for gavmildheden. Da de tre er gået, spørger jeg Ezra om, hvorfor de skal hente varer lige nu, og han siger, at det nok ikke er dén slags varer, der menes. Og desuden skal de ikke hente, men bringe. Jeg forstår ham først, da han direkte forklarer, at der nok bliver fremstillet serum her i byen. Stoffer.

Ezra klatrer ind i det mørke bagrum efter mig. Her er lavt til loftet, og tre store plastiktønder optager det meste af pladsen.

“Bare sig til, hvis der er problemer,” siger tror-jeg-Trevor. “Jeg kan høre jer så klart som dagen fra førerhuset.”

“Det er virkelig pænt af dig at tage os med. Vi skal nok forsvinde så hurtigt som muligt.” Mit smil er ægte. Jeg har faktisk ikke noget imod de tre mænd. De virker for komiske til at tage alvorligt, hvilket de dog tager sig selv. Meget alvorligt, endda.

“Vi er nok ved grænsen om, hvad, en time, Fred?” spørger han, og vender sig mod sine venner.

Fred nikker.

Trevor ser tilbage på os. “Vi er nok ved grænsen om en times tid. Og ikke for at give jer falske forhåbninger, men der er noget mystisk ved den by. Sundon Town. Det kan godt være dér, oprørerne holder til. Men jeg skal ikke ku’ sige noget. Og nårh ja,” siger han, og tager Carbs halggevær fra ham. “Her. I ved, hvis nu.”

Ezra tager usikkert imod det.

Manden smækker dørene i, og efterlader rummet i komplet mørke. En hvid streg mellem de to bagdøre er den eneste lyskilde, og det er ikke meget. Men det er nok til, at jeg stadig kan se omridset af geværet på gulvet. Hvis nu. Hvis nu hvad?

Jeg får mit spørgsmål besvaret efter tyve minutters kørsel på den ujævnt asfalterede vej, da en skarp sirene bryder stilheden. Selvom den sjældent høres i Las Luces, genkender jeg den med det samme. Det er Tilsynets sirene. Ezra og jeg får øjenkontakt med hinanden. I anledning af Jagten burde Tilsynet være lukket. Der er noget galt.

Varevognen sætter farten ned, og gør holdt i vejkanten. Sirenen stopper. To døre smækkes i. Skridt udenfor. De to tilseere begynder at tale med Trevor, men jeg kan ikke dele lydene op i ord, fordi det er så utydeligt. Så stille som natten strækker Ezra sig mod geværet i midten af bilen. Jeg synker, og folder hænderne, så de ikke ryster så fandens meget.

Pludseligt lyder Trevor vred. Nej, bange. Han råber, at de skal lade være, lade være med hvad? I samme sekund lyder et brag. Et skud, er runger langt og længe i hele ødemarken, men særligt i mine øregange. Ezra rejser sig rystende op i det lille rum. De skød Trevor. Jeg holder hånden for munden for at være sikker på, at jeg ikke kommer til at skrige. De skød virkelig Trevor, gjorde de ikke? Jeg kan mærke trangen efter at løbe i mine ben, for de er på vej tilbage mod bagdøren.

Jeg ser op på Ezra, som langsomt er ved at tage sigte. Der er noget over den måde, han holder geværet på. Den måde, hans ben er helt perfekt placerede. Noget der siger mig, at dette ikke er hans første gang.

De to mennesker er ved at åbne bagdørene. Jeg tror ikke, at de ved, vi er her. Hvis de gjorde, ville de opføre sig langt forsigtigere, og gøre det af med os, inden vi fik chancen til at gøre det modsatte. Det skræmmer mig, at Ezra rent faktisk har tænkt sig at slå dem ihjel. Eller i det mindste bare skyde dem. Hvad der nu lige falder ham naturligst. Jeg har ikke lyst til at tænke på det.

Så snart dørene går op, lyder der to skud. Jeg ser væk, og lader som om, det er på grund af det blændende lys. Vi venter et par sekunder for at høre, om der er flere.

Det er mig, der bryder stilheden. “Er de, du ved…” Jeg ser på Ezra, som lægger våbnet fra sig.

“De er døde,” siger han.

Det giver et koldt gys i mig. Da jeg ser ud mod den åbne ørken, er det som om, det aldrig skete. Man kan ikke se de to dræbte fra denne vinkel. Herfra ligner det bare en tidlig eftermiddag i fyrre graders varme.

Ezra er den første til at røre på sig. Han går med varsomme skridt hen mod åbningen.

“De var ude efter stofferne,” siger han til mig, og jeg skæver til de tre hvide tønder. “Jagten er en god tid at fragte serum i. Intet Tilsyn.”

“Så de er ikke selv tilseere?” spørger jeg fra mit hjørne i mørket.

Han ryster på hovedet.

Jeg rejser mig op, og bevæger mig hen mod kanten. Mine indre organer vender sig i samme øjeblik, jeg får øje på de to lig. Deres øjne er stadig åbne.

Ezra springer ned. “Vi må få dem væk fra vejen. Også Trevor.”

Jeg får det endnu dårligere af at tænke på ham.

“Kommer du?”

“Jeg skal ikke røre ved dem.”

Han sukker. “Jeg ved godt, at du er et lysliv, og alt skal være så rent og perfekt, men lige nu har jeg altså brug for din hjælp til at flytte nogle mennesker.”

“De er døde.”

“Okay, så retter jeg det til menneskers lig. Det gør ikke problemet mindre aktuelt. Hvis bare vi flytter dem et stykke væk, måske over bag busken derhenne,” siger han, og peger, “så skal gribbene nok gøre resten af arbejdet for os.” Afventende ser han direkte på mig. “Er du med mig i det her?”

Jeg tøver.

“Fint. Men jeg skal have benene,” siger jeg, og klatrer forsigtigt ned fra varevognen. Hvis jeg virkelig ønsker at overleve, han jeg lige så godt gå hele vejen.

Ezra og jeg aftaler en busk, der ser tæt nok ud til at kunne skjule tre personer for vejen. Da Ezra lukker øjnene på dem, ser det mere ud som om, de sover, og så har jeg ikke så svært ved at gribe fat i den førstes ben. Han er langt, langt tungere, end jeg havde forestillet mig. Flere gange beder jeg Ezra om at stoppe op, så jeg kan få vejret.

Ved busken, der nærmere er en stor bunke tørre kviste, lægger vi ham. Et lille, mørkebrunt, panseret dyr kryber af vejen for os. Ezra fortæller mig, at det hedder en skorpion. Lige netop denne slags er åbenbart ekstra farlig. Jeg kan ikke rigtigt se, hvordan sådan et småt dyr kan slå mig ihjel, men jeg er vel vant til, at det kun er de store, der har noget at skulle have sagt.

Det hjælper lidt at tænke på skorpionen, imens vi får den anden person hen til busken. Tænk sig at være så lille, men samtidigt med så megen magt. Hvor må det være befriende … men samtidigt ekstremt bindende. For hvis du har magten til at ændre på noget, er du tvunget til at træffe beslutningen. En beslutning, der lige meget hvad vil have konsekvenser for mange menneskers liv. Spørgsmålet må være, om man skal vælge det, der vil påvirke færrest, eller om man skal vælge det, der i sidste ende vil være det bedste for folket. Og hvad er så lige præcist definitionen på “det bedste”?

Trevor har jeg det sværere med at få mig selv til at flytte.

“Jeg kan ikke gøre det,” siger jeg. Hullet i hans pande virker bundløst.

Ezra ser på mig. “Vi bliver nødt til at gøre det. Vi bliver nødt til at køre videre selv, og det bliver ikke i tilsynsbilen. Og vi kan ikke have et lig liggende i bagrummet sammen med tre tønder serum.”

“Men vi kan ikke lade ham blive ædt af dyrene.” Min hals drejer rundt om sig selv, til jeg næsten ikke kan tale. “Hvad med hans venner? Kone? De vil aldrig finde ud af, hvad der skete med ham.”

Han tænker sig kort om. “De andre kører nok ud og leder efter ham, når det bliver mørkt, ikke?” spørger han sig selv. “Hvis nu vi sætter ham ind i tilsynsbilen, vil andre sikkert ikke finde det mistænkeligt. Vi kan jo få det til at se ud, som om han sover. Men Fred og Carb vil sikkert genkende ham.”

“Tænk at finde sin bedste ven dræbt.” Jeg ser væk. “Jeg kan ikke engang forestille mig det.”

“Men der er ingen anden udvej, er der vel?” spørger Ezra.

Det er der vel ikke.

Trevor får vi i fællesskab ud af førerhuset, og jeg tager som sædvanligt fat i benene. Det går langsomt fremad med at løfte den tunge krop. Pludseligt stopper Ezra. Hans blik er opspilet og klistret til tilsynsbilen syv meter herfra. Jeg slipper benene, og ser i samme retning som han. Først opdager jeg ikke noget unormalt. Den hvide og blå bil holder skævt parkeret halvt ud over vejkanten, hvor den står og bager i solen. Men så ser jeg det også. Der var rent faktisk en tredje person. En lille dreng holder vågent øje med os inde fra bilens bagsæde af.

Jeg vender mig mod Ezra. “Jeg er ikke blevet vanvittig, vel?” spørger jeg forskrækket. “Der sidder rent faktisk en unge derinde, gør der ikke?”

Tøvende nikker han. “Jeg kan også se det.”

“Vi kan ikke lade ham være her i ørkenen.”

“Vi kan i hvert fald ikke lade ham sidde sammen med et lig.”

Jeg tørrer sveden af panden. “Så må vi tage ham med.”

“Lim, vent-”

Jeg er ovre ved bilen på ingen tid, og lukker drengens dør op. Han sidder ret op og ned på det brune lædersæde, stadig i sin sikkerhedssele. Hans hud har samme farve som oliventræ, og hans hår er stort og krøllet. Jeg har aldrig set så mørke øjne kigge op på mig.

“Du skal ikke være bange,” siger jeg, selvom han ikke gør bevægelse til at flygte. Jeg klikker ham forsigtigt ud af selen. “Var de to mænd dine forældre?” Jeg prøver at lyde så rolig som muligt, men det er svært at skjule en rystende stemme.

Drengen ryster på hovedet.

“Ved du, hvem dine rigtige forældre er?” spørger jeg så.

Han ryster igen på hovedet.

“Du kan godt tale, ikke?” Jeg bliver lige nødt til at være sikker.

Denne gang nikker han.

Jeg bider mig i læben. Jeg er åbenbart ikke særligt god til at vinde traumatiserede børn over på min side. Men han virker nu ikke særligt medtaget - jeg har det fandeme værre end han. “Kan du så være sød at sige mig, hvad dit navn er?” beder jeg ham.

Han tøver ikke. “Jonah. Jonah Foster.”

Han er fosterbarn.

Jeg kalder på Ezra, som er begyndt at trække liget selv. Han kommer hen til os, og tørrer sandstøvet af i bukserne.

“Drengen er et fosterbarn, Ezra,” siger jeg indgående. “Jeg må ikke forlade ham. Vi bliver nødt til at tage ham med os.”

Han sukker stille. “Okay, hvilken regel siger, at du skal tage alle fosterbørn, du kender, med dig?” Han er tydeligvis for udmattet til at tage diskussionen op, men gør det alligevel.

Jeg sender ham et dræbende blik. “Ezra. Vi fosterbørn har ikke andre end hinanden at holde fat i, forstår du mig? Jeg har aldrig mødt et andet menneske fra Labs før. Denne her dreng er det tætteste, jeg kommer på familie.”

“Men I har aldrig mødt hinanden før!”

“Og? Vi tager ham med os til Zone 5 lige meget hvad. Jeg kan selv gå, hvis ikke du vil være en del af det her længere.”

Ezra ser på drengen, Jonah. “De lukker os aldrig ind med en unge under armen.”

Mere bliver der ikke sagt i dén sag. Jeg tager fat i Jonahs hånd, og leder ham over mod varevognen. Jeg går ud fra, at drengen nok er omkring seks år gammel. Han har ingen sko på.

Imens Ezra påtager sig opgaven om at flytte mandens lig ind i bilen, viser jeg Jonah ind i bagrummet, hvor vi begge kommer til at sidde. Jeg er for let at genkende til at få lov til at sidde i førerhuset med Ezra. Vi sætter os op ad bagvæggen.

Jonah ser op på mig. “Du ser lavere ud i virkeligheden.” Der er noget underligt over roligheden i drengens stemme. Som om, han er ældre, end han ser ud til at være.

“Det er fordi, de gav mig højere sko på, til når jeg var på tv,” forklarer jeg. “Hvor gammel er du?”

Han trækker på skuldrene. “Det ved jeg ikke. De to, I slog ihjel, havde aldrig givet mig et brugbart svar, når jeg bad om et.”

Det gør mig ubehageligt tilpas, at han er så afklaret med at have set tre mennesker dø. “Du lyder ældre, end du ser ud.”

“Det er der mange, der siger.” Han kigger fortsat op på mig uden at fortrække en mine.

Ezra er på vej hen mod os. Han ser ikke synderligt glad ud. “Så er det ordnet. Hvad var det, oprørernes by hed?” spørger han.

Det tager mig et kort øjeblik at grave svaret frem. “Sundown Town, tror jeg, han sagde. Nej, Sundon. Sundon Town. Lige efter grænsen til Zone 5. Men det var overhovedet ikke sikkert, at det rent faktisk er den by,” siger jeg. “Det sagde Trevor også selv.”

“Det er det,” siger Jonah. “Steve og Craig talte engang om det. De havde hørt nogen tale om det, engang vi kørte igennem byen.”

“Så du har været der før?” spørger Ezra.

Jonah nikker. “Men jeg ved ikke, hvor oprørerne helt præcist holder til. Eller hvordan man kommer derhen. I skal nok forvente, at der ikke ligefrem er skiltet med det.”

Ezra presser læberne sammen. “Fint. Vi finder ud af det, når vi når derhen.” Han tager fat i de to døre, og klapper dem i. Rummet indhylles igen i mørke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...