Fosterfødt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2013
  • Opdateret: 8 jun. 2014
  • Status: Færdig
ROMAN: Lim har aldrig sat spørgsmålstegn til Jagten – en begivenhed, der giver zonernes befolkning syv dage til at slå et udvalgt menneske ihjel. Da det magtfulde Industries dog vælger en hjort ingen havde forudset, går denne menneskejagts egentlige formål op for Lim, og hun beslutter sig for at bryde ud af dens klogreb. Men det er farligt at lege med systemet, og uden varsel er hun pludseligt tvunget til at flygte for livet ud i den nådesløse ørken med en komplet fremmed som den eneste, hun kan stole på. Spørgsmålet er bare, om menneskers fornuft er større end deres grådighed – og hvordan starter man en revolution, når alle ønsker at se dig død? [ADVARSEL: Spoilers i kommentarerne!]

73Likes
52Kommentarer
4433Visninger
AA

6. 5. Simpli-city

Klokken har næsten tolv, da vi passerer hegnet til Zone 4. Jeg har aldrig i mit liv oplevet noget så mørkt som natten i zonerne. Luces er altid oplyst i alle tænkelige farver, men her er der bare sort. Og stjerner. Så mange stjerner, der er. Jeg gad godt vide, om der også bor mennesker på dem, eller om det kun er her, vi findes. Men jeg har ikke lyst til at forstyrre Ezra. Selv med tændte forlygter er det svært at se vejen. Jeg er også alligevel for træt til at spørge. Mine øjenlåg er tunge og svære at holde oppe, og jeg har det hele tiden som om, jeg er ved at falde i søvn. Hvad jeg dog ikke ville give for en seng at sove i lige nu.

Pludseligt begynder bilens motor at hoste, og farten begynder langsomt at tage af. Jeg retter mig op i sædet, og ser hen på Erza. Jeg kan høre, at han bander for sig selv.

“Hvad er der med bilen?” spørger jeg ham overrasket.

Bilen triller lige så langsomt det sidste stykke, indtil den gør fuldt stop.

“Det var ikke så godt,” siger han bare.

Jeg kan mærke panikken fra tidligere sætte ind igen. Tænk, hvis vi er fanget her i ørkenen og dens intethed. Og det er midt om natten. Lever der dyr herude - farlige dyr? Menneskeædende dyr? Jeg kan mærke, at jeg er ved at hyperventilere.

“D-det kan fikses, ikke?” spørger jeg skræmt. Mit hjerte har sat farten op. Det gør ondt. “Du kan godt lave bilen, ikke?”

“Med brændstof kan jeg godt, ja.” Han ser på mig. “Heyheyhey, træk vejret, okay? Vi skal nok finde ud af det.”

“Så du har bezin med dig?” Jeg prøver på at slappe af i hovedet. Det skal nok gå.

Hans fingre tommer hen over rattet. “Ikke rigtigt.”

Til helvede med at trække vejret.

“Whoa, rolig nu, Lilium,” siger han, og læner sig ind mod mig for at lægge begge hænder på mine skuldre.

Jeg vrister mig fri. Jeg har brug for luft, så jeg åbner døren og falder næsten ud.

Nattefrosten rammer mig hårdt og uventet. Jeg mærker hårene på mine nøgne ben og arme rejse sig, og med ét er jeg ikke længere træt. Krampagtigt lægger jeg armene omkring mit bryst. Det føles som om, et barberblad er ved at skære mit hjerte op indefra. Det svimler. Jeg sætter mig på hug, og gør mit bedste for at tænke på noget andet.

Jeg hører Ezra komme om til mig.

Han sætter sig ved min side. “Hvad er det, der er galt med dig?”

Jeg snøfter en enkel gang. Smerten er allerede ved at aftage. “Det er ikke noget,” lyver jeg. “Bare noget, jeg også er født med, Glaspige du ved. Det er okay.” Man kan næsten se hans ansigt her i forlygternes baggrundslys. “Har vi helt seriøst ikke mere benzin at køre på?”

Han smiler opmuntrende til mig, tror jeg. “Du får det altså til at lyde, som om verden er ved at gå under.” Jeg sender ham et sigende blik, men han lader som ingenting. “Vi finder på noget. Men lige nu vil det være klogest at vente, til solen står op. Så må vi se, om vi bliver nødt til at gå til den nærmeste by.”

“Sidst vi så faktisk civilisation var for flere timer siden,” påpeger jeg håbløst.

“Hvilket betyder, at der ikke kan være langt til næste by.” Jeg kan mærke, at han prøver at få mig i bedre humør, men det virker bare ikke rigtigt. “Kom med ind i bilen igen. Jeg har ikke lyst til at fryse mine tæer af.”

Det vidste jeg ikke engang, var muligt. Jeg tøver ikke med at skynde mig ind.

“Ezra?” spørger jeg, da vi har sat os ind i det lukkede rum. “Er du venlig at lade lygterne stå tændt? Jeg har ikke lyst til at falde i søvn.” Jeg læner mig op ad den kolde vinduesrude.

“Det ville jeg gerne, men på den anden side har jeg ikke lyst til at tiltrække gæster.”

“Hvilke slags gæster?” Min stemme lyder døsig.

Man kan næsten høre ham trække på smilebåndet. “Årh, det ved jeg nu ikke… Prærieulve? Klapperslanger? Taranteller?”

“Jeg har ingen anelse om, hvad de dyr er,” mumler jeg.

““Farlige” er et godt bud,” svarer han.

“Meget sjovt.” Jeg kan ikke rigtigt se, om mine øjne er åbne eller lukkede. “Nårh ja, kan du lade være med at kalde mig det?”

“Sjov?”

Jeg gaber stort. “Lilium. Fra nu af vil jeg gerne bare hedde Lim. Det giver også bedre mening.”

“Hm. Lim.” Han tygger lidt på ordet. “Det har du ret i, det passer meget bedre til dig: Kort, enkelt og super udadvendt.”

“Du er en idiot, Ezra.”

 

~

 

Jeg husker ikke at være faldet i søvn, men ikke desto mindre vækker Ezra mig ved at sige mit navn gentagne gange.

“Jeg er vågen, jeg er vågen,” mumler jeg døsigt. Jeg er helt sikkert ikke vågen.

“Solen står snart op. Vi må hellere begynde at gå.”

“Mhm. Hvad er klokken?”

Han ser på bilens ur. “Halv fem - om morgenen,” indskyder han for god ordens skyld.

Jeg retter mig op, tager tasken over skulderen, og stiger ud af bilen. Her er mindst lige så koldt, som der var i nat. Stjernerne er stadig klare, men himlen har fået en lysere dybblå farve. Jeg gyser, og kan se min ånde fortættes til tåge.

“Shit,” udbrøder jeg. “Mit personkort. Det ligger stadig i min bil.”

Ezra er også kommet ud i kulden. “Bare rolig. Der er ikke meget at bruge sådan ét til herude, og især når Tilsynet ikke er i drift.”

Det ser ikke ud som om, at han har fået specielt megen søvn i nat. Hans rande under øjnene er mørkere, end da jeg mødte ham i går.

Det går op for mig, at jeg rent faktisk har gjort det her. Jeg er på flugt med en fremmed midt i Zone 4s ødeland.

“Hvor langt er der til næste by?” spørger jeg ham, og prøver at få varmen i mine arme ved at gnide håndfladerne imod.

Han trækker på skuldrene. “Jeg har aldrig været så langt ude før,” siger han. “Til fods kan det godt vare flere timer, før vi finder noget.”

Jeg forsegler læberne for ikke at komme til at sige noget forkert. Men det ville nu have været meget rart med en følgeven, der rent faktisk kendte området.

Så småt begynder vi at gå. Ezra ser sig gentagne gange over skulderen efter sin bil, og jeg minder ham om, at hvis han har haft råd til sådan en bil før, må han også have råd til en ny. Han svarer ikke, så vi går i stilhed, imens himlen langsomt lysnes. For hvert skridt jeg tager, bliver kaskader af jord og støv og sand sparket op på mine sko og ben. Jeg bliver nødt til at minde mig selv om, at det er okay at være beskidt, og måske er jeg ikke så langt fra et bad, som jeg tror. Eller måske kommer jeg aldrig til at tage et bad igen. Sidstnævnte undgår jeg at tænke for meget på.

“Det her er faktisk min første solopgang,” siger jeg med blikket mod toppen af den langsomt opstående ildkugle bag bjergene. Himlen bliver farvet lyserød.

Ezra glor over på mig. Vi går med et par meters afstand. “Er du seriøs?” spørger han, og jeg nikker. “Hold da op. I lysliv kommer ikke meget udenfor.”

“Lysliv?”

Han smiler. “Det er et slags slangord, vi fra zonerne omtaler jer i Las Luces med.”

“Nårh.” Jeg kommer i tanke om, hvor forskellige vi to er, selvom det på første øjekast er helt så tydeligt. Han fra zonerne, jeg fra Luces. Og dog… “Du er ikke fra zonerne, er du?” spørger jeg ham.

Fyren rynker sine mørke øjenbryn. “Hvad får dig til at tænke det?”

Ligegyldigt trækker jeg på skuldrene. “Det ved jeg ikke… Du virker bare ikke som dem, okay? Altså, de andre fra zonerne. Alle andre er alvorlige og taler underligt og har du set din bil?” spørger jeg og drejer overkroppen mod den, selvom man ikke kan se køretøjet længere. “Den havde rent faktisk alle fire hjul i behold.”

“Jeg troede ikke, det ville være så tydeligt for sådan én som dig,” siger han, “men du har ret. Jeg valgte at flytte fra Luces for nogle års tid siden.”

Nu er det min tur til at stirre. “Hvorfor?”

Han lukker en kort latter ud, og ser frem for sig. “Jeg blev træt af mig selv, du ved. Jeg kunne ikke lide, at alt bare fungerede. Det hele var ligesom lidt for perfekt for mig, og jeg havde brug for at komme væk,” siger han, og jeg forstår, at der ikke er mere at spørge ind til.

Der bliver stille igen. Jeg kan mærke det blive varmere i takt med, at solen kommer højere op på den nu hvidblå himmel. Jeg er ikke vant til at gå så meget, og kan allerede mærke trætheden i mine ben. Lidt som om, de er to døde lemmer, der bare bevæger sig selv ét skridt ad gangen. Ørkenen er også en død kropsdel. Udtørret, livløs og … ja, død. Og solopgange er overvurderede.

Jeg har officielt mistet tidsfornemmelsen, da sveden melder sig og kører ned ad min pande og mine ben, og vasker samtidigt støvet af mig i lange, lige baner. Ezra ser ikke ud til at mærke noget til den eksplosive varme, men måske skjuler han det bare godt. Intet menneske burde kunne fungere optimalt i dette slags vejr. Ikke at det ikke var varmt i Las Luces, for det var det - men dér var solen bare ikke nær så direkte. Jeg følte aldrig, at jeg var fanget i en ovn, som jeg er nu. En stor én af slagsen. Det er underligt, hvordan jeg kan se flere kilometer frem for mig, hvis altså der ikke er et bjerg i vejen. Underligt og lidt skræmmende. Som om verden er for stor i forhold til den himmel, der strækker sig alt hvad den kan fra horisont til horisont. Jeg er bange for, at den brister og falder ned i hovedet på os.

Til sidst kan mine ben ikke mere, og jeg sætter mig omtumlet og træt i den sandede jord. Min vejrtrækning lyder mere hivende end den burde, så jeg prøver at trække luft ind gennem næsen.

Ezra stopper op og vender sig mod mig.

“Hvor længe har vi gået?” spørger jeg beklagende, og lukker øjnene. Solens hede er ikke til at klare. Jeg er tørstig.

“Et par timer.” Det kan høres i hans stemme, at han heller ikke er helt upåvirket, hvilket virker lettende. “Burde du ikke have mere tøj på? Du bliver solskoldet med så bleg en hud.”

Jeg ser på ham igen. “Fordel ved at være Glaspige nummer et: Solens stråler kan ikke gøre mig noget. Hvor lang tid tror du, der er til, at vi finder et sted at få noget vand? Min hals føles som papir.”

Let trækker han på skuldrene. “Det ved jeg ikke, men vi er højst halvvejs,” svarer han, og jeg stønner utilfredst.

“Hvorfor skal verden også være så fandens stor?” spørger jeg mig selv, og kommer langsomt på benene igen. Det syder og bruser under min hud, og jeg vakler et kort øjeblik, før min balancesans kommer til sig selv igen.

“Klar til at gå?”

Jeg nikker, og sætter den ene sko foran den anden. “Æd støv,” smiler jeg, da jeg på usikre ben overhaler ham.

Han himler med øjnene, og følger øjensynligt ubesværet efter mig. Blærerøv.

Da solen er nået lige op over os, og jeg ikke længere har nogen skygge, er jeg døden nær. Min bare hud brænder, og jeg kommer lige pludseligt i tvivl om, om min hud rent faktisk er uimodtagelig over for strålerne. Kjolen kan ikke længere betegnes som en kjole. Min hud er ikke så hvidlig, som den plejer at være, men nærmere orangebrun. Jeg holder blikket på mine sko. Hvis jeg ikke kan se, hvor langt der er endnu, så føles det heller ikke helt så uoverskueligt.

Pludselig stopper Ezra op. “Lim…”

Jeg skal til at spørge, om det nu er ham, der har brug for en pause, men så ser jeg op fra den gamle asfalt. Og jeg ser det. Det er virkelig virkeligt. Hvis jeg havde haft væske tilbage i min tørre krop, ville jeg have fået tårer i øjnene. Huse. En by.

Det kan lige pludseligt ikke gå hurtigt nok med at bevæge os fremad. Vi er henne ved det første hus på hvad, der føles som ingen tid. Det kan næsten ikke kaldes en by med så få huse, her er. Ikke mere end ti, hvis man tæller tankstationen med

Tørstige og fuldstændigt udmattede sætter vi os op ad dets skyggeside. Jeg tørrer sveden af panden med min snavsede håndryg. Ezra er endelig også forpustet, og ørkenvarmen hagler ned ad hans ansigt i form af svedperler.

“En simpli-city,” siger han udmattet. “Det her hedder en simpli-city. Eksisterer kun for at gennemkørende kan tanke op på mad og vand.” Han prøver at fugte læberne, men intet sker, og han får bare sand i munden. “Shit, jeg er træt.”

Jeg nikker i enighed. “Jeg køber noget vand og mad til os. Du venter her,” siger jeg, og rejser mig op. “Jeg skal nok holde hovedet lavt.”

Ezra kommer ikke med nogen indvillinger, så jeg stavrer på mine tændstikben tilbage til hovedvejen. Her er ikke et eneste menneske at se. Jeg får øje på det lille supermarked ovre på den anden side ad vejen, og går lige så stille derhen. Ser ned i jorden, og prøver på ikke at vække opsigt. Jeg ved ikke helt, hvor godt jeg klarer mig. Det er svært at være usynlig, når der ikke er andre personer at blande sig med.

Da jeg åbner døren, går en lille klokke af, og det giver et sæt i mig. Supermarkedet er ved nærmere eftertanke ikke større end en kiosk, og udvalget er heller ikke særligt interessant. Langs den ene væg står tre kølere fyldt til randen med vanddunke, men de er alle slukkede. En vindblæser på disken gør sit bedste for at gøre atmosfæren mere behagelig, men her næsten så varmt som udenfor. Jeg køber i alt seks liter vand, for mere kan jeg ikke have i armene. Kassedamen så meget som ser mig ikke engang i øjnene.

Jeg kommer udenfor igen, og bevæger mig over mod huset, Ezra sidder bag, da jeg hører stemmer. Jeg stivner. De kommer derfra. Vandflaskerne sætter jeg i vejkanten, og lister stille langs husmuren mod lydene.

“Knægt, jeg plaffer knolden af dig, hvis ikke du siger mig, hvad du laver her,” lyder en mands stemme. Hans accent er endnu tykkere end bartenderen i Zone 1s.

“Jaer, er du stum eller hva’?” spørger en anden.

“Jeg har allerede sagt, at jeg gik herhen,” svarer Ezra usikkert.

Jeg tager et kig. Der er tre mænd, den ene med et haglgevær pegende ned på Ezra. Alle tre er de kraftigt byggede, ubarberede og iført hatte med store skygger. Én med et sort overskæg får øje på mig.

“Hey, dig dér,” siger han, og jeg drejer mig med det samme væk, som om det ville hjælpe. “Jeg så dig godt du.”

Jeg kan høre ham gå hen imod mig, så jeg kommer frem af mig selv. Jeg trækker vejret dybt. Så længe de ikke genkender mig, lader de os nok gå. Blikket har jeg syet fast til mine sko.

“Jeg faldt i søvn, Lim, og i næste øjeblik er de tre her ved at slå mig ihjel for at sidde her,” forklarer Ezra irriteret. Han spiller med på at virke så ligegyldige som muligt. “Fik du købt vand?” spørger han, og jeg nikker. Han rejser sig op, og ser på de tre mænd. “Godt. Og hvis vi så må få lov at tage videre.”

Haglgeværmanden stopper Ezra ved at presse våbenet mod hans brystkasse. “Et øjeblik.” Han sætter løbets ende under min hage, og skubber mit hoved op.

Han har genkendt mig.

“Lilium Foster,” siger han, og jeg presser tårerne tilbage i deres kanaler. Jeg vil ikke dø nu.

Ezra træder varsomt et skridt frem. “Hvis du så meget som rører hende,” advarer han, men truslen falder lidt til jorden, for det er ikke ham med geværet i hænderne.

Manden vender sig mod Ezra. “Rører hende? Knægt, vi er på jeres side.”

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...