Fosterfødt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2013
  • Opdateret: 8 jun. 2014
  • Status: Færdig
ROMAN: Lim har aldrig sat spørgsmålstegn til Jagten – en begivenhed, der giver zonernes befolkning syv dage til at slå et udvalgt menneske ihjel. Da det magtfulde Industries dog vælger en hjort ingen havde forudset, går denne menneskejagts egentlige formål op for Lim, og hun beslutter sig for at bryde ud af dens klogreb. Men det er farligt at lege med systemet, og uden varsel er hun pludseligt tvunget til at flygte for livet ud i den nådesløse ørken med en komplet fremmed som den eneste, hun kan stole på. Spørgsmålet er bare, om menneskers fornuft er større end deres grådighed – og hvordan starter man en revolution, når alle ønsker at se dig død? [ADVARSEL: Spoilers i kommentarerne!]

73Likes
52Kommentarer
4435Visninger
AA

5. 4. Hjort

Vejen er lang og uden sving eller kryds, så jeg har ikke svært ved ikke at fare vild. Gamle vejskilte med skudhuller i bliver ved med at love om by og tankstation længere fremme, men efter en halv times kørsel begynder jeg at nære en vis tvivl til troværdigheden. God start.

Pågældende by dukker dog rent faktisk op efter et pænt stykke tid, hvor jeg har kørt omkring firs kilometer i timen over fartgrænsen på hundredhalvtreds. Den er meget, meget lille, højest to hundrede mennesker må kunne bo i den. Mit speedometer dykker til langsom kørsel, da jeg når helt hen. Husene er skæve og beskidte og lavet af nu lidt for gamle planker.

Her er mennesker. Alle lægger et øje på min bil, og ser så hurtigt væk igen. Tre børn leger med en fodbold midt på vejen, men skynder sig væk, da jeg kommer tættere på. Jeg ruller vinduet ned, og den varme, støvede luft infiltrerer straks mine lunger. Jeg hoster en enkel gang. Lugten af jord kradser i min næse. Jeg har brug for at komme ud af bilens indelukkethed.

Jeg parkerer den ved et hus, folk bliver ved med at gå ind og ud ad. Der er ingen skilte til at indikere hvad stedets funktion rent faktisk er, men måske kan jeg købe et kort derinde. Jeg tager min taske med, da jeg stiger ud ad bilen og ud i den brændende hede. Jeg kan allerede mærke min hud blive ristet på kullene, så jeg tøver ikke med at gå trappetrinene op på verandaen og ind gennem dens mørkebrune dør.

Stedet er mørkt og ikke meget køligere end udenfor. Borde er sat op rundt omkring i det forholdsvist lille lokale, og bag bardisken til venstre står en mand, der er ved at tørre et glas af i et beskidt viskestykke. Nogle mennesker sidder og taler sammen ved bordene, og ignorerer alle min ankomst. Der sidder én mand på en høj stol ved baren. Dette er øjensynligt en pub. Jeg skal ikke regne med at kunne købe kort her, men min tørre hals melder sig brat. Derfor sætter jeg mig op til bardisken et par stole fra den anden person.

Bartenderen kommer hen mod mig.

“Og hvad kan jeg så hjælpe dig med?” spørger han. Hans dialekt er sær. Som om hver eneste stavelses udtale skal overdrives for, at jeg forstår, hvad han siger.

Jeg rømmer mig for at rense halsen og undgå at lyde alt for hæs. “Har du vand?”

Først nu får han rigtigt set på mig. “Gode Gud, er du ikke hende fra tv?” spørger han overrasket, og jeg tysser så høfligt som muligt på ham.

“Ikke her,” svarer jeg bare, og lader ham hente mig et glas vand.

Jeg kan ud ad øjenkrogen se ham den anden se på mig. Hans hår er sort og hans næse spids. Som et næb.

“Lilium Foster, ikke?” spørger han. Den mørkhåredes accent er ikke nær så tyk som den anden mands.

Jeg giver et suk fra mig. Så meget for et nyt liv.

“Ezra Evander her,” siger han og hilser ved at give et nik med sin ølflaske.

“Glæder mig at møde dig,” mumler jeg en anelse irriteret. Lad mig være i fred.

Ezra-fyren hører mig åbenbart alligevel, og svarer, “Fornøjelsen er på min side.” Han ser frem for sig igen. “Du virker venligere på fjernsyn.”

Jeg får mit vand og betaler. Glassets bund er nået inden tre sekunder. Måden, den lunkne væske lindrer min kvalte hals, er ikke til at sammenligne med noget andet.

“Burde du ikke være i Luces?” spørger Ezra, selvom jeg troede, at jeg indirekte havde bedt ham om at ignorere mig som pubbens andre gæster gør.

Bartenderen går tilbage til at rengøre glas. Jeg ved, at han lytter med det halve øre.

Jeg giver mig selv god tid til at svare. “Du er godt nok nysgerrig.”

Han trækker på skuldrene. “I er jo bare stadig i gang med Jagten. Vi så dig alle i opdateringen i morges. Hvordan går det Alys?” Han kører en finger rundt på kanten af flaskens hals.

“Ikke så godt,” er alt jeg svarer.

“Hm.”

Jeg flytter blikket hen på ham. “Er det ikke lidt tidligt for alkohol?” spørger jeg. I Las Luces drikker vi det sjældent, og aldrig så tidligt som nu.

Ezra ser på sin flaske, og så på mig. “Klokken er fem.”

“Det er jeg godt klar over.”

Han griner og sender mig et skævt smil. “Velkommen til zonerne.” Han holder en kort pause. “Planlægger du et længere ophold herude?”

Ja.

“Det skal du ikke regne med,” svarer jeg. “Her er alt for varmt og beskidt, og folk har grimme tænder.”

Der lyder et muggent “Hrmpf” fra bartenderen, som står med ryggen til os. Jeg får kontrol over mig selv lige inden, jeg smiler af ham.

Ezra, derimod, lukker en kort latter ud. “Det kan der være noget om,” siger han.

Jeg hviler en kind på mit ene håndled, og begynder at vippe vandglasset fra side til side. “Jeg tror bare, jeg havde brug for at komme lidt væk fra alt,” siger jeg så, og ser ned i det slidte bord.

“Så er du kommet til det rette sted. Jeg håber, du kan lide masser af ørken,” siger han.

“Vild med det,” mumler jeg ned i min hånd.

Han ser tilbage på mig. “Sikke en humørbombe du er,” prøver han at joke med, men hans humor falder lidt til jorden.

Jeg retter mig op, og møder hans blik med trætheden i mine øjne. “I dag har ikke ligefrem været den bedste dag i mit liv.”

“Hvornår er nogen dag lige det?” spørger han retorisk, og jeg tillader mig selv et lille smil, for det var faktisk meget godt sagt.

Pludseligt tænder det lille tv på væggen bag bardisken af sig selv, og vi ser begge derop. Skærmen er lille, men jeg genkender personen. Det er Ostra. Hendes hår er sat op, og hun har fået en gul kjole på. Hun plejer aldrig selv at stå foran kameraet.

Jeg får en klump i halsen.

“Godaften borgere i Las Luces og zonerne. Mit navn er Ostra, og jeg er kommet for at annoncere, at Alys Benjamin er død.”

Ezra ser forvirret over på mig, men siger ikke noget. Jeg ved, hvad han tænker: Der må være noget galt, hvis ikke det er mig, der står og præsenterer afslutningen på Jagten lige nu.

“Vinderen har endnu ikke meldt sig, men I vil få ham eller hende at vide inden for de næste par dage.” Ostra ser hurtigt ned i sine kort. “Industries vil først og fremmest takke jer borgere for at have kæmpet så bravt om præmien, men også for at I som altid har håndteret den midlertidige afsætning af Tilsynet godt. Vi håber, at I vil kunne lade det køre på denne måde lidt endnu.”

Jeg rynker brynene tæt sammen. Tilsynets tilbagevenden plejer aldrig at blive udsat. Jeg kommer ufrivilligt til at holde vejret.

Ezra rykker uroligt på sig.

Pubbens resterende gæster har også vendt opmærksomheden mod tv’et.

“Vi i Industries har i det seneste døgns tid måtte se os nødsaget til at sætte en ekstraordinær Jagt i gang. Men bare rolig - denne gang er præmien også forhøjet til både at dække dig og din nærmeste familie.”

Det giver et sæt i mig. Det er sådan her, Industries vil straffe mig for at virke som en trussel over for dem. En ny Jagt. Selvfølgelig. Og med præmien på livslang lykke i Las Luces forhøjet, vil kampen om trofæet blive ekstra stor. Men hvilken hjort har de valgt, som vil ramme mig personligt? Endnu et barn? Jaime? Det svider i øjnene bare at tænke på det. De må ikke vælge Jaime. Alle andre end ham. Han er den eneste ven, jeg har. Havde. Ham har jeg vel også forladt nu.

Ostra fortsætter uden at give mig tid nok til at tænke. “I vil som altid få syv dage til at slå hjorten ihjel, og alle kneb gælder.” Jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til det tryk, hun lægger på “alle”. “Vi vil som altid også sende jer opdateringer på Jagtens udvikling via tv og radio flere gange i døgnet. Jeg må hellere lade være med at trække spændingen ud.” Hun smiler. “Denne ekstraordinære Jagts nye hjort er Lilium Foster.”

Lilium Foster.

Lilium Foster.

Hver sene i min krop spændes, og jeg kan ikke røre mig ud af stedet. Jeg er den nye hjort.

“Jagten starter om tredive minutter fra nu. Held og lykke, og Industries ønsker jer alle et lysere liv.”

Bartenderen ser på mig. Han er mindst lige så overrasket som jeg er forskrækket.

“Løb.”

Det gør jeg.

Udenfor har stort set intet ændret sig, siden jeg kom, men nu fjerner folk ikke længere deres blikke fra mig. Jeg sætter mig ind i bilen, og smækker døren i. Jeg banker mit hoved tilbage i rygpuden. Begraver ansigtet i mine hænder et øjeblik. Shit, shit, shit. De vil rent faktisk slå mig ihjel. Industries, Horodotos, dem alle sammen. Kun fordi, jeg sagde min mening højt … og fordi jeg har magten til at være en trussel.

Der bankes hårdt og hurtigt på vinduesruden, og jeg springer af forskrækkelse i sædet. Det er Ezra.

“Du kan ikke køre i dén bil,” siger han, da jeg har rullet vinduet ned. “Alle kender den nu.”

Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Mit hoved er ét stort insektbo.

“Hvad skal jeg så gøre?”

Han vifter mig foran næsen med sine egne bilnøgler. “Du kører med mig. Jeg er alligevel på vej væk herfra. Vi skrider.”

Fyren må være bindegal. “Jeg kan fucking ikke stole på dig.” Panisk ryster jeg på hovedet. “Nej, nej, nej, farvel, Ezra.”

Utålmodigt sukker han og ser sig om. “Hør nu her. Hvis ikke du vil stole på mig, hvem kan du så?” Han ser tilbage på mig i bilen. “Ikke for at fornærme dig eller noget, men du overlever ikke en time alene. Og jeg ved, hvad jeg taler om.”

Jeg har lyst til bare at sige nej, og køre hans fod over.

“Okay,” svarer jeg bare. “Hvor holder du henne?”

Han peger på en sølvfarvet bil længere nede ad gaden, der som min egen, slet ikke passer ind i ørkenbilledet. Men jeg tøver ikke med at tømme handskerummets lim ned i min taske og følge efter ham over vejen.

Vi sætter os begge ind på forsæderne. Her lugter stærkt af læder.

Ezra sætter gang i køretøjet, og inden jeg har spændt sikkerhedsselen, er vi på vej ud af den lille by i fuld galop. Jeg klamrer mig til min taske. Selvom jeg har lyst til at lukke øjnene, tør jeg helt enkelt ikke. Det er ikke fordi, min chauffør ikke er en udmærket kører - husene forsvinder bare alt for hurtigt i bakspejlet. Jeg holder blikket fra speedometeret.

“Hvor er vi på vej hen?” spørger jeg. Min stemme ryster kun en smule.

Det tager ham nogle sekunder at svare. “Det ved jeg ikke. Hvor var du selv på vej hen?”

“Samme.”

Han ser hen på mig. “Hvorfor er du den nye hjort?”

“Øjnene på vejen!” kommanderer jeg angst, og med et suk adlyder han. Jeg får langsomt min puls under kontrol. “Det var hele Alys Benjamin-tingen, der startede det,” siger jeg så. “Jeg sagde, at jeg var enig med oprørerne i Zone 5. Jagten er ikke nødvendig. Industries er ikke nødvendigt.” Jeg snøfter en enkel gang. “Og jeg er åbenbart for farlig for dem.”

Ezra nikker roligt. “Godt, så. Så tager vi til Zone 5.”

Overrasket ser jeg på ham. “Vent, hvad? Du kan ikke komme på nogen bedre plan, end at køre gennem hver evigt eneste zone for at finde nogle oprørere, som ingen ved, hvor befinder sig?”

“Ja, for helvede. Jeg troede, du gerne ville overleve,” svarer han lettere irriteret.

“Ingen af os overlever, hvis vi gør det så let for jægerne at spore os.”

Han er stille et øjeblik. Det må være gået op for ham, hvor meget han selv sætter på spil, ved at hjælpe mig.

“Vi tager 93’eren. Den går næsten ikke igennem nogen byer, og den fører direkte op til femte,” siger han så til sidst, og jeg nikker tøvende.

“Okay, det lyder som en god idé. Tak.” Selvom fartpedalen stadig er trykket helt ned, begynder mine nerver at samle sig lidt. Jeg vender blikket ud mod det hurtigt forbipasserende ørkenlandskab af støv, tørre planter og kaktusser. Fra denne vinkel brænder solen ikke så meget mine øjne. “Hvor lang tid vil der gå, før vi er der?” spørger jeg stille.

“Med den her fart? Højst syv timer.”

Jeg piller ved en løs tråd i min kjole. “Så ved et-tiden i nat?”

Han nikker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...