Fosterfødt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2013
  • Opdateret: 8 jun. 2014
  • Status: Færdig
ROMAN: Lim har aldrig sat spørgsmålstegn til Jagten – en begivenhed, der giver zonernes befolkning syv dage til at slå et udvalgt menneske ihjel. Da det magtfulde Industries dog vælger en hjort ingen havde forudset, går denne menneskejagts egentlige formål op for Lim, og hun beslutter sig for at bryde ud af dens klogreb. Men det er farligt at lege med systemet, og uden varsel er hun pludseligt tvunget til at flygte for livet ud i den nådesløse ørken med en komplet fremmed som den eneste, hun kan stole på. Spørgsmålet er bare, om menneskers fornuft er større end deres grådighed – og hvordan starter man en revolution, når alle ønsker at se dig død? [ADVARSEL: Spoilers i kommentarerne!]

73Likes
52Kommentarer
4477Visninger
AA

4. 3. Alys

Alle går langsomt hver til sit. Tager hjem. Jeg har ikke lyst til at tage hjem, så i stedet tager jeg ned i tv-bygningens kælderetager. Gangene hernede er grå og intetsigende. Efter nogle minutter finder jeg døren, der ifølge dens skilt fører ind til den store menneskedatabase, Jaime har fortalt mig om.

Lyset tænder straks jeg træder ind i rummet. Enorme skærme fylder det meste af væggen foran mig. Jeg sætter mig forsigtigt i den ene stol, og løber en hånd hen over touchtastaturet for at vække computeren. Tekst kommer til syne. Jeg kan vælge mellem at lade den scanne mit håndaftryk eller manuelt indtaste en adgangskode for at blive lukket ind. Selvom jeg formentligt ikke er en del af systemet, prøver jeg først scanningen, men computeren afviser mig så snart jeg har lagt hånden på den. Men jeg har ikke tænkt mig at give op lige med det samme. Ved det manuelle skriver jeg i brugerfeltet Jaimes fulde navn.

“Adgangskoden,” mumler jeg for mig selv. Der er plads til seks cifre. “Jaimes adgangskode…”

Det kan ikke være hans fødselsdato, for så dum er han ikke. Et kort øjeblik overvejer jeg, om det kan være en matematisk talrække, men også det virker en anelse for åbenlyst. Tænk, tænk, tænk, Lim, beordrer jeg mig selv. Hvad er hans kode?

I samme øjeblik slår det mig, og jeg taster 11-15-4-5 ind. Det overrasker mig næsten ikke, at computeren fortæller, at jeg har gættet rigtigt. Jaime skal altid finde det sjove i alt. Det gør ham desværre bare let at gennemskue, hvis man rent faktisk kender ham.

Databasens layout er flat og forvirrende. Det tager mig nogle sekunder at finde søgefunktionen, som jeg til sidst får skrevet Alys Benjamin i. Der findes i alt tre Alys Benjamin’er. Jeg vælger hende fra Zone 4.

Samme billede som fra programmet dukker op på skærmen i følgeskab med de vigtigste informationer om hende. Navn, alder, zone, forældre. Jeg havde ret, hun er snart otte år gammel. Datter af Florence og Trevor Benjamin. Jeg klikker på deres navne. Begge har også et dødsår. Jeg bider tænderne sammen. Der står ikke, hvor Alys bor på børnehjem henne. Eller om hun overhovedet gør.

Sagen er den, at jeg ikke ved meget om verden uden for Las Luces. Altså, jeg ved, at der er en verden, men det er omtrent også dét. Ikke mange her i byen har nogenside været ude i zonerne, som skulle ligge i fem ringe omkring os. Yderst, i Zone 5, bor der færrest. De har det vist heller ikke særligt godt derude. Men det er jo ikke nogens skyld. De ligger bare for langt fra Luces, for langt fra Industries, som tager sig af absolut alt lige fra strøm til Tilsynet - ordenshåndhæverne. Det er dem, der ejer tv-stationen. Dem, der indførte Jagten.

Hvorfor, egentlig? Hvad var grunden dengang til, at de valgte at starte en drabsleg, men forklæde den som underholdning og lykkejagt? Og hvorfor er det stadig sådan?

Pludselig hører jeg skridt bag mig.

“Foster?” Det er Jaime. Hans stemme lyder træt og … opgivende. “Det er sent. Tag hjem.”

Et par sekunder går i tavshed.

“Jeg kan ikke,” siger jeg til sidst.

“Hvad mener du med, at du ikke kan?”

Jeg tøver. “Jeg… Jeg, jeg kan ikke gå, for virkeligheden venter lige udenfor, og så er det rent faktisk sket, Jaime.” Min hals binder knude på sig selv. “Det er sket, de har valgt et barn.” Modvilligt mærker jeg tårerne presse på. Jeg bider tænderne hårdt sammen, og ser op i loftet.

Jeg kan høre Jaime trække vejret dybt.

“Jeg ved ikke, om det hjælper, men i sidste ende skal vi jo allesammen dø. Børn dør hele tiden ude i zonerne.”

Jeg nikker stille. “Du har ret. Jeg ville bare ønske, det ikke var på denne måde. Ikke i en konkurrence, hvor man vinder ved at slå en syvårig ihjel.” Jeg vender mig mod ham i stolen. Hans øjne er røde. “For de har jo ikke tænkt sig ikke at deltage. Der kommer stadig til at være en jagt. Stadig til at være en vinder.”

Svagt trækker han på skuldrene. “Hvem ved. Måske er der ikke nogen, der vil være med længere.” Han kan godt selv høre, at han ikke tror på sine egne ord.

“Men hvorfor lige et barn? Hvorfor lige hende?”

“Jeg ved det ikke,” svarer han. “Sagde Horodotos noget om det, da i talte sammen til festen i går?”

Jeg tænker mig kort om. “Han sagde, at der har været uro i de yderste zoner.”

“Uro?” spørger han mig mystificeret. “Jeg har ikke hørt noget om uro.”

“Heller ikke jeg.” Jeg ser væk. “Men det betyder jo ikke, at det ikke godt kan være sandt. Hvem ved, hvor meget to mennesker som os egentligt får at vide om, hvad der foregår i zonerne. Det kan godt være, at der har været uro her i optakten til Jagten.” Jeg gør en synkebevægelse. “Industries behøver ikke så meget som at løfte en finger for at stoppe problemet. Alys Benjamin er måden at lukke munden på dem.”

Jeg ser tilbage på Jaime for hans reaktion. Han svarer mig ikke, før han forlader rummet, men det var i hans blik tydeligt, at jeg må have ret. Gættet rigtigt igen.

 

~

 

Alys Benjamin bliver efter tre dage og nitten timer erklæret død.

Da nyheden når os, befinder jeg mig allerede på tv-stationen i ét af produktionslokalerne. Det føles som et spark i maven.

Ostra står lige ved siden ad mig, så jeg vender mig mod hende.

“Er du glad nu?” spørger jeg hende. “Er du lettet over, at hun endelig er død og borte?”

En stylist skynder sig at pile ud af rummet for at efterlade os alene.

Ostras kølige blik glider hen på mig. “Det er ude af mine hænder hvor længe hjorten overlever, om det så er barn eller voksen.” Hun sukker kort. “Det var nødvendigt at vælge en mindreårig.”

“Det var nødvendigt?” Min krop gløder af vrede.

Hendes blik intensificeres. “Ja, nødvendigt. Jeg tror ikke, du forstår, hvor farligt uro er for os. For Industries.”

“Der må da være noget galt, hvis Industries ikke kan klare lidt kritik af Jagten,” siger jeg.

“Foster, Jagten har ikke brug for kritik. Jagten er, som den er, og sådan vil den fortsætte med at være ud i fremtiden, punktum. Så hvis du har noget konstruktivt at sige, vil jeg anbefale at træde forsigtigt.”

Jeg lægger standhaftigt armene over kors. “Hvorfor var der overhovedet uro, Ostra? Hvad var kilden til alt det her?”

Hun presser læberne sammen, men beslutter sig til sidst for at sige sandheden. “Der har tidligere været problemer med en lille, oprørsk gruppe i Zone 5, som ikke mener, at Industries har ret til at lede alt. De vil selv have lov til at bestemme, og de vil have Jagten afskaffet.” Hun tager en kort pause for at vælge sine ord med omhu. “Der er åbenbart kommet flere af dem siden sidste Jagt for et halvt år siden. Derfor var uroen særligt farlig. Derfor blev vi nødt til at sætte en stopper for dem ved at ramme dem hårdt.”

Jeg ryster forvirret og vred på hovedet. “Men hvorfor er der overhovedet en Jagt? De har ret i, at det burde afskaffes. Der er ikke brug for nogen Jagt.”

“Der er for alt i verden brug for en Jagt,” svarer Ostra mig. “Har du aldrig tænkt over, hvorfor den bliver holdt på så forskudte tidspunkter? Hvorfor den bliver annonceret med så kort varsel? Hvorfor der trækkes lige præcist de mennesker, der bliver trukket?”

Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal svare. “Jeg troede, det var for at skabe lidt forskel i det. Holde spændingen i live.”

Hun himler med øjnene. “Hvorfor du overhovedet arbejder her, aner jeg sgu ikke.” Kvinden ser direkte på mig igen. “Du tager fejl. Jagten er til for at holde alle former for oprørsmulighed nede. Alt, der på nogen tænkelig måde truer Industries, straffes med en Jagt. Endnu en vinder, endnu et drab. Hjorten fungerer som en person, der sender en besked til oprørerne om, at lige meget hvad, vil Industries være dem overlegen, og lige meget hvad, vil de aldrig selv kunne vinde.”

Jeg har fuldstændigt mistet mælet. Det er som om, hele produktionsholdet har gået bag om ryggen på mig i de to år, jeg har været vært. Hvor mange er klar over Jagtens egentlige formål? At vi er blevet løjet overfor, ved ikke at have fået sandheden fortalt?

“Folk skal vide det,” får jeg fremstammet. “Folk skal vide, hvad det er, de i virkeligheden slår ihjel.”

“Lilium-”

“Nej!” Jeg fyldes stødt med arrigskaben igen. “Nej. Vi kan ikke lade som ingenting, for helvede. Oprørerne har ret i, at Industries ikke skal diktere alt, vi skal gøre og sige.”

“Lilium, du forstår ikke, hvor farligt for dig, det er at sige sådan noget,” siger hun. “Det er for farligt for dig. For os alle sammen. Omfanget af et oprør vil være for stort, jeg mener, hvordan kan man styre et land uden et Industries? Det kan man ikke. Alt ville falde fra hinanden.”

“Hvordan kan du sige sådan noget, hvis ikke du selv har oplevet det?”

Hun bliver også selv vredere og vredere. “Fordi jeg har læst historiebøgerne om, hvordan landet dengang var gået i opløsning i borgerkrig, og hvordan Industries bandt alt sammen igen.”

Jeg ser indgående på hende. “Og hvordan kan vi være sikre på, at det rent faktisk var sådan, det foregik?”

Hun gengælder mit blik. “Hold kæft og lev videre som om, ingen ting er sket, hvis ikke du vil have, at Alys Benjamin-hændelsen skal ske igen.”

Jeg retter ryggen. “Du har ret. Det skal aldrig ske igen.” I et hurtigt drej på hælen vender jeg fronten mod døren, mod udgangen. “Farvel, Ostra. Jeg siger op.”

Jeg er allerede langt nede ad gangen, da jeg hører hende råbe efter mig, at jeg ikke kan sige op, men det er for sent nu, skaden er sket, og jeg vender aldrig tilbage.

Min bil tændes uden en lyd, men så snart jeg får den rigtigt i gang, begynder den at spinde som en kat. Jeg accelerer, og kører væk derfra uden at se mig tilbage i bakspejlet. Speederen er skubbet helt ned mod gulvet, indtil jeg er nået tilfredsstillende lagt op over byens øverste fartgrænse. Hvor jeg er på vej hen, ved jeg ikke, men det er også lige meget, for jeg skal bare væk herfra. Væk fra tv-stationen og dens Ostra, væk fra Industries. Jeg skal ud af byen. Ja. Det er dér, jeg er på vej hen: Ud.

Jeg er godt klar over, hvor udgangene til Zone 1 befinder sig. Sådan nogent lunde, i hvert fald. Der er én ved afkørsel fire, så det er den, jeg sigter efter.

Forskrækkede fodgængere springer til siden for mig, selvom jeg ikke engang er tæt på at ramme dem. Det er mig et held, at Tilsynet endnu ikke er tilbage i arbejde, fordi Alys’ død endnu ikke er blevet offentliggjort. De modkørende biler holder sig også så langt fra mig som muligt. Det er okay. Jeg er længe forbi dem, inden jeg når at tænke over, hvorfor de lige pludseligt er så bange for et menneske, der bare træder nogle love en lille smule over tæerne. Det er jo ikke fordi, jeg er ude på at køre nogen ned. Men de ved de selvfølgeligt ikke noget om.

Ikke lang tid går, før jeg kører ned i tunnelen, og der varsles om bom længere fremme. Jeg er splittet. Skal jeg sænke farten eller sætte den endnu højere op? Følge Industries’ regler eller ødelægge så meget som muligt i mit raserianfald?

Jeg sænker farten til næsten ingenting, og triller lige så stille hen til bomhuset. Her er ikke andre biler at se. Ikke engang Zone 1 er et særligt populært besøgssted.

Jeg ser ikke på kvinden bag skranken.

“ID, tak,” siger hun per automatik og meget kedsomt. Hun må virkelig hade sit job.

Fedt. Jeg stikker hånden ned i handskerummet efter mit personkort, og rækker hende det uden at få øjenkontakt.

Jeg kan mærke, at hun tøver, da hun genkender mit navn, men ikke desto mindre kører hun det gennem scanneren. Jeg får det tilbage uden et ord, og bommen går op. Jeg finder det sikrest at køre forsvarligere gennem den resterende del af tunellen. I det ene sidespejl kan jeg se, hvordan skrankekvinden stirrer efter mine baglygter.

Først nu går det op for mig, hvad jeg har gang i. Jeg er på vej ud af Luces til et sted, jeg kun har hørt negativt om og aldrig selv været. Mine håndflader bliver klamme. Pis. Hvor vil jeg tage hen, når jeg endelig er nået ud på den anden side? Jeg kender ingen. Jeg ved ikke engang, hvilken vej jeg skal køre. Jeg er det dummeste menneske i verden.

Og … hvad vil Ostra gøre nu? Hun vil straffe mig, vil hun ikke? Eller, Horodotos vil. Han vil straffe mig, som han straffede uromagerne med Alys, og som han straffede alle andre samfundstrusler før dem. Trodsigt bider jeg tænderne sammen. Jeg har ikke tænkt mig at finde mig i noget som helst af dét, Industries vil smide mig i hovedet. Plus, hvor slemt kan det blive - jeg er trods alt født og opvokset i Las Luces. De kender mig tilstand, så de tør sikkert ikke engang lægge en finger på mig. Jeg skal nok være i sikkerhed.

Det lysner forude. Jeg er endnu så langt fra udkørslen, at jeg kan se andet end den ekstreme hvidhed. Ubevidst sætter jeg farten en anelse op. Friheden er lige fremme. Industries er officielt bag mig. Til sidst er jeg så tæt på Zone 1, at jeg kan se, at den i bund og grund må være beståede af himmel, vej og-

I samme øjeblikke er jeg ude af tunellen, ude i friheden, og jeg må klemme øjnene godt sammen for overhovedet at kunne se, hvor på asfalten jeg kører. Alt er så overdrevent lyst. Solen er skarp, skarpere end i Las Luces, og himlen er mere hvidlig end lyseblå. Men sandet og støvet alle vegne er ikke til at tage fejl af. Jeg har set billeder af dette. Jeg er rent faktisk ikke længere i min fødeby. Zonerne er ikke andet end små landsbyer, prærie, bjerge og dårligt asfalterede veje. Hvor antiklimatisk.

Jeg føler mig malplaceret i min påfaldende rene kjole og velfriserede hår. Måske er det alligevel ikke her, jeg bør være, ikke her jeg hører til. Det ville nok være klogest, hvis jeg vendte om nu, hvor jeg endnu ikke er nået alt for langt ud i zonerne. Men på den anden side hører jeg definitivt ikke hjemme i Luces længere. Altså bliver jeg bare nødt til at lære at tilpasse mig. Og det bliver nok på den hårde måde.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...