Fosterfødt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2013
  • Opdateret: 8 jun. 2014
  • Status: Færdig
ROMAN: Lim har aldrig sat spørgsmålstegn til Jagten – en begivenhed, der giver zonernes befolkning syv dage til at slå et udvalgt menneske ihjel. Da det magtfulde Industries dog vælger en hjort ingen havde forudset, går denne menneskejagts egentlige formål op for Lim, og hun beslutter sig for at bryde ud af dens klogreb. Men det er farligt at lege med systemet, og uden varsel er hun pludseligt tvunget til at flygte for livet ud i den nådesløse ørken med en komplet fremmed som den eneste, hun kan stole på. Spørgsmålet er bare, om menneskers fornuft er større end deres grådighed – og hvordan starter man en revolution, når alle ønsker at se dig død? [ADVARSEL: Spoilers i kommentarerne!]

73Likes
51Kommentarer
4796Visninger
AA

24. 23. Vinderen

Jeg presser speederen så langt ned, at den ligger fladt mod bilens gulv. Udenfor kan jeg høre en alarm, der i et mekanisk tonefald beder Las Luces' indbyggere om at søge indendøre med det samme. Min motor bliver overdøvet af et væld af sirener og blink i bakspejlet. Jeg trykker på den knap på kontrolpanelet, der gør bilen lydtæt. 

Stilhed. 

Jeg registrerer knap nok de steder, jeg kører forbi, har kun én destination i hovedet, men alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke. Tænke tilbage på dengang Luces var mit hjem og Zonerne var noget ukendt og farligt, noget man helst ikke talte om på andre tidspunkter end Jagten. Beboerne længst ude blev ikke engang set som rigtige mennesker. Ansigtsløse, mest bare navne på en liste. Hvor tog jeg dog fejl, hvor tog hele Las Luces og Industries dog fejl. 

Vægten flytter jeg over på bremsen, da jeg drejer bilen mod Radioationtårnet. En anelse højere end de andre bygninger med glas i stedet for mure. Hele bygningen ligger i mørke og ligner lidt en skygge til alle de andre. Jeg hører selvfølgelig ikke glasfacaden splintres, da jeg smadrer ind i lobbyen, selvom det bliver til en flodbølge af krystalliseret konfetti, der vælter ind. Bilen stopper lige inden den ville have væltet en af skrankerne. 
Larmen ude fra gaden slår mig som en mur, da jeg åbner døren og træder ud. Glassplinterne knaser og glider rundt under mig, så jeg er nødt til at gå koncentrere mig ekstra meget om min balanceevne. Jeg får øjenkontakt med en kvinde, som sammenkrøbet kigger frem fra sit skjul bag den anden skranke. Hurtigt forsvinder hun. 
“Hey,” siger jeg, og træder tættere på. “I skal ud herfra. Nu. Jeg vil ikke gøre jer ondt, så I bliver nødt til at løbe.”
Hun og to andre rejser sig rystende op. Jeg genkender dem alle som nogle, der arbejder her.
“Er der andre i bygningen?” spørger jeg. Min stemme lyder overraskende kold, selvom mit hjerte sidder i halsen på mig. 
Den ene, en ung mand, ryster forsigtigt på hovedet. “Vi er de eneste, bygningen er blevet luk-”
“Så løb,” afbryder jeg. “Og hvis I møder nogen udenfor, så sig at de skal holde sig væk herfra. Forstår I?”
Adlydende nikker de alle tre, og er få sekunder senere ude af bygningen, samme vej jeg kom ind. Selv ude på vejen kigger de sig hver især ængsteligt over skulderen, men jeg vil ikke fortsætte, før jeg ved, at de er i sikker afstand. 
Jeg tager elevatoren to trejdedele op, op til etagen mit gamle studie ligger på. Det er med en fremmed følelse, jeg træder ud gennem dørene og ud på det store åbne areal, som gangsystemerne har deres udspring fra. Her er kun en anelse mørkt. Las Luces skinner ind gennem glasvinduerne lige over for mig og oplyser området så meget, at det kunne have været dag, selvom stolene og de enkelte planter kaster lange skygger bagud. 
Det er underligt, hvordan det føles, som om hele bygningen skubber mig væk. Frastøder mig som om vi er to forskellige magnetiske poler. Jeg har heller ikke lyst til at være her, her i udspringet af alt det, der har revet så dybe ar i Zonerne. Hvorfor tog det mig så lang tid at indse? 
Jeg går forsigtigt længere ind, ind i lyset. Mine sko bevæger sig lydløst på det tæppebelagte gulv, men er alligevel det eneste, man kan høre. Det gibber forskrækket i mig, da stilheden brydes af elevatordørene, der glider i igen. Skærer tænder af den smerte i kroppen, mine flakkende hjerteslag sætter i gang. Dybe vejtrækninger hjælper ikke engang længere. Men det er okay.
Jaime hørte også til Radioationtårnet på samme måde, som jeg gjorde. Afslappede, smilende Jaime. Han var måske det klogeste menneske, jeg nogensinde kommer til at kende, og alligevel var han intet andet end en lille tekniker, der arbejdede for Industries. Og nu er han død. Er der overhovedet nogen her i Luces, der savner ham? Venner, familie? Jeg ler kort over ironien. Før Zonerne så jeg ham som min bedste ven, men det er gået op for mig, at jeg nok ikke kendte ham så godt, som jeg troede.
Jeg savner dem alle sammen, kan mærke sorgen gnave et stort, sort hul midt inde i mig. Jaime, Aurora, lille Jonah, der var så meget mere end bare et barn ... Ezra. Vantroen skyller ind over mig som en flodbølge, Ezra kan ikke være død, jeg havde lovet mig selv, at han skulle overleve, at han skulle være med til at genopbygge samfundet efter oprøret. Mine arme holder krampagtigt sammen om mine ribben. Det føles, som om alt er ved at falde fra hinanden derinde, og jeg kan ikke finde ud af, hvordan jeg stopper smerten. Men der er ingen tårer. Alt gør så satans ondt, og alligevel græder jeg ikke. For jeg kan godt stå imod. Lidt endnu.
Langsomt begynder jeg at kunne høre lyde nede ad gangen fra venstre. Tunge skridt, besværet vejrtrækning. Jeg vender mig mod det i øjeblikket, Horodotos træder frem. Han holder sig stadig for skulderen, der nu har en hurtig forbinding om sig. Jeg går ud fra, han er kommet i helikopter, eftersom han tog netop den vej, men det hverken lyder eller ser ud som om, der er andre med ham. 
“Du er alene?” spørger jeg, min stemme stadig kold og afmålt.
Han nikker ikke engang, ser bare på mig med et blik, der ikke ville have haft mere til overs for en myre. “Tro ikke, du har overhånden, Lilium Foster. Bare fordi vi er i Radioationtårnet, betyder det ikke, jeg vil lade det gå dig efter planen. Det er slut. Forstår du? Der er ikke flere af dine små venner tilbage. Du har tabt.” Det går op for mig, at han i sin gode hånd holder en pistol, da han retter enden mod mig. Las Luces's lys danser sølvglinsende i metalløbet. Et lavt klik giver en rungende genlyd til langt ned ad gangene, idet han slår sikringen fra. 
Jeg synker og træder et halvt skridt tættere på ham. “Tabt?” Et lille smil spiller over mine læber. “Der er sgu noget, du glemmer. Jeg er hjorten, og det her,” jeg vender mig mod aftenen, der strømmer ind gennem vinduerne, “er den ottende nat. Og det må da kvalificere mig som vinderen.”
“Industries er vinderen,” svarer Horodotos, “Industries er altid vinderen. Hvem er det, der har pistolen i hænderne? Hvilken lille, svag, ubetydelig tøs er det, der er et sekund fra at have en kugle i panden?” Han går selv tættere på mig, men jeg viger ikke et øjeblik væk. Bryder ikke øjenkontakten. 
“For at citere et stort menneske,” siger jeg og træder to skridt bagud, fronten mod ham. Smiler, selvom mit hjerte knuser dets brystkasse indenfra og knoglerne i mine ben ryster af frygt. “Peter Horodotos.” Min ene hånd leder jeg langsomt bagud mod ryggen. “Til helvede med dig og alt du har ødelagt.” Jeg griber fat op pistolen i min baglomme, slår sikringen fra, sætter den mod mit bryst, trykker til så knoerne bliver hvide, uden at blinke. 
Jeg hører vinduesglasset bag mig gå i stykker. Snurrer rundt og får straks øje på hullet i ruden, omringet af et spindelvæv af revner. Men jeg kan ikke mærke noget. Kan ikke mærke noget som helst. Selv smerten er væk.
Horodotos giver et rasende brøl fra sig, og jeg når knapt nok at vende mig tilbage mod ham, før jeg mærker hele min krop blive skubbet væk af en styrke, der er umulig at kæmpe imod, jeg kan ikke få fodfæste. Mine ben svigter mig, og jeg bliver presset længere og længere væk, tættere og tættere på hullet i glasset og ...
Vinduet bliver brudt til tusinder af knive. Sylespidse knive, der skærer mig i ansigtet og på armene, men det er ikke dét, jeg tænker på, for jeg falder. Min krop falder, arme og ben flagrende efter noget at gribe fat i, selvom det eneste de får, er flere glasknive, jeg kan næsten se min egen krop falde, se mig selv komme tættere og tættere på jorden, se... 
Se min krop lyse op som et bål. Et stjerneskud. Al lyset blænder mig, og jeg kan mærke mit hjerte igen, bomben, men det gør ikke ondt. Det gør overhovedet ikke ondt, da det tager sit allersidste slag og giver slip. 
Og lige pludselig er det 

 

Slut

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...