Fosterfødt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2013
  • Opdateret: 8 jun. 2014
  • Status: Færdig
ROMAN: Lim har aldrig sat spørgsmålstegn til Jagten – en begivenhed, der giver zonernes befolkning syv dage til at slå et udvalgt menneske ihjel. Da det magtfulde Industries dog vælger en hjort ingen havde forudset, går denne menneskejagts egentlige formål op for Lim, og hun beslutter sig for at bryde ud af dens klogreb. Men det er farligt at lege med systemet, og uden varsel er hun pludseligt tvunget til at flygte for livet ud i den nådesløse ørken med en komplet fremmed som den eneste, hun kan stole på. Spørgsmålet er bare, om menneskers fornuft er større end deres grådighed – og hvordan starter man en revolution, når alle ønsker at se dig død? [ADVARSEL: Spoilers i kommentarerne!]

73Likes
52Kommentarer
4419Visninger
AA

23. 22. Ham

Jeg lader nogle sandkorn trille gennem mine fingre. Det må være middag så stærk som solen er, men skyggen fra et hus af gamle bjælker køler en smule. Det føles, som om jeg ikke kan blinke støvet ud af mine øjne lige meget hvad. 
Det her sted, jeg kan genkende det. Jeg sidder i et minde fra Sundon, dengang alt stadig var okay, jeg kan huske det hele. Jeg har lige talt med Horodotos, og ved siden ad mig sidder…
“Du er døende,” siger Ezra. Det er ikke engang et spørgsmål længere. Jeg kan ikke finde de ord, jeg har brug for. Mine tanker vælter rundt i hinanden. Han ser på mig. “Det er fint nok. Bare giv dig god tid, den har vi masser af her.”
Helt stille synker jeg. “Hvad sker der? Hvorfor er jeg her?”
“Vi er i dét Sundon Town, du bedst kunne lide,” svarer han. “Jeg er ikke den rigtige Ezra, bare så du ved det.” 
Det siger du ikke. “Hvilken er du så?”
Han griner. Det gør helt ondt, så meget jeg har savnet at høre den latter, falsk fremstillet eller ej. “Den herinde,” siger han og prikker mig på tindingen. “Alt det her er egentlig bare det bedøvelsesmiddel, du har fået. En ret stærk dose endda, men hvem ved om de vil have dig til at vågne op igen alligevel.” De ord, der kommer ud af hans mund, passer slet ikke til smilet. “Lad være med at tage det så tungt. Du har jo mig til at underholde dig lidt endnu.”
Jeg kniber øjnene sammen. “Men til hvilken nytte? Du er jo bare fremstillet af mit eget hoved.”
“Du vil blive overrasket over, hvor lidt du rent faktisk lytter til dig selv.”
“Pis af, Ezra.”
“Ikke Ezra, husker du nok.” Han blinker til mig.
Opgivende giver jeg et suk fra mig og ser væk. Det er sært, så virkelig denne del af min hjerne føles. Det er jo trods alt bare et minde, en scene. Og alligevel kan jeg lugte støvet og varmen, indånde håbløsheden, der ligger over Zone 5. “Så det er sådan her, det slutter?” spørger jeg med blikket ud mod den åbne ørken, man kan skimte mellem to skæve huse. “Er det her alt, jeg får sagt?”
“Du har allerede sagt en del,” husker ikke-Ezra mig på. “Glaspigen er på alles læber lige nu, og inden længe vil oprørerne selv gøre et forsøg på at overtage Luces. Du har gjort så meget, og det ved du også godt selv. Det må da være nok.”
Stædigt ryster jeg på hovedet. “Nej. Jeg har ikke gjort mit arbejde færdigt.”
“Mener du dét, Doc talte om?” Han rynker panden og rykker tættere på mig. “Lim, det var aldrig dit job at springe noget i luften for nogen som helst. De kan ikke tvinge dig til noget.”
Jeg mærker min hånd knyttes og mine negle bore sig ned i jorden. “Men det er det mindste, jeg kan gøre.” Jeg presser kindtænderne sammen og ser på ham. “Og hvis jeg bare er det rigtige sted, kan jeg måske få Horodotos med. Det er ham, der er skyld i alt det her. Han skal få, hvad han fortjener.”
Ezra læner sig en smule væk fra mig igen. “Men det kan være lige meget nu, ikke? Forskerne neutraliserer bomben og gør, hvad de vil med resten af dig. Smider dig ud eller skærer dig op til hundefoder, selvom der nu ikke er meget kød tilbage på dig,” siger han og niver mig i armen. Jeg trækker mig væk. 
“Jeg kan ikke lide dig,” siger jeg men sammenknebne øjne og rejser mig op. “Og jeg kan ikke lide det her sted. Det er ikke sådan, virkeligheden er, så det er ikke sådan her, jeg vil tilbringe den tid, jeg har. Send mig tilbage.”
Han smiler til mig, men det er ikke et smil, der varmer som det gjorde tidligere. “Tilbage til hvad?” spørger han og kommer selv på benene. Der er noget nedladende over den måde, han kigger på mig på. “Tilbage til dén verden, hvor alle gør hvad de kan for at slå dig ihjel? Tilbage til den verden, hvor alle du kender og holder af selv er døde?”
Jeg tager et skridt mod ham. “Hvilket bare er endnu mere grund til, at jeg ikke kan stoppe min opgave halvvejs.” Jeg prøver at holde min vejrtrækning under kontrol, selvom vreden bliver ved med at overskygge alt andet. “Og Ezra. Den nye verden får brug for sådan én som ham. Han skal leve, det skal jeg nok sørge for.” 
“Ham, som løj for dig igen og igen - og af hvilken grund?” Han giver sig til at le. Hånende. “Den fyr er manipulerende og utilregnelig - se selv, hvordan han har fået dig til at stole så ufatteligt blindt på ham. Det er problemet med dig, Lim. Du kan ikke se forskellen på godt og ondt. Har det nogensinde slået dig at se situationen fra en anden vinkel? Hvad nu, hvis opdelingen af Las Luces og Zonerne i virkeligheden er den bedste løsning for begge parter? Dine kære oprørerende venner er ikke andet end folk med et forskruet verdenssyn og trang til selvdestruktion.” Overlegent lægger han armene over kors. “Du er ikke på englenes side, og det ved du godt selv.” 
Jeg presser tænderne sammen. “Der er hverken godt eller ondt i et oprør, det ved jeg godt,” hvisler jeg. “Men der er Jagten. Det var dén, der startede det hele, og jeg skal gøre alt, der står i min magt for, at det også er den, der slutter det igen.”
“Og hvordan vil du gøre det, hvis du er død?”
Sekundet jeg springer på ham, er det slut med at tænke. Låser bare hænderne fast om hans hals og trykker ham ned i støvet. Hivende efter luft, der ikke er der, prøver han at skubbe mig væk, men jeg klemmer bare hårdere sammen. Ezra er her ikke længere. Det er ikke andet end mit eget sind i forklædning, og jeg er færdig med at parere ordrer. 
Omkring os samles sorte uvejrsskyer, der lægger ørkenbyen i mørke. Jeg ser et glimt og hører tordenskraldet lige efter. Mærker ikke rystelserne. Mine øjne er fikserede på kroppen under mig. Hans hoved er begyndt at få en blå tone.
“Du er,” hvæser Ezra med den sidste luft i sine lunger, “sindssyg.” Han slår ud efter mig, men der er ikke flere kræfter tilbage i hans arme.
“Måske.” Jeg smiler til ham. “Men nogen skal jo ændre tingene.”
Gispende slår jeg øjnene op mod et loft, hvidt. Alt omkring mig er sygeligt blegt og brænder i øjnene, og jeg er ikke alene. En mand i kittel hører mig og snurrer rundt, men er ikke hurtig nok til at undgå den lampe fra sengebordet, jeg rammer ham i hovedet med. Han ryger i gulvet med det samme, og jeg gør et forsøg på at komme ud af sygesengen. Det fucking virkede. Jeg vågnede. Mine ben ryster under vægten af kroppen, og det føles, som om hele verden sejler. Bedøvelsesmidlet. Måske jeg burde have ventet lidt. 
Men nej. Jeg snubler hen mod et højt skab, hvor de må obevare mine ting. Det er ikke låst, men jeg er nødt til at lægge alle mine kræfter i for at tvinge lågerne fra hinanden. I det mindste gættede jeg rigtigt. På en hylde ligger mit beskidte tøj pænt foldet sammen, og på en anden min pistol. Et glædeligt gensyn. 
Efter at være kommet i tøjet stikker jeg våbnet i baglommen og søger over mod de andre skabe, da jeg kommer til at tænke på, at en pistol måske ikke er nok at forsvare sig med. De fleste steder er der ikke andet end skalpeller og kanyler, hvilket ikke ligefrem er nok til at gøre en person ukampdygtig, men allernederst i en skuffe falder mit blik over noget, der kun kan beskrives som en tyve centimeter lang køkkenkniv. Det gyser i mig ved tanken om, hvad forskerne kan have haft brug for sådan én til. Jeg lukker fingrene om grebet. Minder mig selv om, at det kun er for at forsvare mig selv, og måske har Ezra brug for hjælp. Ja. Jeg må finde Ezra.
Mine ben er stadig følelsesløse, da jeg kommer ud på gangen. Værelsesnumrene fortæller mig, at jeg ikke er langt fra dér, de havde Ezra sidst, men spørgsmålet er så bare, om de kan have flyttet ham i mellemtiden. Jeg aner ikke, hvor længe jeg har været uden for bevidsthed, eller om der overhovedet stadig er dagslys udenfor. Men det kan også være lige meget. Jeg sætter den ene fod foran den anden mod venstre, forsigtigt så mine lemmer kan vænne sig til at være i sig selv igen. For helvede, den dose bedøvelsesmiddel var helt klart myndiget på at få mig til at forblive bevidstløs. Jeg lukker et lille smil ud. Der skal alligevel en del mere til for at stoppe hende Glaspigen.
Med lidt mere følelse i kroppen sætter jeg tempoet op. Jeg bryder mig ikke om, hvor stille her er, men på den anden side kan det jo godt være, at det er midt om natten lige nu. Og dog. Hvis nogen har en bombe at neutralisere ... ville de så i det mindste ikke have vagter på hendes dør? 
Tanken skrues op for, så snart jeg får øje på indgangen til Ezras rum. Absolut ingen, heller ikke, da jeg skubber døren op og finder ham stadig spændt fast til sengen. 
Med et lettet suk ser han dog over på mig. “Lim. Du er okay?”
Jeg skynder mig at nikke, kommer hen til ham og får åbnet sikringen i hans ene håndledsspænding. Der lyder et lille klik, og det glider op. “Hvor længe var jeg væk?” spørger jeg, og giver mig i kast med ankeljernene. Ezra er selv gået i gang med det andet håndled.
“Ikke lang tid,” svarer han, koncentreret om at få sikringen op med én hånd, hvilket ikke går så godt. “En time eller to, jeg ved det ikke.” 
Jeg presser læberne sammen. Så det er altså stadig eftermiddag. Efter at have hjulpet ham med håndleddet, får jeg ham op at sidde. “Det giver bare ikke mening,” mumler jeg, mest til mig selv.
“Hvad giver ikke mening?”
Jeg kommer ned i øjenhøjde med ham. “Det hele. Hvordan alt stadig går så meget efter planen - jeg løb slet ikke ind i nogen derude. Hvad fanden betyder dét lige?”
“Hey, rolig.” Han sætter en lok hår om bag mit øre. “Det betyder bare, at guderne er med os i dag,” siger han drillende og griner ved mine himlende øjne. Så løber hans eget blik over kniven i min hånd. “Shit, er du seriøs omkring den dér?”
“Jeg har tænkt mig at få os begge ud herfra i live, ja.”
“Mind mig om ikke at pisse dig af, okay?”
“Den er du lidt sent ude med,” svarer jeg, rejser mig og ignorerer hans “Hey, jeg har sagt undskyld, og jeg gjorde det sgu da for at beskytte jer andre.” Den idiot. Eller, indeni har jeg vel på en måde tilgivet ham for at køre mine følelser over med en vejbryder, men det er ikke ensbetydende med, at han har ret til at gå fri lige med det samme. 
Jeg hjælper ham op at stå, hvilket han klarer langt bedre end jeg gjorde. “Er oprørerne med dig?” spørger han, og jeg ryster på hovedet. Han giver sig til at stirre på mig. “Siger du, at du kom for at befri mig alene? Ingen som helst back-up eller noget?”
“Slap af, jeg har styr på det.”
Han stønner irriteret og træder et skridt væk fra mig. “Til helvede med, om du har styr på noget som helst. Hvis vi bliver fanget igen, så er det fucking ude med os begge. Har du overhovedet tænkt det her igennem?”
“Skulle vi ikke bare se at komme væk herfra?” vrisser jeg og går mod døren. 
“Må jeg i det mindste ikke få et af dine våben?”
“Vil du virkelig have mig til at minde dig om, hvem af os det var, der skød efter den anden i Sundon?”
Han dropper at svare.
Med ham lige i hælene bevæger jeg mig tilbage til gangen, hvor det pludselig går op for mig, hvor desorienteret jeg rent faktisk er. Det tager også min hjerne et par gode sekunder at rette væggene op. Hvor fanden var det nu, udgangen er? Jeg prøver at gennemgå kortet over komplekset i hovedet, men får ingenting ud af det - udover hovedpine.
“Problemer?” lyder det lettere irriteret fra Ezra. 
Jeg tøver et øjeblik. 
“Årh, for helvede,” siger han, griber fat om min frie hånd og leder mig mod højre. 
Jeg er for ordløs til at gøre modstand.m“Du kender vejen?” spørger jeg i stedet. Min stemme ligger i et par tonelejer lavere end normalen, selvom jeg er usikker på, hvor stor en forskel det gør. 
Han ser koncentreret frem for sig, da han taler. “Sådan cirka. De har flyttet rundt på mig et par gange, siden jeg kom, så jeg har i hvert fald en idé om, hvor vi er. Jeg kan nok ikke få os ud, men jeg kan få os et stykke i den rigtige retning.” Han skæver til mig. “Og så kan du sikkert godt resten af vejen, ikke?”
“Det finder vi jo ud af,” mumler jeg omtumlet. Jeg føler mig allerede forpustet, selvom vores tempo ikke engang kan kaldes løb. Hjertet har jeg siddende i halsen, pumpende, kvælende. Det banker for hurtigt. Alt, alt for hurtigt. Jeg er nødt til at give slip på Ezra og gribe ud efter væggen. 
Han snurrer rundt og når lige at gribe mig, da jeg mister fornemmelsen for op og ned. “Lim! Hey!” Han slår mig i ansigtet, men det giver mig kun lyst til at kaste op på ham. “Bliv hos mig, okay? Du kan godt høre mig, ikke?”
Jeg giver et lille nik fra mig, selvom hans ansigt nu synes ret langt væk i mit synsfelt. 
“Godt, skønt, så fokuser på mig, fokuser på min stemme. Lilium Foster, du har bare ikke at gå i sort lige nu. Hvad er der galt? Er det bedøvelsen?”
Det går op for mig, at han ikke ved det. Ezra ved ikke noget om sandheden med det sorte hul, jeg bærer rundt på i kroppen. Han tror stadig, det bare er en sygdom. På én eller anden måde gør det mig lidt glad. Det minder mig i hvert fald om dengang alt var så godt som fint, dengang oppe på overfladen i Sundon Town. 
“Jeg er okay,” får jeg sagt, selvom det nok bare kommer ud som en utydelig mumlen. “Det er okay.”
“Det må være bedøvelsen,” bliver han ved. “Jeg tænkte nok, det ikke var godt for dig bare at springe ud af sengen, som om intet var sket.”
“Hvem skulle ellers redde dig, tumpe.”
Han tvinger en halvt smilende mine frem. “Du svarer mig imod, det er vel et godt tegn.”
“Jeg siger jo,” jeg støtter mig på hans knæ og rejser mig op, “at jeg er okay. Det er bare, du ved...” Jeg indser, at jeg har ikke lyst til at lyve for ham. Ikke nu, ikke mere. “Jeg fandt ud af, hvad mit hjerte fejler.”
Ezra lægger ikke skjul på sin lettelse. Med et smil siger han, “Årh, fedt. Så når vi er ude herfra, skal vi jo bare finde nogen, der kan gøre dig rask så hurtigt som muligt, ikke?” Han tager min hånd, og jeg følger med blikket hans arm op til hans øjne. “Sikker på, at du kan gå?”
Ståkandet glor jeg bare på ham. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal svare ham, de rigtige ord slipper aldrig mit stemmebånd. Mit hoved kører rundt og der er ikke noget, der giver mening alligevel, så jeg siger bare “Mmh,” og følger efter ham igen, et roligere tempo denne gang, selvom alt stadig går for hurtigt. Måske jeg alligevel bare skulle holde mund omkring sandheden. Så slipper jeg nok også for at sige farvel. Igen.
Vi nåede aldrig så langt. 
Med hinanden i hænderne kommer vi til et kryds. Ezra trækker mig mod venstre, mens jeg holder øje med, at gulvet ikke forsvinder under mine fødder, men et ryk i armen hiver mig tilbage og jeg er lige ved at falde over mig selv. Ezra står stivnet midt i det hele, ude af stand til at sige noget, blikket vendt frem for sig. Jeg følger hans øjne. 
Foran og bag os er vejen spærret af sortklædte, tungt bevæbnede tilseere, geværerløbene rettet lige mod os. De må være, hvad, femten i det hele. Men det er ikke dét, der skræmmer mig mest. For midt i den forreste række af soldater står han. Peter Horodotos. Armene ligger overlegent foldede over hans bryst. Frygten sender et ryst gennem mig, og alt jeg vil er at se væk, men det er lige præcist det eneste jeg ikke kan. Jeg kan mærke, hvordan luften siver ud af min krop, svinder ind til ingenting. Har aldrig været så rædselsslagen. 
“Lilium.” Mandens stemme klistrer sig til mine øregange og hænger fast, selv efter han har talt. Det selvfede smil på hans ansigt brænder. “Glæder mig at se dit kønne ansigt igen. Men du ser mig nu noget bleg ud.” Han griner og vender sig mod tilseerne bag sig. “Har jeg ikke ret? Ser hun ikke lidt sløj ud?”
Ezra træder er skridt fremad. Han slipper ikke min hånd. “Til helvede med dig, Horodotos. Til helvede med alt du er, alt du har ødelagt.”
Smilet går ikke væk et eneste sekund. “Se, hun har endda fundet sin lille kæreste igen. Så søde de er sammen. Det ville bestemt være en skam, hvis-”
“Stop,” afbryder jeg. “Det er mig, I vil have, okay? Lad Ezra gå. Så skal jeg nok gøre, som I siger.”
Mundlam snurrer Ezra hovedet mod mig. Jeg ved udmærket, hvad han tænker - at jeg ikke bare uden videre kan ødelægge denne perfekte mulighed for at få ram på ham på grund af én person. Jeg ville ønske, jeg kunne forklare ham det hele, men jeg ser ikke engang på ham, kun Horodotos. Kan ikke vise nogen form for plan. 
Manden foran os klemmer øjnene en anelse sammen. “Hvad skal jeg bruge det tilbud til? Jeg kunne lige så godt gøre det af med jer begge lige nu og her.”
“Og du er sikker på, at det ikke vil give bagslag?” spørger jeg og skæver et splitsekund ned ad min brystkasse. 
“Ikke så længe jeg sigter efter hovedet.”
Ezra rynker brynene, og ser på os skiftevis. Hans blik ender tilbage på mig. “Hvad foregår der?”
Horodotos ser også hen på mig, en anelse overrasket. “Han ved ikke noget?” Der kommer en kort latter fra ham “Interessant drejning. Du har godt nok problemer med at fortælle sandheden til folk.”
Jeg knytter hånden om skaftet på køkkenkniven til knoerne bliver knoglehvide. Vender mig mod Ezra. “Hør,” siger jeg, “der er en bombe i mig, mit hjerte. Det har der altid været, men jeg fandt altså først ud af det for, hvad, timer siden, okay? Og den detonerer snart. Forstår du, hvor fucking meget jeg vil kunne rette op på med den?” 
Jeg leder ihærdigt efter den mindste ledetråd af følelse i hans øjne, men kan ikke tyde noget. Og alligevel... Jeg tror, han forstår. Han forstår, hvordan landet ligger, og mere er der ikke at diskutere, for det er sådan, det kommer til at blive, om han vil det eller ej. Derfor glider hans sine fingre ud af mine og lægger hånden på min kind og langs min kæbe. Der løber et koldt gys gennem mig ved hans fingerspidser, men jeg gør ikke modstand. Det er et godt gys. Langsomt løfter han mit hoved en anelse. Og med ét kysser vi. Intet dybt eller lidenskabeligt, men det er os, så sådan skal det være. Da vores blikke mødes igen mærker jeg min hals snøre sig sammen. Hans øjne er så blanke, at jeg kan spejle mig selv i dem, men lige nu er det sidste jeg vil se på mig selv. Der er kun Ezra. 
Han vender hovedet væk. “Peter Horodotos,” siger han, “jeg ville bede min sidste bøn, hvis jeg var dig. Hvis jeg var dig, ville jeg løbe så langt ud i Zonerne, jeg kunne, selvom det ikke ville gøre nogen forskel, for vi finder dig alligvel. For det er slut med Jagten. Det er slut med opdelingen af lyslivene og Zonernes folk. Alle vil snart kunne rejse hvorhen de vil, og du vil være død. Men det ville selvfølgelig være lidt for overdrevet at sige, at du er roden til alt ondt. Du er ikke det eneste, der er på vej ned.” Vi udveksler et kort blik. Jeg nikker. Forstår godt, hvad Ezra mener. Han træder et skridt mod mig, men genopretter fokus på Horodotos. “Så jeg er ked af det, jeg gør nu, men,” siger han, “der er en person, der er nødt til at komme derhen før dig.”
Jeg når knapt nok at registrere, hvad der sker. I det ene øjeblik har Ezra min kniv i hånden, jeg når ikke engang at spørge mig selv om, hvornår han fik taget den fra mig, og splitsekundet efter er den begravet i Horodotos’ overarm, blodet sprøjtende ud og ned på gulvet. Jeg bliver skubbet væk fra det hele, snublende over mig selv, forvirret, over på den anden side ad gangen vi kom fra. Jeg falder ikke, men snurrer rundt for at genvinde balancen i samme øjeblik som tordenvejret begynder. Kugler, der én efter én gennemborer Ezras krop. 
Så meget blod. 
Jeg venter ikke på at se ham falde. Tør ikke. Vender bare rundt og løber, stærkere end jeg nogensinde før har løbet. Intet er virkeligt mere, skriger det i mit hoved, det er et mareridt. Og jeg ved, jeg har ret. Problemet er bare, at jeg dette ikke er noget, jeg kan vågne op fra.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...