Fosterfødt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2013
  • Opdateret: 8 jun. 2014
  • Status: Færdig
ROMAN: Lim har aldrig sat spørgsmålstegn til Jagten – en begivenhed, der giver zonernes befolkning syv dage til at slå et udvalgt menneske ihjel. Da det magtfulde Industries dog vælger en hjort ingen havde forudset, går denne menneskejagts egentlige formål op for Lim, og hun beslutter sig for at bryde ud af dens klogreb. Men det er farligt at lege med systemet, og uden varsel er hun pludseligt tvunget til at flygte for livet ud i den nådesløse ørken med en komplet fremmed som den eneste, hun kan stole på. Spørgsmålet er bare, om menneskers fornuft er større end deres grådighed – og hvordan starter man en revolution, når alle ønsker at se dig død? [ADVARSEL: Spoilers i kommentarerne!]

73Likes
52Kommentarer
4439Visninger
AA

22. 21. Discofrygt

To timer går ubehageligt hurtigt, imens vi nærmer os Las Luces. I skødet ligger en mørk, tung pistol stadig, for jeg har ikke flyttet på den siden Doc gav mig den i hænderne. “Kun til yderste nødstilfælde,” har han formanet mig, næsten som om det skulle kunne være undgåeligt.

To timers stilhed derefter.

Eller, “stilhed” er vel så meget sagt i dette monstrum af et fartøj. De ellers så gamle biler, vi brugte i oprørsgruppen er intet i forhold til den ekstreme støj fra propellerne, men det er faktisk meget rart ikke at kunne høre sig selv tænke. Jeg har alligevel i øjeblikket ikke lyst til at vide, hvad der går gennem mit hoved.

Doc rækker ud mod kontrolpanelet imellem os. Det er en søgemaskine designet specielt til Industries Labs, og han indtaster “Discofrygt”. En blå skærm med diverse informationer dukker op, og jeg ærger mig lidt over, at der intet billede er. Ikke engang mandens rigtige navn. Så vidt jeg kan se, er han derimod lokaliseret i den anden ende af komplekset, end hvor jeg plejede at tilbringe den meste af min tid. Gangsystemet burde jeg nu godt kunne finde ud af alligevel.

Doc tapper på skærmen, og jeg nikker til ham. Discofrygts værelsesnummer. Jeg inprenter mig det i hovedet og sætter mig på hænderne, for måske er jeg lidt meget bange for dét, der venter. Men jeg kan godt. Bare fordi der hver gang den sidste uge har været nogen til at redde mig ud af alle de situationer, jeg selv har fucket op i, betyder det ikke, at jeg ikke kan redde mig selv. Eller i det mindste holde mig i live længe nok til det store brag.

Da jeg ser op igen, er det første jeg får øje på skyskrabernes tinder, der i den røde eftermiddagssol næsten ikke lyser op af sig selv. Jeg havde ellers altid set Las Luces som selvlysende og pulserende, men nu virker den bare død. Nej, genoplivende. Om en håndfuld timer, når natten har trådt tættere på, vil den igen ligne det sikreste sted at være. Jeg ville ønske, det var så enkelt.

Helikopteren styrer nogle grader mod højre side af bymuren, hvor en stor men lavtliggende bygning skyder op fra ørkenen. En hvid plamage. Selvom Labs ikke ligger i selve Las Luces, gør tunnellerne, at man aldrig føler sig uden for byens favntag.

Jeg deler et blik med Doc uden at vide hvad, det skal betyde. Måske er han bare ked af at skulle tage afsked igen efter så kort tid med hinanden, for sådan har jeg det i hvert fald selv. Men propellerne afskærer os fra at sige noget et øjeblik endnu, og det er vel også bedst på den måde. Jeg har aldrig været den bedste til at sige farvel.

Han lander på taget, hvor der i forvejen holder tre andre helikoptere, selvom her ikke er andre mennesker end os.

“Du bliver nødt til at være hurtig,” siger han for at bryde stilheden. “Nogen kommer nok til at undre sig over, hvorfor jeg er vendt tilbage efter så kort tid, men jeg skal nok vente på dig her.”

“Selv hvis de pågriber dig?”

Doc prøver svagt at smile. “Bare få ham Disco herop. Jeg skal nok flyve ham tilbage til oprørerne.” Han rækker mig sit personkort, og jeg åbner døren og hopper ud. Pistolen kommer jeg i baglommen.

Inden jeg lukker døren igen, vender jeg mig mod min forskerfar. “Fem minutter. Max. Og hvis jeg ikke er tilbage inden, så flyv.”

Selvom det egentlig bare er en uskreven regel at sige dette, og han nok ikke har tænkt sig at adlyde, nikker han.

Jeg prøver at viske hans bekymrede øjne væk med et smil. “Selv hvis alt går galt, skal jeg nok finde ud af noget. Med Disco kommer jeg jo alligevel ikke til at være alene.” Det virker ikke rigtig. “Fem minutter, okay?”

“Fem minutter,” gentager han. Det lyder helt som et farvel. Vores slags.

Jeg ryster tanken ud af hovedet og smækker helikopterens dør i.

Småløbende når jeg over til elevatorindgangen. Scanneren giver et grønt lys fra sig, da den godkender Docs personkort, og jeg træder ind i rummet, der åbner sig op for mig. Trækker vejret. Jeg gennemgår mit mentale kort over komplekset på de få sekunder, det tager elevatoren at hejse mig ned i bygningen. Mine hænder er klamme, min puls halter, og våbnet i min baglomme brænder som en kogeplade mod bar hud. For helvede. Jeg kan ikke det her.

Jo. Jeg bliver nødt til at være stærk for Doc, for oprørerne, for Disco. Jeg er ikke Glaspigen længere - jeg er en granat.

Et smil former sig om mine læber. Jeg er klar.

Tre hvide gange glider op, da elevatoren stopper, alle tilsyneladende lagt øde. Ikke desto mindre bevæger jeg mig så lydløst som muligt ned ad den første, men kommer på bedre tanker, da jeg får øje på et kamera i loftet. Et lille, sort øje, stirrende tilbage på mig. Hvis der er noget, overvågningsteknikerne vil lægge mærke til, er det en forslået tøs listende langs væggen. Jeg tager en dyb indånding til og ryster angsten af mig. Stille og roligt begynder jeg at gå igen, ryggen rank, skuldrene nede. Ikke noget unormalt, alt er fint, jeg hører til her, messer jeg for mig selv, og jeg tror, det virker. Efter et halvt minuts tid er der i hvert fald endnu ikke nogen, der har slået alarm eller noget.

Da jeg drejer ned ad gangen med værelserne går det op for mig, at Disco er længere væk, end jeg havde forventet. Numrene er helt forkerte. Jeg mærker mine nakkehår råbe, at jeg skal sætte tempoet op. Hvis ikke, er jeg sikker på at blive opdaget, og så er den her redningsaktion så godt som ødelagt. Plus, Doc holder og venter på taget.

Men hvis jeg bliver opdaget, har jeg stadig min pistol.

Jeg sætter alligevel i løb igen, til helvede med videokameraer, og værelsesnumrene begynder at tælle lidt raskere ned. Slet ikke hurtigt nok efter min smag, men der er til gengæld ikke meget, der er gået som jeg ville have det den seneste tid.

Præcis som tanken går gennem mig, bliver en dør på venstre hånd lukket op, og jeg er millimeter fra at falde ind i den forvirrede forsker. Shit. Heldigvis får jeg kontrol over min egen balance ved at lægge hele min vægt i at trænge kvinden op mod den nærmeste væg. Hun åbner munden for at kalde på hjælp. Ombestemmer sig, da jeg trækker pistolen frem.

“Hvis du tilkalder nogen som helst, bliver du den første jeg sigter på,” hvæser jeg op i hendes skræmte øjne. “Ved du, hvem jeg er?”

Bange nikker hun. Hendes sorte hår er sat op i knold så stram, at den næsten trækker hendes ansigt med.

“Og ved du godt, hvad jeg kan?”

Denne gang er hun lidt mere tilbageholdende, da hun nikker. Jeg fnyser. Hun er fuldt ud klar over det. Det er de fucking alle sammen. Hun har fortjent at dø, men jeg afholder mig fra at trykke på aftrækkeren. Måske hun kan hjælpe mig.

“Discofrygts rum er dén vej og til højre, ikke?” spørger jeg og peger med pistolhånden.

Hun synker. “Jo, men-”

Jeg presser våbnet mod kvindens tinding for at få hende til at holde mund. “Jeg bad ikke om at høre mere.”

En smule usikker på hvad jeg skal gøre med hende, ser jeg mig omkring. Jeg beslutter mig til sidst for at trække hende med ind i det rum, hun kom ud fra, og tager på vej ud igen en stol under armen, som jeg sætter i klemme mellem dørkarmen og håndtaget. Giver et ryk i den for at sikre mig, at hun er låst inde. Godt så. Okay håndtering. Men nu har jeg fandeme også travlt.

Jeg er det halve sekund efter på vej videre. Ser mig ikke engang over skulderen, for hende forskeren er sikkert allerede i kontakt med vagterne. Men det er nu ikke vagterne jeg frygter som sådan, nej. Det er de andre forskere. Og dét, de vil gøre ved bomben i mig.

Da jeg svinger til højre, begynder den fjerne lyd af andres løbende skridt at melde sig. Jeg kan ikke finde ud af, hvilken retning de kommer fra. Håber på, at det er bag mig. Så længe jeg når hen til Disco, vil vi være to om at slippe ud igen. Hvis Doc rent faktisk er fløjet, stjæler vi bare én af de andre helikoptere. Fandens, hvorfor kom jeg først på den idé nu? Havde jeg bare tænkt mig om, da vi landede på taget, kunne jeg bare have bedt ham om at flyve med det samme, så jeg ikke var nødt til at bringe ham i fare, shit, hvad er straffen for forræderi overhovedet, og…

113.

Discos rum. Jeg nåede det. Halsende efter luft og med pletter for øjnene, men jeg nåede det.

Min hånd ryster svagt, da jeg lægger den på dørhåndtaget, og jeg ved ikke, om det er på grund af min puls eller nervøsiteten. Han har reddet mit liv. Jeg bliver nødt til at få ham ud. Det forvirrer, hvor meget det betyder for mig at betale min gæld tilbage for en person, jeg aldrig har set eller talt med og kun kender under et dæknavn. Jeg trykker ned. Tænk, hvis døren havde været låst.

Én eller anden begynder hidsigt at råbe ad mig. Jeg har knapt nok fået skubbet døren op, men får med det samme øje på ham. Spændt fast i arme og ben ligger han og prøver at komme fri, for han går vel ud fra, at jeg har noget med Labs at gøre. Der er røde mærker om hans håndled de steder, hvor han førhen har været lidt for ivrig. Det halvlange, sorte hår er klamt og uredt og bliver ved med at falde ned i hans … ansigt.

Jeg træder et skridt tilbage. Fuck.

Fyren holder op med at kæmpe, så snart han genkender mig. Først kan han ikke andet end stirre. Så erstattes overraskelsen med rædsel.

“Flygt herfra, nu!”

Ezra.

Jeg bakker igen. Kan ikke se på ham. Kan ikke lade være. Ezra.

“Hvad…” begynder jeg, men ordene falder over hinanden, og der kommer ikke en lyd ud. Jeg forstår slet ingenting.

“Lim, undskyld, men der er ikke tid,” siger han, og ser mig ængsteligt over skulderen. “Du bliver nødt til at stole på mig. Jeg er ikke på deres side. Jeg gjorde kun dét i Sundon for at redde jer andre. Please, Lim, løb.”

Jeg gør en synkebevægelse. Snøfter. Det her er vigtigere. “Du… Du er Discofrygt?”

Ezra stønner opgivende, men beslutter sig for at svare med et enkelt “Ja,” og “Undskyld. Igen. Det kom bare aldrig rigtig på tale.”

“Du holdt det hemmeligt for mig.”

“Ja, for se selv hvor det førte mig hen. Industries var nødt til at pågribe mig for at have hjulpet dig - derfor var jeg nødt til at jage dig væk i Sundon. Så du ikke ville vende tilbage til mig.”

Stemmer ude på gangen bliver højere for hvert øjeblik, der går.

Jeg knytter min pistolfrie hånd. “Så du brød min tillid til dig for at få mig til at glemme dig?” spørger jeg gennem sammenbidte tænder.

“Du får det til at lyde meget-”

Hold din kæft, Ezra. Først forråder du mig, men nu viser det sig at have været for at holde Industries væk fra oprørerne?” Jeg er et hundrede procent færdig med den selvopofrende idiot.  “Hvad helvede skal jeg stille op med dig?” Dobbelt så glad for, at han ikke er med Industries alligevel.

Jeg kommer pludselig i tanke om vagterne, men det er allerede for sent. Jeg når lige at snurre rundt, da Ezra råber mit navn, og en kittelklædt mand stikker en kanyle i kravebenet på mig. Gulvet glider væk under mig, og to forskere griber min krop og begynder at bære mig ud. Ezra råber og rusker i sengen, som var der ild i den. Det sidste, jeg når at tænke er, hvor meget jeg ville have givet for at kunne være ved ham lidt længere. Eller i det mindste få sagt farvel til ham og til verden, inden de slukker for mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...