Fosterfødt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2013
  • Opdateret: 8 jun. 2014
  • Status: Færdig
ROMAN: Lim har aldrig sat spørgsmålstegn til Jagten – en begivenhed, der giver zonernes befolkning syv dage til at slå et udvalgt menneske ihjel. Da det magtfulde Industries dog vælger en hjort ingen havde forudset, går denne menneskejagts egentlige formål op for Lim, og hun beslutter sig for at bryde ud af dens klogreb. Men det er farligt at lege med systemet, og uden varsel er hun pludseligt tvunget til at flygte for livet ud i den nådesløse ørken med en komplet fremmed som den eneste, hun kan stole på. Spørgsmålet er bare, om menneskers fornuft er større end deres grådighed – og hvordan starter man en revolution, når alle ønsker at se dig død? [ADVARSEL: Spoilers i kommentarerne!]

73Likes
52Kommentarer
4411Visninger
AA

21. 20. Doc

Inden solopgang er jeg på vej videre. Væk. Jeg skal væk herfra. Hvorhen er jeg ligeglad med, bare så langt ud i ørkenen som muligt.  

Jeg ved ikke, hvorfor jeg valgte at opsøge oprørerne til at starte med. Måske det var fordi jeg var rådvild og i panik, og de lignede nogen, der kunne tage sig af mig, nu hvor Las Luces havde opsagt min sikkerhed, og måske var det også den rigtige beslutning dengang. Men jeg hører bare ikke til sammen med dem længere. Ikke sammen med nogen længere. Det er ikke fordi, jeg alligevel ikke ønsker at ændre verden, det gør jeg skam, men jeg kan ikke mere. Jeg er en ødelagt porcelænsdukke, både indeni og udenpå. Jeg kan ikke klare flere revner. Så derfor går jeg. Og det er okay nu. Nu er det kun mig og morgenørkenens frostgrader.

Indtil midt på formiddagen, hvor det bliver til mig, ørkenen og mit hjerte, der beslutter sig for at gå amok.

Det starter som små prik, efter jeg har gået i hvad der må have været timer, selvom det ikke føles sådan. Bittesmå stik i mit bryst. I begyndelsen lægger jeg ikke mærke til det, går bare ud fra, at det er på grund af distancen, jeg har gået siden Austin, jeg må trods alt være gået langt. Men prikkene begynder at blive stærkere, de begynder at stikke dybere ind i mig, indtil de bliver til fulde, ukontrollable knivstik.

Da det bliver for meget, sætter jeg mig i sandstøvet for at prøve på at få mit hjerte under kontrol. Det bliver kun værre. Drikker noget vand fra rygsækken for at aflede mig selv. Opdager hvor udsat jeg er for den solens udtørrende hede. For helvede. Det var en meget, meget dårlig idé at vandre helt alene ud i ørkenen med et defekt organ.

Smerten tager til igen. Jeg folder armene om min brystkasse og kommer vaklende på benene. Knækker sammen og lander med kinden mod den orange jord. Der er sand i min mund, da jeg prøver at komme op igen, og jeg gør mig ikke engang den ulejlighed at spytte det ud. Jeg må videre. Finde hjælp. For hvis det er nu, hvis det er nu, jeg skal dø, så vil jeg ikke dø her i ørkenen, alene.

Mine ben er ikke til at bevæge, er alt for tunge. Jeg kæmper mig frem og krymper mig for hver gang, jeg bliver dolket endnu hårdere i hjertet. Jeg kan ikke se, og jeg ved ikke, om det er på grund af de sorte prikker, eller fordi jeg græder. Hvorfor skal mit hjerte også blive ved med at banke hele tiden, når det bare gør smerten værre sekund for sekund, minut for minut, time…

Jeg strammer grebet om min krop.

Det hjælper ikke.

Jeg har brug for hjælp.

Hjælp.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg går. Eller hvor langt. Jeg kan kun tænke på, om ikke jeg snart falder om igen, for selvom jeg ikke ønsker at give op, vil jeg hellere stoppe nu end fortsætte. Jeg ved jo ikke engang, hvor jeg er på vej hen, eller om jeg er på vej noget sted hen. Men ikke desto mindre bliver mine ben ved med at flytte sig. De ryster, hele min krop ryster, men de nægter at bukke under. Mine tænder klaprer, selvom jeg er drivende våd af sved.

Og så ser jeg den. Gården. Lige meget hvad jeg prøver, kan jeg ikke få mine øjne til at stille skarpt, men jeg er ikke i tvivl. Hundrede meter fremme er min redning. Og ja, der er et rigtigt menneske lige dér, dér på verandaen. Jeg føler mine læber krakelere i et smil. Hvis bare jeg kunne… Hvis…

Jeg mærker ikke, at jeg falder, men pludselig ligger jeg i en klynge græstørv. Smerten inde i mig er blevet så uudholdelig, at det ikke rigtig gør ondt længere. Nu ligger jeg bare og ryster. Smiler vistnok stadig, men jeg kan ikke huske forskellen. Blikket vender jeg op mod himlen, op mod solen, der stirrer tilbage på mig. Gården er ligemeget nu. Men i samme sekund glider en sort sky for min sol, det bliver nat, jeg kan ikke se noget, og nogen siger noget til mig, men det hænger ikke sammen, det er bare lyde. Nogen hiver mig op at stå, men forstår han ikke, at jeg ikke kan gå? Alligevel bevæger vi os fremad.

Der er noget sært over ham, for jeg kender den stemme, jeg er ret sikker, men hvorfra ved jeg ikke. Langt væk. Lang tid siden. Og han bliver ved med at messe et navn ingen har kaldt mig i flere år, men det er ikke desto mindre mit navn, Lilli, Lilli, Lilli.

Jeg er et barn igen, da han bærer mig ind i stuen i arme, der ikke helt er stærke nok til at burde løfte et andet menneske. Manden lægger mig på en seng, eller er det en sofa, jeg ved det ikke, og så er han væk. Sekunder senere er han tilbage. Han prøver at få mig til at drikke et eller andet, men jeg kan ikke få det ned, for min hals er lavet af sand, og det smager forkert. Med en fugtig klud vasker han mit ansigt. Jeg kan ikke genkende hans. Hule, mørke øjne og et gråt skæg, der fylder en tredjedel af hans ansigt. Men Lilli. Han bliver ved med at kalde mig Lilli.

“Hvor er det dog, du ser ud.” Han smiler beroligende. “Man skulle næsten ikke tro, at det var dig, Lilli. Jeg kan godt forstå, hvorfor du har klaret dig så godt i Jagten.”

Lilli. Kun én person kaldte mig dét, da jeg stadig boede i Las Luces. Og ham har jeg ikke set, siden de tog mig ud af Industries Labs og placerede mig som vært på Jagten for … to år siden?

Jeg prøver på at sige hans navn, men bliver afbrudt af den tyktflydende væske, han prøver at presse i mig. Det hjælper allerede lidt. Jeg kan mærke, hvordan min hals bløder op og hvordan blodet, der går gennem mit hjerte, mindsker smerten. Først da der ikke er en dråbe tilbage i glasset, giver han mig lov til at tale.

“Doc.” Det er alt jeg kan sige. Det er alt jeg har at sige.

Min gamle forskerfar ser ned på mig. “Længe siden, ja. Er du okay? Gør det stadig ondt?”

Jeg vil trække på skuldrene, men skærer i stedet en grimasse.

Han hjælper mig op at sidde i sofaen.

“Hvad laver du her?” spørger jeg. Min stemme er ikke andet end en stille raspen.

“Jeg skulle til at spørge dig det samme,” svarer han med et lille smil.

“Men Labs.” Jeg krymper mig “Hvorfor er du ikke i Luces?”

Han smiler til mig, præcis som jeg husker det. “Der kan ske meget på to år. Måske vi burde vente, til du har det lidt bedre. Vand?” Han rækker mig et glas. “Hvor tit får du de her anfald?”

Jeg tager en lille tår. Det smager af jern, men alligevel når jeg bunden alt for hurtigt. “De kommer oftere nu end tidligere,” svarer jeg. “Jeg havde også ét i går. Og ét lille for nogle dage siden, men det var kun fordi jeg hyperventilerede, tror jeg. Jeg ved det ikke. Det er skidt, ikke?”

Doc stryger min varme pande fri for hår. “Jeg er ked af det.”

Jeg vender blikket væk. Bider kindtænderne sammen. “For helvede. Jeg er så fucking træt af at være fosterbarn, jeg er. Og hvorfor er der ingen, der ved, hvor lang tid, jeg skal holde det ud endnu? Jeg mener, burde I forskere ikke have fundet ud af, hvad der er galt med mig på nuværende tidspunkt? Jeg beder ikke engang om en kur eller noget, jeg…” Jeg tørrer øjnene med min beskidte håndryg. “Jeg vil bare gerne vide, hvad det er, der gør mig defekt, okay? Det er alt, jeg beder om.”

“Defekt?”

“Ja. Mislykkedes. Et fejleksperiment, kald det hvad du vil.”

“Lilli, du … du er ikke et fejleksperiment. Det troede jeg, du vidste?”

Jeg ser tilbage på ham.

“Nej, det giver vel meget god mening, at de ikke har fortalt dig noget om det, men grundet omstændighederne… Jeg troede bare-”

“Hvad er det du siger?” afbryder jeg. “Jeg er ikke mislykkedes?” Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal forstå hans ord.

“Lilium.” Doc tager fat om mine revnede hænder. “Du er en bombe. Forstår du mig? Du er ikke defekt. Du er den bombe, der skal redde os. Din hud er ikke glas, den er granatsplinter, og dit hjerte, dit hjerte er en tidsindstillet sprængstof af ren energi. Det er derfor, du har fået så mange anfald på det seneste. Uret i dig tikker.”

Jeg lægger mærke til, hvor anspændt min krop er, og jeg kan ikke finde ud af at slukke for det. Min vejrtrækning kommer i små stød, som om jeg lige har løbet. Jeg kan ikke rigtig fokusere på Doc. “Må jeg godt få  noget mere vand?” spørger jeg til sidst. Jeg kan ikke finde på andet.

Først griner Doc kort, men trækker det dog hurtigt i sig igen, for det var nok ikke rigtigt den reaktion, han havde håbet på. Ikke desto mindre henter han et nyt glas til mig. Han sætter sig ved siden ad mig, da han kommer tilbage.

“Tak.” Jeg folder fingrene om glasset. Vandet ryster helt. Nej, det er mig, der ryster.

“Lilli, jeg ved godt, at det må være lidt overvældende for dig at høre, men jeg bliver nødt til at være sikker på, om du har forstået mig,” insisterer Doc, og jeg nikker stille.

“Jeg har forstået det,” siger jeg. “Jeg er en bombe, og bomber springer ting i luften.”

Der er stille et øjeblik. Doc rykker en smule på sig, og jeg bliver siddende og laver ingenting. I et andet rum kan vi høre tikkene fra et stort ur.

“Hvad er det egentlig, du laver herude, Doc?”

Han smiler prøvende til mig. “Det er ikke fordi, jeg ikke stadig arbejder for Labs, at jeg er endt i Zone 4. Efter du blev den nye hjort blev ledelsen bare enig om, at jeg måske havde brug for ferie på ubestemt tid. Det er ikke nogen hemmelighed, at det tog hårdt på mig, dengang du blev taget væk fra os, og nu hvor de… Ja. Men jeg modtager stadig rapporter derfra. Du ved, i tilfælde af, at jeg har lyst til at komme tilbage.” Han rejser sig op, og går hen til en større maskine, der ikke ser ud til at være fra dette årti. “Du er kommet fra Sundon, ikke?”

Jeg rynker brynene og nikker tilbageholdt.

Manden begynder at gennemrode en lille stak papirer ved siden ad maskinen, indtil han får fat i det rigtige, og hans øjne lyser op. “Her er det. Der står her i rapporten, at de i går pågreb og anholdte en oprører, der befandt sig i Sundon. Tror du, du kender ham?”

Straks er jeg på benene, anfald eller ej. “Hvem? Står der, hvem det er?” Mulighederne fosser gennem mit udkørte hoved. Det kan være hvem som helst. Sandsynligheden for, at det er Ezra, er meget stor. Men måske var Varick sammen med nogen andre overlevne?

Han tvinger mig ned i sofaen igen. “Rolig, rolig, giv dig selv en chance for at blive god igen. Du er slet ikke klar til sådan noget endnu.” Et suk undslipper ham, da han opdager, at jeg ikke kan få øjnene af rapporten. “Fint. Der står her, at han går under navnet Discofrygt.”

Der går et par sekunder, før hans ord giver mening. Disco er i live. Og nu har Industries ham.

Shit.

“Jeg bliver nødt til at redde ham,” ryger det ud af mig, imens jeg allerede er på vej mod døren.

Doc griber fat i min skulder, og jeg er ikke engang stærk nok til at kæmpe imod. “Lilli, nej, dét du skal er at komme dig. Din krop kan ikke klare mere af det her, okay? Hører du overhovedet efter?”

Min hals føles grødet, da jeg taler. “Men Disco reddede mit liv, da jeg ikke vidste, hvor jeg skulle tage hen. Uden ham ville jeg ikke have fundet de andre igen. Jeg har brug for at komme til Las Luces og i det mindste prøve at gøre ham gengæld, forstår du det ikke?”

“Så du har aldrig rigtig mødt ham?”

Jeg sender ham et skulende blik. “Jeg kender ham stadig godt nok til at vide, at han har brug for hjælp. Lige nu. Og hvis det dér er fortrolige data, så er der sikkert ikke andre end os to, der ved, at han stadig er i live.”

Alt, der møder mig, er mandens stenansigt. “Nej. Jeg vil ikke gå med til at sætte dig på spil på den måde.”

“Doc.” Jeg vrister mig fri. Ser på ham. “Husk at jeg er bomben, og jeg har brug for, at du smugler mig ind i Luces. Det her handler ikke kun om at befri Disco.”

Da det går op for mig, hvad det er, jeg mener, formørkes hans blik pludselig. “Jeg vidste ikke, at du ville gøre det allerede nu.”

“Har du slet ikke lagt mærke til det?” spørger jeg og tillader et lille, skævt smil. “Det er den syvende dag i dag. Om otte timer er Jagten forbi.”

“Fint. Følg med.”

Doc leder mig ud i solens omklamrende hede. Vi krydser gårdspladsen og træder efter nogle meter ind i den falmet røde lade, der ligger på den anden side. Stor er den ikke, men jeg kan alligevel ikke helt finde ud af, hvad han vil vise mig.

Jeg havde ikke forventet en helikopter.

Min gamle forskerfar vender sig mod mig. “Jeg bliver lige nødt til at ringe til dem, ellers slipper du aldrig ind.”

“Du vil ikke med?”

Han sender mig et bedrøvet smil. “At komme derhen vil jeg gerne hjælpe dig med. Resten må du selv finde ud af.” Doc aer mig forsigtigt på hovedet. “Jeg stoler på din dømmekraft. Du har ikke nogen grund til at være bange.”

“Det er ikke fordi, jeg er bange,” siger jeg og ser ned. “Det er bare… Jeg kommer til at savne dig. Igen.”

Han trækker mig ind til sig i et kram, men jeg føler stadig ikke, at jeg er tæt nok på ham. “Det er nødt til at blive gjort. Men lad være med at gøre det for mig. Gør det for alle andres skyld.” Jeg kan høre ham stadig smile. “De vil synge sange om dig, når de er frie, Lilli. Fortælle din historie generationer fra nu.”

“Jeg er træt af at være i alles søgelys,” mumler jeg ind i hans skjorte, inden jeg træder ud af hans arme. “Men jeg er klar nu. Lad os springe noget i luften.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...