Fosterfødt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2013
  • Opdateret: 8 jun. 2014
  • Status: Færdig
ROMAN: Lim har aldrig sat spørgsmålstegn til Jagten – en begivenhed, der giver zonernes befolkning syv dage til at slå et udvalgt menneske ihjel. Da det magtfulde Industries dog vælger en hjort ingen havde forudset, går denne menneskejagts egentlige formål op for Lim, og hun beslutter sig for at bryde ud af dens klogreb. Men det er farligt at lege med systemet, og uden varsel er hun pludseligt tvunget til at flygte for livet ud i den nådesløse ørken med en komplet fremmed som den eneste, hun kan stole på. Spørgsmålet er bare, om menneskers fornuft er større end deres grådighed – og hvordan starter man en revolution, når alle ønsker at se dig død? [ADVARSEL: Spoilers i kommentarerne!]

73Likes
52Kommentarer
4572Visninger
AA

3. 2. Forfest

Festen er allerede i gang, da jeg alene træder ind i den store sal. Over alt er der dekoreret med lys i forskellige farver og størrelser, hvilket efter mindst syvende gang ikke virker helt så betagende. Her lugter af mad og rene gulve. Lyden fra de hundreder af mennesker er for høj til at kunne ignorere. Baggrundsmusikken er slet ikke til at høre.

Jeg går længere ind, og begynder at bevæge mig rodløst rundt. Nipper til noget salt reje-noget, selvom jeg aldrig har brudt mig om smagen. Festerne her har altid kedet mig, men ikke desto mindre er jeg bundet til at deltage. De holdes trods alt til ære for Jagten.

Jeg glider rundt blandt nogle mennesker, som alle kortvarigt hilser på mig.

Da jeg hører mit navn blive kaldt af en særligt velkendt stemme, skynder jeg mig at vende mig om.

“Lilium,” lyder det fra Peter Horodotos, næstpræsident i Industries, som får stort set alt til at køre rundt her og i Zonerne. Det var også dem, som indførte Jagten for årtier siden efter stor succes i Germania. Ingen huskee rigtigt hvorfor. Nu er det bare blevet en undskyldning for ugers fest i Las Luces, som ikke engang selv deltager. Men hvad er der i det for os at deltage alligevel? Den endelige vinder får livslang lykke og rigdom her i hovedstaden. Det har vi andre allerede.

Langsomt får manden banet sig vej gennem mængden. Hans kropsbygning er præcist lige så overvældende som hans efternavn.

Jeg smiler tålmodigt til ham. “Godaften, Peter.”

“Limen mellem zonerne og Las Luces,” siger han, og får mit kælenavn til at lyde lidt som en kommando. Jeg har aldrig kunnet lide den måde, hans øjne ikke indgår i hans smil. “Jeg må sige, at din kjole fanger lysene på en helt særlig måde.”

Jeg ser ned ad den lange, dybblå sag, der kun tydeliggør min formløshed. “Mange tak. Spændt på at se den nye hjort blive trukket i morgen?” Industries lader godt nok som om, hjorten hvert gang er et tilfældigt menneske, men jeg har på fornemmelsen, at de selv vælger personen for at skabe lidt variation i jagten. Desuden er der heller ikke megen konkurrence i det, jo længere ud man kommer. I Zone 5 er det, så vidt jeg ved, de færreste, der går ind for Jagtens overordnede eksistens. Men jeg har aldrig selv været der, kun hørt om det på tv og dengang Doc gav mig hjemmeundervisning, så mit ord er ikke helt til at stole på.

“Jeg er som altid interesseret i at se folkets reaktion.” Han læner sig en anelse frem mod mig og sænker tonefaldet. “Der har været nogle … uroligheder i de yderste zoner.”

Jeg rynker panden. “Af hvilken grund?”

Føjende vifter han mit spørgsmål væk med hånden. “Det er underordnet. Men forhåbentligt vil afsløringen af den nye hjort få situationen under kontrol. Jeg ville bare nævne dig det i tilfælde af, at du hører noget om det fra andre.”

Jeg nikker. Ikke sige noget om det videre til andre, med mindre de selv bringer det op. Horodotos har en evne til indirekte at viderebringe ordrer under sin vejrtrækning.

Manden retter sig op igen og trækker smilet på. “Hvordan går det ellers vores alles Glaspige? Du er tilfreds med tilværelsen?”

“Taknemmelig som altid.”

“Hvad med din … tilstand - det må snart være på tide til et tjek.”

En nerve trækker ufrivilligt i min mundvig. “Jeg var ovre på Labs i sidste uge for selv at hente mere lim. De besluttede sig for at give mig tjekket på stedet, nu jeg alligevel var der.”

“Og hvordan så det ud?”

Nysgerrighed føles særligt påtrængende, når det kommer fra Industries’ næsthøjest siddende.

Jeg begynder at pille ved min kjoles stof. De tusindvis af små perler føles stikkende under fingerspidserne. “Jeg er blevet bedre til at passe på mig selv siden sidst. De fandt langt færre brud i mig, jeg ikke selv har kunnet reparere med min lim.”

Han smiler næsten. “Meget tilfredsstillende at du opfører dig forsigtigt. Men det var dit hjerte, jeg spurgte ind til.” Og det er du godt klar over.

Jeg gør en synkebevægelse. Ser ned på mine gemmende stiletter. “Øhm… Det, øhm, går ikke helt lige så godt. Men det er ikke alvorligt eller noget.” Jeg stopper mig selv for at tilføje et “endnu” i tide.

Jeg ved, at Horodotos har i sinde at kræve sig adgang til mine filer, så snart han får muligheden for det, men han lader som ingenting. “Godt at der i det mindste er fremskridt på den ene front.” Hans blik bevæger sig væk, og får øje på en anden person bag mig. “Du må have mig undskyldt, Lilium. Held og lykke med den store dag i morgen.” Han giver mig et kort nik med ordene, “Til vi ses igen,” og forsvinder ind i menneskemængden.

Endelig får jeg mig selv til at slappe af i skuldrene.

Min tilstand, som Horodotos så fint havde kaldt det, er svær at forklare. I virkeligheden blev jeg født som et forsøg på at skabe det nye menneske: Betagende udseende, intelligent og med så hårdføre hud og knogler, at næsten intet kan slå det ihjel. Men forsøget fejlede. Der er en grund til, at folk kalder mig Glaspigen. I stedet for hud af stål, kom den til at minde mere om glas - hårdere end normalen, men også lettere at ødelægge. På Industries Laboratories fremstiller de mig en særlig lim, jeg kan lappe mig selv sammen med, som kompensation for hele uheldigheden og mit dårlige hjerte. Selvom jeg nåede at bo indtil midten af mine teenageår på de gange, virker det stadig lidt som om, de egentligt bare venter på, at min krop bukker under for livet. Jeg ved ikke rigtigt, om jeg bebrejder dem eller ej.

Jeg spejder rundt efter et velkendt ansigt. Blandt så mange festende føler jeg mig akavet uden én at tale med. Uden at have fået øje på nogen af personlig betydning for mig, begynder jeg at gå. Først henne ved drikkevarerne finder jeg Jaime, tekniker på vores tv-station, Industries Radioation. Jaime er ét af de få mennesker, jeg frivilligt ville have lyst til at tilbringe tid med.

Han får øje på mig, da jeg næsten er henne ved ham. Han er kommet alene.

“Hey,” siger jeg, og sender ham et næsten-smil.

“Hey,” svarer han, og tilbyder mig en drink, som jeg takker nej til. Han sætter den tilbage. “Fed fest, hva’?”

Dramatisk himler jeg med øjnene. “Jeg er simpelthen bare  ovre udsmykningen.”

Han griner kort og letter mit humør en anelse. “Jeg tror, jeg så dig tale med Horodotos.”

“Yep.”

“Av.”

Jeg trækker på skuldrene. “Jeg har oplevet værre gange. Det føles bare som om, det eneste han er interesseret i, er, om jeg stadig er i live.”

Jamie smiler opuntrende til mig. “Du er hovedrollen i tv-delen af hans kære Jagt. Han er praktisk talt næsten din far.”

“Og så er Ostra min mor?” spørger jeg ham. Ostra er Jagtens produktionsleder, og dermed én af vores fælles chefer.

“Præcist. Hvem har sagt, at fosterbørn ikke har nogen familie?” siger han.

“Jeg er halvfems procent sikker på, at det var Industries,” svarer jeg med et smil på læben. Det er okay at gøre lidt grin med dem. Der er alligevel ikke nogen, der lytter til vores samtale.

Skuffet ryster han på hovedet. “Du bliver nødt til at lære forskellen på spørgsmål og retoriske spørgsmål, Foster.”

“Jeg har et navn, tumpe.”

“Foster er da dit efternavn, tumpe to,” svarer han.

Jaime har ret. Alle børn i Labs tildeles efternavnet Foster, fordi de ikke selv har nogen biologiske forældre. På den måde vil vi til evig tid være stemplet som fosterbørn. Jaime mener det selvfølgeligvis ikke ondt, når han siger det på den måde. Han ved godt, at det ikke gør mig noget.

Hurtigt skifter jeg emne.

“Spændt på i morgen? Horodotos hintede til, at det nok bliver en særlig person denne gang,” siger jeg.

Han ser undrende på mig. “Definér “særlig person”, tak.”

Jeg trækker på skuldrene. “Dine gæt er så gode som mine. Men det er også ligegyldigt. Om højest syv dage er Jagten slut, og så rykker de dig over på et andet program, og jeg vender tilbage til mit gamle liv i gør-ingenting-hed med udsigt over byen. Jeg tror ikke, at Jagtens tidligere vært døde i en færdselsulykke, som Ostra bliver ved med at sige - jeg tror, han døde af kedsomhed.”

“Du er godt nok deprimerende at høre på, Foster.”

“Jeg gør mit bedste.”

 

~

 

Jeg tager så dyb en indånding, min kjole tillader. En sminkør pudrer for sidste gang mit ansigt og retter hurtigt på mit hår, inden Ostra genner hende ud af billedet. Om tredive sekunder vil alle fjernsyn og radioer i Las Luces og de fem zoner tænde, hvis de ikke allerede kører. Ingen må gå glip af dette. Jeg kan heller ikke forestille mig nogen have lyst til at gå glip af det. Man vil vel gerne vide, om det er en selv, der er blevet trukket. Eller om det er én, man kender. Så er det nok snart på tide at sige farvel.

I det mindste er der intet publikum på i dag.

Ved siden ad mig står en stor skærm, hvor Industries’ logo i øjeblikket vises. Jeg står akavet og stiv i alt for høje hæle midt på scenen, imens forvirrede og travle mennesker farer rundt om sig selv og hinanden bag de to store kameraer. Det tager mig et øjeblik at få øje på Jaime. Også han er i gang med at få det sidste på plads, men han når lige at blinke til mig ud af øjenkrogen. Jeg kommer til at smile en anelse.

Jeg retter blikket mod Ostra igen for at holde øje med, hvornår hun begynder at tælle ned. Fumler lidt med kortene i mine hænder. Hvorfor jeg har dem, ved jeg ikke, for det er i essensen det samme, jeg skal sige, hver gang. Godaften indbyggere i Las Luces og zonerne omkring. Det er igen tid til at begynde jagten. Kuverten med den nye hjorts navn stående i virker en anelse tungere end normalt.

Ostra råber højt “Ti!”, og de fleste sætter arbejdstempoet i vejret, imens alle andre så småt bliver stille. Jeg retter ryggen og slapper af i skuldrene. Samler benene og tjekker om mikrofonen sidder, som den skal. Trækker vejret dybt igen.

Da kvinden efter en evighed er nået ned til fem, er studiet dødstille, og hun begynder selv at tælle uden lyd.

Klar.

Parat.

Start.

“Godaften indbyggere i Las Luces og zonerne omkring. Det er igen tid til at begynde jagten.” Min stemme lyder ren og tydelig i det tavse studie. Nervøsiteten krymper langsomt ind til ingenting. “Mit navn er Lilium Foster, og jeg er kommet for at give jer navnet på denne omgangs hjort. Selvom udtrækningen som altid har været fuldstændigt tilfældig, vil Industries love jer, at I ikke bliver skuffede.” Jeg sender det kørende kamera et strålende smil. “Uden at røbe for meget, kan denne Jagt meget vel blive det mest spændende i hele Industries’ historie.”

Kameravinklen skifter, og jeg følger udenadlært med. Nu står ved siden ad den skærm, der om lidt vil vise et billede af den udvalgte.

“Husk, at der under Jagten ikke vil være noget Tilsyn til at beskytte jer. Derfor handler det om at holde sig ude af problemer, med mindre man selv vil gå efter sejren. Glem heller ikke, at der flere gange i døgnet vil være Jagtopdateringer herfra, hvor vi altid bringer jer de nyeste udviklinger i Jagten.” Mit smil bliver større. “Jeg må hellere lade være med at trække spændingen ud.”

Øvet tager jeg fat i snoren i den forgyldte kuvert og river den op hurtigt og præcist. Snittet er helt perfekt. Jeg tager mig god tid om at tage papiret ud. Folder det op, så kun jeg kan se teksten. Hjorten denne gang er en kvinde. De holder sjældent så lang tid, som mændene gør. Sikken skam. Jeg havde ellers håbet på, at denne Jagt ville vare lidt længere end den forrige.

Jeg ser tilbage på kameraet, og forestiller mig hvordan beboerne i Las Luces må sidde ude på kanten af stolene, døende efter at se, hvem der er blevet trukket. “Fra Zone 4 … Alys Benjamin!”

Som altid erstattes Industries’ logo med det samme af billedet af hjorten.

Der løber et tilbageholdt gisp igennem forsamlingen foran mig, hvilket ikke er normalt. Per refleks kigger jeg hen på Ostra, som jeg aldrig har set så mundlam som nu. Jaime er låst fast midt i en bevægelse. Ingen ved, hvad de skal gøre. Studiet føles koldere. For at se, hvorfor alle er så overraskede, drejer jeg selv hovedet mod skærmen. 

Jeg stivner.

Der må være sket en fejl. Nej. Et barn. Industries ville aldrig vælge et barn som den nye hjort. Alys Benjamin er ikke mere end otte. Hendes hår er mørkt og glat, og huden har samme farve som mahogni. De store, runde øjne fylder for meget i forhold til resten af hendes ansigt. For første gang ligner hjorten et lille, bange dyr.

Langsomt vender jeg mig tilbage mod det stadig rullende kamera. Alles blikke bag det hviler afventende på mig og kun mig. Jeg bliver nødt til at sige noget. Et eller andet. Men jeg har glemt, hvordan man taler. Min hals er tør. Sekunderne går.

“Jeg… Øhm. Held og lykke i Jagten. Om tredive minutter vil Tilsynet som sagt sættes ude af drift, indtil en vinder er fundet, så al jagt er på eget ansvar.” Godt. Automatpilot er godt. “Til vi snart ses igen. Industries ønsker jer alle et lysere liv.”

Kameraene stopper. En høj lyd indikerer, at vi ikke længere sender. Folk kommer til sig selv igen. Skærmen bag mig går ud. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre af mig selv, ikke engang hvordan jeg skal reagere. Industries valgte et barn. Alys Benjamin fra fjerde zone. Jeg føler mig dybt forrådt, men jeg ved ikke af hvem. Måske mig selv. Jeg var trods alt den, der dødsdømte hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...