Fosterfødt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2013
  • Opdateret: 8 jun. 2014
  • Status: Færdig
ROMAN: Lim har aldrig sat spørgsmålstegn til Jagten – en begivenhed, der giver zonernes befolkning syv dage til at slå et udvalgt menneske ihjel. Da det magtfulde Industries dog vælger en hjort ingen havde forudset, går denne menneskejagts egentlige formål op for Lim, og hun beslutter sig for at bryde ud af dens klogreb. Men det er farligt at lege med systemet, og uden varsel er hun pludseligt tvunget til at flygte for livet ud i den nådesløse ørken med en komplet fremmed som den eneste, hun kan stole på. Spørgsmålet er bare, om menneskers fornuft er større end deres grådighed – og hvordan starter man en revolution, når alle ønsker at se dig død? [ADVARSEL: Spoilers i kommentarerne!]

73Likes
52Kommentarer
4437Visninger
AA

20. 19. Tilsyn

Fuck.

“Nå. Vi kan ikke blive stående og slå rødder her,” siger CJ. “Lim, du kører med Roya og mig. I andre sætter jer i de biler, I var i før.”

Vi opløses til hver sin retning.

Jeg følger efter de to mod en lav, grå bil, der holder ved siden ad et hus. Jeg lægger mærke til et svagt tændt lys derindefra. Hvis jeg kigger godt efter, kan jeg sikkert også få øje på et sæt halvt nysgerrige, halvt foruroligede øjne. Bare rolig. Vi er snart væk herfra.

Eftersom CJ skal køre bilen og Roya sætter sig ved siden ad ham, har jeg hele bagsædet for mig selv. Jeg krøller mig sammen i det ene hjørne.

“Kan vi godt høre radio, imens vi kører?” spørger jeg CJ.

Han tænder for den.

Et øjeblik sidder jeg bare og lytter til tonerne, imens vi begynder at køre mod syd, mod Zone 4. Ser op i det sandfarvede lærredsbetrukne loft. Aftenen virker uendeligt tilstedeværende og langt væk på én og samme tid. Der er så meget, der ikke giver mening længere. Så jeg lytter bare. Lytter bare til radioens intetsigende musik, og lukker alt andet ude.

Jeg må være faldet i søvn, for på et tidspunkt vågner jeg op til en fremmed stemme. Med et sæt retter jeg mig op i sædet. Da jeg får set mig omkring, går det dog op for mig, at her ikke er andre end CJ og Roya.

“Hv-hvem er det. der taler?” spørger jeg forvirret.

Roya vender hovedet om mod mig. “Den radio, du bad os om at tænde?” svarer hun. Jeg er tydeligvis tumpen her.

Men det giver ikke nogen mening. Denne person har aldrig været en radiostemme, det har altid været DJ Discofrygt, og kun ham. Hvad foregår der her? Hvorfor er det pludselig et andet menneske, der skal byde velkommen til Radioation FM for nye lyttere, og derefter præsentere den næste sang på listen.

Har de skilt sig af med Disco?

I samme øjeblik tanken strejfer mit hoved, ved jeg, at det er sandt. Jeg får det dårligt. Selvfølgelig kunne Industries ikke lade ham fortsætte efter direkte at have hjulpet mig videre, dengang jeg ikke vidste, hvor jeg skulle tage hen. Efter at have fortalt, at CJ ventede på mig. Men har… Har de så slået ham ihjel?

“Jeg skal ud,” fremstammer jeg, og kan mærke, at jeg er ved at hyperventilere. Det kan fucking ikke passe. Disco er død, fordi han hjalp mig. Shit.

CJ ser på mig i bakspejlet. “Lim, vi kører med hundrede og halvtreds i timen, lige nu er ikke-”

Jeg tager fat i dørhåndtaget.

Han tvinges til at bremse op, og jeg nærmest falder ud på den kolde jord, imens jeg hiver efter vejret, der aldrig synes at komme rigtigt ned i mine lunger. Paralyseret af frygt og forskrækkelse ligger jeg bare dér, og knuger om sandstøvet.

De to mennesker kommer ud.

Nedværdigende ser kvinden på mig. “Hvad nu, er du bange for at høre radio?” spørger hun træt og opgivende.

“Roya.” CJ sender hende et advarende blik. CJ forstår mig. Han bukker sig ned. “Hvad er det, Lim? Hvad er der galt?”

“D-Disco,” siger jeg. “De erstattede Disco.”

“Hvem?”

“Den tidligere DJ. Han… Han hjalp mig til at finde jer. Så de erstattede ham. Jeg tror, han er død.”

En anelse paf ser han på mig. Det virker som om, han skal til at spørge, om det bare var dét, men det gør han ikke. I stedet siger han, “Det er jeg ked af at høre. Kom nu med tilbage til bilen.”

Jeg ryster på hovedet. “Nej. Det slutter her. Ezra. Ezra havde ret, der er for mange, der er døde, og hvis vi fortsætter, er der bare endnu flere, der også skal dø.” Jeg ryster ved tanken. “Jeg vil tilbage til Winnemucca.”

“Kan du overhovedet høre, hvad det er, du selv siger?” spørger Roya. “Skal vi bare vende om, fordi dit bæger er flydt over? Fandeme nej. Ved du, hvordan man retfærdiggør nogens død? Man kæmper videre mod dét, de blev slået ihjel for, for hvis vi bare giver op på halvvejen, så er de blevet dræbt for ingenting.” Hun ser på mig, som om jeg er et lille barn. “Og det vil du ikke have, vil du vel?”

Jeg stirrer tilbage på hende, ind i de mørke øjne, som natten har farvet sorte. “Nej. Det vil jeg ikke.”

Hun sender mig et smil, der ikke føles helt ægte. “Jeg ved godt, at det har været en hård tid for dig. Men fuck, det har sgu da været et hårdt liv for os andre, og vi er kommet mere eller mindre igennem det. Så hvis vi kan, kan du også.”

Sin hånd rækker hun mig, da jeg skal op at stå igen. Jeg tager taknemmeligt imod hjælpen. Lidt bedre har jeg det vel også, for hun har jo ret. Hvis vi giver op nu, hvem skal så hævne Sundon og alle andres død?

Derfor fortsætter jeg. Men også kun derfor.

Vi er i Austin på nogle timer. Klokken er passeret et om natten, da vores bil som den første ruller ind i byen.

Jeg ser overrasket ud af vinduet. Her er mennesker overalt, de råber og går med bannere, og har rødglødende røgfakler, der lyser natten op med sin intensitet. Jeg kan ikke lade være med at stirre på byens skønhed. Oprøret nåede til Zone 4 før vi gjorde.

Jeg stiger ud af den langsomtkørende bil, før CJ når at stoppe mig. Mine sko dumper ned på sandet med en uhørlig lyd, der overdøves af de mange stemmer. Nogle mennesker står i grupper, andre går op og ned ad hovedgaden, men stemningen af oprør er ikke til at tage fejl af. Og dog. I nogle af husene er skodderne slået for.

Det føles underligt at gå på ny jord. Anderledes, men på den gode måde, for jeg føler mig hurtigt hjemme. Uden at tøve går jeg over til den nærmeste gruppe mennesker.

“Må jeg godt få sådan én?” spørger jeg en lyshåret kvinde, og peger på kassen med røgfakler.

Hun lader som om, hun ikke genkender mig fra tv, og sætter ild til en. Rødt lys og røg spyer straks ud af den som en drage. Og selvom røgen bringer dårlige billeder frem i mit hoved, overskygges de af dette øjeblik.

“Hvad hedder du?” spørger jeg hende. Det er svært at tale højt nok.

Kvinden smiler til mig. “Mit navn er Sansha. Bor her med min familie. Hvor længe har I været her i Austin?”

“Vi er lige kommet,” svarer jeg. “Vi planlægger at bruge byen som vores nye hovedkvarter.”

“Så længe I ikke bringer problemer med jer,” griner hun, og jeg svarer, “Forhåbentligt ikke flere, end dem I selv er ved at skabe.”

I det samme øjeblik hører vi lyden af helikopterers susende propeller, og ser op på den mørke himmel. Skarpe lys fejer som spotlights ned på os, men ingen kan se, hvad de kommer fra.

Sansha får øje på det, før jeg selv gør. Jeg kan se kroppen stivne, og frygten indtage hendes blik som sygdom. Jeg kigger selv i hendes synsretning. Burde have regnet det ud fra starten af. På siden af én af de hvidmalede helikopterer, kan man ikke se Industries’ berygtede logo, som jeg havde forventet. Det er Tilsynets.

Panik løber gennem befolkningen, spreder sine grene som løbeild, og sætter sig i os alle. Jeg ved, hvad der skal ske nu.

“M-men Jagten,” siger Sansha. Hendes forskrækkede blik er stadig på Tilsynets helikopterer, der langsomt kommer tættere på, længere ned. “Jagten er stadig i gang.”

Hun har ret. Det er én af Industries egne regler, at der ikke er noget Tilsyn, imens Jagten er i gang. Men de blev åbenbart utålmodige.

Røgfaklen smider jeg fra mig, og jeg snurrer rundt mod hende. “Sansha. Lyt godt efter. Du skal bede så mange du kan om at låse sig indenfor, okay? De må ikke åbne op for nogen. Tilsynet er kommet for at stoppe os, og alle der ikke vil kæmpe imod, skal så langt væk som muligt. Og fortæl dem, at de skal sige det videre.”

Hun nikker, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hun har forstået alvoren, for hun er med det samme væk.

Fartøjerne stopper fem meter over hovederne på os. Rebstiger bliver kastet ned.

Jeg stiller mig op på kanterne af kassen med de røde fakler, og stiller mig op på den. “Folkens!” råber jeg så absolut højt, jeg kan. “Vi kan ikke lade Tilsynet vinde. Vi kan ikke lade Industries vinde. Hør på mig! De har ingen ret til at lukke vores munde. Vi er imod dem, og vi kæmper til det sidste!”

I samme øjeblik mærker jeg et kraftigt slag i baghovedet. Jeg mister balancen, og falder af kassen, imens hele verden sejler. Smerten er ufattelig. Den knasende lyd af revnende glas synger endnu højere så tæt på mine øregange. I det mindste besvimer jeg ikke, selvom det i øjeblikket lyder rarest. Jeg vender mig om mod gerningsmanden, og får øje på en tilseer, der står med hævet politistav, klar til at slå igen. Jeg piler til siden, og når kun lige akkurat at undvige.

I bevægelsen når jeg at registrere, hvad der foregår. Tilseerne er gået imod os oprørere, hvilket har delt gaden i to. Oprørene er begyndt at kaste alt, de kan få fat på, mod Tilsynet, der langsomt tvinger os ned ad gaden. Selv står jeg i udkanten af det hele.

Jeg vender mig mod tilseeren, og giver ham et hårdt spark i siden. Manden krummer sig sammen. Jeg tager muligheden, og snupper den stadigt spruttende røgfakkel fra jorden og kassen med de utændte i armene.

Mine ben bærer mig spurtende om på oprørenes side, hvor jeg sætter kassen. Ingen tager rigtigt nogen notits af mig, før jeg begynder at antænde røgfaklerne en efter en. Alle tager glædeligt imod dem, når jeg deler ud, men ved ikke rigtigt, hvad de skal gøre af sig selv. Derfor er jeg den første til at kaste en røgspyende fakkel på tilseerne. De bliver forskrækkede og mister fokus for at se, hvad det er. Der dannes et hul i formationen for at slippe væk fra røgen. Så bliver den næste kastet. Og den næste, og den næste, og den næste. Tilseerne bliver ved med at lade dem prelle af på deres gennemsigtige skjolde, men hullerne i deres rækker bliver kun større og større som vi kaster lysene ind imellem dem. Da der ikke er flere tilbage, ved vi alle, at vi er nødt til at gå til modangreb. Sådan rigtigt.

Ved siden ad mig vender en mand sig mod mig. “Lilium, ikke?”

Jeg nikker.

Han smiler ærbødigt. “Jeg er glad for, at dit kønne ansigt var det sidste, jeg så.”

Den mand er den første, der løber. Han har en mursten - et sjældent syn i zonerne - i hånden, og jo tættere på Tilsynet han kommer, jo vildere bliver hans råb. Men i samme øjeblik, han er tæt nok på, rækker en tilseer ud efter ham med et lille instrument. Det ligner en fjernbetjening. Men da den kommer i kontakt med hans hud, lyder et elektrisk smæld, og han knækker sammen midt på gaden. Død.

Jeg kan ikke tro mine egne øjne. Det kan ikke passe. Og selvom det ville give mest mening, hvis jeg blev lammet af skræk, ude af stand til at gøre andet end se på, så bliver jeg ikke. Jeg fyldes med vrede. Ægte vrede, der er løber varm og fyldig i mine blodårer, løsner mine led og giver mig ny energi. Jeg er tørstig efter hævn. I nat skal det gøre ondt på Industries. I nat skal vi endelig vinde over autoriteten.

Flere mennesker begynder at storme gruppen af tilseere, og jeg er et af dem. Jeg bruger kassens bund som mit eget skjold, så de ikke kan nå min bare hud med deres strømpistoler. Jeg hamrer trækassen ind i ansigtet på én af tilseerne, og han går med det samme i gulvet. Bagfra mærker jeg en anden prøve at få fat i mig. Jeg snurrer rundt, og giver ham et spark i maven, hvilket resulterer i, at den pulserende strøm strejfer mit ben. Selvom buksestoffet tog det meste af stødet, gør det et splitsekund fandens ondt. Jeg mister et øjebliks fokus. Og det ser han.

Hans skosål drøner ind i siden på mig, og jeg er tæt på at falde omkuld. Manden sparker igen, og selvom jeg kan bruge kassen til at undvige hans strømpistol, går hans spark lige i knoglerne på mig. Men der er ikke tid til at ømme sig. Jeg kommer rystende på benene, og skal til at lange ud efter ham, da jeg ser en politistav kommer susende mod os. Jeg når at bukke mig. Tilseeren gør ikke.

Lettet lyser jeg op, da jeg opdager, at det var CJ, der svang våbenet.

“Hvad helvede har du gang i?” spørger han, og slår den nærmeste tilseer ned.

Jeg hamrer min trækasse ind i en andens baghoved. “Ikke noget. Jeg hjælper dem bare.”

“Du kunne få dig selv slået ihjel på de strømpistoler!”

“Men det gjorde jeg ikke,” siger jeg bare.

Han stønner opgivende.

Jeg svinger kassen mod endnu én fra Tilsynet, og selvom det slår ham ud, flækker træet halvt over. Pis. “Har du tilfældigvis en ekstra af de dér stave?” spørger jeg.

CJ holder pludselig inde, og ser rundt. “Jeg tror ikke, det er nødvendigt.”

Overalt er tilseere ved at trække sig tilbage. De, der endnu er kampdygtige, klatrer tilbage i helikoptererne ad rebstigerne, mens sårede bliver samlet op af særlige kloarme. Én dykker ned lige ved siden ad os, og samler en bevidstløs soldat op i sit lille bur af knoglede fingre. Jeg ser nysgerrigt til, imens han bliver firet op i det flyvende fartøj over vores hoveder.

Tilsynet er hurtige og effektive. På under et minut er gaden blevet ryddet for tilseere, og helikoptererne er på vej væk.

En jubel bryder ud imellem os. Jeg griner med, og selvom CJ stadig er sur på mig, kan han heller ikke lade være med at smile hvidt i den ellers så mørke nat. Vi vandt trods alt. Denne gang var det Industries’ tur til at stikke halen mellem benene.

“Kom,” siger han, og tager mig om skulderen. “Lad os finde de andre.”

Felix og Leslie er de første, vi får øje på. Selv på afstand kan man se, hvordan de står og flirter med en gruppe piger.

“Vi er kede af at afbryde,” siger jeg, “men ved I, hvor de andre er?”

Ingen af tvillingerne ser ud til at have tænkt sig at svare, så CJ og jeg tager fat i én hver, og hiver dem med os.

“Hey,” siger Leslie irriteret, men stritter dog ikke imod, “vi var altså lige i gang med noget.”

“Ingen detaljer, tak,” svarer CJ, og jeg kommer til at grine.

Felix skuler. “Ha ha, meget morsomt. I skal bare være klar over, at vi aldrig ville hive i jer, hvis I var tæt på at blive heldige.”

“Nej, I ville fandeme hoppe med i seng,” siger CJ, hvilket lukker munden på de storsmilende fyre.

Resten af oprørsgruppen finder vi foran en smadret butiksrude, som Will er ved at blive hjulpet op af. Den knasende lyd af glas er genkendelig, og får min mave til at vende sig. Selvom der er blod alle vegne, og der sikkert sidder en del stykker glas i mandens ryg, er han i det mindste i stand til at smile, da han får øje på os. Måske er det alligevel ikke helt så slemt.

“Er du okay?” spørger CJ, da oprøreren er kommet helt op at stå.

Han børster bittesmå glasskår af med jakkens tykke ærme. “Jaer, stort set. Der var et lille uheld. Jeg håber, ejeren af den butik ikke bliver alt for sur.”

Jeg går tættere på, og trækker et stykke ud af hans nakke. “Måske vi burde finde én eller anden, der kan få dig tjekket.” Blodet begynder at sive ud, da jeg har fjernet proppen. Selvom det hverken er et dybt eller alvorligt snit, bryder jeg mig ikke om, at han tager så let på det.

“Årh, slap af. Jeg står stadig på begge mine ben, ikke?” Han griner kort. “Lad være med at se så alvorlige ud, allesammen. Vi vandt over Industries! Jeg har i hvert fald tænkt mig at fejre det.”

Jeg bløder lidt op. Jo, det lyder nu meget rart at feste. For en gangs skyld er der jo også noget at fejre.

Nogen har et lille stykke længere nede tændt for musik, og som insekter mod lys, begynder vi alle at gå tættere på.

Will smiler til mig. “Lyst til at danse?”

“Det tror, jeg er en rigtig dårlig idé,” siger jeg, og lader blikket løbe op ad ham.

“Kom nu,” siger han. “Så kan vi begge to være glasmennesker. Det er perfekt.”

Jeg griner, og lader ham tage min hånd. Beatet er lige præcist tempoet til langsom dans. Jeg passer på, da jeg lægger den anden hånd på hans overarm. Will fortrækker ikke en mine, så jeg trykker forhåbenligt ikke nogen glasskår længere ind i hans hud.

“Jeg er ked af det med Ezra,” siger han. “Han var en flink fyr.”

Jeg ser ned på vores hænder. “Jeg er også ked af det. Men jeg gider ikke tale om ham nu, okay? Ezra gjorde, som han gjorde. Han har det sikkert også bedre, hvor end han er nu.”

Will lukker et lille “Hm” ud.

Jeg tror, vi kysser den nat. Morgenen efter lægger jeg i hvert fald mærke til en blodig rift på hans læbe. Jeg mærker efter på min egen mund. Jo. Flængen, fra da jeg sprang af toget, er der stadig. Skarp og perfekt til kun at skabe smerte. Det er der så meget, der er nu om stunder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...