Fosterfødt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2013
  • Opdateret: 8 jun. 2014
  • Status: Færdig
ROMAN: Lim har aldrig sat spørgsmålstegn til Jagten – en begivenhed, der giver zonernes befolkning syv dage til at slå et udvalgt menneske ihjel. Da det magtfulde Industries dog vælger en hjort ingen havde forudset, går denne menneskejagts egentlige formål op for Lim, og hun beslutter sig for at bryde ud af dens klogreb. Men det er farligt at lege med systemet, og uden varsel er hun pludseligt tvunget til at flygte for livet ud i den nådesløse ørken med en komplet fremmed som den eneste, hun kan stole på. Spørgsmålet er bare, om menneskers fornuft er større end deres grådighed – og hvordan starter man en revolution, når alle ønsker at se dig død? [ADVARSEL: Spoilers i kommentarerne!]

73Likes
52Kommentarer
4435Visninger
AA

19. 18. Spøgelser

En hel del timer senere sidder vi to i bilen, og kører mod Sundon. Solen er ikke langt fra at falde i horisonten, og har efterladt verden i sit orangefarvede kendetegn. Støv fyger om bilens sider, og der er ørken så langt øjet rækker.

Ezra sidder bag rattet. Han rækker hånden ud for at tænde for radioen, men jeg beder ham om at lade være.

“Jeg har ikke lyst til at høre på Industries,” undskylder jeg. “Ikke lige nu.”

Han smiler til mig med sine mørke øjne. “Fint nok. Har du lyst til at tale om noget? Sundon?”

Jeg ser ud ad sideruden, og trækker på skuldrene. “Det ved jeg ikke. Ja.”

“Godt. Så lad os tale.”

Tavshed falder i bilen. Kun den larmende motor og småsten overalt kan høres.

“Jeg ved ikke, hvorfor jeg bare løb,” slipper det pludselig ud af mig, og jeg har brug for at trække ordene i mig igen, men jeg kan ikke.

Ezra ser på mig gennem øjenkrogen, imens han holder blikket på vejen. “Det var det eneste, du kunne have gjort.”

“Jeg kunne have hjulpet nogen derinde. Hjulpet dem med at overmande forræderne, i stedet for bare at stikke af.”

“Lim. Glem ikke hvem det var, der havde pistolerne. Det var klogt af dig at løbe. Du tænkte kun på at få dig selv og Jonah i sikkerhed, og mere kan man ikke forlange. Og hvem ved,” siger han. “Måske er der rent faktisk flere end dig, der overlevede, men som ikke er blevet fundet endnu. Det er ikke mange dage siden, det skete. Menneskekroppen kan fungere uden mad i flere uger, og vand i flere dage.”

“Jaer,” siger jeg uden håb i stemmen. “Måske er der virkelig andre overlevne.”

“Du ødelægger meningen i ordene, når du siger det på den måde.”

“Jeg er en skat.”

Han griner stille, og ser helt hen på mig. “Du ved godt, at vi kan tage hvorhen vi vil, ikke? CJ og de andre har ingen måde at opspore os på. Vi kan forsvinde for altid, bare finde et sted at slå os ned.”

“Hvorfor siger du det?”

Han smiler stadig, men jeg kan ikke mærke glæden som før. Øjnene er bare ikke rigtigt med. “Fordi muligheden er der, hvis vi vil.”

Jeg ser væk fra ham. “Jeg ved godt, at du hele turen igennem har været imod al denne vold og ødelæggelse, men … for helvede, det er der bare nødt til at være i oprør, okay? Og du vil godt have en opstand, ikke?” Jeg sukker svagt, og følger bilrudens kant med fingerspidserne. “Vi kan ikke smide alt, vi har i hænderne, fra os. Det ville ikke være fair. Og jeg vil også gerne fortsætte. Jeg kan faktisk godt lide det - det dér med at kæmpe for sin sag og sådan.”

Ezra ser heller ikke på mig længere. Jeg tror, jeg hører ham fnyse.

“Når det en dag er slut…” prøver jeg, men det får ham bare til at rulle med øjnene.

“Hvornår slutter det her egentligt helt præcist, Lim? Hvis oprørerne har været i gang i flere årtier, som Varick sagde, hvor mange år er vi så selv nødt til at kæmpe, før vi finder et udfald?”

“Jeg havde den samme samtale med Jonah på et tidspunkt,” mumler jeg.

“Og hvad sagde han?”

Jeg trækker benene op på sædet. “Det kan jeg ikke huske.” Jeg kan mærke det. Sorgens sjæleflosseri. Det er på vej tilbage. Jeg kan ikke huske, hvad Jonah sagde. Hvor lang tid vil der gå, før jeg har glemt hans ansigt? Auroras hårfarve? Jaimes latter?

“Lim, hey, Du skal ikke være så hård ved dig selv,” trøster han, men det hjælper ikke. Intet hjælper. “Der er ikke noget forkert ved at glemme. Det var sikkert ikke så vigtigt.”

“Alt, Jonah sagde, var vigtigt,” mumler jeg, imens min hals langsomt snører sig sammen.

Ezra sukker. “Du ved, hvad jeg mener. Hvis ikke du kan huske det helt så tydeligt, lagde hverken du eller Jonah sikkert særligt megen tankeværk i den samtale, okay?”

“Hm.” Jeg ser fortsat ud ad sideruden.

Han tøver lidt. “Undskyld, hvis jeg sårede dig.”

“Det gør ikke noget.” Det gør alligevel ikke særligt ondt. Der er ikke mere tilbage at såre.

“Sig til hvis du har brug for frisk luft, og jeg skal holde ind til siden. Vi er der om en time.”

“Okay.” Jeg kigger på ham gennem øjenkrogen. “Tak.”

“For hvad?”

Jeg smiler stille for mig selv. “For at have drukket øl på en luset bar klokken fem om eftermiddagen.”

Solen skinner en anelse rødere.

Da vi ankommer, er tusmørket faldet på. Det er svært at se noget tydeligt, men her er ikke helt mørkt. Jeg er også glad for, at jeg ikke er tvunget til at stå ansigt til ansigt med Sundon ved højlys dag. Og dog. De nedbrændte bygninger giver mig her i mørket myrekryb.

Alt er brændt sort og gråt. Så snart jeg stiger ud af bilen, sætter asken sig i min næse og på mine sko. Ingen af bygningerne er til at kende mere. Min skosnude støder på noget metallisk, og jeg visker soden væk. Velkommen til Sundon Town. Jeg gør en synkebevægelse.

Ezra er hurtigt omme på siden af mig. Han tager min hånd, og sammen begynder vi at gå gennem resterne af mit hjem. Eller, mit tidligere hjem, går jeg ud fra.

Vi er ikke stødt på nogen forkullede kroppe, men jeg kan ane en del ligge foran en butiksdør. Jeg ser ikke derhen. Det er bare mere brændt træ.

Pludselig ser jeg Jonah. Han ligger lige for mine fødder med lukkede øjne, ilden er slet ikke nået ham. Så lille og uberørt, han ser ud. Jeg bukker mig ned for at ae ham på kinden, men får ikke fat i andet end luft. Jeg forstår det ikke.

“Lim. Det er ikke andet end dit hoved,” siger Ezra.

“Men han var lige her,” siger jeg. Jeg lægger mærke til, hvor meget jeg ryster. “Han var lige foran mig.”

Han trækker mig op at stå igen, og mumler, at det måske ikke var så god en idé at tage herud alligevel.

“Hey,” siger jeg, “jeg-jeg er okay, okay? Jeg har det helt fint. Men kunne du … måske lade mig være lidt alene?” Jeg ser op på ham. “Jeg vil gerne se stedet her selv.”

Kort måler han lige mit sindsniveau med øjnene. “Okay. Jeg er derovre, så hvis du får brug for mig, skal du bare råbe.”

Han forlader mig uden at se sig over skulderen bare én gang. Jeg ved ikke, hvad det betyder.

Jeg har lyst til at sætte mig et sted, men selv vertikale overflader her er dækket af et mere eller mindre tykt lag aske, så jeg ombestemmer mig hurtigt.

Tøvende sætter jeg det ene ben foran det andet, og bevæger mig videre gennem ruinerne af Sundon. Roya havde ret i, at jeg havde brug for at komme tilbage. Og at tvillingerne ikke er klar. Jeg tvivler på, om de nogensinde bliver det.

Jeg hører en lyd, og tror først, at det er Ezra, der er kommet tilbage, så jeg tager ikke yderligere notits. Men så bliver mit navn sagt. Mit rigtige navn.

“Lilium Foster…”

Forskrækket snurrer jeg rundt. Stivner, hvorefter jeg slapper af igen, for mennesket genkender jeg. Det er Varick. Han er beskidt og ser ikke ud til at have det for godt, men det er Varick. Jeg smiler tøvende til ham. “Varick, hvor er jeg-”

Så lægger jeg mærke til pistolen i hans hænder.

Manden gentager mit navn med sin skumle tunge. “Du vover på at kalde på ham. Jeg tøver ikke med at skyde.”

Af én eller anden grund er jeg ikke bange. I hvert fald ikke så bange, som jeg burde være med et våben peget mod mig. “Hvad vil du mig, Varick? Hvorfor gør du det her?”

“På grund af præmien,” siger han med et smil, der er så let til hovedet, at det får hans ord til at lyde venlige. “Jeg har et barn at tage mig af. Jeg har brug for pengene.”

“Hvor er Luna?” snerrer jeg under min vejrtrækning.

“Selvfølgelig ikke her,” svarer han i samme tonefald. “Jeg ventede på jer. Eller, mest på dig. Ezra bliver bare et uheldigt offer for Jagten.”

“Varick, hør på dig selv. Vil du virkelig tage del i dét, du har kæmpet imod i år, bare for et stykke brød? Du,  du kan komme med os. Vi er på vej sydpå med de andre oprørere.” Jeg ved ikke, om han køber den. Aldrig i mit liv ville jeg turde stole på den mand.

Han strammer grebet om skærftet. “Du ved, jeg fandt Jonahs lig her den anden dag. En skam, at fosterungen ikke klarede den. Hvis bare, du havde været lidt bedre - hvis bare, du havde reddet ham…”

Okay. Så det er dén vej, vi går.

“Aurora,” er alt jeg siger.

Det trækker ufrivilligt i mandens mundvig. Han holder mund.

Hensynsløst fortsætter jeg. “Du så hende dø, gjorde du ikke? Du så din egen kone få skudt livet ud af sig som en sæk kartofler.”

“Jeg gør det for hende,” siger Varick, men hans stemme ryster.

“Du tror, at Aurora ser ned på dig lige nu med kærlige øjne?” spørger jeg. “Hun vil hade dig til evig tid, hvis du skyder mig nu - hvis altså hun ikke allerede gør. Du vil ikke være en knivspids bedre end alle de andre vindere af Jagten. Aurora ville ønske, det var dig, der døde, i stedet for hende. Og det ville alle andre også.”

Han gør en synkebevægelse. “Jeg har aldrig brudt mig om jer lysliv. I er allesammen én stor gruppe løgnere.”

“Som du vil blive en del af, hvis du skyder mig,” husker jeg ham på.

“Og hvad så? Jeg har Luna.”

Jeg kommer til at hade mig selv for det her. “Ja, du har Luna. Men hvad vil du gøre, når hun bliver stor og ikke forstår, hvorfor du ikke reddede hendes mor?”

“Der var ikke noget at gøre.” Han får bedre fat om pistolen igen. “Jeg kunne ikke redde hende.”

“Og det vil også være dét, du fortæller din datter, når du kysser hende godnat. Men inderst inde,” siger jeg, “helt inderst inde ved du godt, at hvis bare du havde været hurtig nok, ville du kunne have reddet hende.”

Varick ryster så meget på hænderne, at han ikke kan holde pistolens sigte. Smerten i hans ansigtsfolder er ikke til at tage fejl af? “Fortalte nogen dig nogenside, hvad det er, der gør mig fosterfødt som du?” spørger han.

“Nej?”

Hans øjne bliver blanke, og han ser op på den mørke stjernehimmel. Kølig og så mørkeblå, at den næsten er helt sort.

Jeg følger ikke hans blik, men fokuserer stadig årvågent på den mand, jeg er så tæt på at knække midt over. Bare lidt endnu...

“Jeg er udødelig. Ikke alderdom, ikke sår, ikke ild kan slå mig ihjel. Det eneste, der kan,” siger han med bævrende stemmebånd, “er mig selv.”

Før det går op for mig, hvad hans ord betyder, har han løftet pistolen op mod tindingen.

“Varick, nej!”

Bang.

Skrigende falder jeg på knæ, og falmer efter en puls, en vejrtrækning, ét eller andet. Men der er intet. Varick Foster er blevet til ingenting nu.

Jeg hører Ezra komme løbende bag mig. Han stopper op et par meter før. Stivnet.

“Hvad er det, du har gjort,” spørger han, med det lyder ikke som et spørgsmål. Det lyder som en følelse. Følelsen af foragt.

Jeg vender mig mod ham. “Det er ikke, som du-”

“Nej. Jeg vil ikke høre det.” Han kommer tættere på, og får set sceneriet tættere på. “For mange er døde,” hører jeg ham sige til sig selv. “Alt for mange er døde i den her opstand.”

Pludselig griber han fat om pistolen, og retter den mod mig.

Jeg fryser fast til jorden. Der er blod for enden.

“Ezra, det var ikke mig, der gjorde det,” siger jeg forskræmt, men han ignorerer mig.

“Dig,” siger han bare. “Du er grunden til alt det her. Hvis vi bare kunne få gjort en ende på Jagten, så, så, så er der ikke flere, der vil dø. Så kan vi stoppe oprøret. Jeg bliver nødt til at slå dig ihjel, Lim.”

Jeg begynder at trække mig bagud, stadig på jorden og med front mod ham. “Det er ikke sjovt, okay? Du skræmmer mig nu.” Nye tårer blander sig med Varicks tårer på mine kinder og min hals, og bliver til ét vandløb.

Han snøfter, men lader som om, det er kulden. “Jeg prøver ikke på at være sjov.”

Så snart første skud falder, er jeg på benene og på vej mod bilen. Det her sker ikke, der er ikke virkeligt. Ezra prøver ikke at dræbe mig.

Problemet er bare, at det er virkeligt. Meget virkeligt endda, for han bliver ved med at skyde efter mig, da jeg har kastet mig ind på førersædet. Der lyder et knas, og bagruden splintres til atomer, men kuglen sætter sig i nakkepuden ved siden ad min. Natten trænger ind i den ellers så lune bil. Jeg mærker ingen forskel. Jeg skal væk herfra. Trykker speederen i bund, og flygter fra Sundon. Hele tiden holder jeg i bakspejlet øje med Ezra. Ezra. Han sidder på knæene, tom og forladt. Pistolen fylder stadig i højre hånd.

Jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke noget. Jeg stolede på Ezra ind til benet, men han kom på andre tanker. Og nu forlader jeg ham ene og alene i spøgelsesbyen Sundon Town.

Han havde ret. Det var måske alligevel ikke så god en idé at tage herud.

Jeg kører, som CJ havde instrueret os i. Tager 80’eren tilbage østpå mod Mountain, som er en lille simpli-city, de lovede at ville vente på os i. Alligevel føler jeg en påfaldende lettelse, da jeg genkender bilerne ved min ankomst. Som om de også løj for mig. Ombestemte sig i dét øjeblik, jeg stolede allermest på dem.

Roya er den første henne ved mig, da jeg stiger ud af bilen. Hun lægger med det samme mærke til, at Ezra ikke er med, og spørger derfor ind til det.

“Han er ikke længere på vores side,” svarer jeg. Min stemme er hæs og lagt kold for al eventuel følelse. Præcis som jeg også har det indeni.

Hun forstår en hentydning, og stiller ikke flere spørgsmål.

“Glastøs,” råber Felix, da han får øje på mig. Han og Leslie kommer tættere på. “Hvordan gik det i Sundon?”

Så meget for at være følelsestom.

Jeg bryder sammen mit på vejen i hulk og tårefald. Med det samme er de to henne med armene omkring mig, men det er ikke på grund af kulden, at jeg ryster så dybt. Måske de også er klar over det.

Med en trøstende stemme tysser Leslie på mig. “Fortæl om, hvad der skete.”

Jeg prøver ihærdigt, men kan ikke få et ord frem. Mit stemmebånd bliver ved med at knække midt over, hver gang jeg skal til at sige noget, så jeg græder bare videre. Det føles alligevel også bedst at græde.

“Hvad er der med hende?” hører jeg CJ spørge Roya om, og hun trækker på skuldrene som svar.

Jeg samler langsomt stumperne af mig selv sammen. Tørrer øjnene. Efter alt det, jeg har været igennem, kan jeg godt overleve det her.

“Vi - eller jeg - mødte Varick,” fortæller jeg dem, da jeg er helt sikker på, at min stemme ikke længere vil svigte mig. “Han var blevet helt skør efter at have mistet Aurora. Han ville skyde mig for at vinde Jagten, men jeg fik talt ham ud af det, og … så skød han sig selv.”

Der løber et lydløst gisp mellem dem alle. Will, Che og Logan er også blevet trukket til, sammen med nogle mennesker, jeg ikke kender. Måske det er dem, CJ talte med Mandala om.

Jeg ser ned på mine sko. De er stadig farvet mørkegrå af asken. “Jeg tror, Ezra troede, at det var mig, der havde slået Varick ihjel. Jeg ved det ikke. Men lige meget hvad blev det i hvert fald for meget, og han skød selv efter mig. Han mener, at der er for mange, der er blevet dræbt og at min død ville sætte en stopper for det. Men som I kan se, nåede jeg at stikke af.” Jeg når altid at stikke af.

“Hvor er Ezra så nu?” lyder det fra Roya.

Jeg trækker tungt på skuldrene. “Jeg ved det ikke. Nok ikke i Sundon, det kan jeg ikke forestille mig. Alle kroppene.” En kuldegysning løber gennem mig. “Det kan være, at han har fundet en anden bil, der stadig fungerer - men hvor ville han i så fald tage hen?” spørger jeg dem.

“Du fandt jo os,” siger Felix, “da du ville gå imod Industries. Så hvis jeg var Ezra, og ville stoppe Jagten på hans måde, ville jeg enten opsøge andre jægere eller …”

Vi kender alle svaret. For hvem er Ezra allerede perlevenner med?

“... Horodotos.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...