Fosterfødt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2013
  • Opdateret: 8 jun. 2014
  • Status: Færdig
ROMAN: Lim har aldrig sat spørgsmålstegn til Jagten – en begivenhed, der giver zonernes befolkning syv dage til at slå et udvalgt menneske ihjel. Da det magtfulde Industries dog vælger en hjort ingen havde forudset, går denne menneskejagts egentlige formål op for Lim, og hun beslutter sig for at bryde ud af dens klogreb. Men det er farligt at lege med systemet, og uden varsel er hun pludseligt tvunget til at flygte for livet ud i den nådesløse ørken med en komplet fremmed som den eneste, hun kan stole på. Spørgsmålet er bare, om menneskers fornuft er større end deres grådighed – og hvordan starter man en revolution, når alle ønsker at se dig død? [ADVARSEL: Spoilers i kommentarerne!]

73Likes
52Kommentarer
4434Visninger
AA

18. 17. Ødelagthed

“Og hvad skete der så?” spørger CJ så roligt som muligt. Ikke upåvirket: Jeg kan høre sorgen i mandens stemme - han ved bare, hvad der er vigtigst lige nu.

Jeg synker. “J-Jonah og jeg. Vi løb. Vi ville ud, imens der stadig var tid. Men Jonah, han havde det så dårligt, det må I kunne huske,” siger jeg, og ser på Ezra og tvillingerne. “Og så kom eksplosionen. Jeg ved ikke, om det var et uheld, eller om det var meningen, det var i hvert fald forrædernes værk, men vi nåede kun væk i sidste sekund.” Jeg pauser for at få vejrtrækningen under fuld kontrol igen. Jeg vil ikke græde her. Roya slår mig sikkert ihjel for det. “Røgen. Den var overalt, og Jonah kunne ikke tåle det. Jeg prøvede at redde ham, jeg prøvede virkelig, men-”

“Lim,” afbryder Ezra. “Det er okay.”

Jeg ser ind i hans øjne for at sikre mig, at han mener det. Hvordan kan jeg være sikker på, at han taler sandt? Hvordan kan jeg være sikker på, at nogen taler sandt?

“Mange tak, Lim,” siger Felix. “Skal vi lade dig sove?”

Så snart han nævner det, mærker jeg trætheden og udmattelsen skylle ind over mig. Jeg ryster dog på hovedet, til hele rummet sejler. “Nej. Nej, bare bliv ved med at tale.”

Felix giver et lille, taknemmeligt nik fra sig, og jeg lukker øjnene halvt i.

“Hvis dette er rigtigt,” siger CJ, “så ved vi nu, at Industries lyver. For os og for resten af befolkningen. Vi kan bruge det her til vores fordel.”

“Hvordan?” spørger ham med det runde ansigt, Will, opmærksomt. Selvom han sidder ned, er det tydeligt, at han er lavere end mig. “Med Industries i ryggen, er det her oprør ikke andet end et hjerte, der aldrig rigtigt kommer i gang med at slå. Vi er en flamme, der hele tiden bliver pustet ud.”

CJs blik falder på mig, men det er ikke mig, der bliver talt til. “Hvis vi kan overbevise andre om, at dette er sandheden, vil de ikke kunne modstå at straffe Industries. Folk bliver nødt til at høre om, hvordan der bliver løjet for dem. Alle elsker sandheden så højt, som de elsker en god historie. Her har vi begge dele.”

“Men hvad forestiller du dig så?” fortsætter Will. Jeg har besluttet mig for næsten at kunne lide ham. “En tale?”

“Og ikke med hvilken som helst taler,” svarer CJ med et nik mod mig. “Et øjenvidne.”

Logan fra nord bryder ind. “Det er jo grotesk. Vi kan ikke lade hjorten af alle mennesker tale offentligt. Ikke på dette tidspunkt i Jagten. Folk er begyndt at blive rastløse. De kræver en ende.”

“Jeg skal nok gøre det,” siger jeg stille, og de vender sig alle mod mig. “Jeg er ikke bange.” Jeg har ikke noget at være bange for længere.

“Godt,” siger CJ, inden Logan når at protestere. “Vil du kunne gøre det i aften?”

Jeg rynker brynene. “Her? Her er jo ingen mennesker.”

“Om dagen er byen død, ja. Det har den været, siden du var her. Men om natten kommer folk ud fra deres skjul. Der er næsten ikke brug for nogen oprørsorganisation her. Winnemucca er dén by i alle zonerne, der er længst fremme i omvendingen,” siger han med et alvorligt blik på mig.

“Og det er den eneste måde at vende situationen til vores fordel, ikke?” spørger jeg.

Ingen svarer. De ved, jeg har ret.

 

~

 

Vinden leger tøvende med mit ødelagte hår. Varmen virker døsigt på mit trætte jeg.

Jeg har sat mig ud i verandaens gyngestol, og vipper langsomt frem og tilbage til melodien af min haltende hjerterytme. Jeg ved ikke, om himlen rent faktisk er gul, eller om det bare er noget, min hjerne bilder mig ind. På huset på den anden side af vejen, står der med graffiti skrevet “Ned med Industries” i store, røde bogstaver.

Der er ikke mere tilbage i mig. Jeg har aldrig følt mig så tom indeni. Så sporløs. Hvad laver jeg her? Hvor er jeg på vej hen? Hvorfor bliver jeg siddende?

Jeg har brug for at løbe, men min krop er ikke i stand til det. Leslie siger, at jeg ikke har brækket eller forstuvet den ankel, jeg ikke kan gå på. Derimod må jeg ikke flytte på min venstre skulder. Jeg slog den vist ret slemt, da jeg sprang af toget. Kaktuspiggene sidder muligvis stadig i mit ben. Jeg kan ikke huske, om Leslie så dem, og jeg har ikke tænkt mig at tjekke.

Døren ved siden ad mig bliver åbnet. Jeg ved, hvem det er uden at se derhen. Han sætter sig på hug ved min side.

“Hvad laver du herude?” spørger Ezra så afslappet som muligt, men det fungerer ikke rigtigt for ham. Han lyder akavet.

Jeg holder blikket ud mod den tomme gade. “Jeg ville gerne se natten tage over. Men nu ved jeg ikke rigtigt.”

Han tager fat i min hånd, der hænger slapt ud over armlænet. Siger ikke noget.

“De døde allesammen,” fremstammer jeg. “De døde allesammen, Ezra.” Jeg kan mærke min hals snøre sig sammen og tårerne skubbe til hinanden for at komme ud. “De døde allesammen,” fortsætter jeg bare, som om jeg selv har brug for at høre det flere gange, før det først bliver rigtigt. Jeg vil ikke have, at det skal være rigtigt. “De døde allesammen.”

Ezra tysser på mig. “Du behøver ikke sige det mere,” siger han.

Jeg ser ned på ham. Ned i hans mørke øjne, så mørke, at de næsten ser helt sorte ud. Jeg gad godt vide, hvad de øjne har skullet se, for at blive dén farve.

“Du forstår ikke,” siger jeg grådkvalt. “Ingen forstår. Det gør bare så ondt.”

Jeg slipper gråden helt fri. Lader sorgen rive og flå i min sjæl, så de flossede kanter kun smerter endnu mere end før. Fuck, hvor jeg savner dem alle. Savner at stå ved siden ad dem og høre dem trække vejret. Savner at kunne svare dem, når de talte til mig. Nu svarer de aldrig mere mig.

Ezra retter sig en anelse op, for at kunne lukke armene om min udpinte, rystende krop. Jeg lægger også armene om ham.

Jeg er i tvivl om, om jeg elsker Ezra Evander. Jeg ved ikke, om dette er sådan, kærlighed skal være. Men det er det eneste, jeg har at holde fast i.

“Jeg kan ikke forstå det,” siger han ind i mit hår. “Jonah er væk. Drengen, der skulle have reddet os alle, er væk.”

“T-tror d-du, at han sk-skulle have reddet os?” spørger jeg.

Jeg kan mærke han smile. “For helvede. Den unge vidste sgu da mere end jeg.”

Stille griner jeg, selvom det ikke føles helt ægte. “Ditto.” Jeg ser væk. “Vil du blive ved mig, til solen går ned?”

“Det må jeg hellere,” siger han. “Folk har ikke godt af at være alene, når de har noget at være kede af. Det giver dem mulighed for at tænke. Det er de stille stunder, der er de værste.”

I dét øjeblik er jeg ikke længere i tvivl.

 

~

 

“Jeg tror ikke, jeg kan gøre det,” siger jeg, og gemmer ansigtet i mine hænder.

Det er nat. Klokken nærmer sig de tolv, og over os er himlen dækket med nysgerrige stjerner. Vi står på byens torv, som er overraskende stort i forhold til Winnemuccas generelle størrelse. Og alligevel er det fyldt til randen med mennesker, der råber og hujer til hinanden. Jeg står gemt bag et talerpodie, der er blevet sat op i dagens anledning. Det blev engang brugt, til når mennesker såsom Horodotos skulle holde tale, men ikke længere. Industries’ logo er også blevet fjernet.

“Hey, Lim, se på mig,” siger Ezra, og jeg adlyder tøvende. “Kan du huske dengang, jeg sagde, at du nok mere er en taler end en kæmper i al din Glaspigehed?”

“Nej?” siger jeg bare forvirret.

Han klør sig i nakken. “Nå. Nå, men jeg tog i hvert fald fejl. Se dig lige - så godt som intakt, og alt muligt. Jeg tror, du både er en taler og en kæmper.”

“På hvilken måde prøver du på at hjælpe mig?”

Han sukker med et fjoget smil på læben. “Bare husk, at du er og kan meget mere, end du selv tror. Meget mere end nogen tror. Hav det i tankerne, når du går op på det podie og tager publikum med storm.”

Jeg prøver at smile tilbage, men det bliver vist bare til en underlig grimasse. “Tak. Tror jeg.”

Ezra bukker.

Vores opmærksomheder bliver stjålet af CJ, som har stilt sig op på talerstolen. Befolkningen på den anden side begynder at juble, da de får øje på det velkendte ansigt. Han venter et øjeblik, før han beder folk om at skrue ned for begejstringen.

“I aften,” begynder han, “er der en særlig grund til, at jeg står her. Vi har noget, Industries har holdt skjult for jer - fortalt af en person, I nok kender.” Mandens stemme er høj og kraftfuld, og vil uden tvivl kunne høres til bagerste række. Den fødte taler. Han vender ryggen til menneskemængden, vender sig mod mig.

Shit. Hvorfor er jeg så nervøs? Som tidligere vært på Jagten er jeg aldrig rigtig nervøs. Med undtagelse af nu.

Jeg sætter langsomt den ene fod foran den anden. Min ankel går det bedre nu.

Torvepladsen er helt stille, da jeg kommer til syne ved siden ad CJ. Shit. Shit, shit, shit. Er det virkelig mig, der skal sige noget?

“D-det,” prøver jeg, men min stemme er ikke andet en en ynkelig piven. Jeg trækker vejret langt ned i hullet i min mave. Dette er vigtigt. Jeg gør det for dem. “Det var ikke et gaslæk, der destruerede Sundon og slog hundredevis af uskyldige ihjel,” siger jeg så, højt. “Det var Industries.”

Der kommer ikke én lyd fra menneskerne foran mig. De stirrer bare allesammen tilbage. Afventende og med “Hvad går dette ud på?”-blikket i øjnene.

Jeg hæver stemmen. “Stort siden den nye Jagt gik i gang, havde jeg levet med oprørerne i Sundon. Under jorden har de brugt årtier på at opbygge et samfund, der blandede sig så lidt med de civile som muligt. Fuldstændigt afskåret. Det var her vi boede og spiste og planlagde næste dags missioner. Men på én eller anden måde havde Industries fundet ud af det, og en nat, da en fjerdedel af oprørerne var timers kørsel væk, straffede de os for det.”

Jeg fortæller dem om, hvordan de gik til bagholdsangreb, og hvordan vi var ubevæbnede, og ikke kunne forsvare os selv. Hvordan jeg så mine bedste venner dø. Min stemme ryster kun en enkel gang, men det er okay. Så er det i det mindste ægte, det jeg siger. Og det ved indbyggerne også.

“Men nu er det slut!” siger jeg, og hamrer hånden i det lysebrune træ. “Det var Industries, der slog uskyldige mennesker og deres familier ihjel, og ikke et uheld. De prøvede ikke engang på at slukke branden, selvom de har udstyret og muligheden for det. Jeg vil ikke høre på deres løgne længere. Jeg vil have frihed! Lighed! Jeg vil være sikker på, at der er mad nok til, at jeg ikke stadig er sulten, når jeg går i seng i morgen aften. Jeg vil have Industries ned at ligge, som de har tvunget os til i alt for mange år. Ned! Med! Industries!”

Der lyder et øredøvende brøl fra menneskemængden. Stjernerne skinner i deres kamplystne øjne.

“Ned med Industries!” råber de tilbage til mig. “Ned med Industries!” Hver stavelse dunker i min krop som et andet hjerte.

Jeg drejer mig halvt rundt til Ezra, som der på mig med korslagte arme. Han smiler. Det gør Felix og Leslie også. Det er rart at se dem være glade igen.

Det går op for mig, at jeg også smiler. Sådan rigtigt.

 

~

 

Jeg vågner med en kniv i brystet.

Sådan føles det. Koldt og brutalt, og lige meget hvor meget jeg vrider mig, kan jeg ikke slippe af med kniven. Jeg bliver stukket og stukket, men indefra. Som om, noget i mig vil ud, men sidder låst fast bag mine ribben. Smerten er ikke til at sammenligne med noget.

Will, som ligger lige ved siden ad mig på gulvet, er den første, der bliver vækket af mine skrig. Han er hurtigt oppe.

“Whoa, Lim, hvad sker der?” spørger han med en forfærdet stemme.

Ezra er inde i stuen sekundet efter. Will bliver nærmest skubbet væk.

“Lim, Lim, kan du høre mig? Er det dit hjerte?”

Jeg nikker med sammenbidte kindtænder. Hans ansigt er sløret hernedefra. Fysisk smerte er noget helt andet end sorg. Dette er meget mere akut og flående. Som et dyr, der er gået grassat.

Han vil have mig op at sidde, men det kan jeg ikke. Det gør for ondt, når han holder mig på ryggen.

Snart er hele rummet fyldt med mennesker. Selv Roya. Jeg kan høre hendes stemme høj og kølig over alle de andre.

“Ud med jer,” næsten råber hun til dem. “Alle sammen. Også dig, Ezra,” siger hun, da han skal til at stritte imod.

Han stirrer derfor bare irriteret på hende. “Der er nogen, der bliver nødt til at være her med hende,” siger han.

Hun sender ham et sarkastisk smil. “Det skal jeg nok tage mig af.” Kvinden går hen til døren, og åbner op.

Mændene går ud én efter én. Ezra når at sende hende et surt blik, inden der bliver lukket bag ham.

Roya vender sig mod mig. “Din sygdom, ikke? Ezra har godt nævnt det for os.”

“T-tak.” Jeg presser øjnene sammen, og prøver at ride smerten af. “Det er ikke slemt. Snart ovre.” Hvis jeg ikke tager megen fejl, er intensiteten allerede ved at tage af.

“Jeg ved, hvad du har brug for,” siger hun. “Afslutning.”

“Afslutning?”

“Jaer. Du ved. Med hensyn til det dér Sundon Town-noget.” Hun ser stille på mig. “Jeg tror, du har brug for at vende tilbage.”

Jeg kaster næsten op af frygt ved tanken. Eller også er det mit hjerte, der gør for ondt. Jeg kan ikke rigtigt finde skillelinjen lige nu.

“Ikke tilbage,” fremstammer jeg.

Hun bukker sig ned, og sætter sig på hug ved min side. “Det er lige netop dét, du skal. Tro mig, du vil have godt af at se dine spøgelser i øjnene. Jeg har allerede foreslået din kæreste, Ezra, det, og han vil også gerne tilbage. Se stedet og sådan.”

Trodsigt ser jeg op i hendes kantede ansigt. “Vi er ikke kærester.”

Hun griner kort, noget jeg ikke anede, var muligt for hende. “Jeg laver sjov. Eller noget.”

“Hv-hvad med tvillingerne? Felix og Leslie? Vil de tilbage?”

Hun ser ned. “Nej. Og for helvede, de er heller ikke klar. Det var femoghalvfjerds procent af alle de mennesker, de holdt af, der døde den nat. Jeg tror, de har brug for mere tid.”

“Siden hvornår er du blevet ekspert i sådan noget?” spørger jeg.

Hun svarer mig ikke. “Vil du prøve at komme op at sidde nu? Det lyder som om, du har det bedre.”

Med stort besvær, får jeg trukket mig op at sidde. Jeg ser op i hendes øjne. De er rødbrune. Jeg vidste slet ikke, den øjenfarve fandtes. “Hey, tak.”

“Alt for Glaspigen,” siger hun, og rejser sig op. Tilbage i sit gamle jeg.

Vi finder mændende udenfor. De er ved at tale med en gruppe andre mennesker. De tre vender hovederne mod mig, da vi kommer ud, og smiler overrasket.

“Lilium Foster,” siger den forreste, en læderhudet kvinde med en sær accent. “Din tale i aftes. Du forstår at skabe en stemning.”

“Dette er Mandala,” fortæller CJ. “Vi har planer om at bevæge os sydpå, tættere på Industries. Zone 5 er ikke stedet at starte en opstand. Austin, Zone 4, er lige nu det bedste bud.”

“Men mange jægere,” indskyder Mandala, og kigger direkte på mig. “Ikke noget sted for Glaspigen.”

CJ kommer hænderne i lommerne. “Lad os nu se. Jeg tror ikke det vil gavne os at blive i Winnemucca, og det kan vi vist alle blive enige om. Der var nogen af jer, som gerne ville slutte sig til os, ikke?” spørger han hende.

Mandela nikker. “Otte mennesker vil med jer.”

“Fantastisk.” Han smiler næsten. “Vi tager af sted i aften, lad os sige klokken seks. Det er vist bedst at ankomme så sent som muligt.”

“Øhm, CJ?” bryder jeg ind, og skæver et kort øjeblik til Roya, som giver mig et opmuntrende puf til skulderen. “Jeg vil gerne se Sundon. Bare et øjeblik.”

Han nikker forstående. “Selvfølgelig. Du kører bare en omvej, så. Andre, der vil med? Ezra?”

“Jeg tager med,” siger Ezra, og sender mig et skævt smil. Jeg kan næsten høre ham fortsætte med, “Det er ikke godt at være ked af det og alene,” men han udtaler aldrig ordene. Det forbliver vores lille ting.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...