Fosterfødt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2013
  • Opdateret: 8 jun. 2014
  • Status: Færdig
ROMAN: Lim har aldrig sat spørgsmålstegn til Jagten – en begivenhed, der giver zonernes befolkning syv dage til at slå et udvalgt menneske ihjel. Da det magtfulde Industries dog vælger en hjort ingen havde forudset, går denne menneskejagts egentlige formål op for Lim, og hun beslutter sig for at bryde ud af dens klogreb. Men det er farligt at lege med systemet, og uden varsel er hun pludseligt tvunget til at flygte for livet ud i den nådesløse ørken med en komplet fremmed som den eneste, hun kan stole på. Spørgsmålet er bare, om menneskers fornuft er større end deres grådighed – og hvordan starter man en revolution, når alle ønsker at se dig død? [ADVARSEL: Spoilers i kommentarerne!]

73Likes
52Kommentarer
4420Visninger
AA

17. 16. Skinner

Der er liv i Carson City. Meget. Det må både indbyggertals- og størrelsesmæssigt være den største by i Zone 5, eller i hvert fald blandt de største. Jeg har ingen anelse om, hvordan jeg skal navigere hen til stationen uden at blive set, når jeg oven i ikke engang ved, hvor den ligger. Det viser sig dog, at jeg faktisk ikke får svært ved at lokalisere stationen, så snart jeg har fået øje på skinnerne.

Ankomsthallen er ét stort kaos. Folk maser mod hinanden, skubber, råber og falder over lasede tasker. Et øjeblik kan jeg intet andet end stirre forfærdet ind i menneskemyldret, før jeg selv bliver trukket med af strømmen. Her er varmt og indelukket. Men måske er det også bedst på denne måde. Hvis her alligevel er så mange mennesker, er der ingen, der lægger mærke til mig.

Ud fra en families højlydte samtale, finder jeg ud af, at det østgående tog afgår fra perron et, hvilket er lige på den anden side af de døre, der nok engang har været grønne. En person snubler over min hæl, men jeg kan ikke vende mig for at sige undskyld, før jeg selv er blevet skubbet videre.

Perron et er ikke meget anderledes end hallen fra før. Præcist lige så mange mennesker prøver at komme helt ud til kanten, for at sikre sig en plads på toget, der ikke engang er kommet endnu. Mit blik flakker opmærksomt rundt. Det er dybt ubehageligt at være så tæt på andre mennesker som nu. Jeg har lyst til at droppe det hele igen. Flygte. Flygte, som jeg altid gør, når noget bliver for uoverskueligt.

Men nej. Jeg gør dette for Ezra og tvillingerne og CJ, som forhåbentligt i virkeligheden ikke bryder sig helt så lidt om mig, som jeg fik på fornemmelsen, dengang vi mødte hinanden. De har brug for mig i Winnemucca. Og jeg har brug for dem.

Alle vender pludselig hovederne, og skinnerne begynder at vibrere. Jeg ser med de andre mod venstre. Dér. Toget. Det ser meget, meget gammelt ud, intet som de højteknologiske magnettoge i Las Luces. Fandens heldigt, at jeg ikke var blevet nødt til at vente flere timer.

Noget andet fanger mit blik. For enden af perronen, helt inde ved husmuren, står et ansigt, der ser i den modsatte retning. Væk fra det ankommende tog. Mod os. Jeg genkender ham, selv på denne afstand, jeg genkender ham lige med det samme. Det er Peter Horodotos. Og han holder øje med mig.

I samme sekund, kan jeg mærke tyngdekraften hive fat i mig, og trække mig nedad. Mod skinnerne. Mod toget. Fuck. Jeg når lige at lukke øjnene.

En opmærksom sjæl griber fat i min arm, og stopper mig fra at blive hakket til småstykker. Omtumlet vender jeg mig mod min redningsmand, som faktisk er en kvinde. Hendes ansigt er ungt og glat, og hun har langt, mørkebrunt hår. Det går først op for mig, at jeg nok ikke burde have vendt mig, da det er for sent.

“Lilium … Foster,” siger hun. Udtaler mit navn, som om det er en matematisk formel, hun næsten har lært udenad.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, så jeg står der bare med vidt åbne og forskrækkede øjne.

Hun rykker sig ikke en centimeter. “Du er Lilium Foster,” gentager hun højere, og stjæler folk omkring os’ opmærksomhed.

Det gamle, støvedet tog ruller ind på banegården. Larmen fra det store maskineri overdøver al anden støj. Men det er ligegyldigt nu. Et dusin mennesker hørte mit navn blive nævnt, og har set mig. Jeg er blevet opdaget - her af alle steder.

Der begynder at blive mast stærkt på, og så snart toget holder stille, er jeg oppe ad trappen, forbi billetkonduktøren, og inde i passagervognen. Alt er brunt og gulligt herinde, præcist som udenfor. Sæderne er endda lavet af træ.

Mennesker myldrer ind fra begge sider. Jeg er fanget. Det er umuligt at komme videre gennem midtergangen, så jeg tager sæderne, og springer over dem ét efter et. Jeg ved ikke, hvor mange mennesker jeg kommer til at træde på. En del hyler i hvert fald op, og råber, at det er Lilium Foster, det er Lilium Foster, for helvede. Så meget for at forholde mig uset. Nogle prøver at gribe fat i mig, men jeg er rent faktisk for hurtig. Selv jeg er overrasket.

Før nogen af os ved af det, er jeg forbi og ude på den anden side af togvognen. Jeg ved, at nogen er på vej efter mig, så jeg tøver ikke med at tage springet over krogene, der holder de to passagervogne sammen. Men i samme sekund sætter toget i gang, og jeg når kun lige at gribe fat i en søjle, inden jeg glider. Hivende efter vejret klamrer jeg mig et øjeblik til metallet. Så er det videre.

Eftersom de fleste nu har fundet sig en plads, kan jeg lettere komme igennem midtergangen. Men dette betyde dog også, at folk har lettere ved at få øje på mig. En mand spænder ben og griber fat om mit håndled, da jeg kommer forbi ham. Jeg sparker ham over skinnebenet, til han giver slip.

Overalt kan jeg ikke høre andet end mit navn blive råbt på kryds og tværs. “Det er Lilium Foster!” “Lilium Foster er her!” “Skynd dig, hun er hjorten!” Jeg prøver at lukke det hele ude, men jeg kan ikke, så jeg fortsætter bare. Nogle har rejst sig, og følger efter mig, jeg kan mærke dem rive fat i mit hår. Jeg passerer en kvinde med en taske på skødet, og tager den i hænderne. Så hårdt som jeg kan, kaster jeg den bagud. Uden at kigge tror jeg, at jeg ramte den forreste af mine forfølgere lige i hovedet. Én eller anden gjorde det i hvert fald ondt på, så meget kan jeg sige.

Mellemrummet mellem denne passagervogn og fragtvognen er større, end jeg havde forventet. Det hjælper heller ikke, at toget suser af sted med al for høj fart. Ørkenlandskabet ruller hastigt forbi til begge sider. Jeg tager en dyb indånding, og bider så tænderne sammen. Springer.

Jeg klarer springet i samme øjeblik, som jeg bliver indhentet af de andre. Jeg sender den forreste af mændene et hånende blik, inden jeg smækker døren i til det mørke lastrum. I fanger mig aldrig.

Det tager mine øjne en anelse for lang tid at vænne sig til manglen på lys herinde. Dog får jeg falmet mig frem til nogle store kasser, som jeg barrikaderer døren med. Forhåbentligt holder det.

Jægerne udenfor begynder at skubbe til døren. Hårdt. Jeg bevæger mig baglæns ned mod den anden ende af vognen. Jeg bryder mig ikke om, hvordan det rykker i hele min barrikade, hver gang de støder til den. Måske burde jeg finde på en anden plan.

Det går først op for mig, at der ikke er flere togvogne, da jeg allerede er udenfor. Her kan jeg kun se ørken og bjerge og de forsvindende togskinner, der begraves af horisonten. Min eneste udvej er en stige, der fører op til taget. Fedt.

Da jeg sætter hånden på første trin, er jeg tilbage i Sundon. Røg fylder mit hoved til bristepunktet, og døende Jonah klamrer sig til min ryg. Jeg er på vej op gennem røret til jordens overflade. Men denne gang ved jeg, at Jonah skal dø. At Jaime og Aurora begge er døde. Og at jeg er den næste i rækken.

Febrilsk ryster jeg billederne af kroppen. Ikke nu, ikke nu, ikke her, messer jeg for mig selv, imens jeg klatrer videre.

Først da jeg har fået hele overkroppen op på det bueformede tag, går det op for mig, at jeg ikke er alene. De andre har åbenbart fået samme ide, som jeg. To mænd står allerede oprejst i den anden ende, og en tredje er ved at komme på benene. Vinden er altoverdøvende, og suser mig om ørerne. Men det er ikke de tre mennesker, som er klar på at gøre alt for at slå mig ihjel, der frembringer rædslen i mine øjne.

“Pas på!” råber jeg af alt, mine lunger kan holde, og det er da også nok til, at de tre vender sig om.

Men det er for sent.

Tunnellens kant tager fat i mændenes kroppe, og skubber dem mod mig hurtigere, end jeg havde forventet muligt. Jeg dukker mig selv lige i tide, og holder af alle kræfter fast i stigen, imens tunnellens mørke ruller ind over mig. To af jægerne ender livløse på skinnerne, men da den tredje falder ud over taget, når han at gribe fat om min ene knæhase. Jeg skriger. Møder hans blik. Det virker bønfaldende. Som om, han beder mig om at redde ham fra at falde. Uden at tænke, begynder jeg at hamre mandens hoved ind i togvognen. Hårdere og hårdere, til han er tvunget til at slippe.

De lange fingre glider langsomt fra hinanden, og pludselig er han væk. Forsvundet. Tabt på togskinnerne med hver en kropsdel pegende i den forkerte retning. Det virker et øjeblik ikke som om, at det er toget, der kører længere og længere væk, men som ham, der bare bakker, indtil jeg ikke kan skimte ham længere.

Jeg har set alt for mange mennesker dø de seneste par dage. Både folk jeg elskede, folk jeg kendte navnet på, og folk jeg aldrig havde mødt før. Men jeg har aldrig selv direkte slået et andet menneske ihjel.

Før nu.

Jeg klatrer tilbage i lastvognens mørke, hvor jeg bedre kan få kontrol over mine følelser.

Der er et hul i min mave. Et hul, der ikke kan andet end vokse sig størrre og større for hver sorg, jeg påtager mig selv. Intet kan hele det, for jeg har prøvet, jeg har virkelig prøvet, men det hjælper ikke engang at smile. Og hvad er der overhovedet at smile over. Det ville være lettere, hvis det var mig, der var blevet kastet af toget. Mig, der døde. Så ville den fucking Jagt i det mindste være slut, men ingen ville have vundet. Ingen har heller ikke ret til at vinde Jagten.

Måske er det sådan, jeg skal gøre en ende på Industries. Måske er det dén gnist, oprøret venter på, der vil føre til en revolution. Jeg skal selv slutte Jagten. Selvmord.

Nej. Jeg ryster beslutsomt på hovedet. Jeg vil ikke bare sådan melde mig ud af legen. Jeg vil også være en del af opstanden. Lige til det sidste.

Hver gang toget sænker farten, holder jeg øje med, om jeg kan genkende byen. På de cirka halvanden time, der går, når toget at standse i to byer, men ikke én gang bliver lastrummet her åbnet op. Jeg ved ikke, om det er rart eller ej. I bund og grund ville jeg nok have haft bedst af noget selskab, for det ville i det mindste have fået mig op at stå. Jeg har ikke god at at være alene. Jeg tænker for meget. Det er de stille øjeblikke, der gør mest ondt.

Men tredje gang toget begynder at sænke farten, kan jeg genkende byen, der nærmer sig forude. Vi kører stadig alt for hurtigt, men jeg tager en kort beslutningen, og springer ud i ørkenstøvet.

Jeg kan mærke, hvordan alle mine knogler rasler sammen, da jeg lander forkert på foden, og kolliderer sidelæns med den stenhårde jord. Uden kontrol over min krop, fortsætter jeg med at rulle ned ad en kort skrænt. Mit ben støder ind i en kaktus, men det gør ikke engang særligt ondt i forhold til alt dette.

Først da jeg ligger helt stille, tør jeg åbne øjnene. Jo. Jeg er helt sikkert lige i udkanten af Winnemucca. Solen står lige over hovedet på mig på himlen. Blod fra en flænge i min læbe løber ned på min tunge, da jeg synker.

Jeg kan ikke støtte på højre fod. En skarp smerte løber igennem min krop, hver gang jeg lægger vægten på den, men så er der bare én ting mere, jeg må bide i mig. For frem, det skal jeg. Jeg ved godt, hvor CJ bor. Cirka. Så helt stille og forsigtigt kommer jeg derfor på benene, og begynder at bevæge mig fremad. Ind mod byen.

Her er mennesketomt. Sådan rigtig mennesketomt. Hovedgaden er lagt fuldstændigt øde, hvilket er det komplet modsatte af, hvad jeg efterlod den som, da mit øre blev skudt af. Jeg mærker stille efter. Hvornår mistede jeg min forbinding?

Min fod støder på noget. Papir. Jeg samler det op, og glatter den krøllede side ud. Jeg genkender Industries’ logo, men ikke teksten under, hvor der står “Vi kæmper for et lysere liv for alle”. Jeg går udfra, at det er noget af oprørernes propaganda.

Hvor er alle henne?

Her er kun lyden af mine skridt, der slæber sig gennem sandet og mit egen rallende vejrtrækning. Jeg har ingen anelse om, hvor jeg gjorde af mit vand og min radio, men væk er de. Væk, væk, væk. Jeg er det sidste tilbage.

Shit, her er varmt.

Jeg får kæmpet mig op på CJs veranda og hen til døren. Banker tre gange. Jeg kan høre ham råbe “Hvem er det?” derindefra, men jeg har glemt, hvordan man taler.

Ikke desto mindre bliver slåen slået fra, og lige pludselig ligger jeg vandret i CJs stue. Hm. Jeg synes ellers ikke, jeg havde lænet mig op ad døren.

Nogen siger mit navn, men ikke mit rigtige navn, nogen siger Lim. Jeg ved ikke, om jeg genkender stemmen.

Et par stærke arme løfter mig op, men da jeg ømmer mig, er han lidt blidere. Han har grønt hår.

Jeg bliver placeret på noget forholdsvist blødt. Én eller anden tvinger vand ned i mig, og jeg stritter ikke imod. Slubrer bare den hellige væske i mig, til jeg ikke har plads til mere, og må vende hovedet til siden. Jeg hoster et par gange.

“Lim…” Det er stemmen fra før. Jeg ved, hvem det er, men mangler et navn.

“Ufatteligt at Glastøsen stadig er i live,” siger en anden.

En tredje griner. “Ja, vi ender nok med at blive nødt til selv at gøre det af med hende.”

“Folkens,” siger den første. Han stryger hår væk fra mit våde ansigt. “Kan du høre os, Lim? Ved du, hvem jeg er? Hvor du er?”

Jeg vender hovedet mod ham. Hans hår er sort, og hans næse spids. Som et næb. “Ezra.” Jeg smiler, selvom det gør ondt.

Han skjuler den ekstreme lettelse godt. “Ja, præcist, jeg er Ezra. Og Felix og Leslie. Og CJ derovre,” siger han, og peger på en mand, der vinker til mig.

Jeg ligger på en form for sofa. I midten af stuen står et stort, rundt bord, hvor fire andre mennesker sidder. “Hvem er de?” spørger jeg med min ødelagte stemme.

“De er kommet hertil fra andre oprørsorganisationer,” siger CJ. “Che og Logan er kommet nordfra, Will fra Centralzone 4 og Roya fra øst. De er kommet for at hjælpe os.”

Jeg ryster. Man plejer ikke at kunne stole på sådan nogen udefrakommende.

“Hey, er du okay?” spørger Ezra. “Fryser du?”

“Nej.” Jeg holder vågent øje med de fire, der også nysgerrigt kigger tilbage på mig. Alle undtagen kvinden, Roya. Roya fra øst.

“Måske skal hun bare hvile sig,” foreslår Felix. “Så har vi vores gode, gamle Lim tilbage på nul komma fem, har vi ikke?”

Jeg har lyst til at fortælle ham, at så let er det ikke. Noget inden i mig har ændret sig. Det er det dér hul i min mave, der har slået den gamle Lim ihjel. Jeg er ikke længere den samme, som jeg var før. Men jeg siger ikke noget. Jeg er træt at at såre folk. Træt af at ødelægge liv.

Ezra lægger mærke til det. “Jeg tror, der skal lidt mere til.”

CJ nikker. “Jeg ved, at det er meget tidligt, Lim, men vi har brug for at vide, hvad der skete i Sundon-”

Så snart jeg hører ordet, slår det klik for mig. “Nej! Nej, nej, nej, nej,” siger jeg, indtil jeg ikke kan mere for de paniske tårer. Jeg vil ikke tilbage til Stedet Der Ikke Må Nævnes. Ikke fysisk, og ikke mentalt .

Leslie hjælper Ezra med at holde mig nede.

“Lim, du bliver nødt til at forstå, at vi ikke ved noget! Alt, Industries har fortalt om, er den brand, der siges at være opstået ved gaslækage.”

Jeg kan ikke kontrollere mig selv. Min krop vil flygte, løbe med Jonah, men jeg er naglet til sofaen. Saltvand driver som smeltede øjne ned ad mine tindinger.

CJ fortsætter hensynsløst. “Men det er ikke sandt, er det vel? Var det rigtige pistolskud, de i bilerne hørte, Lim?”

“CJ, hun er ikke klar-”

Roya rejser sig op. “Vi har ikke tid til at vente på, at hun bliver klar.” Hendes stemme er skarp som sten. “Industries har aldrig ventet på os. Og jeg er allerede fucking træt af ikke at vide, hvad der rent faktisk skete i Sundon Town.”

Ingen siger noget.

Jeg slapper langsomt af i min krop, og de to mænd løsner grebet. Jeg vender fronten ind mod væggen, og krøller mig sammen i min egen lille, tåregennemvædede verden. Jeg ville ønske, de forstod, at de ikke har lyst til at vide, hvad der skete. At Jorden stadig drejer uden den information. Jeg ville i hvert fald gøre alt for at slippe af med de billeder. Alt.

Til sidst bliver også jeg selv stille.

“D-det er ikke noget rart,” fremstammer jeg.

Roya kan man næsten høre rulle med øjnene. “Der findes ikke længere “rart”.”

“Roya,” advarer CJ stille.

Jeg trækker vejret langsomt ind gennem næsen. Hvis virkelig det er min tur til at tale, kan jeg lige så godt trække tiden ud. “Hun har ret. Der findes ikke længere noget rart i verden.” Jeg lukker øjnene i. “Det var de sære folk, der kom tidligere på dagen.” Jeg kan se dem sidde for sig selv i spisesalen. Ingen af dem vil spise noget. “De arbejdede for Industries. Snød sandhedsserummet. Det var dem, der skød-” Jeg kan ikke sige det. Mit stemmebånd nægter.

Det virker som om, at det først nu går op for alle, at jeg er alene. Jeg kan mærke, hvordan de ser på hinanden. Hvordan temperaturen i rummet er faldet.

“Det var dem, der skød Jaime.” Min stemme bævrer, men jeg føler mig en anelse stærkere. Det hjælper rent faktisk at sige det. Jeg åbner øjnene, og vender mig ud mod dem. Felix og Leslie står ved siden ad hinanden med korslagte arme. Deres dårlige nyheder er ikke kommet endnu, og det ved de også godt selv.

Ezra aer mig stille på kinden. “Jeg er ked af det, Lim. I var gode venner.”

“Så skød de Aurora.”

Ezra stopper.

Felix får et stramt ansigtsudtryk. Han prøver at holde følelserne tilbage. Jeg forstår ham. Ikke nu, ikke nu, ikke her.

En lille, næsten usynlig saltvandståre glider fra Leslies ene øjenkrog.

Jeg tror lige, jeg har fundet den eneste forskel på de to mennesker. Udover deres hårfarve.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...