Fosterfødt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2013
  • Opdateret: 8 jun. 2014
  • Status: Færdig
ROMAN: Lim har aldrig sat spørgsmålstegn til Jagten – en begivenhed, der giver zonernes befolkning syv dage til at slå et udvalgt menneske ihjel. Da det magtfulde Industries dog vælger en hjort ingen havde forudset, går denne menneskejagts egentlige formål op for Lim, og hun beslutter sig for at bryde ud af dens klogreb. Men det er farligt at lege med systemet, og uden varsel er hun pludseligt tvunget til at flygte for livet ud i den nådesløse ørken med en komplet fremmed som den eneste, hun kan stole på. Spørgsmålet er bare, om menneskers fornuft er større end deres grådighed – og hvordan starter man en revolution, når alle ønsker at se dig død? [ADVARSEL: Spoilers i kommentarerne!]

73Likes
52Kommentarer
4410Visninger
AA

16. 15. Transistor

Jeg ved ikke, hvor jeg er. Måske drømmer jeg, selvom det hele virker lidt for virkeligt til det. Jeg ligger på noget hårdt. Min ryg gør også ondt, samme med mit hoved. Her er ikke nogen lyde, men jeg kan høre et andet menneske trække vejret nogle meter fra mig selv. Her lugter af mad.

Jeg får tvunget mine modvillige øjenlåg op, og set mig omkring. Jeg genkender ikke stedet her det mindste, men det må være nogens hjem. I den ene ende er der et køkken så småt, at der ikke er noget køleskab, kun en vask og et udbrugt komfur. På bordet står resterne af et sparsomt måltid mad. Der står også to senge dér. Den ene mangler et ben, og er komisk skæv.

Tv’et er tændt her, men lyden er slået fra. En ung fyr i midten af teenageårene sidder foran det, og følger med, som om der var noget at høre. Det er alligevel bare reklamer.

Da jeg rører på mig, ser han straks herhen. “Du er vågen.” Han lyder ikke overrasket.

Jeg prøver at tale, men mit stemmebånd føles som sandpapir. Jeg får fremstammet noget i retning af “Vand”, hvilket drengen heldigvis forstår, for han er straks på benene. Jeg prøver at få kantet mig op at sidde, men der er intet at gribe fat i, og han er for hurtigt tilbage. Han hjælper mig op, og giver mig kruset, hvis hank mangler. Jeg tømmer den guddommelige væske ned i halsen på ingen tid. Det hjælper allerede lidt. “Hv-hvor er jeg?”

“Du er i Reno,” siger han, men da jeg ikke ser ud til at få meget ud af svaret, uddyber han med, “Et par timers kørsel fra Stillehavsmuren. Kan du huske noget?”

Det gør ondt i hovedet at tænke. “Nej, jeg… Jeg ved ikke, hvad der er sket. Hvor er alle andre?” spørger jeg.

“Men du ved, hvem du er, ikke?”

Jeg nikker med sikkerhed. “Lim Foster. Jagtens hjort. Jeg kan huske, at jeg tog til Sundon Town med Ezra og Jonah.” At sige den yngres navn vækker en sær følelse i mig, men jeg kan ikke sætte en finger på den. “Jeg er alene her, er jeg ikke?” går det pludselig op for mig.

“Jeg er her også.”

“Men ingen af dem fra Sundon er her, vel? Hverken Aurora og Luna, eller Jonah eller Ezra er her. Jeg er alene.” Et gabende tomt hul i mit bryst fortæller mig, at jeg har ret.

“Klokken er snart otte,” siger fyren. “Tid til Jagtopdatering.”

Det muntrer mig ikke op. “Kan du ikke fortælle mig, hvad der skete?” beder jeg med min svage stemme. “Jeg har brug for at vide, hvad jeg laver her.”

Han sukker kort, og vender sig tilbage mod tv’et. “Der var en brand i Sundon Town.”

En brand.

“Alt blev brændt til aske,” fortsætter han. “Intet er tilbage.”

Jonah.

“Stop,” råber jeg, og springer op. Jeg mister balancen, og falder ind i væggen bag mig. “Stop, jeg vil ikke høre mere.” Det hele vender tilbage til mig, alle billederne, jeg endelig var blevet fri for, alle lydene, der et kort øjeblik var blevet glemt af mine ører, lugten af den røg, der slog os alle ihjel, det hele er tilbage, og jeg kan ikke undslippe længere. Jeg presser mine beskidte hænder mod tindingerne, der gør så ondt, at jeg er bange for, at de eksploderer. Eksploderer. Nej, jeg vil ikke høre på det!

“Lilium, stop nu,” siger han, og lægger en hånd på min skulder.

Jeg ryster febrilsk hans berolighed af mig, og træder væk, men snubler over mig selv og min egen upåpasselighed.

Drengen griber mig, inden jeg kolliderer med gulvet.

“Hey, du er ikke rask nok til sådan noget, okay?” siger kan, og lægger min rystende krop fra sig. “Hvad med at du bliver her til du er frisk nok til at finde dine venner? Vi har lidt kylling tilbage.”

Jeg ser væk. “Jeg vil ikke finde mine venner. Det er slut. Finito. Der er ikke noget tilbage at kæmpe for. Industries viste deres magt én gang for alle.” Tre af mine bedste venner døde.

Med undren i blikket ser han fortsat på mig. “Men det betyder bare, at I må slå endnu hårdere igen,” siger han. “Vise Industries, hvor stærke I stadig er. Skræmme dem fra vid og sans med jeres indflydelse.”

Et øjeblik er jeg helt stille. Sidder bare, og ser ned i mine revnede knæ.

“Det lyder egentligt godt med kylling,” siger jeg så.

Vi spiser begge, imens vi ser Jagtopdateringen. Der er ikke helt nok mad til to personer, men jeg siger ikke noget til det. Det viser sig, at drengen bor her i Reno med sine forældre og sin lillesøster, som alle tre er udenbys for tiden. Han er blevet her for at passe dyrene. Der er åbenbart dyr her.

“Hvor tror du ellers, vi har den kylling, du sidder og spiser, fra?” spørger han, da jeg undrer mig over det.

“Det ved jeg ikke helt. Jeg troede vel bare… Nej, jeg ved det ikke.” Jeg ser ned på min tomme tallerken. Det giver pludselig mening, hvorfor vi kun spiste bønner og anden form for dåsemad i Sundon - der var simpelthen ikke andre muligheder. Da jeg boede i Las Luces, tog jeg vist den store madvariatet for givet. “Hvor meget af kødet beholder I egentligt selv?” spørger jeg. “Altså, hvor meget giver I til Industries?”

Han ser på mig. “Halvfems procent af alt vi slagter, bliver taget fra os med det samme af Industries. Det meste af de sidste ti procent bliver vi nødt til at sælge for at have penge til strøm og vand og dyrefoder. Så i sidste ende er der ikke meget mad tilbage.”

“Nok ikke.” Det går op for mig, at dette er mit fjerde døgn i Jagten. Over halvvejs. “Hvad tror du, de gør, hvis ikke jeg er død om tre dage?” spørger jeg ham. “Forlænger de bare Jagten?”

Han trækker en smule ligegyldigt på det. “Det ved jeg ikke. Så er det vel dig, der er vinderen, og ikke én eller anden morder fra Zone 1.”

“Men de kan jo ikke erklære mig af alle mennesker for vinder af Jagten. Industries hader mig som pesten. De vil gøre alt for at gøre det af med mig, og gerne så hurtigt som muligt.” Jeg bider lidt i min bøjede gaffel. “Jeg tror, de forhøjer indsatsen, indtil jeg er død. Gør det umuligt for folk ikke selv at deltage.”

“Hm.”

Jeg ser på ham. “Du virker meget ligeglad.”

“Der er bare andre ting, der er vigtigere end Industries’ dumme, lille Jagt,” siger han. “Vigtigere ting at tænke på og bekymre sig om. Også for dig.” Han ser på mig. “Tænker du aldrig på, hvor uretfærdigt det er for folkene i zonerne, at lyslivene skal have det så meget bedre end os, bare fordi de er født et særligt sted?”

“Jo, men-”

“Spekulerer du aldrig på, hvordan det ville være, hvis vi alle var lige? Hvis alle havde de samme muligheder for at tjene til føden? Hvis alle kunne flytte hvorhen de ville - selv ud for zonerne?”

“Der er ikke noget uden for zonerne,” siger jeg.

“Hvordan kan du sige det, når ingen af os har været der før? Hvem ved, hvad der kan være.” Han ser på mig. “Har du nogensinde været ved Stillehavsmuren?”

Jeg ryster på hovedet. “Jeg aner ikke engang, hvad det er.”

“Det er en enorm, uigennemtrængelig mur, der holder os fra Stillehavet - min far har fortalt mig, at det er en kæmpe stor sø, større og dybere end du nogensinde ville kunne forestille dig.”

Jeg fnyser stille, og mumler, “I så fald er det da helt fint, at de har lavet den mur.”

“Det er det lige netop ikke, for ved du, hvorfor de ikke vil lade os komme ud til havet?” spørger han. “Fordi der er noget på den anden side. Og hvis der er noget på den anden side af den største sø i verden, må der også være noget uden for zonerne. Andet end ørken.” Drengens øjne funkler i skæret fra fjernsynet som ædelstene på en dyrebar halskæde.

Jeg siger ikke noget, og ved ikke rigtigt hvorfor. Han har jo ret. Industries er mere end bare Jagten, det er tyveri og frihedsberøvelse. Alligevel ved jeg bare ikke, om jeg er klar til at tage kampen op igen.

“Måtte jeg sove her?” spørger jeg efter lidt tid i stilhed, og han nikker.

“Er du træt? Jeg skal nok tage den skæve seng.”

“Nej, det er okay,” siger jeg. “Det er sikkert dig og din søster, der plejer at sove i den. Jeres gæstfrihed er nok i sig selv. Mange tak.”

Jeg gik i seng med flere grunde til mareridt, men har aldrig sovet mere drømmeløst.

 

~

 

“Jeg ved ikke, hvor du er på vej hen,” siger drengen, “men i Carson City går der en gang imellem et tog til Death Valley. Så er du i hvert fald et skridt tættere på Luces.”

Det er tidlig morgen. Solen er kun lige stået op, og jeg føler allerede, at jeg burde være over alle bjerge nu.

“Jeg ville ønske, jeg kunne give dig nogle penge, men jeg har ikke nogen,” fortsætter han.

“Det er okay,” siger jeg. “Jeg har ikke brug for penge.”

“Men hvor tager du hen?” spørger han. “Hvad med Sundon Town? Måske venter de på dig dér.”

Jeg sukker. “Du sagde selv, at der ikke er noget tilbage i Sundon. Jeg ved ikke, hvor jeg tager hen. Måske Carson. Jeg ved det ikke.”

Drengen ser intenst på mig. “Det vigtigste er bare, at du ikke giver op, Lilium. Du må for alt i verden ikke give op, okay? Det her er vigtigt, Industries skal ned, og jeg er vis om, at du er præcist, hvad vi har haft brug for til at vinde over dem.”

Jeg er helt stille.

Søgende ser han sig kort omkring. “Her,” siger drengen så, og rækker mig noget kompakt og tungt. “En transistorradio. Så du kan følge med i det hele, hvis du igen skulle fare vild.”

“Jeg kan altså ikke tage imod-”

“Du skal,” siger han. “Vi kan sige, at du kan betale tilbage ved at skabe en opstand. En revolution. Lettere kan det ikke blive.” Han smiler svagt.

Jeg prøver at gengælde smilet, men det føles ikke ægte nok. “Okay. Tak. Så er det vel farvel.”

“Farvel,” siger han.

Jeg træder ud af døren med radioen og en stor flaske vand under armen. Solen skinner ekstra kraftigt denne morgen. Over alt ser jeg lader og stalde og hønsegårde - langt flere end der er huse her i Reno. Her er masser af lyde, og jeg kan kun forestille mig, hvordan her nok aldrig bliver helt stille. Et underligt sted. Lidt som Las Luces, bare med grise. Jeg griner lidt over sammenligningen.

Jeg begynder at gå, så snart døren bag mig er blevet lukket. Følger husmurens skyggeside, så der ikke er nogen, der får øje på mig. Folk her er for længst stået op, men de er så travlt optaget af deres egne gøremål, at jeg formår at forholde mig uset, til jeg er så godt som ude af byen. Et vejskilt indikerer, at der er tyve kilometer til Carson City denne vej. Jeg stønner opgivende. Jeg går ud fra, at det er meget, selvom jeg ikke rigtigt ved, hvor langt det er. Fuldstændig uoverskueligt.

Tung og varm sætter jeg mig i skyggen af det første faktiske træ, jeg har set i evigheder. Radioen sætter jeg fra mig, og jeg tager en tår af det lunkne vand. Det smager underligt.

Da jeg tænder for radioen, hører jeg den velkendte DJs stemme rulle ud gennem højtaleren. Der er åbenbart Jagtopdatering igen.

“Lilium Foster er morgenen til det femte døgn stadig i live, som I alle nok ved. Det siges, at hun har befundet sig i Lowhill, som er en simpli-city et godt stykke øst for Reno, Zone 5, men dette er ikke blevet bekræftet af Industries endnu. Dog tror jeg, at I jægere hellere må få vandreskoene på, for Lilium er et stort skridt foran, og måske stadig på vej mod vest. Og hvis du lytter, Lilium - så venter CJ på dig.”

Jeg stivner. Disco. Han havde talt direkte til mig. Endda så kun jeg ville kunne forstå det. CJ venter på mig. I Winnemucca. Hvilket må betyde … at Ezra og tvillignerne også er der.

Jeg kan ikke komme hurtigt nok på benene. Der var en togstation i Winnemucca, det er jeg helt sikker på. Der må gå et tog fra Carson dertil. Der skal. Jeg holder mig ude i vegetationen, men følger vejen så godt som muligt. Tyve kilometer. Det er da ikke så meget.

Det føles heller ikke som om, der er gået frygteligt lang tid, før jeg ser byen i det fjerne. Morgensolen bader alt i et gyldent skær, selv asfalten og de støvede biler, der en gang imellem kører forbi mig. Jeg søger for at blive ude af syne, selvom jeg har svært ved at kontrollere min nyfundne energi. Jeg skal nok betale ham drengen tilbage for den radio, han gav mig.

Jeg ville ønske, jeg havde spurgt om hans navn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...