Fosterfødt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2013
  • Opdateret: 8 jun. 2014
  • Status: Færdig
ROMAN: Lim har aldrig sat spørgsmålstegn til Jagten – en begivenhed, der giver zonernes befolkning syv dage til at slå et udvalgt menneske ihjel. Da det magtfulde Industries dog vælger en hjort ingen havde forudset, går denne menneskejagts egentlige formål op for Lim, og hun beslutter sig for at bryde ud af dens klogreb. Men det er farligt at lege med systemet, og uden varsel er hun pludseligt tvunget til at flygte for livet ud i den nådesløse ørken med en komplet fremmed som den eneste, hun kan stole på. Spørgsmålet er bare, om menneskers fornuft er større end deres grådighed – og hvordan starter man en revolution, når alle ønsker at se dig død? [ADVARSEL: Spoilers i kommentarerne!]

73Likes
52Kommentarer
4410Visninger
AA

15. 14. Mørkeblå

“Jeg er ked af det, Jonah,” bryder det pludselig ud af mig. Tårerne driver horisontalt langs mine tindinger. “Jeg burde … have sagt noget til dem. Om det, du mærkede. Du havde ret.”

Han sætter farten ned, og jeg følger med. “Ingen ville have lyttet. Tro mig.”

Jeg tror ham.

Vi står på gangen med alle lagerrummene. Jeg har kun været her én gang før, men er ret sikker på, at jeg kender den hurtigste vej ud.

“Er du okay?” spørger jeg med et bekymret blik, eftersom han er stoppet op. Men på den anden side, hvem ville overhovedet være helt okay lige nu?

Drengen ryster også på hovedet. “Det er… Jeg har det dårligt igen. Hele verden presser sig sammen om mit hoved.”

En sær lugt fylder mine næsebor. Jeg kan ikke finde ud af, hvad det er, eller hvor det kommer fra, men det er ikke en behagelig lugt. Det føles som om, en håndfuld af mine hjerneceller dør, hver gang jeg trækker vejret ind gennem næsen.

“Hvad er det for en stank?” spørger jeg.

Jaime ser op på mig. “Lugten af røg.”

Vi hører et tordenskrald, men det er ikke torden, det er langt højere og mere frygtingydende, en eksplosion. Det bliver efterfulgt af en buldrende lyd, der er på vej mod os fra den retning, vi kom fra. Her bliver en anelse varmere. Og da ser vi det. Ild. Ild som jeg aldrig har set det før. En flodbølge af altopslugende flammer, der er på vej lige imod os.

Jeg griber fat i Jonahs overarm, og trækker ham i sidste øjeblik ind i det allernærmest lagerrum. Jeg smækker døren i, i samme øjeblik ildtungerne ruller forbi os. Jeg lægger al min kropsvægt i for at holde døren lukket. Under døråbningen kan jeg mærke flammerne brænde mine hæle, men jeg bider bare tænderne sammen, og flytter mig ikke en centimeter.

Her er mørk, kun svagt oplyst af mellemrummet under døren. Jeg kan ikke se, hvad der bliver opbevaret i dette rum. Jeg kan kun se Jonah. Hans stille tårer lyser op i mørket. Har jeg nogensinde set ham græde før?

Efter nogle sekunder er trykbølgen af ild passeret, og jeg kan slappe af.

Sort røg er begyndt at sive herind fra oven. Jonah er allerede begyndt at hoste. Vi bliver nødt til at tage videre. Jeg siger, at han skal tage en dyb indånding nu, og derfra trække vejret så lidt som muligt, indtil vi er helt ude i natten. Drengen gør, som jeg har bedt ham om, og jeg gør det samme. Røgen efterlader en brændende fornemmelse, da den infiltrerer mine lunger.

Forsigtigt lukker jeg døren op, og mister næsten balancen, af den ekstreme varme, der venter os. Jeg kan høre, hvordan alt brænder, men jeg kan intet se for røgen, der svider i mine øjne. Jonah og jeg får igen fat i hinanden, og sammen begiver vi os gennem heden.

Jonah begynder med det samme at hoste. Meget. Jeg kan se, hvordan luftforureningen påvirker ham. Han har svært ved at gå lige, og kan aldrig rigtigt finde mit tempo, så jeg bliver nødt til at trække lidt, for jeg nægter at efterlade ham. Selv føler jeg mit kun en smule svimmel, men jeg kan mærke, hvordan mit hjerte snart ikke kan klare mere. Men jeg bliver nødt til at komme ud… Nej. Jeg bliver nødt til at få Jonah op og udenfor.

Men da vi til sidst er nået hen til trappestigen, der fører op til overfladen, er han på randen til at falde om.

“Jonah,” siger jeg, “vi-vi skal op ad trappen. Nu.”

Han ryster bare sejlende på hovedet. “Kan ... ikke. Undskyld, men jeg-” Han hoster stærkt igen. Jeg er næsten det eneste, der holder ham oprejst.

Jeg tager mig til mit overophedede hoved. “Fint. Op på min ryg.”

Modvilligt låser han benene om min mave og armene om mit bryst, da jeg bukker mig ned.

Jeg har svært ved at finde balancen, da jeg retter mig op igen. “Kan du holde fast?” spørger jeg, og jeg kan mærke ham nikke ind imellem mine skulderblade, så jeg sætter hånden på det første trin. Det føles som om, heden har opvarmet det til kogepunktet, men det går op for mig, at jeg er ligeglad.

Det er langt hårdere at klatre med et andet menneske på ryggen, end jeg havde regnet med - også selvom personen ikke er mere end syv år gammel. Men op, det vil jeg, og op, det kommer jeg. Lemmen, der skulle dække indgangen, er blevet blæst af. Jeg kan høre ilden knitre derfra.

Da jeg får hevet os helt op af røret, har jeg ingen tid til at få pusten. Lageret er ved at falde sammen om sig selv. Flammerne æder sig lange og store op ad trævæggene, og har fået fat i taget. Jeg får kvalme af røgstanken.

Jonah er gledet af min ryg, så jeg tager endnu en gang fat i ham for at holde ham oppe.

Jeg ser ham ind i hans tomme øjne. “Jonah. Vi kan godt det her. Du må ikke svigte mig, hører du? Jeg har brug for dig.”

Rystende af svimmelheden tager han et skridt frem, men får overbalance, og jeg bliver nødt til at gribe ham. Han kan ikke længere gå. Efter en hurtig beslutning tager jeg drengen i mine arme, og løfter ham op. Han stritter ikke imod, selvom det ville ligne ham. Jeg beder til, at Jonah kan blive rask igen. At han ikke… Jeg nægter at tænke tanken.

Med den lille barnekrop presset ind mod min egen, begynder jeg at lede os gennem det brændende hus, for det går hurtigt op for mig, at ikke kun lageret står i flammer. Ilden har spredt sig til alt, den kunne få fat i. Jeg kan høre råbende menneskestemmer langt herfra. Kan de være ved at slukke ilden? Det tror jeg ikke. Det er umuligt nu, for uoverskueligt. Hvis jeg var dem, ville jeg pakke det nødvendigste, og flygte med min familie uden at se mig tilbage. Men jeg er ikke én af dem. Jeg er et fosterbarn. Et lysliv. Jeg har ingen familie. Jeg er skyld i branden.

Og lige pludselig er vi ude i den så godt som friske luft. Stjernerne er store og mange på den mørkeblå himmel. Jeg tager nogle vaklende skridt væk fra huset, før jeg falder tungt til jorden. I det mindste når jeg at vende siden til, så Jonah ikke bliver mast, men jeg kan høre min hud knase i sammenstødet. Det gør fandens ondt, men jeg bider smerten sammen i tænderne.

Jeg kommer på knæ, og ser til Jonah. Forsigtigt stryger jeg en lok hår væk fra hans ansigt.

“J-Jonah?” spørger jeg med gråd i stemmen.

Han hoster hårdt, men det vil ikke redde ham. Det ved vi begge nu. Han snøfter. “Undskyld. Jeg vil ikke svigte dig.”

Med håndryggen tørrer jeg mit eget ansigt fri for tårer. Jeg vil ikke græde nu. Nu er det fucking ligegyldigt.

“Det gør ikke noget,” siger jeg til sidst. “Det er ligemeget. De fik os. Industries fik os.”

“Vi kom så tæt på storhed … og de brændte os,” siger han, og hoster igen. “M-men de har ikke vundet endnu, Lim.”

Jeg ryster stille på hovedet. “Du tager fejl. De er døde. De er allesammen døde. Jaime, Aura-” Jeg kan kun se deres døde kroppe for mit blik, hvordan de faldt mod gulvet, helt slappe, som om de alligevel ikke havde lyst til at leve længere.

“Lad være m-med at græde,” fremstammer han.

Jeg svarer ham ikke.

Et øjeblik kan vi kun høre ilden og de råbende menneskers stemmer. Underligt hvordan stjernernes stilhed synes at overdøve den larm.

Jonahs øjne er fokuseret mod himlen. “Det er ikke koldt. Jeg troede, det ville være koldt.” Hans stemme er intet andet end en svag hvisken imellem hostene.

“Hvad troede du, ville være koldt?” spørger jeg ham stille.

“At dø.”

Jeg stirrer på ham som om, han ikke giver nogen mening. “Hvad taler du om, selvfølgelig skal du ikke-”

“Lim.” Hans blik møder mit. “Lad være. V-vi ved alle, at det er din skæbne at redde verden. Ikke min. Spørgsmålet var kun, hvornår mit handlingsforløb, min lille bid af kagen, sluttede. Og det er åbenbart nu.” Han trækker vejret dybt, men det virker ikke som om, der kommer luft nok med ind.

“Du må ikke sige sådan noget,” siger jeg. “Du skal ikke dø. Du kommer til at leve videre deroppe mellem stjernerne, så du hver dag kan se ned på os, og vi kan se op på dig. Du kommer til at bo sammen med Jaime og Aurora og hvem ellers, der ikke nåede at flygte hurtigt nok. De skal nok passe på dig. Som du har passet på mig.”

Han smiler svagt. “Jeg har faktisk altid …. set på dig som min familie. I de to døgn, vi har kendt hinanden.”

“To og et halvt.” Så kort tid. “Men tak. I lige måde.”

Jonah krummer sig sammen i et smertefuldt host, før han siger, “En sidste … ting.”

“Hvad er det?” Jeg aer ham blidt på kinden.

Han lukker øjnene i, og ånder langsomt ud. “Løb mod … vest. Og stop aldrig.”

Og med de ord eksisterer Jonah Foster ikke længere.

Jeg bliver ikke ved hans slappe krop længe. Uden at så meget som at have skævet derhen, ved jeg, at branden må have spredt sig til flere bygninger. Det er på tide at sige farvel for sidste gang, og selvom jeg ikke har lyst til at flette mine fingre ud af hans, så gør jeg det. Det stikker smertefuldt i hver eneste nervecelle, da jeg rejser mig op og begynder at gå uden at se mig tilbage. Det føles som om, jeg går på glasskår med bare tæer.

Jeg ved ikke hvordan, men vaklende og udpint når jeg hen til nogle parkerede biler. Jeg ser ind gennem de snavsede vinduer. Én af bilerne, en sort én, er ikke låst.

Uden at tøve sætter jeg mig ind på forsædet, og smækker med det samme handskerummet op. Hvis ikke bilen her er låst, så skal jeg være meget uheldig, hvis ikke nøglerne ligger her. Utålmodigt roder jeg det igennem, smider al indholdet ud på gulvet, der mest af alt består af papir og fladmaste dåser og en pistol. Ingen bilnøgle. Jeg bider vredt kindtænderne sammen. De må være her ét eller andet sted, de skal- Åh. Jeg stopper op. Den sidder i tændingen.

I det næste øjeblik er jeg ude af byen, på vej mod vest. Forlygterne fejer den gamle asfalt ind under bilen så hurtigt, at jeg ikke ville kunne nå at undvige, hvis der stod nogen. Alt andet omkring mig er sort. Ørkenen, vejen, alt. Kun stjernerne giver himlen et mørkeblåt skær. Månen kan jeg ikke se. I sidespejlene, derimod, er alt hvidt og orange. Jeg afholder mig fra at kigge for meget i dem.

Jeg ved kun, hvilken vej vest er, fordi Winnemucca er på samme strækning. Men jeg har ikke i sinde at stoppe dér. Jeg gør, som Jonah bad mig om. Jeg har tænk mig at fortsætte, til jeg ikke kan komme længere. For hvad ligger der overhovedet så langt ude? Og hvad mon der ligger … efter Zone 5?

I stedet for at tænke nærmere over det, tænder jeg for radioen. Jeg er nødt til at skrue højt op, for at overdøve motorens støj.

Beatet fra en sang, jeg ikke kender, dunker i mine øregange. Jeg lader den lyd være det eneste i mit hoved. Ingen tanker, intet andet, kun musik. Jeg har aldrig brudt mig om musik.

Ifølge uret, er klokken kvart i et.

Min tankeløse tilstand bliver ødelagt af radiospeakeren, som midt i det hele beslutter sig for at afbryde min sang.

“Hey-hey-hey, dette er DJ Discofrygt med en særlig meddelse til alle jer nattegribbe. Der rappoteres om en stor brand i Sundon Town, Zone 5, lige efter den østligste grænseovergang. Det er ikke sikkert, hvordan branden er opstået, men ilden har har i øjeblikket spredt sig til størstedelen af alle huse, og det siges, at mange mennesker er fanget derinde. Nu ved vi i det mindste, hvor der ikke skal holdes sommerferie!” griner han.

Jeg tror, at det var ordet “sommerferie”, der var joken. Jeg får behov for at slå til noget.

“Branden regnes med at dø ud ved middagstid. Jeg skal nok holde jer opdateret lige her på Radioation FM.”

Speederen presser jeg en anelse mere i bund.

Det føles ikke som næsten fire timer, men da klokken nærmer sig de halv fem, bliver himlen gradvist lysere, stjernerne forsvinder, og en ny dag viser sit ansigt bag horisontens bjerge. Solopgange har aldrig været så intetsigende.

Det var ikke kun hele oprøret og folkets håb, der døde i nat. Jeg gjorde også. Jeg er færdig. Slut. Færdig med at tro, at hvis bare vi står sammen, så kan vi virkelig gøre en mærkbar forskel. Rend mig. Menneskekroppe blev stegt i flammerne, og jeg stak bare halen mellem benene, og løb så hurtigt, jeg kunne, for at redde mit eget skind. Og hvem ville ikke også have gjort det? Sjovt som vi alle prøver på at ændre verden, når ingen er forberedt på at dø.

Jeg når kort tid efter til en simpli-city, jeg ikke har været i før. For helvede, jeg har aldrig været så langt fra alt før. Mit trætte og smertende hoved beslutter sig for, at det må være en god idé at finde en telefon, så jeg kan komme i kontakt med nogen, bare én eller anden.

Bilen parkerer jeg et godt stykke fra supermarkedet. Med pistolen fra handskerummet i lommen, smutter jeg opmærksomt og forsigtigt ud af bilen og ud i den kølige morgen. Her er ingen andre, men der er lys i butiksvinduet. Jeg skynder mig derover.

En ung kvinde med briller og mørkebrunt hår i en glat hestehale ser op, da jeg træder ind. Hun genkender mig straks. Jeg tror også, hun genkender våbnet, jeg holder peget mod hende. Øjnene bag brilleglasset er i hvert fald vidt udspilede, og kun har næsten tabt kæben på linoleumsgulvet. Hun siger ikke engang hej.

Jeg smiler sukkersødt til hende. “Har I en telefon, jeg kunne låne?”

“D-det, øhm…” Hun går om på min side af disken, og rækker mig telefonrøret, der er forbundet med en ledning til væggen. “Her.”

“Mange tak,” siger jeg, og tager imod det store maskineri.

Jeg har stadig pistolen rettet mod hende, da det går op for mig, at jeg ikke kender nogens numre. Jeg ved ikke engang, hvem jeg ville have ringet til.

I et pludseligt vredelsesudbrud hamrer jeg den stakkels telefon lige ind i væggen. Plastikryggen falder af, men yderligere kommer den ikke mere til skade. Butiksassistenten ser bare til med forskrækkede øjne.

Jeg ser direkte på hende. “Du har ikke set mig.”

Hun ryster vildt på hovedet.

“Godt.”

Jeg vender ikke ryggen til hende, før jeg er helt ude af butikken. Morgenen er stort set uændret. Og dog. Jeg lægger med det samme mærke til de to mænd, der står henne ved min bil, og spejder rundt efter dens ejermand. Jeg stivner. Tænk, hvis de er jægere. Eller bare godt kunne tænke sig en bid af Las Luces, hvilket så vil kunne inkludere resten af zonernes beboere. Så hurtigt som en lille gekko, piler jeg om bag fødevarebutikkens husmur. Jeg tror ikke, de så mig.

Fedt. Skønt. Hvad nu? Jeg har ikke nogen bil længere. Jeg har fucking intet andet end en pistol, og jeg ved ikke engang, om den er ladt. Og det bliver meget snart varmt. Sådan rigtig varmt.

Blikket vender jeg bagud mod den åbne ørken. Jeg er træt, og jeg er udmattet, og lige nu kan jeg ikke se nogen anden løsning. Der er masser af udtørrede buske og kaktusser her, så ingen vil sikkert lægge mærke til mig. Jeg tager det første skridt derhen. Væk.

Først nu mærker jeg, hvor ondt min krop rent faktisk gør. Jeg kan ikke bevæge mig ordentligt. Mine led bøjer sig ikke, som de skal, men i smertefulde ryk, der kun bringer mig en smule fremad. Med fingerspidserne mærker jeg min skulder, som jeg landede på, da vi var sluppet ud. Det gør ikke ondt at trykke på, men jeg kan følge de små revner i min hud med fingrene. Jeg har ikke noget lim længere. Intet lim til Lim. Ha ha.

Over mig flyver en grib.

Solen står inden længe med en femogfyrre graders vinkel på himlen, og min krop koger. Der er intet sted at søge skygge her. Ikke så meget som et træ eller en palme eller en meget stor kaktus, nej. Jeg kan allerede føle væskemanglen på min tunge og på den blomstrenede hovedpine, jeg er ved at udvikle. Jeg ved ikke, om jeg stadig går parallelt med vest-vejen som til at begynde med. Jeg har ingen anelse, om hvor længe jeg har gået. Nok ikke særligt lang tid. Men det føles det hurtigt som om. Timer.

Jeg fortsætter. Går, selvom jeg kan mærke længden på mine skridt gradvist svinde længere og længere ind.

Efter lidt tid lægger jeg mærke til, at min skygge er forsvundet ind under mig. Jeg er begyndt at ryste meget nu. I hvert fald mere end før, hvilket på kunne kvalificere sig som meget. Eller, det ved jeg ikke. Jeg ved ikke noget længere. Min hjerne og evne til at tænke er fordampet sammen med skyggen. I stedet har jeg fået sorte pletter for øjnene. De danser op og ned, og er ikke til at blinke væk, ikke til at slippe af med.

På et tidspunkt kommer jeg forbi en lille skorpion. Den ligner meget dén, jeg så, da Ezra og jeg skulle skille os af med de tre lig. Hvor mon Ezra er nu? Er han med de andre i Sundon for at lede efter overlevne? Ingen af dem ved, at jeg er den eneste, der stadig er i live. Med mindre jeg selvfølgelig ikke er? Der er mange andre, der har kunnet nå at gemme sig eller flygte. Masser. Jeg kan mærke mine udtørrede læber strække sig til et smil. Og hvis nu bare jeg bliver ved med at gå, så finder de også mig. Ja. Jeg er helt sikker på, at vi finder hinanden igen.

Det er dér, mine ben til sidst giver efter under mig.

Jeg falder så lang, jeg er, på jorden, og slår støv og skidt op i skyer omkring mig. Jeg får sand i munden, men spytter det ikke ud. Nyder bare at ligge ned. Her er så roligt, hernede. Jeg kører min finger rundt i sandet, tegner en tegning, der ikke forestiller noget. Men så bliver der for mange pletter for mit blik, og verden bliver mørkeblå. Mørkeblå som natten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...