Fosterfødt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2013
  • Opdateret: 8 jun. 2014
  • Status: Færdig
ROMAN: Lim har aldrig sat spørgsmålstegn til Jagten – en begivenhed, der giver zonernes befolkning syv dage til at slå et udvalgt menneske ihjel. Da det magtfulde Industries dog vælger en hjort ingen havde forudset, går denne menneskejagts egentlige formål op for Lim, og hun beslutter sig for at bryde ud af dens klogreb. Men det er farligt at lege med systemet, og uden varsel er hun pludseligt tvunget til at flygte for livet ud i den nådesløse ørken med en komplet fremmed som den eneste, hun kan stole på. Spørgsmålet er bare, om menneskers fornuft er større end deres grådighed – og hvordan starter man en revolution, når alle ønsker at se dig død? [ADVARSEL: Spoilers i kommentarerne!]

73Likes
52Kommentarer
4480Visninger
AA

14. 13. Sygdom

“Hvad gjorde du af Jonah?” spørger Jaime, da vi sidder til aftensmaden. De to tvillinger og Ezra er her også, og Varick er sikkert i nærheden med Luna.

“Han fik det dårligt,” siger jeg, og skubber til bønnerne med min gaffel. “Jeg tror, Aura holder øje med ham. Hun ville jo så gerne være til stede i aften, så hun hviler sig sikkert nu.” Jeg ser på Felix og Leslie. “Jeg har hørt folk tale om, da I var ude at hente biler. Var stemningen virkelig så ... anspændt?”

Leslie nikker. “Vi har sat vores spor, det tør siges. Og dét, at Tilsynet ikke kan gøre noget som helst, er prikken over i’et.” Han skæver sig over skulderen til fire mennesker, der spiser aftensmad for sig selv. “Vi har endda fået nye kammerater boende.”

“Mhm. Det virker bare underligt, at de er gamle tilseere,” mumler jeg.

Han trækker på skuldrene. “De bestod jo sandhedsserummet, og Varick var endda ekstra omhyggelig, efter I to havde set Horodotos her i byen - eller hvem det nu var.”

“Jeg kender altså den mand, når jeg ser ham,” siger jeg. Hverken Ezra eller jeg havde haft behov for også at fortælle til Varick, at manden havde talt med os. Men i det mindste ved alle nu, at Industries ved, hvor vi holder til. Ingen har lyst til at tænke på, hvad der vil ske, når Jagten om nogle dages tid er ovre, og Tilsynet sættes i kraft igen.

“Hvis du siger det,” smiler han, og skovler en mundfuld mad ind i gabet.

I snakken om Horodotos, kommer jeg til at tænke på det allersidste, han sagde til mig. At vinderen af sidste jagt aldrig havde meldt sig.

“Hey, hvad ved I om Alys Benjamin?” spørger jeg så henkastet som muligt.

Felix rynker brynene. “Hvad vi ved om Alys Benjamin?”

“Øhm, nej, eller, det ved jeg ikke. Taler I nogensinde om hende? Det var jo på en måde hende, der satte det hele i gang, ikke?”

Felix og Leslie udveksler hurtigt et ulæseligt blik, før Leslie svarer, “Vi taler ikke om hende her.”

“Åh.” Jeg ser ned i maden, og føler mig en anelse slukøret.

“Det er lige efter maden, vi tager af sted, ikke?” spørger Ezra tvillingerne.

“Jo, vi kører så snart som muligt. Det bliver bare super hyggeligt at sidde og vente i iskolde biler flere timer,” brokker Felix sig.

“Jeg ville nu gerne have været med,” mumler jeg. Her bliver hurtigt kedeligt under jorden.

Jaime nikker istemmigt, selvom jeg nu mistænker ham for at have det helt fint med at blive.

Felix rækker ind over bordet, for at ugle mig i håret. “Jeg tror, du har været nok på eventyr for en tid.”

Skønt, mit øre igen.

“Desuden,” siger han, “så er det eneste, vi skal gøre, egentligt bare at lede fangerne over i vores biler. Ikke meget action i dét. Vagterne opdager det sikkert først i morgen tidlig, når der ikke er nogen til morgenmaden.”

Jeg beslutter mig for at grine med, selvom der, så vidt jeg har forstået, ikke er meget morgenmad i uromagerlejren.

 

~

 

Alle siger farvel til hinanden ude på gangen, hvilket jeg ikke forstår til fulde. Vi ser jo hinanden igen senere i nat.

Tvillingerne spærrer mig inde i et fælles kram.

“Lad være med at få skudt for meget af, imens vi er væk,” siger Felix.

“Du er vildt god til at vise sentimentalitet,” svarer jeg. “Jeg mener det. Vildt god. Sådan rigtig god. Sådan-”

“Okay, Lim,” afbryder han, og jeg smiler sukkersødt.

Ezra tøver heller ikke med at lukke armene om mig. Hans krop er lun og behagelig. Ingen af os siger noget.

Da de er gået, vender jeg med Jaime tilbage til Jonah, som ligger i sin seng, og stirrer op i loftet.

“Hvordan har du det?” spørger jeg ham, og mærker drengen på panden. Han er varm. “Har du brug for noget? Vand? Mad?”

Jonah får kantet sig op at sidde. “Hvor er de andre?” spørger han.

“De er lige taget af sted,” svarer jeg, stadig bekymret over hans pludselige sygdom. Det er sikkert ikke noget alvorligt, men det smitter alligevel forhåbentligt ikke. Der er ikke brug for sygdomme i et lukket undergrundssystem.

Drengen kaster sig opgivende tilbage på madrassen, og sukker tungt. “Jeg ville gerne have sagt farvel.” Hans stemme er ikke andet end en svag mumlen.

“Lille fyr, de er tilbage inden det bliver lyst,” påpeger Jaime opmuntrende, men Jonah svarer ikke.

“Skal vi vække dig, når det hele går i gang?” spørger jeg.

Han tænker jeg et kort øjeblik om. “Ja tak,” siger han så. “Men jeg kan alligevel ikke sove.”

Jeg smiler beroligende til ham, selvom han ikke ser på mig. “Så hvil dig bare. Du får det bedre i morgen.”

Han nikker. “Ja. Jeg får det bedre i morgen.”

En kuldegysning isner gennem min rygrad. Der er noget ubehageligt ved Jonahs adfærd. Noget alarmerende.

Jeg skilles med Jaime, da vi kommer ud på gangen igen. Han skal til kontrolrummet, mens jeg vil opsøge Varick. Der er noget, jeg skal have svar på.

Jeg støder næsten bogstaveligt talt ind i ham i døråbningen til opholdsrummet.

“Varick!” udbryder jeg i forskrækkelse. Med en smule mere kontrol over min stemme, siger jeg, “Jeg skal tale med dig.”

Han sukker irriteret. “Er det meget vigtigt.”

“Det er det rent faktisk.”

“Kan vi gå, imens vi taler?”

“Det ser jeg ikke noget problem i,” siger jeg.

Varick fører an ned ad gangen. Jeg går ud fra, at han venter på, at jeg går i gang.

“Jeg har et spørgsmål, Varick. Eller, jeg ved ikke om det kun er ét, vi må se.” Jeg ser på ham. “Hvorfor vil undgår alle at tale om Alys Benjamin? Du ved, hende fra Jagten før denne?”

Anspændthed viser sig i hans strammede mundvige. “Alys Benjamin er lidt at et forbudt område. De færreste har lyst til at tale om hende.”

“Men hvorfor?” insisterer jeg. “Ved du da, hvem hendes morder er?”

Igen stønner han irriteret. “Lim, jeg har faktisk ikke tid til alle dine spørgsmål lige nu.”

“Svar mig nu bare,” siger jeg, og griber fat i mandens arm. Til mit held, stopper han selv op. “Kender du Alys Benjamins morder?”

Varick siger ikke noget, og jeg får det underligt. Som om alle mine indvolde går rundt om sig selv, og jeg har brug for at kaste alle mine bange anelser op, men jeg kan ikke.

“Kender du Alys’ morder?” spørger jeg igen, men det er ikke længere et spørgsmål. Det er bare ord. Tilfældige lyde placeret i en usammenhængende sætning. Det er en talemåde, der er blevet indhentet af tiden, og ikke længere giver nogen reel mening. Det er ingenting.

Stilheden får mine indvolde til at dreje hurtigere, nærmest snurre. Også mit stemmebånd og min hals, men mest af alt mit hoved. Mit hoved snurrer rundt i cirkler, det summer og gør ondt, for det kan ikke passe. Det kan ikke passe, det kan ikke være sandt.

“Varick,” fremstammer jeg helt stille, selvom verden kører rundt som en stor maskine inde i mig. “Slog du hende selv ihjel?”

Manden siger ikke noget, men det siger også alt.

“Hvorfor?” er alt jeg kan spørge. Jeg føler mig lammet.

Han ser direkte på mig. Ilden i hans øjne skræmmer mig. “For at give oprøret et skub. Sætte det rigtigt i gang. Vi ville vende Industries’ våben mod os om, så vi havde intet andet valg - og du så selv, hvilken effekt det havde. Du ville ikke have sluttet dig til os, hvis ikke hun døde, vel? Det er der ingen af jer, der ville have gjort. Du og dine lyslivvenner ville være blevet lune og trygge i Luces, imens vi andre ville være blevet fundet af Tilsynet og sendt i fangelejr. Du ved, jeg har ret, Foster.”

Jeg ryster vildt og forvirret på hovedet. “Jeg forstår det ikke… Jeg forstår det bare ikke. Jeg tog herhen for at gå imod Jagten, gå imod Industries, men hvis, hvis det var jer, der dræbte hende, så…” Jeg kan ikke tænke klart. Mit hoved gør ondt.

Varick træder et skridt tættere på mig, helt hen til mit gode øre.

“Glem ikke, hvem den rigtige fjende er.”

Øjeblikket efter er han væk.

Jeg står alene tilbage med min krop presset op mod væggen. Underligt hvordan jeg på en måde hele tiden har vidst det. At der var noget, de holdt skjult særligt for mig. Men jeg havde aldrig troet, at det ville være dette. At Varick slog hende ihjel. Og så for at få opmærksomhed.

Jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal blive vred eller ked af det. Lige nu er jeg mest af bare skuffet. Skuffet over, at de ikke kunne finde en bedre måde end at dræbe. Skuffet over, at jeg stadig står her. Her i gangene under Sundon Town i Zone 5, når jeg burde sidde i min bil, og bare køre så længe min benzintank holdt, præcist som jeg gjorde, da jeg rev mig fri fra Las Luces.

Men nej. Mine ben er stadig plantet på det blå gulv. Lidt endnu.

Lidt over elleve samles vi alle i kontrolrummet, hvor Jaime har tilbragt resten af sin aften. Der er kontakt til bilerne ved lejren, og Jaime er stort set klar med teknikken. Aurora får øjenkontakt med mig, men jeg stiller mig ikke over til hende.

Jonah, som står ved min side, lægger sin hånd i min. “Jeg er ked af det, der skete,” siger han stille, så vi ikke forstyrrer teknikerens arbejde.

Jeg ser ned på ham. “Tak. Vidste du det godt i forvejen?” spørger jeg i samme tonefald.

Overraskende nok, ryster han på hovedet. “Det er underligt. Jeg har vel bare ikke lagt mærke til det, du ved. Haft lidt for meget andet i tankerne.”

“Såsom?”

“Ting,” siger han, imens han trækker på skuldrene. “Jeg ved det ikke. Alt muligt og intet på samme tid. Og hemmeligheder plejer ellers at være dét, jeg har lettest ved at opsnappe.” Han ser væk fra mig, og rundt på alle de mennesker, der langsomt kommer til. “Jeg tror, det var derfor, jeg fik det så dårligt før - mit hoved blev fyldt med for meget.”

Jeg halvsmiler til ham. “Men du har det okay nu?”

“Det har jeg vel.”

Vi vender begge opmærksomheden mod Jaime bag det store computersystem af knapper og skærme. Alle andre lytter også interesserede til samtalen mellem ham og personen i den anden ende.

“Er I ved at være klar derude, Felix?” spørger han ind i en mikrofon.

“Så klar som vi nogensinde har været, yo,” lyder Felix’ stemme. “Eller, vi keder røven ud af bukserne. Er du selv snart klar?”

Jaime sukker kort. “Det er lidt af et arbejde af hacke sig ind sådan et sted,” påpeger han. “Jeg er tidligst færdig om et kvarter. Syng en fællessang imens.”

De kommer til enighed om at synge “Se den lille kattekilling”.

Midt under fyrene i bilens skønsang, hvisker jeg til Jonah, “Giv en hånd til oprørerne, allesammen.”

Han har svært ved at holde latteren tilbage. “Hele landets fremtid.”

Det lyder som om, vi begge to har fået det lidt bedre.

For at få tiden til at gå, sætter vi os op ad væggen i et hjørne, hvor der ikke rigtigt står nogen.

Jonah ser undersøgende på mig. “Du er meget splittet med hensyn til, om du vil fortsætte med at bo her eller ej, er du ikke?”

Jeg trækker benene op til kroppen. “Jo. Jo, det er jeg vel.”

“Er du nået frem til en beslutning?” spørger han.

Jeg ser ned på mine knæ. “Næh. På den ene side kan jeg ikke tilgive Varick eller nogen anden for at have holdt det skjult. Men på den anden side, så har Varick ret i, at det er Industries, vi er imod. Det var jo også hele grunden til, at jeg tog herud - for at gå imod Industries.” Jeg pauser et øjeblik. “Tror du… Jeg mener, kan du se, hvad jeg vælger? Du ved, i fremtiden?”

“Ja,” siger han. “Eller, nej. Jeg ved det ikke. Din fremtid er meget rodet, og jeg kan ikke rigtigt se, hvad du vælger. Kun, at du er på vej videre - at du snart ikke er her i Sundon længere.”

Forundret ser jeg på ham. “Men så må det jo være det første jeg vælger, ikke?”

“Så enkelt er det ikke. Der er mange flere faktorer, der skal regnes med,” siger han. “Fremtiden er ikke noget, jeg er særligt god til at fornemme.”

“I mine øjne er du nu mere end god,” mumler jeg. “Kan du også … fornemme din egen fremtid?” Eller, kommer du med, når jeg tager afsted?

Han ryster på hovedet. “Engang kunne jeg, men det var ikke mere end et par dage frem, jeg kunne se. Jeg må også have hadet det for meget, og lært at fortrænge det. Jeg kan i hvert fald huske, at det ikke er rart at kende sin egen fremtid. Man vil vel hellere leve i uvidenhed, og lade resten være op til fantasien.”

“Hm.” Det kan han vel have ret i, nu det er ham, der sidder med al erfaringen - men jeg har aldrig brudt mig om overraskelser. “Hvad tror du, det hele ender med? Bliver slutningen god eller dårlig? Og ikke noget med at bruge overnaturligtet nu,” siger jeg, og ser interesseret på drengen ved min side.

Han ser mig lige op i øjnene. “Hvis jeg skal være helt oprigtig, så ved jeg det virkelig ikke. Altså, her har vi kampånden, kamplysten, og vi gør alle de rigtige ting for at få alle andre til også at tænke selvstændigt. Men jeg tvivler på, om det er nok. Mod Industries tror jeg ikke.” Han sukker stille. “Selv uden Tilsynet er folk stadig bange. Desuden er det en universel regel, at det er de store, der er de stærkeste. Når man tænker over det, har vi ikke en chance.”

Jeg trækker på det. “Det ved jeg nu ikke… Det kan godt være, at Industries har frygten at bruge mod os, og nok også våben, men det er os, der er folket. Hvis de slår os alle ihjel for at være uenige, hvem har de så til at lede? Det sidste magthaverne ønsker at give afkald på er magten. Hvis de henretter os nu, vil bægret for alle andre flyde over.”

“De kan altid få det til at ligne en ulykke.”

Forvirret rynker jeg brynene. “Hvad mener du med dét?” spørger jeg ham.

“Altså, hvis nu de virkeligt gerne vil af med os,” siger han, “så ville de nok prøve på at dække sporene så godt som muligt, ikke? De ville skyde skylden på noget andet, en uheldighed, en tilfældighed ingen alligevel havde kontrol over. Måske endda selv udpege en gerningsmand. De er jo så gode til at vælge ofre.”

“Men… Hvorfor har de så ikke gjort det af med os endnu?”

“Det kan jeg ikke svare dig på. Måske vil de hellere vente og se tiden an - det kan jo være, en anden løsning melder sig. Eller også er de allerede i gang.”

Den mulighed er aldrig faldet mig ind.

Varick kalder alle hen til Jaimes maskineri. På én af skærmene lægger jeg mærke til billedet af et overvågningskamera, formentligt placeret i den lejr, vores venner holder et stykke fra.

“Du er inde nu, ikke?” spørger oprørets leder, og Jaime nikker.

“Endelig,” råber to stemmer fra bilerne i kor.

“Det eneste vi mangler nu, er bare at få trykket på knappen,” siger Jaime. “Så enkelt er det.”

Felix stønner lettet. “Hvad venter vi så på? Vi vil gerne snart hjem igen til en varm seng, forstået? Her er altså skidekoldt.”

Jeg kan ikke lade være med at smile af hans brokkeri.

“Lidt endnu,” siger Varick til ham. “Men husk: Så snart der er låst op, skal det gå hurtigt. Ikke noget med at fjolle rundt. Og det sidste er særligt henvendt til dig og Leslie.”

“Hey!”

“Du hørte ham selv,” siger Jaime, og de fleste af os griner. Jeg er ikke sikker på, at jeg er én af dem.

Som svar mumler Felix noget uhørligt.

“Vil du have æren af at tælle ned?” spørger Varick Jaime.

Teknikeren smiler.

“Fem.”

Vi rykker alle nogle skridt tættere på uden at tænke over det. Vi er en flok interesserede dyr, der vil se, hvad der sker.

“Fire.”

Jonah griber krampagtigt fat i min hånd, og jeg ser hurtigt ned i hans bange øjne.

“Jonah?”

“Tre.”

Drengen svarer mig ikke, men ser derimod over på en person. Det er en mand i trediverne. Jeg genkender ham kun som én af de, der kom hertil tidligere i dag. Han ser på ingen måde mistænkelig ud, men Jonah er tydeligvis oprørt.

“To.”

Før jeg når at indse, hvad der foregår, trækker manden en pistol op af baglommen.

Jaime når aldrig at tælle færdig.

Der høres et øresønderrivende brag, og i næste øjeblik glider Jaime ned af den stol, han før sad i. Som en kludedukke faldet ned af sin hylde. Død.

Folk begynder at skrige, og så høres endnu et skud bag os. Jeg snurrer forskrækket rundt. Auroras slappe krop falder til jorden. Et barn begynder at græde.

Hverken Jonah eller jeg ser os tilbage, da vi begynder at løbe. Vi ved begge, hvad der foregår. Vi ved i hvert fald nok, og måske ved lidt Jonah for meget. Uden et ord er vi hånd i hånd på vej mod udgangen, der desværre ligger et godt stykke herfra. Jeg har aldrig løbet så hurtigt i mit liv.

Bag os hører vi flere skud. Flere skrig. Det er begyndt at gå op for folk, hvad der foregår. Men det er for sent for de fleste af dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...