Fosterfødt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2013
  • Opdateret: 8 jun. 2014
  • Status: Færdig
ROMAN: Lim har aldrig sat spørgsmålstegn til Jagten – en begivenhed, der giver zonernes befolkning syv dage til at slå et udvalgt menneske ihjel. Da det magtfulde Industries dog vælger en hjort ingen havde forudset, går denne menneskejagts egentlige formål op for Lim, og hun beslutter sig for at bryde ud af dens klogreb. Men det er farligt at lege med systemet, og uden varsel er hun pludseligt tvunget til at flygte for livet ud i den nådesløse ørken med en komplet fremmed som den eneste, hun kan stole på. Spørgsmålet er bare, om menneskers fornuft er større end deres grådighed – og hvordan starter man en revolution, når alle ønsker at se dig død? [ADVARSEL: Spoilers i kommentarerne!]

73Likes
52Kommentarer
4474Visninger
AA

13. 12. Organ

Jeg ser panikkent på Horodotos. “Hvad har du fortalt ham?” spørger jeg skingert.

“Det, du ikke fortæller nogen,” er alt, manden svarer.

“Ezra, det er ikke sådan-”

Jeg stopper midt i sætningen, for jeg tager fejl. Det er jo præcist sådan, det er. Min krop kører på dampe.  

Horodotos vender sig om. “Og til dig, Lilium Foster, vil jeg fortælle, at vinderen af sidste Jagt aldrig meldte sig.”

Hvad skal det nu betyde?

Han kører væk i en sort bil med tonede ruder. Ikke så meget som ser på os en sidste gang. Ser på mig.

Her bliver stille igen. Ingen af os siger noget. Vi stirrer bare på hinanden.

“Ezra,” siger jeg så. “S-skal vi ikke sætte os ned?” Jeg placerer mig i husets skygge med ryggen mod dets mur.

Han tøver lidt. Så sætter han sig ved min side.

Vi ser ikke på hinanden.

“Vil du ikke nok forklare mig, hvorfor du ikke sagde det noget før,” beder han.

“Nej,” siger jeg. “Fortæl mig først, hvad Horodotos fortalte dig.” Jeg har brug for at få en fornemmelse af, hvor meget han ved.

Ezra regner mig ud med det samme. “Lim-”

“Fortæl.”

Han afgiver et kort suk. “Fint. Okay.” Han ser ned på sine udstrakte ben. “Jeg var på vej ud med de andre, da jeg så ham. Og jeg kunne se, at han ville tale med mig, og kun mig - det var i hans blik, forstår du?”

Jeg forstår udmærket, hvad han mener.

“Så jeg sagde, at de bare skulle tage af sted uden mig. Jeg ville jo ikke gøre noget stort nummer ud af det, og han så ubevæbnet ud, så selvom jeg selvfølgelig blev urolig, var der vel ikke noget at være bange for. Men det var da underligt, at han opsøgte lige netop mig, personligt og det hele.”

Ezra holder en pause, og flytter blikket ned i sandet under os. Det er underligt at tænke på, hvordan der ligger en hel by neden under vores fødder. En by, der er helt ubeskriveligt levende, men som heroppe ikke er andet end jord. Jeg tier stille.

“Han begyndte med at sige, at han havde en dårlig nyhed. Omkring dig. Jeg blev skulle til at slå alarm, men han sagde, at der ikke var nogen grund til at blande andre ind i dette. Først spurgte han, om jeg kendte til hvad der gør dig til et fosterbarn, og ja, det gjorde jeg, jeg vidste, at din hud ikke kan hele sig selv og sådan. Det ved alle og enhver. Det er dét, der i Luces’ øjne har gjort dig så meget mere eftertragtet. Men så spurgte han, om jeg også kender til dét, der er galt med dit hjerte. Kan du huske den første nat, vi havde sammen? Hvor du begyndte at hyperventilere, fordi vi var løbet tør for benzin?”

Jeg nikker.

“Du fortalte mig, at det ikke var noget særligt, at du var okay. Så det troede jeg selvfølgelig på, for du fik det også hurtigt bedre igen.” Han gør en synkebevægelse. “Men Horodotos sagde, at det ikke var sandheden - eller, i hvert fald ikke hele sandheden. Han sagde, at det er alvorligt, dét med dit hjerte, og det er du også selv godt klar over. Men du lader som ingenting. Som om, du har al den tid i verden, du har brug for. Men det har du bare ikke, vel?”

Jeg ser op på ham. “Ingen har al den tid, vi godt kunne tænke os.”

“Hvor lang tid kan dit hjerte blive ved med at slå af sig selv?” spørger han mig.

Jeg er stille et kort øjeblik. “To måneder, hvis jeg er heldig. To uger, hvis ikke.”

Ezra svarer mig ikke.

Jeg ser væk igen.

“Vi-vi-vi bliver nødt til at få dig ordnet i Las Luces. De kan hjælpe dig dér. Du kommer ikke til at overleve uden.”

“Ezra, du forstår ikke problemet: De har prøvet. De har prøvet at hjælpe mig, men det går ikke. Det er fordi, jeg er, som jeg er. Glaspigen. Min krop tager ikke ordentligt imod medicinen. Mekanik kan ikke få mit hjerte til at slå i længere tid, før noget går galt, og det gør mere skade end godt. Jeg er en omvandrende selvmordsbombe.”

“Men der må være noget vi kan gøre!” Jeg kan høre den stigende panik i hans stemme. “Der må være ét eller andet!”

“Nej. Det var aldrig meningen, at jeg skulle have overlevet til at begynde med. Forskerne havde ikke gjort deres arbejde godt nok, noget var i hvert fald gået galt, og her har I resultatet: Limen mellem zonerne og Las Luces, Glaspigen, alles lille bjergkrystal. Hende, der overlevede. Hende, der snart skal dø.” Jeg ser tilbage på Ezra. “Måske er det ikke en straf, at jeg blev den nye hjort, Ezra. Måske er det for at takke mig for en god tid i Industries - at ende mig her og nu, så jeg ikke behøver gå gennem lidelsen længere.”

“Hvad er det, du fabler om?” spørger Ezra, og vores blikke mødes på midten. “Industries hader dig, fordi du allerede er blevet så stor en del af oprøret. De ville aldrig takke dig for noget. Men Lim, ved du hvad? Jeg tillader dig ikke at dø, okay? Jeg nægter at lade dig dø.”

Jeg kommer i tanke om Jonah. “Shit.”

“Hvad?”

“Jeg bliver nødt til at sige undskyld til Jonah. Han… Jeg… Jeg bliver bare nødt til det.” Jeg rejser mig op. “Skal du med?”

Ezra ryster på hovedet. “Jeg bliver her lidt endnu. Det er underligt, som man når at savne himlen, efter at have været under jorden så kort tid.” Han ser ikke på mig længere.

“Åh. Okay.” Jeg vender mig om for at gå. “Ezra?”

“Mhm?”

“Er du ikke venlig at sige mit navn igen?”

Han kigger spørgende op på mig. “Hvad mener du?”

Jeg ryster på hovedet. “Ikke noget alligevel.”

Sekundet senere er jeg væk.

Nede i undergrundssystemet igen er her langt fra så stille som før. Jeg kan høre hektiske stemmer længere nede ad gangen, så jeg skynder mig af sted, for at undersøge det nærmere.

En kvinde, hvis navn jeg ikke kan huske, hiver pludselig fat i mig.

“Hvad er det, der sker?” spørger jeg hende.

“Det er Aurora,” svarer hun. Det kan høres, at hun har løbet meget. “Hun er gået i veer.”

Jeg stirrer på hende. “Vent, betyder det, at hun er ved at føde?”

Kvinden nikker.

“Men det var jo først om en måned!”

Hun smiler svagt. “Sådan fungerer naturen desværre ikke, søde. Kom, hun spørger efter dig,” siger hun, og hiver mig med sig.

Aurora ligger på en madras i opholdsstuen. Hun er helt rød i hovedet, og trækker vejret vildt og uregelmæssigt. Her er alt for mange mennesker omkring hende, der er ved at stille ting frem.

“Lim!” sukker hun, da hun får øje på mig. “Okay, alle sammen gå. Nu! Jeg vil kun have Lim herinde,” råber hun forpustet.

“Whoa, hvad?” spørger jeg.

Hun sender mig et smil bag de fugtige lokker af rødt hår, der er gledet ned i ansigtet. “Har du lyst til at tage imod en baby?”

“Aurora, jeg er nok det sidste menneske i zonerne, der burde gøre sådan noget,” protesterer jeg, men hun ryster bare på hovedet.

“Jeg har styr på det, du skal bare gøre, som jeg siger. Jeg vil ikke have andre til det.” Pludselig skæres hendes ansigt i smerte, og hun krummer sig. “Fuck, fuck, fuck. Hun vil virkeligt ud nu.”

Jeg knæler ned ved siden ad hende, imens de sidste forlader rummet. “Okay. Fortæl mig, hvad jeg skal gøre.”

Hun trækker vejret dybt. “Først bliver vi nødt vide, hvor langt henne jeg er,” siger hun. Hun lyder allerede udmattet.

Jeg synker ulækkerheden i mig, og ser efter. “Er det godt eller skidt, at jeg kan se hovedet?”

“Shit,” siger hun, og jeg kan høre, at hun langsomt er ved at hyperventilere af nervøsiteten. “Vi har ikke lang tid.” Hun får med det samme ondt igen. “Satans veer,” hvæser hun gennem sine sammenbidte tænder.

“Jeg skal vaske hænder,” siger jeg.

Hun ryster vildt på hovedet. “Nej. Du kan ikke nå det. Om lidt begynder jeg at presse. Du må først tage imod, når hendes mund er helt fri.” Hendes vejrtrækning bliver hurtigere og hurtigere. Det kan ikke være godt.

“Aurora!” siger jeg. “Træk vejret langsommere. Du hyperventilerer. Træk vejret helt ned i maven, okay?”

Stille nikker hun, og gør som jeg siger. Trækker vejret dybt.

“Godt. Vi gør det her sammen, hører du mig? Vi skal nok klare det. Du skal nok klare det.” Jeg ser på hende. “Efter næste veer begynder du at presse, okay? Så er det overstået før, du ved af det.”

Hun klemmer øjnene sammen. Sveddråber løber stødt fra hele Auroras ansigt. “Jeg kan mærke det,” siger hun, og skærer tænder. Endnu en gang krummer kvinden sig sammen i smerte, da veen bryder ud.

“Er du klar?” spørger jeg. Så snart, jeg kan se, at den er ved at aftage, råber jeg “Nu!”, og hun begynder at presse. “Aurora, du bliver nødt til at presse hårdere,” siger jeg, da der næsten ikke sker noget.

“Jeg kan ikke,” gisper hun.

“Du skal, Aurora, du skal. Pres igen!”

Hun adlyder.

“Ja! Godt. Hovedet er på vej,” griner jeg lettet. Hendes barn har et hoved. Jeg kan ikke lade være med at smile over hele ansigtet, da sammenklemte øjnene kommer frem. “Din baby, din baby har øjne.” Jeg lægger en hånd under barnets hoved, så snart det begynder at græde.

Aurora begynder også at grine, imens hun presser videre. “Fortæl mig om det,” siger hun.

“Det er blodigt og rynket, og ligner mest af alt en kartoffel,” siger jeg smilende. “Du har aldrig set noget smukkere, det skal jeg love dig for.”

Da armene er helt ude, lægger jeg min anden hånd under barnets krop. Det lille, skrigende barn er væmmeligt at røre ved, helt glat og vådt. Men jeg det er liv på mine fingerspidser. Ægte, levende liv, der græder og trækker vejret.

“Du havde ret,” siger jeg. “Det er en pige.”

Aurora tager imod hende med åbne arme, da jeg lægger barnet, som jeg har svøbt i et lysegrønt håndklæde, på hendes bryst. Hendes øjne er blanke af tårer. Hun ser ikke andet end sin datter. “Jeg ville ønske, Varick havde været her,” siger hun stille.

“Han er på vej,” siger jeg. “Du skal slet ikke bekymre dig om noget.”

Hun flytter langsomt blikket fra pigen til mig. “Tak, Lim.”

Jeg svarer ikke. Det er ikke mig, der lige har presset et menneske ud af kroppen. “Ved du, hvad hun skal hedde?” spørger jeg i stedet, og Aurora nikker svagt.

“Ja. Hun skal hedde Lumina.” Kvinden smiler sagte til mig. “Det betyder lys på et gammelt sprog.”

“Aurora, Varick og Lumina,” mumler jeg. “Det klinger godt.”

Kvinden ser tilbage på barnet, som er holdt op med at græde. Hun begynder at lave små puslelyde, og jeg føler mig pludseligt til overs.

“Jeg… Jeg går lige ud og ser, om ikke de er kommet hjem endnu,” siger jeg, og kommer op at stå.

I samme øjeblik går døren stille op. Når man taler om solen, så skinner den.

“Aura,” siger Varick stille, og falder på knæ ved siden ad hende.

Hun ser op på sin mand. “Du kom.”

“Så snart, jeg fik beskeden.” Han smiler til hende, og ser derefter på den nyfødte. “Er det…”

Hun nikker. “Lumina. Præcist som jeg troede.”

Jeg  kommer i tanke om, hvor jeg var på vej hen, og vender rundt.

“Lim, vent,” stopper Varick mig dog, og jeg ser mig over skulderen. “Jeg aner ikke, hvordan jeg skal takke dig nok.” Oprigtigheden i mandens stemme er til at tage og føle på.

Jeg sender ham et lydløst smil. “Det behøver du ikke.”

Døren lukker jeg lydløst i bag mig, da jeg langsomt går ud af rummet.

Det første jeg gør, er at vaske hænder.

Jonah finder mig med armene under hanen i køkkenet.

“Hey,” siger han, og jeg vender mig forskrækket om.

“Hvor er jeg glad for at se dig, Jonah,” siger jeg, og tørrer mig hurtigt i et tilfældigt viskestykke. Næste sekund er jeg nede i øjenhøjde i et kram. Jeg holder ham en anelse for krampagtigt ind til mig, men han kæmper ikke imod. “Du må virkelig undskylde, hvordan jeg behandlede dig. Det var ikke retfærdigt. Jeg er virkelig, virkelig ked af det.”

“Selv undskyld,” mumler han ind i min skulder. “Hvordan har Aurora det?”

Jeg giver slip igen. “Hun har det godt.” Jeg smiler til ham. “Det blev en pige. Men det vidste du sikkert i forvejen, at det ville blive.”

Han smiler bare hemmelighedsfuldt. “Det er Luna, de har navngivet hende, ikke?”

“Lumina,” retter jeg. “Vent, du har sikkert ret i, at det bliver Luna, alle kommer til at kalde hende. Du er hele tiden på forkant med verden, er du ikke?”

“Mere eller mindre,” svarer han.

“Hey, vil de have noget imod det, hvis du møder hende?” spørger jeg ham.

Et øjeblik tænker han sig om. Jeg forestiller mig, hvordan han smager på luften. “Overhovedet ikke,” siger han.

Vi går sammen tilbage til opholdsstuen, hvor der også er kommet andre for at få et glimt af Luna. De, der var taget ud efter biler til i aften, er her også. Imens Jonah hilser på den nyfødte, smutter jeg hen til Felix og Leslie. De står og taler med Ezra.

“Der har vi jo vores egen lille jordemoder!” udbryder Felix, da han får øje på mig, og jeg nejer beskedent.

“Det var nu ikke noget særligt,” siger jeg. “Aurora var en dygtig guide.”

Leslie ser hen på Jonah, som er ved at stryge Luna blidt over de lyse dun på hendes hoved. Det vil ikke undre mig, hvis hun med årene bliver lige så rødhåret som sin mor. “Se dem lige. Om femten år, folkens…”

Vi griner alle sammen. Jeg kan kun forestille mig, hvor gode venner de to vil blive.

“Er det ikke snart din tur, Lim?” spørger Felix med et drillende glimt i øjet.

Jeg lægger armene over kors. “Hvad, til at få en kæreste?”

Han klukker sagte. “Jeg mente godt nok at føde - men du har ret, hvad end der nu kommer først i rækken.”

“Glaspigen?” lyder det fra Leslie. “Hun når sgu da aldrig at finde sig en kæreste, nu hvor hun hele tiden er lige ved at dø,” griner han med blikket på min forbinding.

Jeg rækker tunge ad dem, og lader som om, at de ikke har ret. “Skulle I to ikke bare se at få giftet jer med hinanden med det samme?”

“Av,” siger Leslie, og lader som om, han stikker hånden ud af ilden. “Sikke et gevaldigt diss. Gevaldigt og smertefuldt.”

“Du har ret, kære broder, det brænder virkelig,” fortsætter Felix, imens han laver svitsende lydeffekter.

Ezra og jeg ruller synkront med øjnene, hvilket tvillingerne åbenbart synes er det sjoveste i verden. Jeg kan ikke rigtigt bebrejde dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...