Fosterfødt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2013
  • Opdateret: 8 jun. 2014
  • Status: Færdig
ROMAN: Lim har aldrig sat spørgsmålstegn til Jagten – en begivenhed, der giver zonernes befolkning syv dage til at slå et udvalgt menneske ihjel. Da det magtfulde Industries dog vælger en hjort ingen havde forudset, går denne menneskejagts egentlige formål op for Lim, og hun beslutter sig for at bryde ud af dens klogreb. Men det er farligt at lege med systemet, og uden varsel er hun pludseligt tvunget til at flygte for livet ud i den nådesløse ørken med en komplet fremmed som den eneste, hun kan stole på. Spørgsmålet er bare, om menneskers fornuft er større end deres grådighed – og hvordan starter man en revolution, når alle ønsker at se dig død? [ADVARSEL: Spoilers i kommentarerne!]

73Likes
52Kommentarer
4414Visninger
AA

12. 11. Tom

Samme aften lykkes det os at opretholde afbrydelsen af Jagtopdateringen i otte minutter og syvogtyve sekunder. Eller, det lykkes Jaime. Vi andre ser egentligt bare på i kontrolrummet uden at have nogen anelse om, hvad der foregår. Men så snart vi brød igennem, og fjernsyn Las Luces og zonerne over blev sorte med teksten “Ned med Industries” i store, hvide bogstaver midt på, brød jublen, vi havde holdt indespærret i vores kroppe, ud. Og sådan fortsatte det i otte og et halvt minut.

Aftenen igennem er stemningen i hele undergrundskomplekset oppe at køre. Ingen har nogensinde været med til at skabe noget så landsdækkende. Og Industries må være rasende. Det vil umuligt kunne blive bedre.

Nogen har tændt for to radioer i spisesalen. Den ene er et eller to sekunder bagud, så det lyder underligt, men folk er ligeglade. Vi er alle ligeglade. Borde er blevet rykket ud til væggene, og Varick og Aurora danser med hinanden på den nyfundne gulvplads. Jeg kan ikke lade være med at smile. Det er sært at se to mennesker elske hinanden så oprigtigt, når jeg stadig ikke bryder mig om manden. Men Aurora er glad igen. Det er det vigtigste.

Jonah står ved siden ad mig.

“Skal du ikke også danse?” spørger han. Der er en undrende undertone i hans stemme. Er det fordi, han tror, jeg gerne vil?

“Nej,” svarer jeg. “Er det en invitation?”

Han ser grinende op på mig. “Desværre ikke. Jeg troede bare, du var kommet på talefod med Ezra igen. Altså, det virkede det i hvert fald som om, da han tænkte på dig tidligere.”

Jeg møder hans blik. “Du bliver nødt til at forklare mig, hvad det helt præcist er, du kan.”

“Nogle gange ved jeg det ikke engang selv,” mumler han så lavt, at jeg næsten ikke hører ham. “Nå. Jeg vil finde Jaime. Overvej at finde Ezra, vil du?”

Jeg når ikke at svare, før drengen er væk.

Fem sekunder senere går det op for mig, hvorfor han pludselig forsvandt.

“Hey, Glaspigen!” hører jeg Leslie råbe, da han og Felix får øje på mig.

Jeg går langsomt over mod dem. De står lige ved døren ind til køkkenet.

“Hva’ så?” spørger jeg. “Ser jeg stadig godt ud med halvandet øre?”

“Brandlækker som altid,” svarer Felix med et smøret grin. “Hey, skulle vi ikke lige finde Sam til dig. Han synes sikkert også, at den forbinding virkelig får dine øjne til at stå frem.” Han begynder at se rundt.

“Felix-”

“Jaer, hvor er Sammy-drengen overhovedet?” spørger Leslie, og begynder også at spejde efter mandens blonde hår.

“Folkens,” siger jeg, “det er meget pænt af jer, men Sam er ikke noget for mig, okay?”

De stirrer begge på mig et øjeblik.

“Er det Ezra?” spørger Felix dybt chokeret.

“Hellige ko, det er Ezra,” siger Leslie lige efter.

“Behøver der være nogen?” spørger jeg dem, og i munden på hinanden svarer de med et klart og tydeligt “Ja.”

“I er ufattelige,” mumler jeg. “Ved I, hvad der skal ske i morgen?” spørger jeg for at skifte emne.

Felix trækker på skuldrene. “Varick har sikkert allerede en ny idé i tankerne, der involverer Jaimes evner. Men du, kæreste Glaspige, må hellere blive hjemme ligemeget hvad,” siger han. “Det er vist blevet bevist, at du ikke helt har lært at begå dig i den store, stygge verden endnu, hva’?”

Underlæben skyder jeg surmulende frem. “Hvor uretfærdigt.”

De to tvillinger griner, og jeg trækker selv på smilebåndet.

“Hey, du har for resten overlevet Jagten to døgn, nu,” pointerer Leslie.

“Virkelig?” To døgn? Jeg var ellers overbevist om, at der var gået den dobbelte tid. Det føles som om, jeg på disse to dage har oplevet mere end den resterende del af mit liv lagt sammen.

Leslie nikker. “Tiden går. Det føles næsten som om om, det var i går, du kom til Sundon,” siger han sentimentalt.

“Det var det også.”

“Nå. Jamen så giver det jo meget god mening,” siger han og blinker til mig.

 

~

 

Næste morgen samles vi igen i spisesalen. Morgenmøder er åbenbart en højprioriteret ting her, for ikke ét ansigt mangler. Men på den anden side er der ikke meget andet at give sig til hernede.

“Godmorgen,” indleder Varick. Han er den eneste der står op. Vi andre sidder langs bordene. “I nat er der blevet rapporteret om uroligheder så langt som til Zone 3, hvilket vi alle kan takke Jaime for. Det er en ny dag i dag, og med den opmærksomhed, der er blevet vendt mod oprørere alle steder fra, er vi ét skridt tættere på Industries. I nat kommer vi et helt spring tættere på.”

Folk retter sig nysgerrige op i sædet.

“Jeg tror, de fleste af jer kender uromagerlejren, der ligger to timer mod nord, helt oppe i udkanten af Zone 5. Det er dér, Industries sætter sådan nogle som os hen, inden vi på mystisk vis forsvinder én efter én. Vi kender alle mange, der er blevet sat til at afsone resten af deres liv dér - og måske er de stadig i live. I nat låser vi portene op. Vi vil redde fangerne, og lade dem kæmpe den kamp, de selv var med til at starte. Jeg har allerede talt om det med Jaime, så nu mangler jeg bare at høre, om det er noget, I andre vil deltage i.” Han holder en kort kunstpause. “Der er ingen garanti for, at vi sejrer uskadte. Men det er en risiko jeg er villig til at tage, og forhåbenligt er I også villige til at tage den.”

“Men hvad er planen så?” spørger en kvinde bag mig.

Varick ser på hende. “Planen er, at Jaime sørger for at hacke sig ind på lejrens kontrolcenter i nat. Imens er omkring ti mand kørt ud til lejren, og venter med vogne, der skal fragte fangerne tilbage hertil. Jeg har også kontaktet en mindre oprørsorganisation i Reno, som godt kan tage imod nogle. Hvis alt går som planlagt, vil det hele kunne køre fuldstændigt gnidningsfrit. Er der nogen, der vil melde sig som … chauffører allerede nu?”

Én hånd er den første til at ryge i vejret. Det er Ezra.

Syv andre følger hans eksempel. Det overrasker mig ikke at se Leslie og Felix iblandt.

“Glædeligt at se så mange allerede nu,” siger Varick. “Her til formiddag vil vi køre ud efter større biler. Og i dag er der for resten ikke planlagt holdopgaver som normalt. Vi har brug for, at alle fokuserer på vigtigheden af denne mission.”

Jonah, som sidder ved siden ad mig, hiver i min trøje.

“Hvad er der?” hvisker jeg så lavt som muligt.

Han hopper ned fra stolen, og trækker mig med sig. Jeg følger med ham ud på gangen, hvor vi kan tale frit.

“Du bliver nødt til at sige, at de ikke skal gøre det,” siger Jonah.

Jeg ser på ham. “Hvad er det? Hvad kan du mærke?”

Drengen ryster forvirret på hovedet. “Jeg… Jeg ved det ikke. Men jeg har dårlige fornemmelser. Og det er ikke bare almindeligt dårlige fornemmelser, Lim, jeg kan mærke, at der kommer til at ske noget. Noget slemt.” Hans stemme begynder at ryste.

Jeg går ned på knæ for at kunne se ham i øjnene. “Jonah. Du skal ikke være så bekymret. Det kan være, du bare er nervøs.”

“Jeg tror ikke, du forstår,” siger han. Det er ubehageligt at se ham så helt igennem urolig, så skræmt. “Jeg tager aldrig fejl. Jeg kan mærke, at noget forfærdeligt ulmer i vandoverfladen, og jeg kan mærke, at det kommer til at ske, hvis ikke vi stopper dem.”

Alvorligt rynker jeg brynene. “Hvor stort er omfanget?”

Endnu en gang ryster han på hovedet. “Det ved jeg ikke. Det kan jeg ikke sige.” Han presser hænderne mod hovedet, for at kunne koncentrere sig bedre, og for at få dem til at holde op med at ryste. “Stort. Omfanget er stort. Men kun for få mennesker.”

Jeg kan mærke, at jeg også er begyndt at ryste. Her føles koldt. Koldt og klamt og … påtrængende. Som om, kulden og ubehaget kryber helt ind under huden på mig. Hvorfor kan Jonah ikke bare lade være, hvorfor skal han altid kunne se sådan noget?

“Jonah, stop. Der er ikke noget, jeg ka-”

“Lim!” afbryder han. “Hør nu på mig! Jeg kan bare mærke det, når nogen snart skal dø.”

Når nogen snart skal dø.

Han kan mærke det, når nogen snart skal dø.

Jeg taber tråden. “D-du kan mærke det?” spørger jeg, og han nikker, så bevægelsen næsten ikke er til at kunne se. Jeg synker. “Kunne du mærke det med de to, du levede med, Steve og Craig? Kunne du mærke, at de skulle dø, da I satte jer ind i bilen?”

Jonah ser ikke på mig. Han ser væk, ned i gulvet. Siger ikke noget.

Jeg retter mig op at stå, selvom mine knæ føles svage. “Kunne du have reddet tre menneskeliv?”

Intet svar.

“Jonah. Svar mig. Kunne du have advaret dem? Vidste du, at de skulle dø fra starten?”

“Ja.”

Jeg kan mærke væmmelsen i mit halsrør. Den dreng … lod de eneste to mennesker, han kendte, blive slået ihjel. Advarede dem aldrig. Tænkte ikke engang over det.

Jeg træder et skridt bagud. Holder det vantro blik på drengen med de brune krøller. “Du er ikke et lille barn, ved du godt det?”

“Lim, du glemmer dét, jeg ville sige,” prøver han, men jeg ryster afvisende på hovedet.

“Jeg husker fint. Men jeg kan ikke gøre noget nu. Det er ikke længere i mine hænder at rette op på skaderne.”

I samme øjeblik bliver døren ind til spisesalen slået op, og det strømmer ud med mennesker. Nogle er på vej mod udgangen, mens andre går den anden vej. Jeg mister synet af Jonah, og da menneskemængden tynder ud, står han der ikke længere.

Jeg føler mig lige pludseligt meget alene.

Her bliver hurtigt stille. Jeg kan høre min vejrtrækning. Høre, hvordan mit hjerte trækker sig selv af sted i små stød, der ikke engang virker prøvende. Jeg føler mig tom. Som om, jeg ikke har nogen ryg. Ikke nogen ribben. Ingen knogler til at holde mig oprejst, og alligevel er jeg stadig stående. Luften, jeg indånder, føles uren. Jeg har brug for at komme op. Ud. Udenfor.

Jeg vender mig rundt, og sætter langsomt den ene fod forrest. Mit trin giver genlyd langt ned ad gangen. Jeg tager et skridt til. Og endnu ét, helt indtil jeg er henne ved stigen.

Jeg ser op gennem røret i loftet. Man kan ikke se toppen, da lyset begynder at stoppe halvvejs, og jeg har ingen lygte med. Men det afholder mig ikke fra at gribe fat i det første trin med hænderne, og sætte af. Jeg forsvinder roligt op i det tætlukkede rør.

Efter evigheder, støder mine hænder pludselig på lemmen. Jeg bruger den ene hånd til at løfte det tunge stykke træ, og derefter skubbe det fra mig. Lyset rammer med det samme, skarpt og hårdt som om, jeg er stødt ind i en mur. Jeg løfter mig selv helt op af hullet, og dækker det til. Jeg husker vejen ud af lagerlabyrinten, som på ingen måde er stor nok til at kunne kaldes en labyrint.

Inden længe er jeg helt ude i den friske luft af støv og sol. Her er ikke mange lyde - nogle stemmer hist og her, en bil, hvis motor brummende er på vej væk, men det er også dét. Solen brænder min hud. Jeg smiler op mod den, inden jeg langsomt bevæger mig langs husmuren, for at komme i skygge på den anden side.

Men jeg når ikke lang, før jeg hører stemmer derommefra. To mænd. Og jeg ved, at jeg kender dem begge, men kan ikke uden videre sætte ansigt på nogen af dem. Jeg sniger mig hen til hjørnet, og tager et kig.

Ham, der ikke står med ryggen til mig, ser med det samme op. Vi genkender straks hinanden. Peter Horodotos, næstøverst siddende i hele Industries. Han har ikke ændret sig et minut, siden jeg så ham sidst. Stadig den samme kedelige frisure, og stadig samme store udstråling af overblik og ikke mindst magt. Han ved, at han har manden foran sig i sin hule hånd. Alt går nøjagtigt som planlagt.

Mennesket foran Horodotos følger mandens blik, og vender sig om mod mig. Jeg kan se den lyseblå himmel spejle sig i Ezras våde øjne, da også han får øje på mig. Der er noget hjerteknusende over den måde, han ser på mig på. Jeg knytter hænderne. Hvad har de talt om? Hvad har Horodotos sagt?

“Lim?” Ezras stemme er hæs og forvrænget, og det skærer i mig at høre ham på den måde. “Du er … døende?”

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...