Fosterfødt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2013
  • Opdateret: 8 jun. 2014
  • Status: Færdig
ROMAN: Lim har aldrig sat spørgsmålstegn til Jagten – en begivenhed, der giver zonernes befolkning syv dage til at slå et udvalgt menneske ihjel. Da det magtfulde Industries dog vælger en hjort ingen havde forudset, går denne menneskejagts egentlige formål op for Lim, og hun beslutter sig for at bryde ud af dens klogreb. Men det er farligt at lege med systemet, og uden varsel er hun pludseligt tvunget til at flygte for livet ud i den nådesløse ørken med en komplet fremmed som den eneste, hun kan stole på. Spørgsmålet er bare, om menneskers fornuft er større end deres grådighed – og hvordan starter man en revolution, når alle ønsker at se dig død? [ADVARSEL: Spoilers i kommentarerne!]

73Likes
52Kommentarer
4408Visninger
AA

11. 10. Ned!

Winnemucca ligner meget Sundon Town, såvel som alle andre byer i zonerne. Men her er der mennesker på gaderne. Mange. Og ingen af dem ser glade ud.

Jeg står imellem to huse sammen med vores hold og ham, de kalder CJ. Han er en mørkhåret mand på de tredive år, tror jeg. Jeg har svært ved at bedømme folks aldre her i zonerne. Alle virker så udædte og ældre, end de sikkert er.

CJ vender sig mod os. “Okay. Vores opgave er helt enkelt bare at blande os med mængden. Piske en stemning op. Her har de seneste par dage været meget anspændt, så det skulle ikke blive særligt svært. Men det er vigtigt, at ingen vækker mistanke til os, for selvom vi er på kanten til at få vendt Winnemucca, har de fleste stadig et dårligt syn på oprørerne fra Sundon.”

“Hvorfor det?” spørger jeg.

CJ sender mig et nårh-ja-du-er-her-også-blik. “Dig dér, Lim, du holder dig ude af syne. Fuldstændigt. Vi gider ikke, at nogen bliver dræbt her.”

Jeg ser skuffet væk. Typisk. Når jeg rent faktisk er kommet med, må jeg ikke engang deltage.

“Andre spørgsmål?”

Ingen svarer, og CJ bliver den første til at blande sig med de mange mennesker. Leslie, Felix og alle de andre følger trop. Jeg bliver stående bag en stor tønde i træ og ser på fra afstand.

Jeg genkender ikke stemmen, der råber “Ned med Industries!”, og kaster en flaske på Industries-logoet på en husmur, men det er stensikkert én af os. Jeg kan se, hvordan folks opmærksomhed lynhurtigt tiltrækkes. En anden svarer med endnu et “Ned med Industries!”, og en flaske til splintres mod logoet. Tredje gang, de tre ord bliver råbt, er det ikke en oprører fra Sundon. Heller ikke fjerde gang. Eller femte. Alt muligt bliver kastet rundt efter alle Industries’ logoer i nærmeste afstand, navnligt sko og sten. Støjniveauet stiger drastisk, og flere og flere kommer ned på gaden for at deltage. Men jeg lægger også mærke til, at nogle slår skodderne for deres vinduer. Jeg tror, de er bange.

I samme øjeblik jeg tænker tanken, hører jeg to øredøvende skud. Jeg stirrer i lydens retning, og der bliver råbt noget med, at oprørerne ødelægger samfundet. Jeg tror ikke, personen direkte skød nogen, men op i luften for at få folk til at holde kæft.

Det virker ikke for ham. Tvært imod. Folk bliver vrede, og begynder selv at skyde op i himlen. Flere modstandere af oprøret kommer ud på gaden, og jeg kan se en gruppe mennesker slås ude foran en butik. Shit. Jeg tror ikke, at dette var hverken CJs eller Varicks intention. Og de her folk har ikke tænkt sig at lytte til nogen som helst form for fornuft, har de? Så skal man næsten være selveste Horodotos. Eller… Måske er det nok at være den nye hjort?

Jeg klatrer op på tønden foran mig. Vipper kort med den for at få fodfæste og samtidigt afprøve dens bæreevne. Jeg kan se en smule bedre heroppefra, og alle kan se mig. Jeg får i menneskemængden øje på Leslies røde hår, for han stirrer allerede på mig. Hans mund bevæger sig, men jeg kan ikke høre, hvad han råber til mig. Nok noget med, at jeg skal komme ned herfra. Fandeme nej.

“Hey,” råber jeg ud over de mange folk, men kan knapt nok høre mig selv i larmen.

Kun menneskene tættest på mig, hører min stemme. Overraskelsen i deres øjne, da de med det samme genkender mig, er ikke til at tage fejl af.

Jeg trækker mere luft ned i lungerne, og holder mine hænder op for siderne af min mund. Af alle de kræfter jeg har i mig, råber jeg igen, “Hey!”

Denne gang hører næsten alle mig. Hoveder vender sig ét efter ét, blikke rammer mig som små piskesmæld. Her bliver stille. Det er nu, jeg skal sige noget, det ved jeg. Men en pludselig angst har sat sine kløer i mig, og jeg kan ikke andet end stå stivnet på min tønde, imens sekunder går.

“Jeg…” siger jeg, men det er mere en lyd end et ord. Jeg lukker øjnene. Trækker vejret. Det er ikke anderledes end at skulle tale til et publikum for Jagten. Også selvom spotlightet her ikke blænder mig, og jeg rent faktisk kan se, hvem jeg taler til.

Jeg åbner øjnene igen.

“Jeg er Lilium Foster,” siger jeg med så høj og tydelig en stemme, at ingen kan undgå at høre mig. “Jeg har arbejdet for Industries, men anede næsten intet om jer i zonernes levevilkår, før jeg så det hele med mine egne øjne. Og selvom jeg aldrig helt vil kunne forstå, hvor svært det må være at være jer, slutter det lige meget hvad her. Lige her og lige nu. Det kan godt være, at I ikke er født i Las Luces, men det betyder ikke, at I skal skubbes til side. Aldrig mere undertrykkelse. Aldrig mere nogen Jagt.” Jeg ser rundt på hvert eneste menneske. “Har vi ikke mistet nok liv til den leg? Jeg ved ikke med jer, men jeg er færdig med Industries. Færdig! Ned med Industries!” råber jeg, og svinger en knyttet næve op i luften.

Først ved ingen rigtigt, hvad det er, der sker.

“Ned med Industries!” bliver det råbt et sted i udkanten af forsamlingen, og pludselig er alle med på den. De tre ord bliver sat sammen til noget stort og magtfuldt, da det bliver råbt af halvtreds, måske hundrede mennesker på samme tid.

Jeg står et kort øjeblik og nyder det. Tager det til mig. Indånder luften af ønske om forandring. Synet af alle de ansigter, rettet mod mig, kamplystne, det er ekstremt overvældende og helt igennem fantastisk.

Imellem kampråbene hører alle knaldet fra en pistol. Det gør jeg også. Men jeg når aldrig at se kuglen, før den rammer mig.

Chokeret tager jeg mig til siden ad mit hoved, som kuglen fløj lige forbi. Jeg mærker med fingerspidserne, at den øverste del af mit højre øre mangler. Så kommer smerten. Det er  som tusinder af heste, der hver og en galopperer hen over mit kranium, fuldstændig uudholdeligt.

Jeg springer ned fra tønden, imens jeg holder mig om mit øre, der bløder utæmmet. CJ er henne ved mig med det samme.

“I skal væk herfra lige nu,” råber han for at overdøve larmen.

“Vent,” siger jeg, og vender mig om. Hvis jeg kan finde resterne af øret, vil jeg nok kunne lime det hele sammen igen. Jeg får dog hurtigt øje på de hundredevis af små stykker gennemsigtigt glas, der ligger spredt ud over hele gaden. Et umuligt puslespil.

CJ tager fat i mig, og hiver mig efter sig mod vores bil. Da jeg ser mig over skulderen, får jeg øje på de andre, som er ved at mase sig gennem den rasende menneskemængde.

Han nærmest kaster mig ind på bagsædet i den lave, sølvgrå bil, og hiver derefter skjorten af. Jeg får den stukket i hånden. Det gør endnu mere ondt at presse det stride stof mod mit ødelagte øre, men jeg bider bare tænderne sammen.

Sekunder senere er Felix, Leslie og de to andre fra vores hold også inde i bilen. Leslie har sat sig ind bag rattet, og Felix er lige ved siden ad mig.

“Er du sikker på, at du kan tage den herfra?” spørger Leslie CJ.

“Ja. Tag hjem nu.”

Leslie tøver ikke det mindste, og starter med det samme den gamle motor. Det føles som om, vi er ude af byen øjeblikket efter, men måske er det bare smerten, der gør mig let til hovedet.

“Lad mig se,” siger Felix, og jeg vender højre side mod ham. Han løfter CJs blodvædede skjorte. “Shit,” hører jeg ham mumle.

Det er underligt, at jeg rent faktisk kommer til at smile. “Hvordan ser det ud?”

Han laver en sær grimasse. “Det kunne være bedre, men du kunne også være blevet ramt i hovedet,” svarer han. “Jeg vil sige, at du har været latterligt heldig i dag.”

Felix har ret. Jeg skal være glad for, at jeg stadig er i live. Også selvom smerten er ulidelig. Jeg bider tænderne hårdere sammen.

Hvad har jeg gjort? Hvorfor skulle jeg også prøve at lege heltinde? Se hvor det førte os hen, og nu må CJ stå for at få menneskene i Winnemucca til at køle af. Jeg tror, det er mig, de er vrede på, og det kan jeg også godt forstå. Jeg kan ikke bare komme at spille hellig, helt urørlig, som om mit liv ikke er den eneste forhindring mellem hver families nød og Las Luces. Hvis det havde været en anden, og jeg havde befundet mig som indbygger nede blandt de andre, ville jeg så have gjort det samme? Ville jeg have skudt hjorten? Det ville jeg nok, hvis jeg havde en hel familie at dele præmien med. Jeg synker, og ser ud ad vinduet, ud i ødemarken.

Felix tager min hånd. “Rolig, det skal nok gå,” siger han.

Min hals binder knuder om sig selv. Det gør ondt at tale, ondt at trække vejret. “Jeg-jeg ødelage det,” fremstammer jeg.

“Hey,” siger han, og vender mit hoved mod ham. Jeg bider den stikkende smerte i mig. “Du ødelage ikke en skid, du lavede bare en smule om på planerne. Det gik sgu heller ikke helt så godt, hvis jeg selv skal sige det.”

“Men de blev så vrede,” siger jeg. Først nu lægger jeg mærke til, hvor meget jeg ryster.

“Tror du, de blev vrede på dig?”

Jeg vil nikke, men det gør for ondt, så jeg ser bare på ham.

Fyren sukker. “For helvede, Lim, at én person valgte at skyde efter dig, gjorde dem bare endnu sikkere på, at Industries ikke er til nogens gavn. Kunne du slet ikke se det på dem?” spørger han. “Du er deres store idol, og nu prøver Industries at slå dig ihjel. Ved du overhovedet, hvor meget sådan noget betyder for os oprørere?”

“Nej, det ved jeg ikke.”

“Tilhængere betyder lige nu alt for os. Det er derfor, vi gør så meget for at skabe opmærksomhed om organisationen, uden direkte at invitere dem til Sundon. Du har ingen anelse om, hvor stor en hjælp du lige har været.”

Jeg lader et lille smil slippe ud gennem min mundvig. “Jeg er vist bare ikke helt så god med en krop, der revner i stedet for at få buler.” Og et hjerte, der en gang i mellem er ved at slå mig ihjel.

“Okay, det har du måske ret i.” Felix får et eftertænksomt udtryk i ansigtet. “Men der findes sgu mange forskellige typer mennesker. Du er bare den talende person. Nogle af os er fysiske,” sige han, og skæver hentydende til sine overarme.

“Ikke øjeblikket at være være sjov,” lyder det fra Leslie omme foran.

Dybt fornærmet siger Felix, “Jeg prøvede da ikke at være sjov,” hvilket får Leslie til at grine.

Jeg har også lyst til at grine, men det gør for ondt i mit hoved til at foretage sig noget som helst. Derfor smiler jeg bare, og ser tilbage på verden udenfor.

Leslie tænder for radioen, som åbenbart ikke er en radio alligevel, for den bliver svaret af Varick.

“Leslie her,” siger han. “Vi havde et mindre uheld med Lim i Winnemucca.”

Åh. Det må være en form for indbygget telefon.

“Hvis du siger, hun er død, så er du fandeme på røven,” skratter vores leders stemme gennem højtaleren.

Den rødhårede sender mig et skævt smil over skulderen. “Død er hun ikke helt. Men du skal forberede Aurora på at finde sin førstehjælpskasse frem.”

“Bør jeg være urolig?”

“Æh. Nej. Hvis jeg holder denne fart, er vi tilbage om en times tid.” Han ser tilbage på mig. “Du når ikke at forbløde på en time, vel?”

“Det tror jeg ikke,” svarer jeg, selvom jeg absolut intet ved om sådan noget.

Han sender mig en opadvendt tommelfinger. “Lim er stadig i live om en time,” fortæller han Varick. “Vi andre er så intakte som man kan være. Jeg skulle hilse fra CJ.”

“Godt at høre,” siger Varick med et træt suk. Forbindelsen afbrydes ved et lille klik.

“Nogen, der stemmer for at høre noget radio?” spørger Leslie os.

Alle rækker en hånd i vejret. Jeg følger usikkert med, og ved ikke helt, hvad der foregår.

“Fedt nok,” siger han.

Beatet fra én eller anden sang fylder med det samme bilen. Det er skruet en anelse for højt op, men folk ser ud til bedst at kunne lide det på den måde. Jeg læner mig tilbage i sædet, og lukker af for alt andet end musikken. Jeg kan godt lide, hvordan den går i knoglemarven.

Jeg føler ikke rigtigt, jeg har gjort nogen form for nytte - det er jo min skyld, at vi sidder i bilen allerede nu. Måske var det en fejl, at slutte mig til oprørerne. Måske skal jeg bare rejse langt væk, og så tage den derfra. Det kan være, Jagten når at slutte, inden nogen finder mig. Hvad sker der så? Så vidt jeg ved, har Industries aldrig oplevet, at en hjort når at overleve på den uge, befolkningen gives. Hm. Det kan være, Jaime ved noget.

Det kan godt være, at Felix har ret i, at jeg ikke gjorde noget helt forkert, da jeg stillede mig op foran menneskene i Winnemucca. Men på den anden side blev jeg også mindet om, at folk stadig er ude efter mit hoved. De vil stadig gøre alt for at slå mig ihjel. Sjovt som jeg bliver ved med at løbe fra det uundgåelige.

 

~

 

Aurora ser bekymret på mig for mindst femte gang den sidste halve time.

“Du er sikker på, at forbindingen sidder ordentligt, ikke?” spørger hun “Det gør ikke alt for ondt, vel?”

Jeg sukker overbærende. “Aurora, jeg har det fint.”

Vi sidder i en laset sofa i undergrundssystemets opholdsrum, hvor hun tog sig af mig, da vi ankom. Her er ikke længere andre end os. Smerten på højre side af mit hoved er ikke længere så akut skærende, men nærmere ulmende gløder. Jeg prøver at ignorere det.

“Hm.” Hun virker ikke overbevist. “Men du skal altså bare sige til, hvis jeg skal rette den. Eller hvis du får brug for noget.”

“Du kan jo knapt nok selv rejse dig,” siger jeg, og skæver til hendes mave.

Hun ser selv på den. “Nårh ja. Perfekt tidspunkt at være gravid.”

“Ved du, om det bliver en dreng eller en pige?” spørger jeg hende, og trækker benene op til mig.

Rund ryster på sit rødhårede hoved. “Nej, vi har ingen hospitaler i zonerne.” Hun ser op på mig gennem sine øjenvipper. “Men jeg har på fornemmelsen, at det er en pige.”

Jeg rynker brynene. “Hvad mener du med det?”

“Det er bare sådan, jeg tænker om fosteret,” siger hun. “Du ved, jeg omtaler det som en hende. Og desuden, så sparker hun ikke helt så hårdt. Hun virker som en meget tilbageholdende pige. Lidt lige som dig. Kunne du tænke dig at mærke?”

Jeg ser overrasket på hende. “Din mave?”

Aurora griner. “Ja, min mave, Lim. Det er altså ikke så farligt, som du får det til at lyde.” Hun griber fat i min hånd, og fører den over på hendes store krop.

Jeg hviler mine fingre på rundingen et halvt minuts tid. Lige pludseligt mærker jeg noget bevæge sig derinde. Forskrækket stivner jeg, men Aurora forsikrer mig om, at det er meningen. Babyen puffer igen til min hånd. Det skræmmer mig lidt, hvor levende barnet rent faktisk er, men jeg kan godt lide fornemmelsen at have liv lige under mine fingerspidser.

Jeg kigger på den kommende mor igen. Hun smiler ikke længere.

“Er du okay?” spørger jeg stille, og ser undersøgende på hende.

Hun får blanke tårer i øjnene, og snøfter.

“Aura?”

Jeg kan se, at hun kæmper for at holde gråden inde. “Jeg-” begynder hun, men kan ikke fuldføre sætningen. “Jeg-”

Forsigtigt rykker jeg tættere på, og stryger hende over håret. “Aura, du behøver ikke-”

“Jeg tør ikke,” får hun fremstammet. En tåre er sluppet fri, og efterlader sig en fugtig hale af saltvand, jo længere ned ad hendes ansigt, den kommer.

“At føde?” spørger jeg. “Det skal du da ikke være bange for. Det er overstået, før du ved af det.”

Hun ryster vildt på hovedet. “Det er dét efter,” siger hun, og to tårer kommer for at give den første selskab. Hun snøfter dybt. “Jeg kan ikke lade et barn leve i den her verden. Jeg kan bare ikke.”

Jeg aner ikke, hvordan jeg skal trøste hende. Jeg har aldrig før trøstet andre end mig selv, og Aurora er så smuk og fin. Jeg er bange for at ødelægge hende.

Jeg ser hende langt ind i de blanke øjne. “Om en måned, Aurora. Om en måned vil du have det allersmukkeste barn i armene, som vil vokse op midt i opstanden. Han eller hun vil aldrig kunne huske de dårlige tider, som du.”

Hun snøfter igen, og denne gang lyder det næsten som et hulk. “Men hvad hvis hun ikke overlever så længe? E-eller hvad hvis de tager hende fra mig?”

“Hvem?”

“Industries. L-lige som Alys Benjamin. Hvad hvis de slår hende ihjel?” spørger hun mig.

Jeg bider kindtænderne sammen. Hun har ret. Der er ingen garanti for, at vi nogensinde får stoppet Industries, og der er ingen garanti for, at en ny form for Jagt ikke vil dukke op.

“Så må vi bare lære at få det bedste ud af nuet,” siger jeg.

Hun tører kinderne med sine fingerspidser, og siger ikke noget.

Efter nogen tid i stilhed, siger Aurora pludselig, “Der er noget over jer fosterbørn.”

Undrende ser jeg på hende. “Hvad mener du?”

“I virker altid som om, I har overskud nok til at tænke,” siger hun stille. “Som om, I bare er født med større hoveder, der kan rumme mere på én gang. Varick er også fosterfødt, vidste du det?”

Varick af alle mennesker? “På hvilken måde fosterbarn?” spørger jeg.

Hun ryster overbærende på hovedet. “Det ved ikke engang jeg. Men det er heller ikke noget, han taler om. Jeg tror, at eksperimentet på ham også fejlede.”

“Er det derfor, han hader Industries så meget?”

“Det kunne jeg godt forestille mig,” siger hun. “Altså, vi andre er jo vokset op herude. Vores forældre har hele tiden haft et dårligt forhold til Industries, og derfor har vi lært at se kritisk på alt, siden vi var helt små. Men I fosterbørn, I har været nødt til selv at lære forskellen mellem godt og ondt at kende. Derfor tror jeg, vi har forskellige grunde til at ville ændre verden.”

Stille nikker jeg. “Du er et meget klogt menneske, Aurora.”

Som om jeg lige har givet hende alt i verden, ser hun smilende op på mig. “Tak. Mange tak.”

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...