Four møder Tris - Divergent

Tobias' tanker om hans første møde med Tris.
Det her er Divergent.

15Likes
5Kommentarer
1517Visninger
AA

1. Four Møder Tris

Jeg stod på det podium ved nettet og ventede på de nye aspiranter, der skulle komme i dag. En flok lam, der skulle grovsorteres, og de, der ikke kunne leve op til standaten, skulle ud, som var de fordærvede kartofler.

Lauren, en af mine nærmeste venner, så nær, som jeg nu kunne lade folk komme, stod ved siden af mig og kiggede op for at se om hun kunne få et glimt af de nye, der endnu stod oppe på taget.

"Måske skulle jeg tage dem, der kommer fra de andre faktorer. Jeg tog mig af de skytsenglefødte sidste år. Jeg kunne godt prøve noget udfordring."

"Jeg tror, det er for sent, at skifte mening," sagde jeg uden at flytte blikket væk fra nettet. Det var interessant at se hvilken faktor, der sprang først. "Du kunne prøve igen næste år."

For næste år vil jeg ikke være der. Jeg har truffet min beslutning. Når jeg er færdig med aspiranterne for i år, vil jeg forlade skytsenglene. Jeg har ikke fortalt det til nogen endnu. Sikke en skytsengel, jeg er.

"Jeg vil vædde på en skytsengel. De vil altid bevise sig selv." Jeg sagde ingenting. Jeg kunne ikke forestille mig hendes eller mine andre venners ansigter, når jeg skulle fortælle dem, at jeg ville forlade dem.

For to år siden virkede det her som en befrielse. En chance for at slippe væk fra Marcus og hans bælte. En chance for at skabe et bedre liv, hvor jeg ikke var tvunget til at høre på andre puritanters ævl om ham, som ikonet på deres faktions idealer. For mig, så virkede et liv blandt skytengle lovende. Et sted, hvor jeg kunne lære at blive stærk og frygtløs og ikke behøve at bukke under for nogen.

Jeg tænkte tilbage til dengang, hvor jeg selv stod oppe på kanten af taget og var lammet af rædsel. Men så havde jeg tænkt på Marcus' ansigt og vidste, at hvis jeg ikke tog springet, så ville jeg have tabt til ham for evigt.

Det var gået op for mig, at det sted, som for to år siden var min frihed, var et nyt fængsel. Dagene var blevet langsomme, Eric, der aldrig har undladt at gribe en chance for at ramme mine svage punkter, Amar, min lærer, som døde, fordi han var divergent og den brutale meningsløse vold, hvor man endte kunne være den, der dominerede, eller den, der blev domineret. Jeg gik bare rundt, fulgte ordre uden at have et mål. Så det, at være faktionsløs virkede lovende. En mulighed for at starte på en frisk, men hvad vil der så sket, hvis det ikke længere var nok for mig? Var jeg bare en, der flakkede fra sted til sted?

Uanset hvad, så var der ikke mere tilbage for mig blandt skytsenglene.

En lyd af noget, der susede gennem luften fangede min opmærksomhed. Nu skete der endelig noget. Nettet vibrerede, da en skikkelse ramte den. En pige. Hun lo, som om hun havde nydt springet.

Alle os, der var i nærheden af nettet begyndte straks at række ud for at hjælpe hende. Hun tog min hånd og trak sig hen mod åbningen for at komme ud. Hun var ligeved at falde ned, men så greb jeg hende og satte hende ned på fast grund.

Hun var meget lille. Jeg spekulerede et øjeblik på, om hun virkelig var seksten, for hun virkede ikke til at være mere end tolv, og så var hun iført gråt tøj.

Puritanter.

Jeg var chokeret. Hun var den første puritanter, efter mig, der sluttede sig til skytsenglene. Hvorfor var hun her? Det var helt usædvanligt, at puritanter overhovedet ønskede at skifte faktion.

"Tak," sagde hun. Hendes stemme var meget lys og lød slet ikke som en sekstenåriges.

Jeg tog hende i øjesyn. Kendte jeg hende? Hun havde blond hår og grå-blå øjne. Jeg havde nok gået i skole med hende, men hun var jo to år yngre end mig og intet ved hende signalerede til min hjerne om at jeg skulle have set hende før et eller andet sted fra mit liv hos puritanterne.

"Nu har jeg sgu set det med," sagde Lauren overrasket. "Var det en stivert, der sprang først? Det må sgu være første gang."

Ja, det var ret utroligt. Denne her pige må virkelig have nerver. Eller også var hun desperat efter at komme her.

"Der er jo nok en grund til, at hun har forladt dem, Lauren," sagde jeg diplomatisk. Der var vel ingen grund til give pigen indtryk af at vi så ned på hende. Hun ville hårdt nok når hun begyndte træningen. "Hvad hedder du?" spurgte jeg. Selvom jeg nok ikke kunne huske hendes ansigt, så havde jeg måske hørt hendes navn.

"Øh..." begyndte pigen. Jeg kunne se hvor hun ville hen med det. Et nyt liv, en ny start, og det kunne give et nyt navn.

"Du må gerne tænke over svaret," sagde jeg smilende. "Du kan ikke ombestemme dig bagefter."

Amar gav mig navnet Four på grund af at der kun var fire ting jeg var bange for. Han gav mig et nyt identitet, og nu fortalte jeg pigen, at hun var fri til få en selv.

"Tris," svarede hun så bestemt.

Tris. Ikke dårligt.

"Tris," gentog Lauren. Hun kunne vist også lide den. "Kundgør det, Four."

Jeg så mig over skulderen og annoncerede: "Første hopper: Tris." Og alle de andre i grotten jublede for at bifalde hendes mod. Det havde hun fortjent.

Bag mig kunne jeg høre den næste hopper, en ny pige, men hende så jeg ikke.

Jeg lagde en hånd på Tris' ryg og sagde "Velkommen til skytsenglene, Tris."

Og held og lykke. Jeg ved ,at du vil får brug for det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...