MANDEN PÅ ENGEN

den her novelle, er faktisk en novelle som vi skulle lave i skoven.
den handler om to søskende der tager ud i en fantastisk skov, hvor de har det sjovt og bliver trætte og ligger sig så ned på en smuk vild eng, men da de vågner er alt sort, og alt går helt galt.
find ud af resten ved at læse den. (jeg ville sige at i skal læse den helt færdig fordi at den er blandet og den går for fantastisk til krimi argtig. og den er nok sjovest i krimi afdelingen)

0Likes
0Kommentarer
267Visninger
AA

1. MANDEN PÅ ENGEN

Det er lige blevet sommer, det er dejlig varmt og det duftede af friske frugter, nyslået græs og en svag duft af saltvandet for stranden som ligger 400 meter for skoven. Solen skinner, og fuglende synger.

Min søster Sara og jeg, Emma ville gerne i skoven. Vi hoppede op på cyklerne, og cyklede af sted mod skoven. Vi har taget en sodavand med til os hver, og nogle jordbær vi kunne spise vis vi blev sultende.

”Kom nu Emma” råbte min søster, som løber et par meter foran mig, jeg satte i løb og kom hurtigt op ved siden af Sara. Vi begyndte at synge, de mærkeligste sange, vi grinede og havde det det sjovt over, at vi slet ikke kan synge. Efter lang tid faldt vi forpustet om på det halv våde græs, og begyndte igen at grine, Mens vi stadig sang en lille smule. Vi er blevet sultende så vi besluttede os for at rejse os op og finde nogle bær eller frugt, da vi er blevet en del sultende efter vores løbe tur. Vi havde også spist de jordbær vi havde med. andet kunne vi jo ikke gøre end at finde noget. Efter et par minutter fandt vi et mirabelle træ, fyldt med dejlige umodne blommer, det er en af de ting Sara og jeg har tilfælles vi elsker umodne sure frugter. Sara kravlede op i træet, efterfuldt af mig, vi klatrede højt op i træet, gren efter gren, helt op i toppen af træet. Vi satte os tilrette, og begyndte grådigt at spise af de mange blommer, og da vi næsten havde tømt træet for blommer, eller måske havde vi bare spist de fleste af blommerne, som vi kunne n, hoppede vi ned for træet. Vi gik lidt og var helt stille, ikke en akavet stemning, men en rar stemning. ”skal vi gå den vej”spurte Sara og pegede til venstre, jeg nikkede hurtigt mig enig, og igen var der den der stemning man bare skal nyde, når man normalt ikke kan enes, med sin søster. Der begynder at lugte lidt af vådt græs og hyben bær, og mange flere blomster, og lidt længer fremme ligger der den smukkeste eng, fyldt med vådt græs og de smukkeste blomster, prises som der duftede af for lidt tid siden. Vi gik ind på engen, og lagde os ned i det halvlange græs og alverdens blomster. Jeg kunne mærke at mit tøj stille og roligt bliver fugtigt, men det er lige meget nu. Vi ligger i stilhed igen, mens fuglende synger, og bladene rasler i vindes pust, alt er helt perfekt. ”Har du nogensinde tænkt over, hvad der sker når man dør?” spurte Sara stille, og kiggede over på mig, jeg bliver hurtig enig, med mig selv om at det har jeg ikke. Jeg ryster på hovedet, og siger så ”nej, det har jeg aldrig, rigtig tænkt over” og sendte hende et svagt smil, jeg kiggede op i himlen igen, og tænker over, hvad hun havde ment, med det hun lige havde sagt. ”Hvorfor spørg du?” spurte jeg nysgerrigt, og kiggede igen over på hende, hun trak bare på skulderen og jeg nikkede svagt. Ingen hemmelighed, at jeg altid har været nysgerrig.

Jeg vågner med et sæt, da der er en tæt på mig der skriger, det første jeg ser, er at himlen ikke er blå men grå og sort, men det kan da ikke allerede være nat? Jeg kigger til venstre og ser Sara ligger og græder, og oven på sidder, en mand med en kniv med frisk blod på, men også størknet blod på. På Saras kind løber der noget rødt stads ned af hendes højre kind, og der vidste jeg at det var blod, og at manden havde snittet hende med kniven.

Manden har lidt for stramme blårsorte bukser på, en stor sort hættetrøje, og en sort elefant hue på. så nået siger mig at han er en psykopat, og ude på at dræbe nogle mennesker, bliver det mon os?

Sara og jeg får Manden af Sara, jeg laver et lille ryk, med hovedet, som tegn til at hun skal prøve at komme over til mig, så vi kan komme væk for ham manden. Hun kommer stille over til mig imens Manden leger, psykopat med den kniv. Vi laver nogle, små fagter, vi får rejst os op, nogenlunde på samme tid. ”Løb” råber Sara, ingen tøven for min side, så jeg sætter bare i løb med det samme.

Vi løber alt hvad vi kan, men samtidigt kan jeg høre manden bag os, vi har ikke tid til at kigge så vi, holder farten ind til vi endelig er ved den busk, hvor vores cykler ligger.  Vi kommer hurtigt op på cyklerne, også bare af sted igen. Vi cykler en lille omvej, så det ikke er alt for åbenlyst hvor det er vi bor. Vi cykler igennem en have, hvor der ikke bor nogen, og en masse skjulte små stier.

Da vi endelig kommer hjem er der ingen hjemme, så vi aftaler at vi sover inde på Saras værelse. Vi kiggede lige på klokken, inden vi gik op på værelset, den er kun 19, men vi har været ude og cykle og løbe, og næsten at blive dræbt. Så vi gik bare i seng. ”Godnat” sagde jeg inden jeg lagde mig ned i sengen, og lukkede mine øjne, og faldt i en byd søvn.

Jeg vågnede tidligt, og hoppede forsigtigt ud af sengen, da jeg ikke vil vække Sara.

Hun elsker at sove længe, og jeg vidste, kl. kun er 8. jeg gik ind på mit værelse, for at tage tøj på. da jeg kom ind, på mit værelse, var det første jeg ligger mærke til, er at min dagbog ligger fremme på mit skrive bord. Det er flere dage siden, jeg sidst har skrevet i den, og jeg lader den aldrig ligge fremme.

Jeg tog fat i den og satte mig over i min elskede seng, jeg slog op på den sidste side, da det som regel, er den side man bruger, vis man skal give en vigtig besked. Og som jeg havde regnet med stod der en tekst på den sidste side, men det var ikke min håndskrift. Jeg begyndte det samme at læse den okay lange tekst.

 

”Kære Emma. Ved du jeg elsker dig? Vis ikke gør du det nu.

Jeg skriver det her i din dagbog, da jeg ikke kunne få mig selv, til

At sige det til dig. Kan du huske da jeg spurte om du havde tænkt

På hvad der sker når man dør? Det var ikke et tilfælde at jeg spurte dig.

Jeg sagde det fordi, at jeg vidste at der ville ske noget, som ville betyde

At vi skal sige farve, og det ville jeg ikke kunne klare at gøre.

Jeg håber at du kommer dig hurtigt over det her.

Jeg ved at vi har været alt for lidt sammen, men nu kan vi ikke gøre,

Noget ved det, eller være sammen mere, vis jeg ikke havde

Sagt at vi skulle tage i skoven, kunne vi være mere sammen.

Jeg håber du kan tilgive mig, for at jeg ikke har sagt det her til dig.

Men nu vil jeg sige farvel.

Jeg elsker dig min dejlige lille søster.

Din søster Sara.”

 

Jeg fatter ikke at hun er væk, jeg løb ind på hendes værelse, og begyndte at ruske i hende, men hun reageret ikke. Jeg fik tåre i øjne og flyttede lidt hår for hendes hals, da jeg efter lidt tid fandt mærker på hendes hals, som hun aldrig havde haft før, hun var blevet kvalt.

Jeg kan ikke se det i øjnene, at hun er væk, jeg løb ned i stuen, for at ringe til mor. Men i stedet fandt jeg en til seddel, hvor der stod med et helt anden håndskrift.

 

”Jeg håber du har, sagt farvel til din søster.

Men det er jo sandt dit sidste ord var jo godnat.

-Manden på engen.”

 

Og der vidste jeg at intet ville blive som det var før.

 

______________________________________________________________________

 

Jeg syntes lige i skulle vide at den her movella er slut og at jeg bare ville dele, min nok bedste novelle med jer alle sammen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...