Pain

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2013
  • Opdateret: 15 okt. 2013
  • Status: Igang
"Jeg havde aldrig oplevet noget så smertefuldt, som samtidigt var så fantastisk. Min kærlighed til ham var uendelig, og det dræbte mig langsomt indeni at jeg vidste, han ikke havde det på samme måde."

Amelia Johansson, en svag, 18-årig pige, er netop flyttet sammen med sin kæreste, Jacob, i en lejlighed på Østerbro. Alting går godt i starten, men da Jacob får problemer, går det galt, og tyer til vold...

3Likes
4Kommentarer
366Visninger

1. Tomhed

Jeg så på ham med en tåre i øjenkrogen. Det smertede mig at skulle se ham, der gang på gang havde knust mit hjerte. Ham, jeg havde set kysse en anden. Ham, der havde behandlet mig som affald. Ham, jeg elskede højere end noget andet. Jeg prøvede at kigge ned, men hans store hænder tvingede mit ansigt mod hans. Han dræbte mig langsomt inden i, og hvert ord han sagde, fløj gennem rummet som missiler, og ramte mig hårdt. Mit hoved var ved at eksplodere af tanker og en million spørgsmål, der ikke kunne besvares. Men hvorfor skulle alt dårligt gå ud over mig? Hvad havde jeg gjort?

December kulden havde ødelagt mig humør fuldstændigt, og at tænke på at skulle tilbringe hele julen med ham, gjorde bare det hele meget værre. Jeg kunne ikke blive hos ham, men heller ikke forlade ham. Alle troede, vi havde det så godt, og det havde vi jo også for nogle måneder siden, da vi flyttede sammen, i den lille treværelses lejlighed på Østerbro. Men alt havde ændret sig siden da. Han havde ikke lavet andet en at feste sig gennem forholdet, mens jeg havde slidt og slæbt for at få det til at køre med økonomi, arbejde og ikke mindst vores forhold.

Han kom gående hen til mig, og satte sig så i sofaen overfor mig, og begyndte at nusse mine tæer. "Jacob, jeg er ikke i humør til dig lige nu," sagde jeg og skubbede ham blidt væk. Han blev tydeligt vred, og rykkede op til mit ansigt. "Jeg gør hvad jeg vil," svarede han med sammenbidte tænder. Jeg fik hans mørke, halvlange hår i hovedet. Det duftede fantastisk af den nye shampoo jeg købt, og han havde også den nye T-shirt på som jeg også havde købt. Han kunne ikke gøre noget selv, og fuck hvor var det egentligt irriterende. Han havde et hårdt tag rundt om mine tynde arme, og pressede sine læber mod mine. Men jeg ville ikke. Og jeg vidste godt hvad det her ville føre til...

Næste morgen vågnede jeg klokken 06.15. Jeg så hurtigt efter om Jacob sov, og da jeg konstaterede at han gjorde, løb jeg ud på badeværelset og låste døren. Jeg så mig i spejlet på den blå væg, der passede til mit øje. Hvornår ville han forstå at vold ikke hjalp? Hvornår ville han fatte, at jeg ikke bare var en bold, han kunne kaste rundt med? Jeg gættede på aldrig. Tænk hvis min far så det her? Han ville sandsynligvis komme personligt og dræbe Jacob, for jeg var fars pige. Uanset hvad. Jeg hørte Jacob banke på døren, så jeg skyndte mig ud og smed mig i sengen. Han satte døren på klem, og råbte: "Laver du lige noget morgenmad? Jeg skal på arbejde klokken halv otte, og vil ikke komme for sent." Jeg sukkede: "Fint," og så gik jeg ud og ristede toast brød. 

Da jeg havde sendt Jacob på arbejde og gjort mig selv klar, dækkede jeg med foundation og pudder, mit blå øje, og så tog jeg af sted til en café i nærheden, hvor jeg havde aftalt at mødes med min bedsteveninde, Carolina. Jeg havde brug for at snakke situationen ud med nogen, og hun var klart den rette. Jeg sad og ventede i ca. et kvarter, da hun kom løbende i de klaprende små hæle, og satte sig overfor mig. "Undskyld, undskyld du måtte vente," sagde hun og samlede sit meget lyse hår op i en hurtig knold. "Michael skulle køre mig, men dækket var punkteret, så jeg måtte cykle." Jeg sagde at det var okay, og så kaldte jeg på en servitrice i nærheden. "Hvad kan jeg hjælpe med?" spurgte servitricen venligt. "To kopper varm kakao med flødeskum, tak," svarede jeg. "Faktisk..." brød Carolina ind. "Er jeg på en meget streng diæt for tiden, så jeg tager bare en kop basilikums te, tak." Servitricen nikkede kort mens hun skrev vores bestillinger ned, og så forsvandt hun igen.

Jeg kiggede undrende på Carolina, mens hun tjekkede menu kortet ud igen. "Diæt?" spurgte jeg. "Du er jo stang tynd!" Jeg kiggede hurtigt på hendes spinkle krop, som så ud som om den var ved at knække i den fine, blomstrede vinterjakke. "Ja, efter min far gik bort, har jeg ædt mine sorger væk i chips og chokolade, men det er altså slut nu," grinede hun. Carolina var så smuk at hun blændede, og så sød at det næsten var for godt til at være sandt. Jeg smilede også. Det var umuligt ikke at gøre i hendes selskab. Jeg følte mig rigtig usund, da jeg sad der med flødeskum rundt i hele ansigtet. Men det gjorde ikke noget, for med Caro, kunne jeg være mig selv. "Nå, men hvordan går det så med Jacob?" spurgte hun, og det gav et stik i mit hjerte. Oven på en masse latter og hygge, havde dette været som et klaver i hovedet. "Caro," hviskede jeg. Hun vidste, at når jeg sagde sådan, var det et emne der ville tage over en halv time at få snakket igennem. Og det gjorde det. Da jeg havde sat hende ind i situationen, snakkede vi løs, og før vi vidste af det, var der gået næsten to timer. Jeg så på mit ur. Shit! Jacob kunne være hjemme hvornår det skulle være, og hvis han fandt ud af at jeg havde været væk, ville han blive vred. Nej, rasende. Og så var jeg færdig...

Da jeg havde sagt farvel til Caro, tog jeg en taxa hjem til lejligheden igen. Jacob stod som jeg havde ventet i dørkammen. Han stirrede på mig med sine spidende grønne øjne. Jeg vidste hvad der ventede...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...