One Shot - Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 okt. 2013
  • Opdateret: 16 okt. 2013
  • Status: Igang
Sangen til højre -----> skal høres mens I læser, men ellers håber jeg I nyder den.

27Likes
15Kommentarer
1319Visninger

1. One Shot


One Shot: Niall Horan


 

 

"Hvad er der galt med mig?"

Det var spørgsmålet, Niall længe havde funderet over. Han kiggede hen mod de andre drenge, der sad på den anden side af sofaen. Harry sendte ham et bedrøvet smil. 

"Der er intet galt med dig, Niall," sagde han, men Niall vidste, det var en løgn. Hvis der ikke var noget galt med ham, hvorfor kunne ingen af fansene så lide ham? Hvorfor var han nød til at træne og få lige tænder, før de endelig accepterede ham? Men det var stadig ikke nok. De forlangede mere af ham, og han var usikker over, om han kunne opfylde alle deres krav. Han var træt af, at ingen kunne lide ham for den, han var. 

"Men hvorfor er det så ingen der kan lide mig for den, jeg er?" 

Spørgsmålet fik dem til at tie, og Niall rystede op hovedet. De vidste, at det var rigtigt. De var godt klar over, at ingen kunne lide ham. Det kunne de sikkert heller ikke. 

"Niall, du skal ikke høre efter hvad, de siger. Du er fantastisk, som du er," brød Louis og kiggede på ham med oprigtige øjne, men han nægtede stadig at lytte til hans ord. Hvis det var sandt, hvad de sagde, ville fansene elske ham. Men det gjorde de ikke, så måtte der jo være noget galt med ham.

"Hvad skal jeg gøre, for at få dem til at kunne lide mig? Jeg har prøvet alt," sagde Niall og kunne mærke tårerne trænge på. Han bed sig i læben, da Harry satte sig ved siden af ham. Harry lagde blidt en arm på hans skulder. 

"Vi elsker dig for den du er, du skal ikke tage dig af andre mennesker," fortalte Harry. Niall rystede på hovedet af ham. 

"Det er jo latterligt og dumt, Niall." Harry blev ved med at ham i øjnene, men han kiggede væk. 

Han lyver. 

"Niall vi er de tætteste mennesker, du har, og vi elsker dig," fastlog Liam og kiggede på ham med sine brune øjne. 

De hader dig. 

"Desuden, hvis de virkelig var rigtige directioners, ville de også elske dig," påpegede Zayn. 

Alle hader dig. Du er forfærdelig. Du er ikke det værd.

"Du er en speciel person, og det er det vi elsker dig for," sagde Harry og sendte Niall et lille smil, der afslørede hans smilehuller. 

De er bedre end dig, du er så grim, du har skæve tænder, du kan ikke synge. 

"Og du har en sjov humor, du får os alle til at grine," smilede Liam. 

Du er ikke det værd. Hvad laver du med dem? Du burde slet ikke være i bandet. 

Niall vidste, at stemmen havde ret. Han vidste, at uanset hvad de sagde, havde stemmen ret. Det havde den altid. Den fortalte ham, han skulle træne, og det fik nogle af fansene til at kunne lide ham. Den fortalte ham, at han skulle skaffe sig af med bøjlerne, og den sagde, at han skulle synge mindre og i stedet spille guitar. Det var den, Niall lyttede til. Han lyttede ikke til andet. 

"Det passer jo ikke," sagde Niall grådkvalt og kunne mærke sine læber bævre. Han kiggede ned på sine hænder og opdagede, at tårerne trillede ned af hans kinder. 

"Alle hader mig." Han begyndte at hulke højlydt og stirrede på gulvet. "Det sagde de selv," græd han. 

Harry, der sad ved siden af ham, trak Niall ind til sig. "De piger er bare dumme," sagde Harry lavt.

Harry lagde en finger under Nialls hage, for at få ham til at se ham i øjnene. 

"Du skal ikke lytte til dem ellers bliver det bare værre for dig selv," sagde Harry og kiggede Niall direkte ind i øjnene. 

Niall stirrede tilbage, men han stoppede ikke med at græde, som Harry havde håbet på. 

"Det kan ikke blive værre," sagde Niall med en stemme, der knækkede over. "For det er det allerede, mere end nogensinde før." Denne gang hulkede han højere end før, og han kunne mærke hvordan hans hjerte begyndte at falde fra hinanden. Han kunne ikke samle stykkerne op, ikke længere. 

Tårerne kunne ikke hjælpe ham, de kunne kun falde utallige gange. Hans hånd rystede, og han hikstede efter vejret. De prøvede at overbevise ham om, at fansene tog fejl, men han vidste, de ikke gjorde. Det de sagde, var sandt. Han var ikke det værd, han burde slet ikke være i bandet. Han fortjente ikke at havde de penge, han havde. Han fortjente ikke have venner som Louis, Liam, Zayn og Harry. Han fortjente intet af det, han havde. 

De forsøgte at sige til ham, han var perfekt og speciel, men alle de fans.. Jo mere de sagde, jo mere troede han på dem. Han var nået bunden. 

Niall rystede og græd, og det blev tydeligvis for meget for Harry, der sad med armene om ham. 

"Niall.. stop nu..." sagde han på randen til selv at bryde ud i tårer. Harry strammede grebet om Niall, som kunne mærke tårer på sin nakke. Harrys tårer. 

Louis, hvis læber bævrede, satte sig på hug foran Niall. Han lagde en hånd på begge sider af hans skuldre, hvilket fik Niall til at se op. 

"Du skal ikke lytte til dem, okay? Du har brug for en pause for alt det her. Gå en tur udenfor, få noget frisk luft og tænk det her igennem," foreslog Louis og kiggede Niall desperat i øjnene. 

Niall snøftede og tørrede nogle væk, i det Harry trak ham ud af omfavnelsen. 

"Det lyder som en god ide," sagde Nialls halvkvalte stemme, da han rejste sig op. Han kastede ikke et blik tilbage, da han var udenfor og omringet af en kold luft. Han skænkede heller ikke fotograferne et blik, som blot fulgte efter ham ganske kort. Han ville bare væk fra alt og alle. 

Luften ramte ham hårdt, da han bevægede sig hen mod et gammelt skur, som lå i en lille skov. Han havde flere gange været inde i det. Han havde låst sig selv inde i flere timer og grædt. 

Niall skubbede den slidte dør op og straks ramte dunsten ham, men han ignorerede det. Det betød ikke noget. 

Intet betød noget. 

Han kiggede rundt i skuret på alle redskaberne, som kunne bruges til at slå en ned med. En tanke ramte ham.

Du kan dræbe dig selv herinde. Du har redskaberne, du kan gøre det af med dig selv. Fansene bliver glade, One Direction bliver mere populære, og du har gjort hele verden en tjeneste. 

Stemmen talte igen. Stemmen, Niall altid havde fulgt. Han kiggede rundt på redskaberne, betragtede hver eneste af dem. Han huskede pludselig på en tweet. 

@OneDirectionFan875: Just hang yourself you ugly son of a bitch @Niallofficial 

Niall kiggede rundt, han kunne mærke vreden blusse inden i.

Han kiggede i skuret og fik øje på en gammel stol. Han fik langsomt fat i den og sat den i midten af rummet. Vreden voksede i ham. Vreden til alt. Fansene, alt den hate, følelsen af ikke at være god nok. 

Han havde prøvet alt. Han gav alt, hvad han havde, men det var stadig ikke nok. Fansene elskede ham stadig ikke, de ville ikke have ham. Ingen ville have ham, det overraskede ham slet ikke. Han kunne aldrig blive, som de ønskede ham. Han kunne bare ikke længere, han kunne ikke klare presset længere. 

Han fik fat i et stort, tykt reb, som han fik sat fast på loftet. Hans hænder rystede, og han kunne mærke tårerne trille ned af hans kinder. 

Han stod på stolen med rebet i hånden.

Gør det. Du er ikke noget værd, hvorfor er det så så svært?

Han strammede grebet om rebet og kunne mærke tårerne vælte ned. Han hulkede højt, og det føltes som om, hans hjerte knækkede. Han sank ned i et sort hul, og han kunne ikke længere komme op. Stemmen havde kontrol, stemmen havde altid ret. Han ville forære glæden, hvis han døde. Det vidste han. 

"Ingen vil have dig. Du er grim. Du kan ikke synge. Du har forfærdelige tænder. Du er et dårligt menneske. Du fortjener ikke at leve. Alle hader dig," hviskede Niall til sig selv i takt med at stemmen sagde det til ham. 

Det nemlig rigtigt. Gør det forbi. 

Nialls hånd rystede stadig, da han bandt rebet om sin hals. Hans hjerte sank ned, og tårerne trillede stadig ned af hans kinder, da hans fødder trådte en smule væk fra stolen. 

"Farvel familie, fans, følelser og One Direction," hviskede han, før han trådte væk fra stolen. 

 

 

* * *

 

 

En tilfældig forbipasserende var gået ind i skuret og havde fundet den døde Niall James Horan. Den triste nyhed bredte sig over hele verden, og der var stadig nogle fans, som var glade for, at han var død. Men stort set alle var bedrøvede over tabet af den nuttede, irske dreng fra One Direction. 

Hvad skete der egentlig med dem, tænker I? 

De stoppede med at optræde, de var nemlig ikke længere noget band uden Niall. De var helt nede over det. Gråden kunne høres, hvis man bare gik ud af sin dør. Selv folk der aldrig havde mødt ham, græd over hans død. Det viste sig, at Niall var mere elsket, end han havde gået rundt og troet. 

Han blev begravet ved siden af sit barndomshjem for sig selv. Hans eget specielle sted. Hver eneste dag blev der lagt friske blomster. 

I dette øjeblik regnede det, men ikke kun i et enkelt land. Det regnede i hele verden, hvilket fik medierne og folk til at være helt oppe at køre. Det var nemlig noget specielt.

 

Men hvad alle ikke vidste var, at Niall så ned på dem alle. Han vidste, hvad der foregik. Han indså, at han var elsket, og at han var noget værd. Ingen vidste, at regnen var hans tårer. 

 

Glædestårer.

 

 

 


 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...