Nattens Cirkus

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 okt. 2013
  • Opdateret: 10 jul. 2014
  • Status: Igang
"Cirkusset ankommer uden varsel.
Der er ingen forudgående bekendtgørelser,
ingen opslag på lygtepæle eller plankeværk i byen,
ingen omtale eller annoncer i lokale aviser. Det er simpelt hen der, hvor det ikke var i går."# Fandommen er Erin Morgensterns "Nattens Cirkus".

2Likes
0Kommentarer
331Visninger
AA

3. Cirkusset

London, December 1891

Sneen falder stille ned. Selvom det er koldt og sent, står der alligevel en stor kø udenfor cirkussets port, ser Jaq, da hun vender sig om. Det er godt de er kommet tidligt på natten. Lanterner er tændt ved det sorte og hvide grus. Lanternernes glas er farvet så hver anden lyser sort, og hver anden lyser hvidt. Det ser smukt ud, syntes Jaq, og blev næsten væk fra sin far, da hun betragtede lyset. Men mr. Lefèvre har et godt tag i pigens arm. Ikke så meget at det gør ondt, men nok til at han kan styre hende rundt. Han styre hende mod spøgelseshviskerens telt.

"Årh, skal vi se Elain?" spørger Jaq begejstret. Chandresh smiler til sin datter og nikker.

"Ja," svarer han. "Jeg tænkte at hun gerne ville se dig på din fødselsdag. Hun sagde at hun havde en gave til dig."

Hvis ikke Chandresh har sådan et godt tag i Jaqs arm, vil hun have styrtet ind. Hun har kun mødt sin søster få gange, da hun altid rejser med cirkusset, men de er blevet pennevenner og har på den måde holdt kontakten, også selvom Jaq ikke staver så godt endnu.

Chandresh og Jaq går forsigtigt ind i teltet. Der er en scene med en stol. Der står også stole rundt om, næsten i en halvmåne. Det minder lidt om Celias telt, men bare det halve.

Næsten alle stole er taget, men Chandresh finder dog to stole forrest. Nogle få af de andre tilskuere genkender ham, og komplimenterer ham hjerteligt om, hvilket godt arbejde han har gjort med cirkusset. Han takker dem med et stolt smil, og fortæller dem om hans døtre. Han viser stolt Jaq frem, der smiler, og får også smilet frem på de andre tilskuere. Så fortæller Chadresh også om, hvordan dette show bliver opført af hans datter.

Han lægger knap mærrke til det, da forhænget endelig bliver trukket til side. En smuk, ung pige, Elain, står, som fremhævet, midt på scenen. Hendes smukke, blonde hår, der i det hvide lys ser helt gyldent ud, er trukket op i en knold. Krøllet pandehår hænger, med vilje, løst ned over hendes ansigt, der er betrukket med sort og hvid make-up.

Hendes kjole er en sort kimono. Den dækker hendes hals, sidder en smule stramt om hofterne (hvilket kun fremhæver hendes smukke former), har et snit i den ene side, der går fra slutningen af hendes venstre hofte og til bunden af kjolen. Det ser ud som om, den er betrukket i stjerner, glimter smukt i lyset, skinner nærmest om kap med hendes hår.

Hun har nylonstrømper på, og spidse, højhælede sko, der har en spænde omkring anklen, med en ny spænde fra denne, og ned til skoens snude.

Hendes hud ser næsten hvid ud, hvilket kun fremhæver hendes smukke, brune øjne. Mindsandten om hun ikke er smukkere, end til hendes audition.

Elain træder med yndefulde skridt frem. En violin, hvis spiller er gemt væk i mørket bag scenen, spiller en nærmest sørgelig sang. Jaqs øjne glider gennem rummet, søger over alt, men den mystiske violinist er ingen steder at se. Så hun vender igen opmærksomheden mod sin søster, som virker næsten skræmmende, når hun står på den høje scene.

Elain går ned fra scenen, glider igennem rækkerne, søger efter én, som så inderligt vil i kontakt med elskede. Alle håber selvfølgelig det bliver dem. Jaq sidder også selv lidt og håber, men hun holder sin begejstring indebords, og stirrer ned på hendes hænder; hendes små fingre er så stille begyndt at blive kolde i vinternatten.

Endelig efter, hvad der for Jaq virkede som en evighed, vælger Elain en ung mand, med sandfarvet hår og katte grønne øjne. Han går, uden tøven, op på scenen, og sætter sig på stolen. Tydeligvis tror han ikke på hendes værker.

Hun stiller sig foran ham. Hun drejer en gang rundt om sig selv, så kimonoen flavrer omkring hende, længere end den egentlig er. Tændte stearinlys dukker op af ingenting, og publikum gisper fornøjet. Selv Chandresh. Den eneste, der ikke fortager en grimasse, er Jaq. Det var et nummer, der var lige så let som at hele sin hånd. Noget de to Lefèvre søstre lærte i en meget ung alder.

Manden med det sandfarvede hår ser selv overrasket ud. Men stadig ikke overbevidst, og Jaq smiler smørret, hendes ansigt i ly af skyggerne.

Elain lukker øjnene. Hun siger ikke noget og bevæger sig heller ikke. Så da hun endelig siger noget, bliver Jaq en anelse forskrækket. Hendes stemme er meget dybere end sidst den femårige hørte den.

"Du har mistet mange i løbet af dit liv," siger Elain. "Dine forældre, dine tre yngre søskende, dine bedsteforældre, dine tanter og onkler. Men ingen har taget så hårdt på dig som... Kalla. Din forlovede. Hun døde sidste år i en brand. Det var natten før jeres bryllup. I havde ladt et stearinlys stå tændt, og flammen tog til i løbet af natten, og bredte sig hurtigt til en brand. I blev skilt ad, og hun blev fanget på toilettet, uden mulighed for at flygte. Hun bad dig om at flygte, og du nægtede først. Men til sidst tog du alligevel benene på nakken. Du beskylder dig selv for hendes død, og med god grund.

Men hun beskylder dig ikke. Hun bad dig om at flygte. Du gjorde som hun ønskede."

Og i samme øjeblik formedes en skikkelse fra stearinlysene. Den stod imellem Elain og hendes kunde. Det var en kvinde med store, tydelige brandmærker. Hun faldt på knæ foran manden, og han prøvede forgæves at holde hendes hænder. Men hun er der jo  egentlig ikke, hun er en illusion af flammerne, ikke noget Elain selv har skabt.

Men publikum er tydeligvis begejstrede. De klapper, ikke bare som en høflig applaus, men hjerteligt. Dog er Jaq stadig ikke imponeret. Det var ikke lige så spændende som mange af de andre telte, ikke engang særligt. Hun akan ikke helt forstå, at hendes søster overhovedet har fået lov til at vise hendes talent. Eller at hun faktisk har fået et telt.

Dog tigger folk om at blive den næste, og det bliver ved i en god halv time.

Endelig stopper showet, og Elain meddeler, at det bliver det sidste de næste to timer. Hun skifter til noget mere behageligt, og møder hendes far og søster udenfor. Hun hilser høfligt på Chandresh, og krammer Jaq tæt ind til sig.

"Tillykke med fødselsdagen," siger hun med et stort smil. Jaq smiler lige så stort tilbage.

De to piger ligner ikke hinanden, ikke den mindste smule. Måske er det de ti års mellemrum, eller bare det faktum, at de ikke har den samme mor. Jaq minder heller om sin far på nogen måde.

"Jeg har noget til dig," siger Elain, og rækker en hvid boks med en sort sløjfe frem. Jaq tager begejstret imod den. Hun trækker forsigtigt båndet af og tager æskens låg af. Det er en smuk, oval, guld medaljon. Der er ridset forskellige mønstre ned i den.

Jaq trækker hendes brun-sorte hår til side, og Elain låser kæden fast omkring hendes hals. Chandresh smiler ved synet af dem. Så rømmer han sig, og spørger om de ikke vil med rundt omkring i cirkusset. De nikker begge to, og Lefèvre familien går rundt omkring på de sorte og hvide stier, som enhver anden familie. Det vil sige, indtil glimtet af noget rødt hurtigt fanger Jaqs opmærksomhed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...