Det dybe hul

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2013
  • Opdateret: 13 okt. 2013
  • Status: Færdig
Okay, det her er en MEGET kort historie jeg havde fundet på, som referere om depression og at man ikke er alene og at man sagtens kan komme ud igen.
Så ja, hvis du keder dig så meget som mig, så er der lige 2 minutters underholdning, yay.

3Likes
0Kommentarer
256Visninger

1. 1

Der var engang en lille pige ved navn Emma.

Lille Emma’s liv var rigtig godt indtil en dag hendes venner skubbede hende ned i et stort dybt hul.

Mens hun faldt, prøvede hun at tage fat i roder og sten, men de rev sig løs og faldt med hende.

Da hun lannede nede i hullet var hun rigtig bange og følte sig rigtig alene. Der var ret mørkt og der var langt op igen.

Lille Emma var så bange for at ingen ville høre hende råb om hjælp.

Hun prøvede at klatre op igen af hullet, men det var virkelig svært og hun faldt hele tiden og kom meget til skade. Hun følte sig så alene og svigtet af hendes venner, som havde skubbet hende der ned. Hun ønskede at nogle ville redde hende, men hun vidste godt at det kun var hende der kunne redde sig selv.

Hver dag prøvede lille Emma at klatre op fra hullet. Hun fik rigtig beskidte hænder og meget beskidt tøj. Det var rigtig svært og krævede mange kræfter og det var meget hårdt at gøre alene. Og hun faldt hele tiden ned og slog sig. Hun havde grædt mange gange og var meget tæt på at bare give op og blive liggende i hullet, til hun døde.

Lille Emma havde ligget i det mørke hul i flere dage uden at gøre noget og vidste ikke hvad hun skulle gøre.

Men en dag skete der noget nyt. En pige vækkede hende fra hendes søvn.

“Hjælp mig” svarede pigen ved siden af hende.

“Hvem er du?” spurgte lille Emma, helt chokeret over at der var en ved siden af hende lige nu.

“Mit navn er Lisa og jeg blev skubbet ned af min familie, og jeg kan ikke komme op og jeg er meget bange.”

Lille Emma smilede til Lisa og sagde: “Bare rolig. Jeg er her for dig!”

og sammen prøvede de at komme op ad hullet. Hver gang en af dem var ved at give op, sagde den anden “Du må aldrig give op, fordi ellers kommer vi ikke nogen vegne!”

 

En skønne dag hvor de begge var i gang med deres daglige klatring, gik det op for dem at de var noget længere op at hullet end nogen sinde før. De havde begge indset at de var blevet meget stærkere og måske kunne komme op.

Og det gjorde de!

For første gang i lang tid så de begge lyset og alt det smukke. Nu var de nået til den anden side af mørket, ved hinandens hjælp. Og de har været sammen om alt lige siden.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...