E45

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 okt. 2013
  • Opdateret: 14 okt. 2013
  • Status: Igang
Dette er mit bidrag til Halloween-konkurrencen.
Jeg har valgt mulighed nummer 1: at skrive en gyser. Denne handler om vampyrer i den forstand, de burde forstås.
Det smukke cover er i øvrigt lavet af N. A. Ulrich.

15Likes
3Kommentarer
1005Visninger
AA

1. Lastbilchaufføren

Mens natten svandt ind og morgensolen forsigtigt sneg sig frem mellem de regntunge skyer, kørte en grå lastbil af Sønderjyske Motorvej E45 på den danske side af grænsen.

Chaufføren rettede på miniaturenummerpladen i vinduet med påskriften 'Daddy's Truck', stak en smøg i munden og steg ud. Han gik en runde om lastbilen og gned en plet af køleren af den grå Mercedes. Mobilen vibrerede i lommen, et ukendt nummer ringede. Han besvarede opkaldet med et brummende ”Ja?”, og fik øje på noget besynderligt ved højre forreste dæk.

”Hvor langt er du med lasten?” spurgte en mandsstemme i den anden ende.

”Har lige passeret Padborg,” svarede chaufføren med fynsk dialekt.

”Godt. Den skal være fremme på slaget ni. Hverken et sekund for sent eller for tidligt.”
Chaufføren skar ansigt af manden og himlede med øjnene.

”Ja ja, ska' nok være der,” svarede han og tyggede utålmodigt på cigaretten, mens han nærmede sig dækket. ”Bli' lige hængende.” Han lagde mobilen fra sig på dækket og hørte gruset knase under sine fødder, da han satte sig på hug. En klistret substans dryppede fra ladet ned i vandpytten ved hans fødder, og han holdt hånden under for at gribe noget af det.

I det sparsomme lys troede han først det var olie. Han lugtede til det og smagte forsigtigt på det, og den jernagtige smag bredtes i hans mund. Det var blod.

”Hva' fa'en...?” Han kløede sig forvirret i hovedbunden inden han samlede mobilen op igen. ”Hvad er der i den last?” spurgte han med dirrende stemme. Han havde før kørt med svin, men han havde altid fået det at vide, og de blev aldrig bare transporteret i en almindelig lastvogn.

Et øjeblik lød der kun den sædvanlige susen fra mobilen, men så blev den afbrudt af en kort latter, og så blev der stille. Samtalen var afbrudt.

Normalt var han rent ud sagt pisseligeglad med, hvad der var i den vogn, han kørte med. Han fik penge for at transportere lasten fra A til B, det var det. Ingen spørgsmål om lastens indhold, ingen spørgsmål om lastens formål.

Han trådte et skridt tilbage og kiggede på lastbilen.

”Ja, så må man jo selv finde ud a' hva' der' i...” Han sjoskede afsted langs lastbilen, fandt sin lommelygte frem fra inderlommen i fleecejakken og sænkede ladet med en tyk pegefinger på knappen. Inde i mørket stod en orange gaffeltruck foran fire paller med fire pakker, der var så store, at de fyldte hele lastbilens bredde ud. Øverst var der ca. 20 centimeters luft, der adskilte kasser og loftet i lastbilen.

Chaufføren smed cigaretten fra sig og hoppede op på gaffeltrucken. Forsigtigt flyttede han den ene kasse tilstrækkeligt langt tilbage, så han lige akkurat kunne klemme sin ølvom forbi og ind i lastbilens indre.

Lugten der slog ham i møde, da han stak hovedet ind i mørket, var grufuld. Det vendte sig i maven på ham, og han gemte næse og mund i jakkeærmet. Halvtreds døde grise kunne ikke skabe en lugt, der var bare halvt så fæl som denne, blev han enig med sig selv om.

”Hallo?” Han lod lyskeglen danse over gulvet; også herinde var der mørkerøde blodpletter. Presenningen, der gjorde det ud for lastbilens vægge, var mærket med adskillige røde håndaftryk, de fleste langt mindre end hans egen hånd.

Luften var tyk og fugtig, og stanken gjorde ham svimmel. Han snublede over noget, der lå ved hans fødder og landede på knæene midt i en klistret pøl. Han famlede efter lommelygten, men fik fat i noget koldt og benet i stedet. Han slap det med et gisp og baksede sig op på hug.

Genskæret fra to sæt øjne dukkede frem i mørket.

”Hvem der?” spurgte han med dirrende stemme. ”Hvad vil I?” Det sidste var knap en hvisken. Han bakkede langsomt bagud, mens han søgte efter lommelygten.

Den ene af de to væsener foran ham lavede en lyd, der til forveksling lød som et grin. De rykkede tættere på. Et øjeblik mistede chaufføren koncentrationen og kom til at trække vejret gennem næsen. Stanken var så slem, at det føltes som om, den ætsede ham op indefra.

Han mærkede aftensmaden fra dagen før; en cheeseburger fra McDonalds, komme op gennem spiserøret og op i munden og han mærkede, da det løb ned ad hagen, ned ad halsen og videre ned på brystet under hans hvide t-shirt.

Pludselig fik han fat i lommelygten. Han pegede den direkte mod de to væsener, som var det et dødbringende våben, han kunne affyre hvert sekund det skulle være. Han tændte den med en hurtigt bevægelse, og væsenerne veg tilbage i skyggerne med et hvæs.

Langsomt stak de hovederne ud i lyset.

”Fuck...” gispede han. To udsultede børn stirrede på ham. Deres kinder var indsunkne og sorte rande omkransede øjnene. Den ene var kun svøbt i et tæppe, mens den anden skuttede sig i en hæklet poncho. Selvom begge skabninger havde tyndt, tjavset hår slaskende omkring skuldrene, kunne han ikke bedømme, om det var drenge eller piger, der sad der på gulvet foran ham.

Skabningen i ponchoen tvang en knurrende lyd op gennem struben, og afslørede et spidst tandsæt i et gulligt grin.

”Et sidste ord?” hviskede den med et smil.

”Hv-hva?...”

”Intelligent ordvalg,” grinede den tæppebeklædte, inden den sprang frem og borede tænderne i struben på chaufføren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...