E45

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 okt. 2013
  • Opdateret: 14 okt. 2013
  • Status: Igang
Dette er mit bidrag til Halloween-konkurrencen.
Jeg har valgt mulighed nummer 1: at skrive en gyser. Denne handler om vampyrer i den forstand, de burde forstås.
Det smukke cover er i øvrigt lavet af N. A. Ulrich.

15Likes
3Kommentarer
1016Visninger
AA

3. Kvinden med de røde læber

Tilbage på rastepladsen havde kvinden med de røde læber nået den grå lastbil. Hun noterede sig, at døren til førerhuset stod på vid gab, og at der ikke sad nogen bag rettet.

”Michael?” råbte hun mod bilen. Michael, der havde rullet vinduet op igen, kunne ikke høre hende, blot se hendes mund bevæge sig. Han steg ud af bilen og traskede mod hende med hænderne i lommerne på de mørkeblå cowboybukser.

”Hvad er der, Birgitte?” råbte han, da han var nået halvvejs.

”Der er ingen i lastbilen,” svarede hun, en anelse forvirret. Nøglerne sad også i tændingen.

”Han er nok bare inde i skoven for at pisse,” svarede Michael og stoppede op. Ingen grund til at gå hele vejen over til hende, når det bare var det.

”Det er altså lidt underligt.”

”Måske.” Han fiskede sin iPhone frem fra lommen og tjekkede sine arbejdsmails. Han lagde vægten på venstre ben og så kvinden forsvandt om bag lastbilen.

Her fandt hun, at også bagklappen stod åben. Hun trådte op på den og kiggede ind i lastbilens mørke.

”Hallo?” kaldte hun, nøjagtigt som lastbilschaufføren havde gjort seks timer tidligere. Intet svar kom.

Til gengæld registrerede hun lyden at slæbende skridt, der kom nærmere. Ud af mørket mellem pallerne dukkede en ubarberet mand i 40’erne op.

”Gud ske lov,” åndede hun. ”Jeg kunne ikke forstå, hvordan nogen kunne efterlade en-”

”Sulten…” savlede manden og mødte hendes blik. Hele hans højre side af ansigtet var smurt ind i noget klistret, mørkerødt stads, og han havde en lommelygte i hånden.

”Michael!” hvinede kvinden og bakkede væk fra åbningen. Hun faldt ned fra ladet; hendes pencilskørt sprækkede, da hun landede. ”Michael! Ring til politiet!”

Michael løsrev sig fra iPhonens skærm og skævede til lastbilen, hvorfra kvinden kom løbende. Bag hende så han en bred skikkelse slæbe sig afsted.

Han tastede 1-1-2 og afbrød telefondamen i den anden ende.

”Jeg tror, min kone er ved at blive overfaldet!” Hans stemme rystede kraftigt.

”Hvor befinder du dig henne?”

”Æh, en rasteplads ved Hostrup sø,” forklarede han skyndsomt. Han kastede et blik mod bilen, hvor børnene stadig sov tungt.

”Jeg vil bede dig forholde dig i ro. Vi sender en patruljevogn med det samme,” informerede telefondamen. ”Der går nok omkring tyve minutter.”

”Tyve minutter er alt for længe,” udbrød Michael, og det fik han ret i. Det var det sidste sammenhængende, telefondamen hørte. Det blev efterfulgt af en skratten, underlige skrig og barnegråd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...