Min dystre hemmelighed

Dette er en MEGET lang historie, så jeg forstår godt hvis I ikke orker at læse den, men da formålet var at få den hjem på papella, syntes jeg ligesom også der skulle være noget at læse.
"Min dystre hemmelighed" er historien om en ung piges besværlige tilværelse efter et voldsomt og ubehageligt familietraume fra fortiden.
Maya er en hel normal pige på 17, der bor i København, men hun har en fortid hun stadig kæmper rigtig meget med. Da hun var yngre blev hun misbrugt af sin far, men efter mange år stod hun frem med historien. Nu er faren forsvundet og Maya er konstant bange for, at han en dag vil finde hende og få hævn. Da Mayas familie bestående af hendes mor, hendes mors kæreste Jens og hendes storebror Mark, bliver trætte af konstant at føle sig utrygge, beslutter de sig for at flytte til den anden ende af Danmark. Men det er en beslutning Maya ikke har det godt med, for hun når nemlig at forelske sig i en dreng der får det bedste frem i hende

4Likes
0Kommentarer
615Visninger
AA

5. Ondskab

Huset var lidt småt. Sødt, men småt. Det var hvidt med søde små vinduer, malingen skallede lidt af, men taget var helt nyt. Flotte, sorte tagsten der skinnede i solen. 
Vi tog alle noget baggage med da vi gik hen til hoveddøren for at låse døren til vores nye hus op. 
Jens satte nøglerne i døren, drejede nøglen så det sagde klik og døren gik op. Vi trådte indenfor og blev mødt af lugten af nymalet tapet. Indelukket, så jeg åbnede det nærmeste vindue. 
Det var egentlig pænt indvendigt, men stadig ret småt. Vi stod i bryggerset som selvfølgelig var det første rum man trådte ind i når man åbnede hoveddøren. Det var sat i stand fornyligt, fliser med gulvvarme og kridhvide vægge. I det næste rum var der køkken. Også småt, men heldigvis med en lille spisestue ved siden af, så pladsen var tilstrækkelig. Badeværelset var overraskende nok større end man ville forvente, faktisk større end vores gamle.
Når man kom op af den snævre trappe var der tre døre. En på venstre hånd, en på højre og en lige fremme. Siden jeg var deroppe som den første besluttede jeg mig for, at jeg måtte vælge værelse først. Jeg endte med at vælge det til venstre, fordi solen ville skinne mere ind på det værelse, end på det i højre side. Og det tredje værelse var det største, så det var nok mest fair, at mor og Jens fik det. 
De andre var med på idéen, så vi gik i krig med at bære baggage ind og pakke ud. Jeg arbejdede på mit værelse til sent på aftenen, og det endte faktisk med, at jeg blev nogenlunde færdig. Sengen, skrivebordet, tøjskabet og mit spejl stod meget orienteret, selv vægpynt og alle mine småting var efterhånden kommet på plads. 
Men jeg havde svært ved at falde i søvn den aften. Alt virkede så fremmet. Det var som at sove i en andens seng i et fremmet hjem. Jeg prøvede at slappe af, for i morgen skulle jeg ikke for sent op, da vi havde en aftale med skoleinspektøren på mit nye gymnasie kl. 13. Det var slet ikke noget jeg så frem til, men jeg skulle nu nok klare den.
Jeg vågnede næste morgen da alarmen gik i gang, men jeg kunne slet ikke komme op. Bare lige 5 minutter ekstra. Men selvfølgelig kom min mor brasende ind lige da jeg var ved at falde i søvn igen.
>>Så er det op skat, klokken er 12 og der er morgenmad nede i vores nye køkken!<<
Hun så overraskende glad ud, gladere end hun havde været længe. Men jeg kunne godt forstå hende. I en situation som vores, lod det bedste til at være en ny start. Bare ikke for mig, det var jeg sikker på. Min mor gik ud for at vække Mark, og jeg trak i noget kluns og gik nedenunder. 
Jens sad ved morgenbordet og læste avis. Han så også ud til at være i godt humør. Faktisk lod det til at smitte lidt af på mig.
Jeg satte mig ved bordet og kort efter kom mor også ned – med Mark haltende bag sig. Han så smadret ud, havde sikkert spillet computerspil hele natten. Jeg havde engang sagt til ham, at han da var blevet for gammel til stadig at spille computer, men han blev sur og sagde, at man aldrig bliver for gammel til World of Warcraft. 

 

Venteværelset ude foran skoleinspektørens kontor var et lille rum bygget af gule mursten og indrettet med nogle grimme stole fra 60’erne og et lille bord med et par ugeblade liggende.
Det varede ikke længe før døren blev åbnet. >>Maya og Mark Overby Andersen?<<
Vi rejste os, gav inspektøren hånden og trådte indenfor på hans kontor. Vi satte os rundt om bordet og inspektøren hev nogle papirer op fra en skuffe.
>>Nå, Maya. Lad os starte med dig. Hvilken linje var det du havde tænkt dig?
- Engelsk, musik og drama.<<
Han tog briller på og kiggede sine papirer igennem. 
Derefter fik jeg en masse informationer, næsten flere end jeg kunne rumme i mit hoved, men til slut fik jeg heldigvis det hele på papir. 
>>Nå Mark. Så tager vi også lige den samme snak med dig. Du skal i 3.g kan jeg forstå. Er det rigtigt, at du på dit tidligere gymnasie havde Innovationslinjen, altså samfundsfag, matematik og erhvervsøkonomi?<<
>>Det er rigtigt.<< svarede han med sin hårde, ligeglade attitude.

>>Og den vil du gerne fortsætte med?
- Tja, det vil jeg vel gerne.
- Mhm. Men jeg kan se du havde en del fravær, især på dit 2. år?<<
Mark så på mig.
>>Maya, gider du lige vente udenfor?<< Han sendte mig et irriteret blik. Jeg rullede med øjnene, rejste mig op og gik ud i venteværelset. Dørene var meget tynde, lagde jeg mærke til, så nysgerrig som jeg var, lyttede jeg til døren.
>>Du var faktisk meget tæt på at blive smidt ud, kan jeg se.
- Ja.. Jeg vil selvfølgelig prøve at gøre det bedre og sådan.
- Okay Mark. Kan du fortælle mig lidt om hvorfor du pjækkede? Det er vigtigt for mig at vide lidt mere om dig, hvis du forstår.
<< 
Mark tøvede.
>>Jeg var bare ude i noget lort. Som selvfølgelig er fortid nu.<<
Min mor brød ind.
>>Vi havde nogle problemer i familien. Mark og Maya havde det svært, så det kan måske have haft årsag til Marks pjækkeri.
- Mor?<<
Mark var tydeligvis ikke vild med, at mor bare sådan fortalte åbent om hvordan vi havde haft det i familien. Det var jeg i øvrigt heller ikke.
>>Ja, sådan noget ser vi faktisk tit. Familieproblemer er jo ikke usædvanligt, selvfølgelig kan det tage hårdt på de unge, men sørg så vidt som muligt for, at det ikke går ud over skolen. Det er jo trods alt det vigtigste for de unge mennesker på nuværende tidspunkt.<< 
Den mand anede jo ikke hvad han talte om! Sådan noget sker tit? Ikke usædvanligt? Jeg fik pludselig lyst til at fortælle ham det hele, bare fordi han ikke skulle tro vi har det som så mange andre.
De snakkede lidt videre i et stykke tid, men til sidst kom de ud og det var endelig tid til at køre hjem.

Vi skulle allerede starte næste morgen, så jeg var en smule anspændt. Heldigvis havde jeg Mark hvis alting skulle vise sig at gå galt, men jeg prøvede at se positivt på det. 
Folk kendte jo allerede hinanden på kryds og tværs, og det var nok det der skræmte mig mest. Jeg havde altid været så ligeglad med alting, og et sted var jeg det stadig, det betød ikke så meget for mig om jeg fik venner, jeg ville egentlig ikke være ked af det, men det her var muligheden for at ændre alting, få en ny start og et nyt liv. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde jeg var helt ligeglad med at give det et forsøg.

Da jeg vågnede næste morgen lå jeg badet i sved og mit hjerte bankede. Jeg havde haft et mareridt. Noget med, at jeg var startet på et nyt gymnasie, men alt var ligesom før. Vennerne var ikke rigtige venner og jeg havde det konstant dårligt og levede i frygt. Og så selvfølgelig noget med en mørk skygge der forfulgte mig. 
Jeg gik ud på badeværelset, tog et dejlig varmt bad og gjorde mig klar til første skoledag. En hurtig bid mad og så var det af sted. Min cykel var blevet stjålet et par dage før vi flyttede, så jeg måtte gå i skole. Men det var også kun 2 kilometer væk, så det var lige til at overkomme.
LA pakken lå i jakkelommen, så jeg snuppede en smøg og røg den på vejen. Pludselig ringede en klokke bag mig. Det var Mark. Jeg skyndte mig at smide smøgen, uden helt at vide hvorfor. Mark røg selv, jeg ville nok bare ikke have, at min egen bror skulle se det. Men det var vist for sent.
>>Du ved godt det ikke er sundt for dig, ikke?<<
Han lo og jeg kunne ikke lade være med at smile. 
Han hoppede ned fra cyklen og trak den ved siden af mig. Det gjorde mig rigtig glad, at han ville følges med mig. Men nå ja, han havde jo heller ikke nogen ’seje’ venner her, som ikke måtte se ham sammen med mig.
Da vi ankom til skolen blev jeg for alvor lidt nervøs. Den var meget større end forventet, men hvad kunne jeg også forvente.
Mark og jeg skulle hver vores vej, så han vinkede mig farvel og jeg var nu på egne ben. Jeg trådte ind i den store bygning der vrimlede med unge mennesker og jeg kunne mærke folks blikke. De havde jo ikke set mig før, så hvad havde jeg også forestillet mig. 
Mit klasselokale hed S.3, men jeg havde problemer med at finde rundt, så jeg spurgte et par stykker om vej og til sidst stod jeg lige foran døren. Mit hjerte hamrede voldsomt og jeg mærkede hvordan nervøsiteten steg. Jeg tog mig sammen og bankede på døren. En lærer, ældre mand, åbnede døren med et smil og bød mig indenfor. Han tog mig med op til tavlen, hvilket kun gjorde mig endnu mere utilpas. Det var første gang jeg startede på en ny skole, og så hvor alle kendte hinanden i forvejen. 
>>1.e, det her er Maya. Hun er ny i klassen, så tag godt imod hende.<< Han klappede mig på skulderen og viste mig hvor jeg skulle sidde.

Det var ved siden af en dreng, så egentlig sød ud, men spinkel og lidt feminin i det. Og straks kunne jeg kende mig selv, fordomsfulde mig. Hvor var jeg dog led, sådan allerede at dømme. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke, at han sikkert var vildt irriterende, fimset og måske.. bøsse. Jeg tog plads ved siden af ham og åndede lettet op. Nu sad jeg her, og det var slet ikke så slemt. 
Jeg havde dog forventet, at drengen ved siden af mig energisk ville hilse på mig, men det var langt fra det der skulle vise sig at ske. Hans ansigt var udtryksløst, sad bare og stirrede tomt op på tavlen med armene over kors.
Jeg prøvede at virke flink, og spurgte ind til hvad han hed.
Uden så meget som at kigge på mig, svarede han tøvende. Benjamin hed han.
Og så var den samtale død.

Første frikvarter. 
To piger kom hen til mig, blondiner. De lignede sådan nogle snobbede, pæne piger. Dem man i folkeskolen ville anse som de populære. Åh nej. 
>>Hej! Jeg hedder Trine!<< Et kæmpe falskt smil bredte sig på hendes læber. Hun rækkede hånden frem imod mig og jeg tog, så pænt jeg kunne, imod den og præsenterede mig selv, selvom de jo allerede vidste hvad jeg hed. 
>>Og jeg hedder Anne-Sofie.<< Hun var ikke meget bedre end Trine, men de var vel søde nok. 
På ingen tid havde jeg dannet mig et overblik over klassen og havde fundet frem til den konklusion, at det nok var en meget kedelig klasse. Der var mange musikere, hvilket var klart når nu det var en musikklasse, men de var ikke som jeg havde regnet med. I København var de musikere jeg kendte sådan nogle der hele tiden røg hash og aldrig var kedelige, der skulle altid ske noget. Dem her virkede helt anderledes. De snakkede konstant om skole og musik, nogle havde endda deres instrumenter med som de sad og spillede på mens en lille gruppe sad og sang med på nummeret. Der var nok ikke særlig meget gang i dem når det kom til fester. Måske passede jeg bare overhovedet ikke ind? Faktisk interesserede musik mig ikke rigtigt, jeg kunne godt lide at synge i ny og næ, men mere var der ikke i det. Jeg valgte egentlig kun linjen fordi jeg tænkte, at når nu jeg ikke ville bruge hverken musik eller drama i min fremtid, så ville det måske blive tre lidt afslappede år. Men jeg tog nok fejl. Hvad ville jeg overhovedet med min fremtid? Ingenting, jeg ville ingenting.


I sidste time havde vi åbenbart idræt hvilket ikke passede mig overhovedet, så jeg blev ude i skolegården da det ringede ind. Fyrede op for en smøg og nød den langsomt. To fyre gik forbi mig og jeg bemærkede hvordan de stirrede på mig. Først troede jeg bare, de tjekkede mig ud, men de kiggede udelukkende på cigarretten i min hånd hvorefter den ene hviskede noget til den anden der fik dem begge til at bryde sammen i latter. Ad, sagde de, før de forsvandt rundt om hjørnet.

Jeps, jeg havde ret. Kedelige typer, kedelig skole. Det kom faktisk bag på mig, at der slet ikke var nogen der stod og røg ved cykelskuret, piftede cykler eller sloges. Sådan var det der hvor jeg kom fra. Her virkede de alle så nørdede, bare tanken gav mig næsten kvalme.

Pludselig var der en der råbte på mig. Fuck. Min gymnastiklærer. Der var sikkert nogen der havde sagt jeg pjækkede.
>>Hey! Hvad tror du lige du laver?
- Jeg står lige og nyder en smøg som du nok kan se.

- Drop den attitude frøken, og følg så med mig tilbage til hallen. Nu!
- Ja, ja, ja.
- Du er heldig, at du er ny, ellers sad du nede hos skoleinspektøren lige nu, det kan jeg godt forsikre dig om unge dame!<< 
I gymnastikhallen var de i gang med at spille stikbold og stemningen var tydeligvis høj. Folk hujede og skreg og spillede som om det gjaldt liv eller død. Så energisk havde jeg aldrig oplevet en gymnastiktime før.
>>Kan du så få klædt om i en fart.
- Jeg har ikke fået mit skema endnu, så jeg vidste ligesom ikke vi havde idræt.<<
Han sukkede højt.
>>Så sæt dig ned og glo for fanden.<<
Der var noget ved kampen der fangede min opmærksomhed. Af en eller anden grund skød folk ikke efter hinanden, men efter en bestemt. Benjamin. Han havde korte shorts og en stram T-shirt på og stod i en stilling der fik ham til at se endnu mere feminin ud. Jeg kunne ikke lade være med at fnise lidt.
Men de skød ikke bare efter ham. De tyrede bolden som om de var vrede på ham. Men hvorfor skulle de være det? Benjamin lignede en sød og stille dreng, men på den anden side er det jo tit dem det går udover. Stakkels ham, jeg fik helt ondt af ham. 
>>Kom så ind i kampen Benjamin!<< Læreren piftede i sin fløjte og lavede nogle voldsomme armbevægelser. Benjamin flyttede fokus fra spillet i et par sekunder og i næste øjeblik blev han ramt hårdt lige i ansigtet. Han væltede om og vred sig i smerte. Læreren sukkede højt og rystede på hovedet. >>Skide tøs!<< Jeg fik lyst til at sige noget til ham, det virkede bare som om alle var imod den stakkels dreng. 
Da vi fik fri styrtede alle i bad, og jeg stod tilbage og funderede lidt over, hvordan jeg skulle komme ud. Den eneste vej ud var igennem omklædningsrummet, men jeg havde ikke lyst til at møde synet af en masse nøgne piger jeg slet ikke kendte endnu. Alligevel tog jeg i håndtaget, trådte ud i omklædningsrummet og mærkede pigernes blikke i nakken. Uden at kigge på dem styrtede jeg ud af yderdøren. Og der på trappetrinet sad Benjamin og snøftede. Han kiggede i et splitsekund op på mig og jeg så han græd. I en fart rejste han sig op og begyndte at gå. 
>>Vent!<<
Han ignorerede mig bare og fortsatte, men jeg gav ikke op.
>>Det de gjorde var ikke okay!<<
Han vendte sig om.
>>De gjorde jo ikke noget! Bare lad mig være!<<
I samme øjeblik trådte træneren ud af døren. Og så var Benjamin væk.
>>Undskyld..?
- Peter.
- Benjamin..
- Hvad med ham?
- Du lader bare de andre køre på ham! Og du er ikke bedre selv.<<
Han kom helt tæt på.
>>Ved du hvad, du er så tæt på at komme en tur ned til inspektøren lige nu, du er! Hvis du ikke passer bedre på hvad du siger, så bliver det ikke sjovt for dig, det kan jeg love dig for!<<
Så gik han.
- Hvis det er sådan en lærer du er, tror jeg det er dig der skal være bange..<<

At komme op og skændes med en lærer allerede på første skoledag var nok ikke særlig smart. Men jeg ville ikke stå og se til, mens en hel klasse og en lærer direkte mobbede en elev.
Da jeg kom hjem var det kun min mor der var hjemme.
>>Havde du en god dag, skat?
- Jeps, den var rigtig god, sød klasse.
- Årh, det glæder mig at høre min skat!<< 
Hun overfaldt mig med en kæmpe knus, men jeg strittede ikke imod selvom jeg efterhånden var lidt træt af, at hun altid skulle gøre det når jeg sagde noget hun blev glad for at høre.

 

Da jeg kom i skole næste morgen, manglede Benjamin. Ikke at jeg havde glædet mig til at se ham, så interessant var han heller ikke, men jeg ville gerne blive lidt mere klog på, hvad det var der foregik.
Vi havde dansk i første time, men lige før det ringede ud til frikvarter, blev timen afbrudt af nogen der bankede på. Døren gik op og ind kom Benjamin.
>>Undskyld jeg kommer for sent.<<
Heldigvis havde vi en rigtig sød dansklærer, en kvinde.
Benjamin fandt sig vej ned til sin plads ved siden af mig, og lige da han havde sat sig, hørte jeg en pige ved bordet ved siden af hviske ”bøsse.” Jeg sendte hende et vredt blik, men hun smilede bare falsk som den barbie hun var. Taber.
Det ringede ud til frikvarter og lige da jeg skulle til at sige noget til Benjamin blev vi afbrudt af en pige der kom hen til ham.
>>Er du okay?

-Hvorfor skulle jeg ikke være okay?<<
Han smilede til hende, men jeg kunne ikke se andet end ironi der nærmest strålede ud af ham. Det var så tydeligt, at han var vred og såret. 
>>Men jeg smutter lige.<< 
Han tog sin jakke på og bevægede sig hen mod døren.
>>Hvad skal du?<<
Pigen så bekymret efter ham og ventede på hans svar, men han ignorerede hende og fortsatte ud af klassen. 
>>Han er alt andet end okay<< sagde jeg.
Jeg kiggede på pigen der stod tilbage med et bekymret udtryk i ansigtet. 
>>Ja, de er virkelig lede mod ham..
- Men hvorfor? Jeg forstår det ikke.<<
Hun prøvede at undlade, at sige noget, men til sidst kom hun helt hen til mig og hviskede mig ind i øret.
>>De tror alle han er homo.<<
Jeg forstod ikke hvorfor hun hviskede det. Alle tænkte det jo alligevel, og de var bestemt ikke bange for at sige det højt.
>>Og hvad så?<<
Hun kiggede på mig som om hun ikke forstod hvad jeg lige havde sagt.
>>Det er ikke ligefrem optur at være skabsbøsse i et så smadret samfund som vores.<<
Hendes mening faldt ikke helt i god jord hos mig.
>>Ved du overhovedet om han er det? Eller tror du bare på alt hvad du hører?<<
Hvorfor forsvarede jeg ham sådan? Det lignede mig slet ikke, og så kendte jeg ham jo ikke engang.
>>Det er jo tydeligt.<<
Tarveligt sagt.
>>Prøv at spørg ham inden du åbner din mund og lukker lort ud!<<

Pigen stod tilbage og så på mig med et snobbet blik.
Så gik jeg ud for at lede efter ham, men han var ikke lige så nem at finde nogle steder. Til sidst fandt jeg ham dog i skolegårdens yderkant, siddende på en bænk med en smøg i kæften.
>>Benjamin..
- Hvad vil du? Fortælle mig jeg er bøsse?
- Hvad snakker du om? Jeg var ikke engang med til det lort. Hør, jeg lagde mærke til hvordan de andre behandler dig, og jeg synes ikke det er okay..
- Jeg synes du skal have en medalje, du er virkelig en helt, wow.
- Du har ingen grund til at være så flabet over for mig. Vil du måske ikke gerne hjælpes?
- Okay heltinde, du skal være velkommen til at gøre en forskel, men jeg har altså ikke brug for din hjælp. Jeg kan faktisk godt klare mig selv.

- Det ved jeg ikke helt om jeg skal tro på. At blive kaldt bøsse..<<
Benjamin fór op og stod pludselig voldsomt tæt på mig.
>>Jeg er IKKE bøsse, okay?!<<
I et øjeblik var jeg tom for ord.
>>Rolig for helvede! Jeg sagde ikke du var bøsse! Men det er der tydeligvis andre der gør!<<
Han faldt lidt ned igen.
>>Ja.. Men jeg er alligevel ligeglad!<<
Jeg greb hans arm og rev op i jakkeærmet. En masse cut mærker på hans håndled kom til syne, men i en fart trak han armen til sig og foldede jakkeærmet ned igen.
Han sukkede højt og kiggede sig omkring, sikkert for at se, om der var nogen der holdt øje med os.
>>Det startede i 4. klasse. Jeg gik tit med en lyserød stramtsiddende T-shirt, og i lang tid var der ikke nogen problemer, men en dag da jeg kom hjem fra skole opdagede jeg, at der stod ord, som bøsse og homo over det hele på min skriveblok. Jeg må da indrømme, at jeg blev lidt ked.. øh, sur, men jeg kom hurtigt over det. Desværre blev det bare værre med tiden. Folk begyndte at hviske bag min ryg og det udviklede sig til, at de nu råber bøsse efter mig. Så ja. Men det er ikke så slemt, jeg er altså ligeglad.<<
Jeg så ham dybt i øjnene.
>>Det er du jo ikke.<<
Han svarede ikke, i stedet rejste han sig op og skulle lige til at gå. 
>>Jeg forstår dig godt.
- Det tror jeg nu ikke helt du gør.
- Min onkel var homoseksuel. Han skød sig selv da han var 21.
- Det var da synd for ham, men jeg har jo sagt jeg ikke er bøsse!
- Det ved jeg godt. Og jeg tror også på det. Men min onkel gennemgik det samme mareridt i skolen som dig.
- Marie, du..
- Maya.
- Maya, det er ikke så slemt som det ser ud. Du skal slet ikke tænke på mig.<<
Han smilte og så gik han. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...