Min dystre hemmelighed

Dette er en MEGET lang historie, så jeg forstår godt hvis I ikke orker at læse den, men da formålet var at få den hjem på papella, syntes jeg ligesom også der skulle være noget at læse.
"Min dystre hemmelighed" er historien om en ung piges besværlige tilværelse efter et voldsomt og ubehageligt familietraume fra fortiden.
Maya er en hel normal pige på 17, der bor i København, men hun har en fortid hun stadig kæmper rigtig meget med. Da hun var yngre blev hun misbrugt af sin far, men efter mange år stod hun frem med historien. Nu er faren forsvundet og Maya er konstant bange for, at han en dag vil finde hende og få hævn. Da Mayas familie bestående af hendes mor, hendes mors kæreste Jens og hendes storebror Mark, bliver trætte af konstant at føle sig utrygge, beslutter de sig for at flytte til den anden ende af Danmark. Men det er en beslutning Maya ikke har det godt med, for hun når nemlig at forelske sig i en dreng der får det bedste frem i hende

4Likes
0Kommentarer
614Visninger
AA

4. Et nyt kapitel

Jeg kunne ikke holde ud at være hjemme efter episoden tidligere, så jeg havde skrevet til Kristian og spurgt ham, om jeg kunne sove hos ham. Det var heldigvis helt i orden. Mor og Jens havde bedt mig om at blive, men jeg fortalte dem, at jeg bare havde brug for lidt luft til at tænke over tingene, så jeg løj og sagde jeg ville tage hjem til Nadja. Til sidst lod de mig gå.
Nu sad jeg så her hos Kristian i hans lille sofa og delte tæppe med ham mens jeg puttede mig ind til ham. Det var tydeligt jeg havde grædt, han havde også set det, var jeg sikker på. Han havde bare ikke spurgt ind til det, og det var egentlig rart, at han ikke prøvede at trænge sig på, men lige nu ville jeg helst have en at snakke med. Jeg havde bare aldrig fortalt nogen om min grimme hemmelighed. Ikke engang Nadja. Jeg havde bare fortalt hende, at min far var en kæmpe nar. At han havde været min mor utro. Men kunne jeg stole på Kristian? Kunne jeg overhovedet stole på nogen? Jeg snøftede og endelig åbnede han munden.

>>Maya, vil du fortælle mig hvad der er sket?<<
Jeg tog en slurk af den kop te han havde lavet til mig.
>>Der sker bare så meget i min familie lige for tiden.
- Er det på grund af det med din far?<<
Jeg kunne ikke længere holde tårerne tilbage. Årh, fucking lorte følelser!
>>Han er stadig efter mig. Ude på at få hævn.
- Hvordan kan du være så sikker på det?
- Fordi jeg overhørte en samtale mellem min mor og Jens hvor de snakkede om et opkald fra en ven af min fars der advarede os.
- Men ved du hvad han advarede jer mod? Måske var han bare bekymret, ligesom jer.
- Jeg havde en lang snak med min mor tidligere i dag, efter jeg indrømmede overfor dem, at jeg vidste hvad den rigtige grundt var til, at vi skal flytte. Hun fortalte mig det hele. Min far..<<
Jeg havde svært ved at kalde ham min far, det gjorde ondt. Kristian kyssede mig blidt på panden og jeg blev i lidt bedre humør.
>>Jeg er ret sikker på han vil hævne sig på mig fordi han mener jeg er skyld i, at min mor forlod ham.<<
Min krop begyndte at ryste en smule og jeg græd fortsat bare mere og mere. Kristian tyssede på mig og lagde mig helt ind til sig.
>>Jeg tror han vil slå mig ihjel.
- Sådan må du ikke sige, Maya. Det hele løser sig, det er jeg sikker på.
- Men jeg vil ikke væk herfra! Jeg vil ikke væk fra dig. Du er det bedste der er sket for mig.<<
Han nussede mig på kinden og så mig dybt i øjnene. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt. Han lænede sig frem og kyssede mig.

>>Jeg har aldrig før følt sådan for en anden pige, som jeg gør for dig, selvom vi ikke har kendt hinanden så længe. Men jeg er sikker på, at alting nok skal gå.
- Men hvad gør vi når jeg flytter? Jeg ved ikke om jeg kan klare det, Kristian.
- Selvfølgelig kan du det. Jeg kommer jo og besøger dig. Og du kan også besøge mig så meget du vil. Og snart flytter du alligevel hjemmefra og så kan vi jo bo sammen, hvis du altså vil.
- Selvfølgelig vil jeg det! Der er ikke noget jeg hellere vil, jeg ved bare ikke om jeg kan klare, ikke at kunne se dig hver dag.<<
Endnu engang lænede han sig frem og kyssede mig. Han førte an og lagde mig ned så han lå oven på mig. Vi blev bare ved med at kysse, men det var meget roligt og blidt, slet ikke ligesom til festen, faktisk meget bedre, nok fordi vi begge var ædru.
Først kyssede han mig blidt på munden, så videre ned på halsen. Sådan blev vi ved med bare at ligge og hygge og nusse, aldrig havde jeg nydt noget så meget. Fordi jeg var forelsket i ham.

 

Jeg vågnede næste morgen med den værste følelse. En blanding af ulykkelighed, ensomhed og angst. Kristian lå stadig og sov, og jeg kunne ikke nænne at vække ham. Eller at se på ham. Snart ville jeg være rejst og han ville blive her. Vores veje ville skilles og jeg måtte indse hvordan tingene var og beslutte hvad der skulle ske med os. Uanset hvad der end ville ske vidste jeg, at vi begge ville blive sårede i sidste ende.

Jeg rejste mig fra sengen og listede ud i gangen. Det gjorde så ondt at forlade ham fordi jeg vidste, at jeg måske var ved at sige farvel til det bedste i mit liv, men jeg blev nødt til at gå før han vågnede og jeg ville blive nødt til at fortælle ham om mine tanker og overvejelser.
Jeg skulle lige til at tage i håndtaget, da han selvfølgelig stod lige bag mig.
>>Havde du tænkt dig at gå uden at sige farvel?<<
Jeg tog en dyb indånding, vendte mig om og forberedte mig på at sige det.
>>Kristian, jeg tror vi er nødt til at stoppe det her. Jeg kan ikke holde tanken ud om, hvor meget jeg vil savne dig og hvor ked af det jeg vil være. Det kan jeg bare ikke klare.
- Og så er det bedre at stoppe det helt?
- Kristian, jeg ville ønske det ikke var sådan her..
- Maya, det vil jo ikke gøre smerten mindre at gøre det forbi! Du vil stadig savne mig lige så meget, det ved du også godt selv! Vi ved begge to det her er det bedste der nogensinde er sket for os, ødelæg det ikke!<<
Jeg kunne se han var vred, frustreret. Såret. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, så jeg vendte mig om for at gå.
>>Du gør ikke det her mod mig, Maya!
- Vi ses nok igen. Men farvel for nu.
- Vi kan løse det, Maya for fanden!<<
Jeg åbnede døren, så på ham en sidste gang. Han havde tårer i øjnene. Så trådte jeg ud af døren, ventede til den lukkede og blev stående et øjeblik. Jeg kunne høre Kristian bande og støjen fra noget der blev smadret mod væggen. Vrede. Gråd. Stilhed. Så gik jeg.

Da jeg kom hjem var alt som det plejede. Jeg havde det elendigt, var på grådens rand. Min mor så hvor ked af det jeg var, så hun kom hen og trøstede mig med et kram. Filmen knækkede og endnu engang brød jeg sammen i gråd i hendes arme.
>>Vi klarer det her sammen, Maya.
- Det ved jeg ikke om jeg gør, mor.
- Du skal nok se Nadja igen skat, bare rolig.
- Det er ikke det, mor!
- ..Din far kommer aldrig til at røre dig igen, skat!<<
Hun slap grebet om mig og jeg kiggede hende direkte i øjnene.
>>Mor, jeg er blevet forelsket! Han hedder Kristian og jeg vil ikke forlade ham!<<
Hun så mærkeligt på mig.
>>Jamen skat, du har da aldrig nævnt nogen Kristian.
- Nej, jeg har heller ikke kendt ham så længe, men han forstår mig bedre end nogen anden. Jeg er forelsket i ham!
- Maya. Har du fortalt ham om din far?
- Delvist.
Jeg fortalte bare vi skulle flytte på grund af ham.<<
Selvfølgelig løj jeg lidt, min mor behøvede ikke vide hele sandheden.

>>Men skat, du er kun 17 år, du skal nok finde den rigtige en dag.
- Mor, han er den rigtige, virkelig! Han lytter til mig, trøster mig og forstår mig bare! Han er ikke som nogen anden dreng jeg nogensinde har mødt!
- Det lyder da skønt skat, men nu ved han vel vi skal flytte?
- Ja.. jeg endte det også på en måde i morges. Han blev meget ked af det, tror jeg.
- Så kan hans forældre vel være der for ham og trøste ham lidt.
- Han bor ikke med sine forældre. Han er flyttet hjemmefra.
- Sig mig, hvor gammel er han, Maya?<<
Min mor så skeptisk på mig og jeg fortrød jeg havde fortalt hende så meget.
>>23..
- Maya! Hvad fanden tænker du dog på? Han er 6 år ældre end dig! Det er forkert på alle måder!
- Hvordan er det forkert hvis man elsker hinanden?
- Tro mig, det er ikke kærlighed! En mand i hans alder burde vide bedre! Han er sikkert kun ude på.. ja, det tror jeg vist godt du ved! Men godt du har endt det skat, for ham skal du ikke se igen.
- Du ved overhovedet ikke hvad du snakker om, så hold din kæft!<<
Det fløj bare ud af mig, det var slet ikke min mening at såre min mor, men jeg kunne se hun blev lidt ked af det. Hun havde det jo også rigtig svært.

 

Vi skulle allerede flytte ugen efter, så de næste par dage begyndte vi så småt at pakke vores ting. Det var virkelig hårdt, specielt da mit værelse næsten var helt tømt. Nadja havde skrevet en besked til mig om Kristian. Hun fortalte, at han var kommet op til hende, helt knust. Det var akavet, da hun ikke kendte ham, men de fik en god snak om tingene. Han hadede sig selv for at være så vild med mig og han ville ikke give op, havde han fortalt hende. Heldigvis kunne hun godt se det fra min side. Hun sagde han burde komme videre og glemme mig. Finde sig en ny pige. Men jeg ville ikke have han skulle komme videre, jeg ville ikke have han skulle glemme mig og jeg ville slet ikke have han skulle finde en ny, en anden pige end mig. Selvom det nok var det eneste rigtige.

Dagene gik og det blev onsdag, dagen hvor vi skulle flytte. En flyttebil holdt parkeret ude foran vores hus, og mor og Jens bar møbler ud i den med hjælp fra to flyttemænd. Jeg sad i vindueskarmen inde på mit værelse og prøvede at holde tårerne tilbage. Udenfor træk det op til regn, skyerne var helt mørkegrå og det blæste voldsomt. Mor og Jens skyndte sig ud med de sidste møbler, og de nåede det lige akkurat før regnen begyndte at styrte ned.
Jens kaldte på mig, men jeg ignorerede det og blev siddende i vinduet og betragtede begivenhederne udenfor.

Gaden var snart oversvømmet af regnvand, blæsten rev træerne rundt fra side til side og en bil susede gennem gaden, så der nærmest opstod en tsunami efter den. En fyr kun iført T-shirt gik gennem regnen, målrettet efter noget. Og det var lige hvad han var. Jeg slog for alvor øjnene op, da jeg så, at han drejede ind i vores have. Han gik med hastige skridt nærmere og nærmere huset, og da han kom tæt nok på, kunne jeg genkende ham. Jeg sprang impulsivt ned fra vindueskarmen og styrtede ud mod døren. Før han nåede at banke på, åbnede jeg døren.
>>Kristian?<<
Han stoppede op, et stykke på afstand.
>>Ti stille.
- Kristian, jeg..
- Maya! Prøv for en gang skyld bare at lytte!<<

Han løftede sine arme i en aggressiv bevægelse. De ellers så smukke, blå øjne strålede af smerte, en blanding af vrede og sorg måske.
>>Jeg er forelsket i dig. Faktisk føles det som om jeg er ved at blive vanvittig af det, af længsel! Jeg kan ikke klare det her vanvid!
- Nu overdriver..
- Du skal ikke fortælle mig du ikke har det på samme måde! Jeg kunne og jeg kan stadig se det i dine øjne, at du også elsker mig!<<
Jeg nikkede og så ned i jorden.
>>Hvordan kan du være så pisse egoistisk?<<
Der bristede det. Jeg kunne ikke bare stå og holde min mund og lytte til alle de anklager han kom med.
>>Hvad fanden er der galt med dig? Hvad vil du ellers have jeg skal gøre? Jeg har jo ikke selv valgt det her!
- Det er ikke det med flytningen for helvede! Det er den åndssvage beslutning du har taget, den fejl du har begået!
- Hvilken fucking fejl, Kristian?!
- Du kan sagtens holde fast i det vi har!
- Jamen jeg flytter jo, det bliver alt for besværligt!
- Se det er lige præcis problemet! Du er ikke stærk nok til at kæmpe for det der betyder noget for dig! Du giver bare op! Du ved slet ikke om det er så besværligt som du tror!<<
Vi stod helt tæt på hinanden nu.
>>Vi kunne jo starte med at se hvordan det går! Men hvis det ikke er værd for dig at kæmpe for, så..
- For helvede Kristian!! Jeg elsker dig så fucking meget, men jeg har alt for meget rod i mit liv til at være i et forhold lige nu!<<
Han væmmedes ved synes af mig, og trådte et par skridt tilbage.
>>Kristian. Jeg elsker dig altså! Det må du tro på!
- Åbenbart ikke højt nok til at kæmpe.<<
Jeg løb hen og greb fat om hans arm, men han skubbede mig væk.
>> Nej, Maya! Du skal ikke tænke på mig mere! Aldrig igen!<<
Så gik han, sparkede til en potteplante på vejen.
>>Hvem er det i virkeligheden der er egoistisk, hva?!<<
Jeg brød sammen i tårer og min mor og Mark kom stormende ud.
>>Hvad foregår der skat?!<< Min mor holdt mig tæt ind til favnen, og aede mig forsigtigt på kinden. Hun så op og fik øje på Kristian.
>>Hey!<<
Kristian vendte sig om og Mark så rødt.
Med knyttede næver og øjne der lyste op af vrede, rendte Mark efter ham.
>>Du skal aldrig komme i nærheden af min søster igen, er det forstået?!<< Mark råbte ham lige op i ansigtet og jeg havde lyst til at stoppe ham.
>>Det behøver du slet ikke bekymre dig om. Hun er død for mig!<<
Med det temperament som Mark har, kom det selvfølgelig ikke bag på mig, at han ikke kunne styre sin vrede. Han slog ud efter Kristian og ramte ham lige i ansigtet, så han faldt om på jorden. Heldigvis kom han hurtigt på benene igen, men i stedet for at slå tilbage, forsvandt han ud af haven.

 

Så tog vi af sted. Alt var pakket ned og huset stod tomt. Det var lidt ubehageligt at tænke på.
Jeg sad omme på bagsædet ved siden af Mark og prøvede at skjule tårerne der blev ved at trille ned ad kinderne på mig. En hånd aede mig hen over ryggen. Jeg undlod at kigge, for så ville han se mine røde, opsvulmede øjne. Men det var faktisk virkelig rart, at Mark sådan var der for mig da jeg virkelig havde brug for det.
Det lod til, at alle i familien forstod hvad det var jeg havde mest brug for lige nu. Støtte, men fred. Ingen spørgsmål, så det var virkelig rart, at hele køreturen foregik i fuldstændig ro. Så faldt jeg i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...