Min dystre hemmelighed

Dette er en MEGET lang historie, så jeg forstår godt hvis I ikke orker at læse den, men da formålet var at få den hjem på papella, syntes jeg ligesom også der skulle være noget at læse.
"Min dystre hemmelighed" er historien om en ung piges besværlige tilværelse efter et voldsomt og ubehageligt familietraume fra fortiden.
Maya er en hel normal pige på 17, der bor i København, men hun har en fortid hun stadig kæmper rigtig meget med. Da hun var yngre blev hun misbrugt af sin far, men efter mange år stod hun frem med historien. Nu er faren forsvundet og Maya er konstant bange for, at han en dag vil finde hende og få hævn. Da Mayas familie bestående af hendes mor, hendes mors kæreste Jens og hendes storebror Mark, bliver trætte af konstant at føle sig utrygge, beslutter de sig for at flytte til den anden ende af Danmark. Men det er en beslutning Maya ikke har det godt med, for hun når nemlig at forelske sig i en dreng der får det bedste frem i hende

4Likes
0Kommentarer
617Visninger
AA

8. En overraskelse

Klokken var lidt over 12 da jeg vågnede næste morgen. Jeg havde sovet længere og bedre end jeg havde gjort i rigtig lang tid.
Da jeg gik nedenunder var mor og Jens for længst taget af sted. Tænk at skulle arbejde på en søndag.
Lige som jeg tænkte, at Mark nok lå og sov, kom han ned af trapperne. Vores blikke mødtes og af en eller anden grund så han meget overrasket og anspændt ud. Og desuden havde han kun underbukser på, han plejede altid at have en T-shirt på når han kom ned i køkkenet.
>>Øh.. sov du ikke hos en veninde?
- Det har jeg aldrig sagt. Hvorfor opfører du dig så mærkeligt?<<
Han kiggede forvirret på mig og vidste ikke helt hvad han skulle sige.
>>Jeg er bare træt, tror jeg.<< fik han fremstammet og listede op på værelset igen.


Efter jeg havde spist morgenmad kom Mark igen listende ned i køkkenet, men denne gang ikke alene. En pige jeg aldrig før havde set gik bag ham iført en af hans gamle, grimme morgenkåber. Hun smilede og hilste, og jeg hilste tilbage. Akavet.

Det var en rigtig trist og grå dag med regn og torden, men heldigvis kunne jeg bare nyde, at jeg havde fri og intet skulle, ved at ligge i sofaen under min varme dyne med en kop te og en god film.

Sådan lå jeg hele dagen hen til sidst på eftermiddagen og så den ene film efter den anden. En rigtig afslappet søndag.
Men mine tanker havde kun været ét sted hele dagen. På Kristian. Lige siden snakken med Benjamin og den meget korte telefonsamtale med Kristian, havde savnet til ham bare vokset sig større og større. Men det var forbi. Jeg måtte indse det, selvom jeg ikke ville. Ikke kunne.

Lidt senere ringede telefonen. Det var nok mor der ringede og fortalte, at hun ville blive lidt forsinket eller sådan noget. Men nej.
>>Maya?<<
Den dejlige, varme stemme; den kendte jeg, den havde jeg savnet.
>>Kristian!<<
Der opstod et kort øjebliks tavshed. Ingen af os vidste rigtigt hvad vi skulle sige, men jeg kunne fornemme på ham, at han ikke bare ringede for at sige hej.
>>Kristian, jeg..
- Shhh.<<
Var han stadig sur? Ringede han mon bare for at skælde mig ud?
>>Jeg ville ønske jeg kunne være hos dig lige nu.<<
Hans dejlige stemme fik mit hjerte til at hamre løs. Jeg kunne mærke glæden sprede sig i hele min krop.
Han fortsatte.

>>Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det ser ud hos dig. Beskriv det.
- Okay, øh.. Det er et lille hvidt hus, ny renoveret indenfor, men lidt slidt at se uden på..
- Hvad med gaden? Hvordan ser der ud der? Jeg vil gerne se det hele for mig.<<
Jeg havde lyst til at spørge ham hvorfor han pludselig ville vide det, men i stedet for sagde jeg ikke noget og gik hen til vinduet.
>>Hvad ser du?
- Det regner meget. Rigtig meget. Himlen er sort og mørk, så der er ikke så meget at se, men her er en masse træer og..
- Gå ud og kig ud af døren så. Jeg vil gerne have et præcist billede.
- Okay.. <<
Så gik jeg ud i gangen og åbnede fordøren. Det stormede og var hundekoldt.
>>Jeg kan se nogle gadelamper og.. et lysende skilt på vejen.
- Et lysende skilt?<<
Jeg kiggede nærmere.
>>En bil tror jeg, en taxa måske.
- En taxa?
- Ja, øh..<<
Pludselig kunne jeg ane en skikke som steg ud af taxaen. Personen kom tættere på og jeg mærkede hvordan jeg følte mig utryg og ubehageligt til mode.
>>Der er nogen der.. hallo? Kristian?<<
Han havde lagt på. Hvad foregik der?
Personen kom tættere på, men stoppede så op og smed sin taske ned på jorden. Det var en dreng. Han foldede armene ud til siden som skulle han til at omfavne nogen.

I det øjeblik gik det op for mig.
>>Kristian? Kristian!<<
Jeg løb ud i regnen, og da jeg til min store overraskelse så, at det rent faktisk var Kristian der stod der i regnen, sprang jeg lige i armene på ham og knugede ham hårdt ind til mig.
>>Du aner ikke hvor meget jeg har savnet dig!<<
Min stemme knækkede over og jeg begyndte at hulke.
>>Det har været et helvede uden dig, Maya! Jeg elsker dig så helvedes meget!<<
Jeg gav ham et kæmpe kys og i det samme mærkede jeg hvordan en sten blev løftet fra mit hjerte.
Det regnede og tordnede og vi blev drivvåde, men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Jeg kunne stå her for evigt – når bare det var med ham. Aldrig havde jeg troet en kærlighed kunne være så stærk, men den jeg følte for Kristian var større end jeg kunne sætte ord på.

Da regnen og kulden tog til, besluttede vi os for at gå indenfor.

Vi satte os ned i sofaen og forberedte os på at snakke om alle de ting der havde kørt igennem vores hoveder de sidste måneder.
>>Jeg forlader dig aldrig igen, det lover jeg dig.<<
Mine øjne var røde og opsvulmede, jeg kunne slet ikke holde op med at græde. Han tog min hånd.
>>Og jeg forlader aldrig dig.<<
Jeg lænede mig ind over og kyssede ham blidt og længe.
>>Men vi har lidt et problem. Lige i dag er det meget heldigt, at min mor og Jens først kommer sent hjem i aften, så de opdager nok ikke du er her..
- Vent. Hvad? Må din mor da ikke vide jeg er her? Eller har du slet ikke fortalt hende om os?
- Nej og jo, men.. hun var ikke ligefrem glad for det.
- Hvad skal det sige?
- Hun synes du er.. lidt for gammel.<<
Kan kiggede på mig med et bekymret udtryk.
>>Ja, jeg kan jo ikke bebrejde hende. Det var jeg jo den første til selv at påpege.<< Han lo og kiggede kærligt på mig.
>>Men du har hele tiden haft ret, Maya. Alder betyder ikke noget hvis man virkelig elsker hinanden. Og jeg elsker virkelig dig.<<
Det der i virkeligheden skulle have været en fornuftig snak, udviklede sig i stedet til kærlige kys og nus på sofaen. Jeg følte dog jeg blev nødt til at afbryde det fordi jeg syntes det var vigtigt lige at nå at få snakket ud inden mor og Jens kom hjem. Så satte vi os til rette og fik en god og lang snak. Alle sandheder kom på bordet og jeg tror vi begge fik det meget bedre bagefter.
 

Lige da vi skulle til at gå i seng, ringede telefonen.
>>Nå, det er sikkert min mor.<<
Jeg løftede røret.
>>Hallo?<<
Intet svar.
Jeg kom til at tænke på her sidste aften, og et sug gik igennem min mave. Måske var det ikke Kristian der ringede ved en fejl sidst, måske var der nogen der prøvede at lave telefonfis – eller det der var værre.
>>Hvem end du er, stop med at ringe til mig!<<
Stadig intet svar, men en utydelig lyd der kunne lyde lidt som en vejrtrækning.
Jeg vendte mig om og så på Kristian.
>>Der er ikke nogen der svarer. Vil du ikke nok prøve at sige noget?
- Det er sikkert bare nogle små unger der ikke har andet at tage sig til.
- Kristian. Seriøst, vil du ikke nok?<<
Han nikkede og jeg gav ham røret.
>>Med mindre du har noget at sige, så stop venligst med at skræmme min kæreste. Tak.<< Mit hjerte smeltede da han kaldte mig det. Min kæreste.
I det samme Kristian havde sagt det, blev der lagt på.
>>Det lød som om røret blev smidt på.<<
Han kunne se på mig jeg var meget utilpas, så han gav mig et stort knus og mindede mig om, at han var hos mig nu, og at jeg ikke skulle være bange, og pludselig følte jeg mig mere tryg end nogensinde før.

På vej op ad trappen opdagede jeg Marks dør gå op. Fuck! Ham havde jeg helt glemt!
>>Hurtigt, træk din hætte over hovedet!<<
Kristian reagerede hurtigt og nåede lige akkurat at trække hætten over hovedet, da Mark kom ud. Han fik øje på Kristian og stoppede op.

>>Hvem er det?
Han så underligt på mig og pegede på Kristian. Han kunne heldigvis ikke genkende ham.
>>Hvem er hende pigen du har inde på dit værelse?<<
Så gik han, uden at svare og heldigvis uden at virke mistænksom.

Da vi stod ude foran værelset sagde jeg til ham, at han skulle gå ind og låse døren. Jeg skulle lige på badeværelset først.
Jeg børstede mine tænder så grundigt, så de næsten skinnede, tog lidt parfume på og rodede mit hår så det så vildt og sexet ud. Så gik jeg tilbage.
Jeg stoppede op ude foran døren og tog en dyb indånding. Så åbnede jeg og låste den efter mig igen.
Der stod han. Kun iført underbukser og strålede.
Jeg gik helt hen til ham, krammede ham og kyssede ham blidt og intenst på munden. Det her øjeblik havde jeg ubevidst gået og ventet på så længe. Han løftede mig op og bar mig hen til sengen. Lagde mig ned og lagde sig derefter oven på mig. Han kyssede mig først på halsen og så videre op på munden. I det øjeblik følte jeg mig endnu engang lykkelig. Faktisk kunne jeg ikke føle mig meget lykkeligere lige nu.
 

Jeg vågnede næste morgen, ved at min mor bankede på døren.
>>Maya, du skal op nu!<<
Fuck, det var jo mandag! Jeg måtte hurtigt finde på noget.
>>Jeg har fri i første time, mor!
- Er du nu sikker på det, skat?
- Ja, selvfølgelig er jeg sikker på det!
- Okay, men jeg skal lige ind med noget rent vasketøj, så låser du lige op?<<
Fuck, fuck, fuck.
>>2 minutter!<<
Jeg ruskede hårdt i Kristian!
>>Kristian! Vågn op!<< hviskede jeg.
Han vågnede og indså hurtigt, at han blev nødt til at gemme sig, så i en fart sprang hen ned på gulvet og krøb ind under sengen. Så gik jeg hen og låste op.
>>Her lugter lidt mærkeligt.<< hun kiggede mærkeligt omkring sig, men opdagede heldigvis ikke hans tøj der hang på en stol.
>>Jeg har heller ikke lige fået luftet ud for nyligt.
- Nej, det lugter mere af.. mandeparfume?
- Nå, det er nok Mark der har været herinde..<<
Hun kiggede underligt på mig, stillede kurven med rent vasketøj på gulvet og gik så ud igen.
>>Jens er taget på arbejde, og jeg kører nu. Du sørger bare for dig selv, ikke?
-Jo.<<

Da hun var gået, krøb Kristian frem og vi kunne ikke lade være med at grine af lettelse.
Vi hoppede i tøjet og gik nedenunder for at få lave noget morgenmad.
Kristian gav sig til at lave brunch, jeg bare sad og beundrede ham.
>>Hvad skal vi så lave i dag?<< spurgte jeg ham.
>>Vi kan lave lige hvad du vil.
- Jeg vil bare gerne være sammen med dig.
- Så lad os bare det.<<
Han vendte sig om og gik hen og kyssede mig på panden.

Senere da regnen var stoppet, besluttede vi os for at gå en tur. Vi gik ned til stranden, op forbi den lille mølle og ned langs markerne. Det var faktisk et meget smukt område, meget anderledes end København, men efter at have vænnet mig til det, begyndte jeg faktisk at elske at bo her.
Da vi kom tilbage fladede vi ud i sofaen med en god kærlighedsfilm. Vi så godt nok kun halvdelen af den, da vi ikke kunne modstå fristelsen om at kysse hinanden hver gang der var en romance i filmen.

Sent hen på aftenen ringede telefonen. Jeg så på Kristian og han så på mig.
>>Vil du ikke nok tage den?
- Hvad hvis det er din mor? Så finder hun jo ud af jeg er her.
- Nå ja.. hvad gør vi så?
- Enten tager du den, eller lader den ringe.<<
Vi besluttede os for det sidste.
Men efter kort tid ringede telefonen igen.
Mit hjerte begyndte at pumpe hårdere i brystet og jeg følte en snært af angst.
Endnu en gang lod vi den ringe, men da den ringede for tredje gang, tog jeg den.
>>Ha – hallo..?
- Er det dig Maya?<<
Det var min mors bedste veninde, Lene som vi ikke havde hørt fra længe, fordi hun stadig boede i København. Hun havde kendt min mor siden gymnasiet og derfor også min far som hun også var gode venner med dengang.
>>Hej Lene! Hvor er det længe siden vi har hørt fra dig!<<
Jeg var enormt lettet over, det bare var hende.
>>Ja.. ja, det har du ret i. Hør, er din mor hjemme?<<
Lige pludselig bemærkede jeg hun lød lidt anspændt, nervøs.
>>Nej, det er hun ikke, er der noget galt?
- Det skal du slet ikke tænke på, jeg skal bare have mig en snak med din mor, men hun har skiftet mobilnummer, ikke?
- Faktisk har hun ikke en mobil lige for tiden, hun plejer at låne kontorets telefon. Kan jeg give hende en besked?
- Pis..
- Lene hvad sker der?
- Øh, jeg kan ikke rigtig fortælle dig det søde, men..
- Du gør mig lidt bange nu, bør jeg være det??<<
Hun svarede ikke. Og i det samme fik jeg en anelse om hvad der kunne være galt.
>>Hvis det er noget med min far, så siger du det lige nu. Jeg er 17 år, ikke et lille barn.
Hun sukkede.
- Jeg tror han leder efter jer igen. Men bliv nu ikke bange, jeg er sikker på..
- Hvad mener du med du tror? Hvad har du hørt Lene?!
- Han ringede anonymt til mig, først lød det slet ikke som ham, han sagde han var en gammel ven der skulle sende et brev til din mor, så..
- Så du gav ham adressen?!
- Jeg er virkelig ked af det, jeg kunne slet ikke høre det var ham i starten!
- Tror du han er i Århus nu??
- Nej, han ringede for lidt siden.. Men Maya, tag det helt roligt, du..
- Er du sikker på han ikke er det??
- ..Nej.. men Maya, sig mig, kommer mor ikke snart hjem?
- Mor er på kursus og har fri nu, så hun er nok hjemme om et kvarters tid, Jens arbejder til halv ti i dag.
- Godt, godt. Vil du bede hende om at ringe til mig så snart hun kommer hjem?
- Det skal jeg nok.<<
Hele min krop rystede og jeg begyndte at græde. Heldigvis var Kristian hos mig. Han holdt mig tæt ind til sin krop og endnu engang følte jeg mig beskyttet, som havde jeg et skjold. Jeg turde ikke tænke på hvordan det havde set ud hvis jeg var alene lige nu.

>>Bare rolig, han kommer ikke til at røre dig. Og heller ikke din familie.<<
Han prøvede at berolige mig, men jeg kunne slet ikke snakke, havde mistet al luft og blev nødt til at sætte mig ned.
>>Vi klarer det her Maya. Er din bror ikke hjemme?
- Nej, det.. t-tror jeg ikke.<<
Da jeg havde siddet lidt og fået vejret, løb jeg ovenpå og bankede hårdt på døren ind til Marks værelse. Nej, han var ikke hjemme. I stedet ringede jeg ham op og heldigvis tog han den med det samme.
>>Mark! Hvor er du henne?
- Jeg er næsten hjemme, hvad sker der Maya?
- Du er nødt til at skynde dig, Lene har ringet og..<<
Så lagde han på og et kort øjeblik efter kom han stormende ind i stuen. Han stoppede brat op da han fik øje på Kristian. Hans øjne blev kolde og vrede.
>>Er det ham? Har han gjort dig noget Maya?!
- Nej Mark, det er ikke ham!
- Hvad fuck laver du her? Fattede du ikke da jeg sagde til dig du aldrig skulle komme tilbage?<<
Han kom nærmere og nærmere Kristian, men jeg stillede mig foran ham og prøvede at køle ham ned.
>>Mark, lyt nu!<< jeg kunne ikke stoppe tårerne og min hals blev tyk og tør.
>>Kristian kom i går og vi har snakket, og alt er okay! Men Lene ringede.. hun sagde.. at vores far ved hvor vi er..<<
I det samme ændrede hans udtryk sig. Han så pludselig skræmt ud.
>>Hvad er det du siger?
- Det er rigtigt Mark! Jeg er bange for.. han kommer.<<
Jeg begyndte at græde mere og mere, men hverken Mark eller Kristian gjorde noget. Mark var tydeligvis i chok og Kristian var bange for at blande sig, med Marks temperament.
>>Skal jeg ringe til mor?<<
Han lød ikke som sig selv og det gjorde mig bange.
>>Nej, lad være med det Mark! Hun er nok på vej hjem, det vil kun gøre det værre at ringe til hende.<<
Vi satte os alle tre ned i sofaen og ventede, helt stille. Jeg puttede mig ind til Kristian og holdt Mark i hånden, holdt godt fast.
Døren gik op, og mor kom ind. Hun lod til at være i godt humør, og ingen af os vidste hvad vi skulle sige eller gøre. Hun fik sig et chok da hun så Kristian, men Mark rejste sig op i en fart og åbnede munden. Der gik lidt tid, men til sidst kom ordene ud.
>>Mor.. vi er nødt til at snakke.. Lene har ringet.<<

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...