Min dystre hemmelighed

Dette er en MEGET lang historie, så jeg forstår godt hvis I ikke orker at læse den, men da formålet var at få den hjem på papella, syntes jeg ligesom også der skulle være noget at læse.
"Min dystre hemmelighed" er historien om en ung piges besværlige tilværelse efter et voldsomt og ubehageligt familietraume fra fortiden.
Maya er en hel normal pige på 17, der bor i København, men hun har en fortid hun stadig kæmper rigtig meget med. Da hun var yngre blev hun misbrugt af sin far, men efter mange år stod hun frem med historien. Nu er faren forsvundet og Maya er konstant bange for, at han en dag vil finde hende og få hævn. Da Mayas familie bestående af hendes mor, hendes mors kæreste Jens og hendes storebror Mark, bliver trætte af konstant at føle sig utrygge, beslutter de sig for at flytte til den anden ende af Danmark. Men det er en beslutning Maya ikke har det godt med, for hun når nemlig at forelske sig i en dreng der får det bedste frem i hende

4Likes
0Kommentarer
643Visninger
AA

7. Bekendelser og hemmeligheder

Dagen efter tog jeg op på hospitalet for at besøge Benjamin. Det var svært at finde rundt på de mange, lange gange, så jeg spurgte en sygeplejerske om vej.
Da jeg havde fundet værelset, bankede jeg på og åbnede forsigtigt døren. Der lå han med et blåt øje og mindre ridser og skræmmer. Han så på mig, sagde ikke noget, smilede bare. Jeg gik hen og satte mig på stolen ved siden af sengen, tog en dyb indånding.
>>Hvordan har du det?
- Jeg har det fint nok, tak.<<
Endnu et smil, men fyldt med smerte. Jeg overvejede længe hvordan jeg skulle formulere det spørgsmål jeg så gerne ville have svar på. Måske havde han ikke lyst til at tale om det, men jeg kunne ikke lade være med at spørge alligevel.
>>Hvad var det helt præcist der skete i går?<<
Smilet forsvandt og han så den anden vej.
Jeg kunne se han tænkte meget over, hvad han skulle sige.
Men så kom tilståelsen.
>>Jeg ville ikke indrømme det, men.. jeg er bøsse.<<
Jeg sagde ikke noget, vidste ikke hvordan jeg skulle reagere. Lade som om det kom bag på mig og virke overrasket eller vise, at jeg godt havde set den komme.
>>Jeg har haft følelser for Zahir længe..
- ...<<
Jeg var helt tom for ord, ikke fordi jeg var overrasket, men hvad skulle man egentlig sige i sådan en situation?
>>Men hvis det her kommer ud..!
- Selvfølgelig gør det ikke det! Jeg har faktisk også selv lidt af en bekendelse..<<

Han kiggede nysgerrigt på mig.
>>Jeg har været så dum. I går lavede jeg et væddemål med Zahir.
- Et væddemål?
- Ja.. Der er ikke rigtig nogen nem måde at sige det på, så jeg siger det bare lige ud. Zahir var overbevist om, at du ville lægge an på ham og jeg mente du ikke ville, så det væddede vi om, og hvis jeg tabte skulle jeg have sex med ham..
- Så du havde sex med ham??<<
Han så vred ud nu.
>>Han tvang mig til det selvom jeg sagde nej! Og så sagde han, at han havde fået følelser for mig. Benjamin jeg vidste jo ikke du..
- Hvorfor er du så egoistisk??
- Tror du jeg havde lyst til at bolle ham?
- Det ved jeg ikke. Jeg tror bare kun du tænkte på dig selv. Men er det ikke bare sådan du er?
- Du ved intet om mig, Benjamin!
- Er det så nu du fortæller mig du har haft et hårdt liv fordi du blev mobbet? Eller fordi dine forældre er skilt?
- Det er sgu da dig der sidder og siger du har haft det så meget hårdere end alle andre! I det mindste har jeg ikke ondt af mig selv!
- Ja, du har da helt sikkert kæmpet mere end mig, Maya, helt sikkert.<<
Jeg rejste mig op i vrede.
>>Har din far misbrugt dig da du var 8 år?! Har du hver dag i 9 år levet i frygt for at han en dag ville finde dig og slå dig ihjel?! Har du det, hva'? Nej det tror jeg kraftedeme ikke du har, så hold din kæft!<<
Mit hjerte slog hårdt i brystkassen og hele min krop rystede. Jeg kunne næsten ikke stå på mine egne ben.
Benjamin sagde ikke et ord, stirrede bare på mig med et blik der ikke sagde så lidt. Han var tydeligvis chokeret.

>>Undskyld Maya, jeg vidste ikke..
- Nej, det ved jeg godt, men derfor skal du ikke tro du kender mig.. For jeg har oplevet så meget i mit liv og jeg kan ikke beskrive hvor ondt det gør, hvor stort et hul det har efterladt i min sjæl!<<
Jeg satte mig ned på stolen igen og mærkede hvordan tårerne begyndte at strømme. Min hals blev tyk og jeg begyndte at hive efter vejret.
>>Maya, sæt dig her!<<
Jeg rejste mig, og gik med mine spaghettiben det ene skridt hen til hospitalssengen, og satte mig på kanten. Han lagde armene om mig og fik mig ned at ligge ved siden af ham. Jeg blev ved med at græde og hulke, men han trøstede mig, han var der for mig da jeg havde brug for det.
Da jeg var faldet lidt ned igen var jeg klar til at fortælle ham om mig selv. Fortælle ham om den del af mig selv kun de færreste kendte til. Min familie og Kristian, og snart også Benjamin.

 Jeg fortalte hele historien om, hvordan min far begyndte at voldtage mig da jeg var 8, hvordan jeg stod frem for min mor og hvordan vi smed ham ud og anmeldte ham, men at han aldrig blev fundet. Jeg fortalte ham også om opkaldet min mor havde fået og at det var grunden til, at vi flyttede hele vejen til Århus.
>>Wow Maya, jeg må indrømme du er modig.. At gå rundt med en konstant frygt for.. jeg forstår ikke du kan..
- Hver aften når jeg ligger mig til at sove forestiller jeg mig, at politiet har fundet ham, eller at det hele bare var én stor, ond drøm. Det beroliger mig altid lidt.<<
Han nikkede, meget forstående. 
>>Men du må love mig, at du heller ikke fortæller det her til nogen! Hvis det først kommer ud, ved jeg aldrig hvor det ender henne. I værste tilfælde..
- Tænk ikke sådan! Og selvfølgelig kunne jeg ikke finde på det! Aldrig.<<
Jeg nikkede. Sukkede, lettet. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg kunne stole på Benjamin.
>>Men det er ikke det hele. Hver gang jeg havde sex med en fyr følte jeg mig misbrugt og jeg græd altid bagefter. Men så kun en måned før vi skulle flytte, mødte jeg den mest fantastiske person.<<
Igen kunne jeg mærke mine øjne blive fugtige og en følelse af hjertesorger skar i mit indre.
>>Kristian. Jeg har aldrig elsket et andet menneske så højt. Han fik mig til at føle mig så speciel, føle mig elsket. Og vigtigst af alt; tryg. Jeg frygtede aldrig min far når jeg var sammen med ham. Men så skulle vi pludselig flytte. Jeg prøvede at overtale min mor om at blive, ved at fortælle, at jeg var blevet forelsket. Men Kristian er.. lidt ældre end mig, så min mor blev sur og sagde jeg ikke skulle se ham igen. Jeg måtte så gøre det forbi med ham og det var nok det sværeste  jeg nogensinde har gjort<< sagde jeg grådkvalt.
>>På flyttedagen kom han forbi mit hus.. Han råbte af mig fordi han var så ked af det og såret, men jeg var iskold. Jeg fortyder det så meget! Jeg fortryder det så fucking meget.<<
Benjamin tyssede på mig så jeg igen faldt lidt til ro.
>>Det skal nok gå, det er jeg sikker på.
- Nogle gange ved jeg ikke hvad der gør mest ondt. Det med min far, eller at jeg ikke længere har kontakt til Kristian. Men jeg ved godt jeg bare skal glemme ham, Kristian. Han er jo fortid.. Selvom han er den eneste der nogensinde har kunnet finde ud af at behandle mig rigtigt.
- Maya, du skal ikke glemme ham! Med tiden kommer du sikkert over ham, men du skal aldrig glemme en der gav dig livslysten tilbage.
- Men Asta sagde..
- Glem hvad Asta sagde, hun ved slet ikke hvad hun taler om, Maya.
- Gør du da det?
- Ja, altså.. Jeg havde engang en kæreste som jeg var utrolig forelsket i. Han var så dejlig, jeg elskede ham virkelig. Men der var stadig ikke nogen der vidste jeg var til fyre, så jeg ville holde det hemmeligt. Han gjorde så meget for mig, men jeg gav intet igen. Han ville vise mig frem for sin familie fordi han var stolt, men jeg ville ikke. Jeg kom faktisk engang til at sige; Jeg vil ikke have folk skal tænke sådan om mig! Det var det dummeste jeg kunne sige, men det fløj bare ud af mig. Der mistede jeg så det der betød allermest for mig.. Men jeg tænker stadig nogle gange tilbage og husker tiden som den bedste i mit liv. Det vil jeg aldrig nogensinde glemme. Så lov mig du heller ikke gør.<<
Fra det øjeblik var Benjamin den bedste ven jeg havde.

 

Da jeg kom hjem var det første jeg gjorde, at gå op på værelset. Under sengen lå den, kassen. Jeg fandt den frem og åbnede den forsigtigt til et syn af en masse gamle minder, billeder, breve og andre personlige ting der betød meget for mig. Men grunden til de var gemt og ikke stod fremme på et bord hvor de kunne glæde mig, var netop fordi nogle af dem gjorde mig så ked af det når jeg tænkte tilbage på de øjeblikke – savnet var simpelthen for stort. Selvfølgelig var det øverste billede det mest smertefulde. Kristian og mig. Et billede han engang havde taget med sit gamle kamera da vi sad hjemme i hans stue og så film og puttede os i dyner på en regnvejrsdag. Selvom kvaliteten ikke var den bedste, var det et dejligt billede. Vi så så glade ud.
Endnu engang kunne jeg næsten ikke holder tårerne tilbage, savnet kunne ikke beskrives.
Da jeg havde siddet og kigget længe på billedet, tog jeg en beslutning. Jeg tog min mobil og fandt nummeret frem i telefonbogen. Hans nummer. Efter en dyb indånding, ringede jeg op. Telefonen ringede længe og gik til sidst over på voicemail.
Jeg smed mobilen fra mig og fortalte mig selv, at det måske var det bedste. Men lige pludselig ringede den. Havde han sin mobil på ukendt nummer? Jeg tog telefonen.
>>Hallo? Kristian?<<
Intet svar, kun baggrundsstøj som jeg ikke kunne tyde .
>>Hallo?<<
Men der var ingen der svarede, så jeg lagde på.
Kort tid efter ringede den igen, men denne gang kunne jeg kende nummeret. Det var Kristians. Han havde sikkert sat den på ukendt ved en fejl. Mit hjerte begyndte at hamre og jeg blev pludselig i tvivl om jeg skulle tage den. Uden at tænke for meget over det, tog jeg en beslutning og svarede.

>>Hallo?
- Du har ringet?<<
Han lød ligeglad og følelseskold.
>>Ja, Kristian, jeg.. Jeg savner dig virkelig..<<
Jeg prøvede at finde ord, men snublede konstant over dem.
>>At slå op med dig er det værste jeg nogensinde har gjort.. Jeg elsker dig bare så pisse højt, og jeg vil ikke have nogen anden end dig, det håber jeg du ved..
>> …
- Kristian?<<
Så blev der lagt på og mit hjerte sank. Skete det virkelig lige? Lagde han på uden at sige så meget som et eneste ord?
Jeg lagde mig ned på sengen med ansigtet forplantet i puden. Jeg mærkede en kvalmende fornemmelse i maven, en stikkende fornemmelse af smerte. Det er sjovt som det passer når folk snakker om hjertesorger – man kan faktisk mærke det lige i hjertet, som om det synker og bliver tungere.

Med et sæt slog jeg øjnene op og opdagede jeg havde grædt mig selv i søvn. Klokken var lidt over 6 om aftenen, så mor og Jens var sikkert hjemme nu.
Jeg gik ud på badeværelset og hældte noget koldt vand i ansigtet.
Derefter gik jeg ned i køkkenet for at se om der var nogen hjemme.
>>Nå hej skat, du er hjemme!<<
Det var min mor.
>>Ja, jeg faldt åbenbart i søvn.
- Vil du hjælpe mig med at lave mad?<<
Normalt havde jeg bare sagt nej og gået min vej, men i dag havde jeg faktisk lyst til at være sammen med min mor, og det var jo heller ikke så slemt at hjælpe til.
>>Men i morgen kommer du nok til at være alene hjemme til rigtig sent.
- Hvorfor?
- Jeg skal på kursus og Jens har firmafest. Mark kender du jo, ham ved man aldrig helt hvor man har.
- Nå okay, så finder jeg bare på noget.<<

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...