Hate Loving You {1D}

Alle har sine hemmeligheder, og Louis Tomlinson er ikke anderledes på det punkt. Selvom hemmeligheder tit har det med at slippe ud, gør Louis Tomlinson alt for, at det ikke gør. Han er trodsalt en berømt popstjerne, og har ikke brug for at ødelægge hans allerede dårlige ry. Med sin hårde facade, ligeglad attitude og de mange one-night stands, som nu efterhånden er blevet et af hans kendetegn, skjuler han hemmeligheder, som kun få kender til. Bag hans mange tatoveringer skjuler han de mange ord, som han ikke kan få sagt. Louis Tomlinson er en navn, som de fleste kender til, derimod er Melody Adams et navn, som kun nogle få kan genkende, og en af dem, som kan det, er Louis Tomlinson. Hvad ligger der bag dette navn, og hvad gør han, når han møder en pige, som finder alle hans mørke hemmeligheder frem fra dybet og bringer dem op til overfladen?

18Likes
15Kommentarer
2123Visninger
AA

4. 1. Hide - {S}


”Tak fordi I gad komme”, lød det fra en storsmilende Ellen Degeneres, mens hun gav os hånden. Publikummet svarede øjeblikkeligt med en stor klapsalve, og vi smilede alle sammen ind i kameraet, som filmede os. Derefter lod jeg mit blik søge ud mod en kæmpe menneskemasse. Der stod tusindvis af mennesker både store og små. Jeg blev overrasket over menneskemængderne hver gang, da jeg efter mere end 3 år stadig ikke havde vænnet mig til det.

Selvom Ellen var en af dem, jeg elskede at blive interviewet af, var det, som om at alle de interviews vi var til, var begyndt at blive kedelige. Det var altid de samme spørgsmål, man blev stillet. En hel masse kedelige spørgsmål om bandet, fansene, vores ny album, hvem der havde kærester osv. Jeg var efterhånden godt træt af de kedelige gamle spørgsmål. Vi fik aldrig nogle nye, og det irriterede mig lidt. Folk burde da kunne finde på noget nyt at spørge om.

Jeg fattede i det hele taget bare ikke, hvorfor jeg skulle slæbes med til alle de her lorte interviews. Det var røvsygt og superkedeligt, og jeg spildte en hel masse tid, som jeg kunne bruge på meget andet. Jeg spildte en hel masse tid på at sidde i et fucking studie og blive interviewet af en eller anden røvsyg mand eller kvinde, som stillede mig de samme røvsyge spørgsmål.

Jeg vidste, at drenge og Ellen - mest Ellen- ikke vil lade mig sidde i min egen verden længere. Jeg ville snart blive stillet en spørgsmål, og jeg vil være nød til at svare på den. Og det fik jeg helt klart ret i, for ikke ret længe efter, valgte Ellen altså at få mig med i samtalen ved at stille mig et spørgsmål.

”Så Louis… Her forleden dag, så jeg et billede af dig foran natklubben Funky Buddha med en pige under armen, og før det så jeg et billede af dig med en brunette på natklubben Boujis… Og jeg må indrømme, at jeg har set mange billeder af dig med forskellige piger de sidste par dage…”, lagde hun ud med et skævt smil.

”Har det været nogen vilde nætter?”, tilføjede hun med et hånende blik og et stort smil, som ikke rigtig nåede hendes blå øjne.

”Lad os se billederne”, sagde hun, da hun ikke fik et svar fra mig.

Hun vendte sig lidt om, så hun kunne kigge mod en stor skærm, som stod bag os. Drengene kiggede også nysgerrigt på den, og langsomt kom der et billede af en smuk blondine og mig frem. Derefter kom der et billede af en anden blondine og mig, og så var der et billede af mig, som kyssede en brunette. Jeg kunne ikke engang huske deres navne. Drengenes udtryk skiftede hurtigt, og de satte sig tilbage i stolen og ventede på, at jeg ville svare.

”Har du en forklaring?”, lød det igen fra Ellen, og jeg vendte mig langsomt om på en provokerende måde, mens et flabede og selvsikkert smil spillede på mine læber. Den lesbiske tv-vært med det helt store smil og totalt overeagerede ansigtsudtryk, sad og så afventende på mig, og bag hendes store smil kunne man tydeligt se ondskaben. Hun ønskede helt klart at se mig i problemer.

Måske havde det nu heller ikke været det bedste at kalde hende for en lesbisk hundelort backstage. Men hun havde en helt mørkebrun agtigt jakkesæt på, og så var hun altså lesbisk. Så meget vidste jeg om hende. Men altså, det havde nu været meget sjovt at se hendes fornærmede ansigtsudtryk.

”Næh ikke sådan rigtigt”, svarede jeg efter lidt tid, da jeg følte, at hun havde ventet længe nok på et svar. Hun så virkelig overrasket på mig, og havde nok forventede, at jeg ville forsvare mig selv eller sige, at hun havde forfalsket billederne, og så vil hun vise os flere billeder og gør mig til grin. Men næ nej jeg var klog. Og jeg gad egentlig ikke diskutere. Der var jo ingen grund til at lyve.

Jeg kunne sagtens huske alle de aftner, selvom jeg havde været plørefuld hver gang. Det var efterhånden sket flere gange, at jeg var fuld, og så var jeg kommet til at hygge mig for meget med en pige. Hvis du forstår sådan en lille en.

”Så det er ægte?”, lød det overrasket og mistroisk fra Ellen. Jeg vidste godt, at drengene og management -mest management- ikke vil lade mig svare på det, så jeg lænede mig bare tilbage i sofaen med et tilfredst smil, mens Harry begyndte at forsvare mig.

”Selvfølgelig er det ikke sandt. Louis tager ikke ud og fester så meg-””Det er selvfølgelig photoshoppet”, afbrød Liam ham. Selv Liam var med på løgnene. Han plejede ellers ikke at bryde sig om at lyve, men hver gang dette spørgsmål kom op, var det altid løgnene, der blev serveret for intervieweren og medierne.

Men man skulle være helt dum, hvis man ikke vidste, hvad der var sandt, og hvad der var løgn nu. Emnet var jo blevet taget op tusindvis af gange, og hver gang kom vi med det samme svar. Det var photoshoppet. Billederne var ligeså sande, som jeg var levende.

”Vi har jo også prøvet det før, hvor vores billeder bliver redigeret på”, indskød Niall med et meget overbevisende smil. Det var lige før, at jeg selv troede på det.

”Selvfølgelig, det er klart”, sagde Ellen skuffet, men skjulte det bag en glad facade, og sendte mig et kort, sigende blik, før hun forsatte med næste spørgsmål.

Spørgsmålet med om jeg kunne forklare billederne, havde jeg hørt tusindvis af gange før, men aldrig havde jeg svaret på det. Det gjorde drengene eller management for mig. Vores bands rygte skulle ikke blive ødelagt. Hvis sandheden kom ud, vil vi miste fans. Vi vil miste publikum, og da publikum er lige med penge, turde vi ikke risikere det. Men jeg var ligeglad. Jeg var fucking ligeglad. Fansene kunne rende og hoppe. Fuck pengene. Jeg holdte ikke af de her ting længere. Alt, der betød noget for mig, var taget væk fra mig. Jeg levede min drøm, men det føles snarere som et mareridt. Et mareridt, som ikke havde nogen ende.

£

”Louis forhelvede, det her må stoppe!”, lød det med en sur mine fra Liam, før han bankede hårdt sin hånd ind i væggen. Jeg satte mig roligt i en af de store sofaer, som Niall havde.

”Hvad for noget skal stoppe?”, spurgte jeg flabet. Jeg vidste godt, hvad han snakkede om, men det var mest for at irritere ham, at jeg var så flabet. Vi vidste alle sammen udmærket godt, hvad han mente, for det var ikke noget nyt. Vi kendte alle sammen til min lidt for vilde byture, og vi vidste alle, hvad medierne kunne finde på at gøre.

”Vi kan altså ikke blive ved med at redde dig ud af alle dine problemer. Det er som om de vokser dag for dag. Men en dag går det helt galt, og så må du vinke farvel til bandet, os alle, og alt hvad der hedder penge”, lød det strengt fra Zayn, som nu også valgte at blande sig.

Jeg sukkede højlydt, så drengene kunne høre det, før jeg himlede åbenlyst med øjnene. Det var det samme gamle foredrag om ”min dårlige opførsel, som kunne koste bandet meget”. Efterhånden havde jeg hørt den mange gange.

”Louis, vi mener det dybt alvorligt. Modest ringede og sagde, at jeg skulle advare dig. De sagde, at du vil blive smidt ud af bandet, hvis du ikke passede bedre på”, lød det fra Harry med en trist mine. Jeg slog en høj og falsk latter op, for at provokere dem lidt ekstra. Som om Modest vil smide mig ud. Hvis de smed en af os ud fra bandet, ville One Direction ikke eksistere, og det vil sige ingen fans og dermed også ingen penge til Modest.

”Og det skulle jeg tage mig af fordi?”, spurgte jeg med et skævt smil. Jeg var da fuldstændig ligeglad med Modest.

”Louis, vi kan godt forstå, at du stadig er meget sur. Og du er specielt meget sur på Modest, fordi de ikke vil lade dig gøre, som du vil og alt det der, men kan du ikke bare forsøge?... For vores skyld? Please?”, lød det bedende fra Niall, og jeg bed min læbe.

Drengene betød meget for mig. Niall, Liam, Zayn og Harry. De var mine bedstevenner. Mine brødre. Jeg elskede dem højt, og de havde alle sammen en speciel plads i mit hjerte. De var faktisk de 5 personer, der betød mest for mig efter min familie. Men jeg havde lyst til at være som jeg var, og det kunne de ikke ændre på, derfor var jeg ligeglad, også selvom det var for deres skyld.

”Jeg er sgu da fuldstændig ligeglad med pengene og Modest! Modest kan rende mig i røven, de kan! Jeg gør, hvad jeg vil, og hvis det irriterer Modest, så er det jo bare bedre”, svarede jeg ligegyldigt, og for at gøre det mere tydeligt, hvor ligeglad jeg var, lod jeg en hånd glide igennem mit hår, før jeg kort tog min mobil op og studerede mit refleksion i den.

Sandheden var jo, at jeg ikke var helt ligeglad. Jeg syntes, at det var fucking irriterende, at Modest skulle bestemme alt for os. Jeg syntes, at det var så fucking irriterende, at de har sådan en kontrol over os, og det gjorde det fandme ikke bedre da de sagde, at jeg ikke måtte få en kæreste, fordi alle de andre drenge havde en kæreste udover Harry og mig, og der skulle åbenbart være 2, der var single, ellers vil det gøre, at bandet vil blive mindre populært. Fuck popularitet. Jeg havde bare brug for en, som jeg kunne kalde min.

Så for at vise, at de kraftedme ikke skulle tro, at de kunne rende rundt og hundse med mig, tog jeg meget ofte på natklubber, og drak mig stangstiv for så at hygge mig med en eller anden random pige. Jeg blev altid stangstiv, høj, eller nogle gange begge dele og ja… så kom der altid et par forside billede ud af det.

”Er du da også fuldstændig ligeglad med os? Vi- dine venner- betyder intet for dig?”, spurgte Harry, og jeg kunne tydeligt se, at han var såret. Men hans ord gjorde mig bare mere vred.

”Jer? Mine venner?”, spyttede jeg hårdt ud.

”Det eneste, I gør, er at hele tiden rette på mig eller brokke jer over mig. Har I nogensinde overvejet, at det bare er sådan, jeg har lyst til at være? Har I nogensinde overvejet, at der er noget bag de ting, jeg gør? Skal I absolut rende rundt og sig, at jeg skal ændre mig? Skal I absolut ændre på mig?”, spurgte jeg hårdt, og de kiggede alle sammen overrasket på mig. Ja, måske sagde jeg for meget, men de skulle have det banket ind i deres hjerner. Jeg havde lyst til at være, sådan som jeg var.

”Så vidt jeg ved retter venner ikke på hinanden, og det gør bedste venner specielt ikke. De accepterer hinandens fejltagelser, og de accepterer dem, som de er. De bliver ikke ved med at ændre på personen”, tilføjede jeg hårdt. Jeg var fucking sur. De skulle ikke bestemme over mig. Modest skulle ikke bestemme over mig. Jeg troede, at jeg havde gjort det klart og tydeligt, men næh nej sådan noget forstod de ikke.

Med de ord rejste jeg mig op fra sofaen, gik ud i gangen, tog min jakke, og forlod lejligheden. Jeg havde ikke lyst til at være der længere. Jeg havde ikke lyst til at være blandt folk, som ikke accepterede mig, som jeg var. Jeg havde spildt nok tid for i dag. Nu havde jeg kun brug for en ting, og det var at feste. 

 

-----------------------------------

Det er så første kapitel, og vi undskylder virkelig meget for den lange ventetid,

og tusind tusind tak for de mange favoritlister og likes! I er fantastiske! - Sandy xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...