Du kan ikke flygte for altid!

Det her er mit bidrag til Halloween konkurrencen. Jeg har valgt mulighed 2, og jeg har skrevet ud fra begge billeder.

Historien er om en pige på omkring 14-15 år. Som bliver mere eller mindre "fanget" i hendes eget hoved.

2Likes
16Kommentarer
335Visninger

1. One shot

Gyser historie!

 

Stemmerne de var der, de overtog hendes sind. Hun prøvede, ligesom alle andre, forgæves at slippe fri. Hun lå i sin seng mens hun vred sig i pinefulde kramper. Midten af hendes krop blev trukket op med usynlige snore som skar og sveg i hendes sarte hud. Hun skreg i smerte, og hun kunne mærke hendes stemme blev mere og mere ødelagt af det. ”STOP!” tænkte hun, og med et faldt hele hendes forpinte krop sammen, ned på få sengen. Der lå hun så, kunne hverken bevæge sig, eller sige noget. Hun stirrede tomt op i loftet. Hedes øjne viste ingenting, overhovedet ingenting.

Hun så så død ud som hun lå der. Hele hende krop var ligbleg og fyldt med usynlige, men smertefulde, ar. Hendes ellers så funklende grønne øjne, var for forpinte til at vise følelser. Hendes øjne lignede allermest bare to matte indsunkede kugler. Man kunne kun lige ane det lave åndedræt, som var det eneste tegn på liv fra hende. Sådan lå hun i det der føltes som evigheder, da det begyndte igen.

Du kan ikke flygte fra os.

Du ved at vi har ret.

Du ved det vil ske!

Hissede stemmerne, men de ebbede ud igen. Hun vidste de havde ret. Med et ryk sad hun ret op, som havde én banket en planke i ryggen på hende.

”AAAARGHHHH!” Hun skreg af smerte, smerten som åd hende op inde fra. Hun kunne mærke det helt ude i fingerspidserne hvordan det kriblede under hendes hud. Som hvis tusinde små edderkopper prøvede at komme ud gennem hendes hud. Endnu et skrig banede sig vej op gennem hende hals, og med det var hendes stemme væk. Hun tog sig til halsen og prøvede at sige noget.

 I det samme slog det hende, hun kunne ikke blive i huset! Hun samlede kræfter til at løbe, og hun løb for livet. Gennem værelset, langs gangen, ned ad den smalle trappe, og ud gennem den store egetræsdør. Hun standsede, hun havde ingen idé om hvor hun ar faktiske. Panikken ramte hende og hun begyndte at flippe helt ud. Hendes vejrtækning var hurtig og i små hårde stød.

Hun kunne se en skov som tårnede sig over hende, og som omringede hele huset. Hendes øje flakkede rundt over det hele, desperat efter at finde en anden vej. Men selvfølgelig var der ingen anden vej. Hun lukkede øjnene da hun og det første skridt ind i skoven

Hun åbnede langsomt sine øjne, og en skikkelse hvirvlede hurtigt rundt om hende, og med et var den væk igen.

Mit barn. Du er her. Jeg har savnet dig. Vi kan endelig være sammen igen!

Den stemme! Det kunne ikke være rigtigt! Hun kiggede sig fortvivlet rundt i den store tågede skov. Lige frem for hende, oppe ved husets kant, kunne hun se hende som hun frygtede mest. Den sorte skikkelse var iført en smuk sort kjole. De var strammet godt ind om taljen. Skikkelsen svævede ganske langsomt imod hende. Hun kunne mærke hendes åre fryse til is, og hårene på armene rejse sig. Hun ville inderligt gerne flytte sig, men hendes fødder reagerede ikke.

”Hvorfor mig, hvorfor mig!?” Tænkte hun ”Hvordan!?” De døde stod da ikke bare op?

I mellemtiden var skikkelsen kommet helt hen til hende, og stod og kiggede på hende, med en moders omsorgsfulde blik. Mens hun aede hendes kind, med sine ligblege døde hænder

Du skal ikke være bange min skat, mor er her. Jeg skal nok passe på dig. Tag med mig, der er så godt hvor jeg er nu, du vil elske det.

Hun fik sin stemme igen med et ”Du skal ikke snakke til mig. Du er ikke min mor! Og jeg vil ikke med!” Hvæsede hun af skikkelsen.

Med det var det omsorgsfulde blik væk, og var blevet erstattet med et der ulmede af vrede og raseri.

Hvor vover du snakke sådan til mig!? Arghhhhh! Du kommer med mig! LIGEMEGET HVAD!

Hun stod lammet af skræk, mens skikkelsen fløj over mod hende og borede sig ind i hende. Hun åbnede munden for at skrige, men ikke en lyd kom ud. Indvendig skreg hendes krop dog af smerte, mens skikkelsen overtog hendes krop, men ikke hendes tanker. Hun strittede imod, men til ingen nytte. Hun kunne ikke mere, hun have ingen energi tilbage.

Hendes fødder begyndte at flytte sig, de bevægede sig over imod huset igen. Hun valgte ikke at kæmpe imod, da det alligevel ikke ville hjælpe.

Da de gik in i huset, og videre ind i den smadrede stue så hun forskellige ting, som hun ikke havde lyst til at se. Blod. Itu slåede spejle. Smadrede glas. Ødelagt porcelæn. Og midt i det hele var der en skammel.

Hun så panikslagen på skamlen, og kiggede op over den, hvilket hun fortrød med det samme. Hun blev tvunget op på skamlen af sin ”egen” krop, og tog det afskyelige reb om sin hals. Hun håbede inderligt at det ikke ville ske. Hun kæmpede imod med det sidste hun havde!

 

Og med et var alting væk, og hun slog øjnene op. Hun lå derhjemme, tryg og varm i sin egen seng. Hun kiggede rundt, hun kunne mærke en isende kulde.

DU KAN IKKE FLYGTE FOR ALTID!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...