The killer is yours | The Hunger Games

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2013
  • Opdateret: 13 okt. 2013
  • Status: Igang
Sylvia lever i distrikt 2 og har derfor muligheden for at blive ambisoner hvis hun bliver valgt til Dødsspillet - Hvilket er det hun bliver. Hun skal kæmpe mod sit eget distrikt og alle de andre fra de yderligere 11 distrikter udover hendes eget - Men Sylvia der altid har været en stille, dog muskuløs, rolig pige, vil have rigtig svært ved at såre eller myrde sine venner, selv dem, hun hader fra de andre distrikter. Mon hun er stærk nok? Følg med.

10Likes
0Kommentarer
519Visninger
AA

3. Sorg.

,,Kan du kæmpe?" Miggo rynkede panden og studerede mig på en ubehagelig måde. ,,Nej" Svarede jeg mumlende. Han sukkede dybt. ,,Kan du kaste med knive?" Han stirrede mig direkte ind i øjnene - Hans øjne var kulsorte. Der gik et gys igennem mig. ,,Nej," Gentog jeg. ,,Hvad med forsvar? Lidt selvforsvar kan du da godt, ikke?" Hans stemme blev nervøs på mine vegne, og han rettede på sit fimsede, stive hår med alt, alt for meget hårspray i. ,,Tjo .." Var det eneste jeg nåede at sige, før han greb hårdt fat i min arm. Jeg snerrede uvilkårligt og placerede et hårdt spark på hans skinneben. Han løsnede grebet og smilede. Der var ingen smerte at spore i hans øjne, kun fryd. ,,Godt, Sylvia. Så lidt kan du da," Han klappede mig på kinden og hvinede smilende. ,,Miggo? Må jeg spørge dig om noget?" Røg det ud af mig - For helvede, Sylvia! Hans øjne lyste op i et bredt smil. ,,Selvfølgelig, min skat. Spørg mig om alt du lyster," Okay, jeg kan gå med til at kan klapper mig på kinden som en anden ulydig vovse, men kalde mig skat? Fy for satan. Men jeg knyttede bare næverne som jeg altid plejer, og smilede anstrengt. Han skulle trods alt være min mentor - Jeg skulle yde respekt. ,,Hvad hed du før? Jeg mener, før 'Miggo'? For ingen ved .." Jeg bremsede mig selv. Hvad var der galt med mig? ,,For det lyder ikke helt normalt," Jeg skar en grimasse og kneb læberne hårdt sammen i fortrydelse. Jeg skulle være god - Ikke fordømmende. Miggo slog op i en latter, og jeg blev næsten blæst tilbage af støjen som måtte være et meget kort og underligt latterbrøl. ,,Jeg hed Michael." Sagde han, igen stille. 

Michael, Michael .. Hvor havde jeg hørt det før? Michael .. Pludselig stak det i mit bryst, og jeg gispede efter vejret. Skriget genlød i mit hoved og synet af min far's lemlæstede krop med kniven igennem maven og spyddet igennem hjertet fløj frem og tilbage inde i mit hoved. Michael. Min far, Michael Tresther. Bell sprang op fra den bænk hun sad på et lidt for langt stykke væk fra mig, og gloede på Miggo. Hendes læber formede ordene jeg aldrig havde håbet hun ville udtale ved sine fulde fem - 'Labyrinten rører ikke den stærkeste'. Og så vidste jeg, at Bell var modnet.

_________________________________________________________________________

Okay, lidt kort. Men har en god idé til et nyt kapitel, tehehehe. :3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...