The killer is yours | The Hunger Games

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2013
  • Opdateret: 13 okt. 2013
  • Status: Igang
Sylvia lever i distrikt 2 og har derfor muligheden for at blive ambisoner hvis hun bliver valgt til Dødsspillet - Hvilket er det hun bliver. Hun skal kæmpe mod sit eget distrikt og alle de andre fra de yderligere 11 distrikter udover hendes eget - Men Sylvia der altid har været en stille, dog muskuløs, rolig pige, vil have rigtig svært ved at såre eller myrde sine venner, selv dem, hun hader fra de andre distrikter. Mon hun er stærk nok? Følg med.

10Likes
0Kommentarer
545Visninger
AA

2. Lodtrækning.

Det gør mig altså ikke mindre nervøs at det her bliver sendt på fjernsynet. Det får ikke mine hænder til at stå stille eller mine ben til at blive rolige Jeg ryster helt inde fra hjertet af, da mit navn bliver råbt ud i mængden. Mig, af alle de hundredviser af indbyggere i mit distrikt - Mig, kun med 1 enkelt lod. Mig, der altid har været så sød og gavmild og venlig mod alle - Jeg skal overleve, udelukkende ved at slå andre folk ihjel. Giver det mening? Nej. ,,Sylvia Tresther" Mit navn, orderne der bliver råbt i protest, giver genlyd i mit hoved. ,,NEEJ!" Er der en der skriger - Casha. Jeg stirrer på hende. - Hun plejer virkelig ikke at kunne lide mig, hvorfor beskytter hun mig? Men Casha er ikke færdig med at skrige. Hun giver mig et hårdt skulderskub så jeg falder og skraber håndfladerne, men så når hun kun lige at træde mig over fødderne før hun løber op til den store 'scene'.

,,Sylvia? Helt ærligt?!" Hvæser hun, og vores præsident, der har råbt mit navn op, stirrer chokeret på hende. ,,Er der problemer, Cathina?" Hans stemme er dyb og en smule nervøs - Jeg bebrejder ikke hans nervøsitet. Casha er dobbelt så stor som ham, selvom han kun er midt i 30'erne og Casha knap er 17. Jeg ser at han diskret laver et håndtegn bag sin ryg og 2 enorme mænd træder op på scenen ved hans sider. Han slapper af igen og sender Casha et iskoldt blik. ,,Cathina, hvis du har et problem med min fuldstændig tilfældige valg af en kvindesoner, må du fremstå tydeligere. Hvad er dit problem?" Hans stemme giver mig kuldegysninger, og de 2 sikkerhedsvagter knytter næverne og knækker truende fingrene. Casha fortrækker ikke en mine. ,,Hun," Hvæser Casha og kaster med hovedet i min retning. ,,Er den svageste af os alle sammen. Hvorfor fanden er hun blevet valgt? Vi har jo ikke en satans chance?!" Hun er opstemt og helt rød i hovedet af raseri. ,,Hvis du er så utilfreds, så må du jo tage hendes plads, Cathina." Præsidentens stemme er behersket med en sydende undertone, og Casha krymper sig i et splitsekund og kniber øjnene sammen. ,,Som om jeg ikke ville nyde at se hende der død! Jeg tænker for helvede på vores distrikt, for fanden!" Hun slår knytnæverne sammen og sender mig et gyseligt blik, som om hun tror, at jeg ønsker det her. At jeg ønsker at blive slået ihjel. Selvfølgelig har jeg en større chance end visse andre fra visse andre distrikter, fordi jeg netop er fra dette distrikt og har muligheden for at alliere mig med de stærkeste - Ikke at jeg vil benytte muligheden. Men den er der. Og inderst inde, så er jeg vel taknemmelig.

,,Hold da op, hende der Cathina er langt ude," Bell kigger på mig og hiver tøjet op ad den store spand med vand. ,,Hun vil kaldes Casha," Siger jeg ligeud, og kigger ned i gulvet. Jeg har altid været for sød mod folk. Hvorfor? Bell er ligeglad med andre. Hun er min eneste levende familie, så jeg må vel tro på, at det kommer fra en af mine afdøde forældre. Det giver et stik i hjertet at tænke på mor, der altid strøg mig hen over håret og fortalte mig at alting ville blive okay hvis bare jeg troede på mig selv, og far, der lærte mig at kæmpe som en ambisoner i smug uden mor. Bell var med nogen gange, men fordi at hun ikke var fyldt 11 før de begge døde, var hun for ung. Nu er jeg 16, Bell fylder snart 12 og jeg har opfostret Bell som mit eget barn. Og nu skal hun passe sig selv mens hun ser mig blive myrdet på live fjernsyn - Dejlig barndom at have. Jeg føler mig så ked af det på hendes vegne. 

,,Sylvia?" Bell's stemme ryster. Den er lav og forskræmt. ,,Tag det roligt, søde. Jeg kan klare det selv," Bell stirrer på mig med store øjne. ,,Gå ind i seng. Jeg kommer lige om lidt," Siger jeg så, og hun klemmer sit tøjdyr mellem hænderne og løber ind på vores værelse. Jeg vender mig mod de 2 mænd der står med et surt blik og holder en kniv i hånden hver. ,,Jeg har ingen penge," Siger jeg modløst. Den ene af mændene tager fat i min arm, og jeg kan mærke mine fingerspidser summe. Så bliver hele min arm fra albuen og ned følelsesløs og jeg snerrer af dem. Jeg trækker en kniv op af min taske på ryggen som jeg bruger til at skære det månedlige kød ud vi får og som jeg altid har på mig i tilfælde af dette problem, som jeg dog har oplevet et par gange før. ,,Hvorfor mig?" Klynker jeg falsk og udstøder et hulk - Halvt ægte, halvt falsk. Det gør faktisk helt utroligt ondt i min arm. Mændene glor forvirret på hinanden. ,,Hvad har jeg gjort? Jeg dør snart!" Tuder jeg, og grebet om min arm bliver løsnet. Jeg griber chancen, og hiver kødkniven frem og hugger ned i mandens arm med et hurtigt stød. Han skriger af smerte og vælter omkuld på jorden. Det var bare meningen at give ham et ordentligt stød i armen så han slap mig - Istedet hænger armen nu kun i huden og han skriger flere gange af smerte. ,,Du egner dig vist mere til dødsspillet end forventet." Mumler den ene af manden, blinker til mig og smiler et skævt smil. Der er had bag venligheden, det er tydeligt. ,,Du skal få det betalt," Hvisler han så, og så tager han fat i den sårede mand der stadig skriger og sparker døren i med et brag. Jeg stønner. Hvad fanden skulle det til for? 

Jeg løber ud på badeværelset, henter en masse klorin og en gulvmoppe og skrubber gulvet rent for blod. Bell kommer listende med pupillerne til at fylde hele øjet. ,,Hvad sker der?" Hendes stemme ryster og hun knuger sit tøjdyr. Hun er nu et meget kvikt barn. Jeg tror hele tiden at jeg skal beskytte hende, som da hun var 8 og jeg på hendes alder, da far og mor døde. Men Bell kunne sagtens klare sig uden mig - Bare ikke i situationer som denne. ,,Ikke noget, Bell.." Sukker jeg, og de sidste spor af blod forsvinder ind i moppen. ,,Er du såret?" Spørger hun så og lader tøjdyret, der forestiller en giraf, dumpe ned på gulvet og løbe hen til mig. Jeg løfter hende op i mine arme og ser ind i hendes øjne. ,,Du er blevet så stor," Hvisker jeg bare til hende, og hun snøfter. Er hun stadig den lille, søde Bell der græder sig selv i søvn og jeg er det eneste der hjælper? Eller er hun modnet? Jeg håber aldrig, at Bell modner. ,,Du skal være min lillesøster for altid, Bell. Lige meget hvad der sker. Du må aldrig forlade mig. Vel?" Mumler jeg ind i hendes hår, og hun nikker. ,,Jeg elsker dig, Sylvia. Altid og forevigt," Siger hun, og jeg knuger hende ind til mig. Bell. Jeg skal forlade hende. Bell. Jeg elsker hende. Bell. Min engel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...