What is love?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2013
  • Opdateret: 30 dec. 2013
  • Status: Færdig
Livet går ikke altid som man vil have det, især ikke når man er ung og aldrig har prøvet kærligheden. Det er blandt andet Sehun som bare går fra pige til pige, uden følelser, og Minhee som aldrig rigtig har haft en kæreste. Men så er der noget der hedder skæbnen. Nogle tror på det, andre gør ikke, men vil Minhee og Sehun tro på det, når de støder ind i hinanden? Eller er det bare endnu et dumt ord som kærlighed?

Historie og poster af Emma

Det her er et bidrag til konkurrencen: Kampen mellem fandoms. Og jeg har valgt fandommen KPOP(:

17Likes
81Kommentarer
1367Visninger
AA

11. Kapitel 9: Should I?

Minhees synsvinkel

Af en eller anden grund blev Sehun ved med at køre rundt i mine tanker. Hver gang jeg tænkte på et eller andet, dukkede han op. Selv da jeg et tidspunkt tænkte på at jeg skulle til tandlægen, dukkede han lige pludselig op i mine tanker. Jeg følte, at jeg var ved at blive sindssyg, og at jeg ikke længere kunne styre mine egne tanker, da jeg ikke lige altid følte for at tænkte på Sehun.

Måden han dukkede op i mine tanker på gjorde mig frustreret og irriteret, da han lige pludselig bare kom. På de mest uventede tidspunkter.

Jeg åbnede min dør ind til huset og betragtede Eunji gå ind ad den og sætte sin taske på gulvet.

Lige siden vi havde været børn, havde jeg altid misundet hendes sorte glatte hår og store brune øjne, hvilket fik hende til at se så sød ud. Hvor jeg derimod, havde sort med fald og almindelig kedelige øjne. Dog ville jeg ikke ændre noget ved mig selv.

Sammen gik vi ind i stuen og tændte for fjernsynet, imens vi satte os i sofaen.

 

Eunjis synsvinkel

Kai havde fortalt mig at Sehun kunne lide Minhee, og jeg havde mere end bare lyst til at fortælle hende det – det havde jeg virkelig – men jeg ville ikke være en god ven, hvis jeg gjorde det. Plus, det ville være sødere, hvis Sehun selv fortalte det til hende. Nu skulle jeg bare vente og være tålmodig, men det var godt nok svært! ”Hvad tænker du på?” spurgte Minhee og stirrede på fjernsynet. ”Jeg ved ikke,” sagde jeg. ”Så du ved ikke, hvad du tænker på?” spurgte hun skeptisk og løftede det ene øjenbryn. ”Nej, eller jo. Jeg tænkte på Sehun,” svarede jeg og havde mest af alt lyst til at slå mig selv i ansigtet, da hun nu ville få forkerte tanker. ”Virkelig? Hvad tænkte du?” spurgte hun. Nysgerrige pige! ”Jeg tænkte bare på om I en dag ville komme til at kunne lide hinanden,” svarede jeg, trak på skuldrene og rejste mig op. ”Jeg går lige på toilettet,” sagde jeg, og inden hun kunne nå at sige noget, var jeg allerede ovenpå og lukkede døren til toilettet.

 

Sehuns synsvinkel

”Kai, jeg har virkelig lyst til at invitere hende ud,” sagde jeg og rev i hans arm. ”Pas på, du får mig til at tabe,” sagde han og slog min hånd væk og kiggede koncentreret på skærmen. Vi spillede fifa, men jeg havde givet op, fordi han blev ved med at tage bolden fra mig. ”Sikke en god ven du er,” sagde jeg sarkastisk og himlede med øjnene.

”Jamen, så gør det,” sagde han, som om det var det nemmeste på jorden. ”Det kan du sagtens sige,” svarede jeg og skubbede til ham igen. Han sukkede højt, da han mistede bolden, og jeg kunne ikke lade vær med at smile, fordi nu kunne han mærke, hvordan det var at miste bolden.

”Igen, hvad har du at miste?” spurgte han og kiggede alvorligt på mig. Der var halvleg nu, så han kunne godt tage øjnene af skærmen. ”Jeg ved det godt, men jeg kan bare ikke,” sagde jeg og bed mig i læben. ”Det er okay, Sehun. Tag den tid du har brug for,” sagde han og lagde en hånd på min skulder, da der blev fløjtet. ”Nå, så skal vi vist i gang igen,” sagde han, drejede rundt på stolen og spillede bolden fra spiller til spiller.

 

For hver dag der gik, blev mine følelser større og større for hende. Prøv lige at hør på mig, jeg lød som et forelsket barn som slet ikke kendte til kærlighed, men jeg løj ikke engang, det var sandt, om jeg så ville have det eller ej. Jeg kunne stadig ikke tage mig sammen til at spørge hende, men noget sagde mig, at jeg snart gjorde det. Måske fordi jeg snart ikke kunne vente og blev nødt til det, da jeg snart ikke kunne styre mig.

”Sehun?” nærmest råbte Eunji og viftede sin hånd foran mine øjne. ”Ja, hvad er der?” spurgte jeg og kiggede irriteret på hende. ”Er du vågen?” spurgte hun og himlede med øjnene. ”Ja, hvorfor skulle jeg ikke være det?” spurgte jeg. Hun smilede stort. ”Det kunne være at du tænkte på nogen, måske en der starter med M,” drillede hun og puffede mig i siden med sin albue. ”Hvem har sladret?” spurgte jeg og slog hendes albue væk. Hun kørte en hånd igennem sit hår og smilede. ”Hvad nu hvis jeg siger, at han starter med K,” sagde hun og rakte tunge, da Kai kom forbi, og hun gik hurtigt væk. ”Jeg har ikke sagt noget,” mimede hun og blinkede til mig. Jeg kunne ikke lade vær med at smile af hende og ryste på hovedet, da det var så typisk Eunji.

”Kai?” startede jeg og tog fat i hans arm. Han var lige ved at tabe sin bøger men stoppede op – det så dog ud til, at det var mod hans vilje. ”Ja?” svarede han og tog bedre fat om sine bøger. ”Har du sagt noget til Eunji? Måske om en der starter M og en anden der starter med S,” sagde jeg og løftede mine øjenbryn. ”Nej, nej det siger mig ikke noget,” sagde han og skulle til at gå. Jeg tog igen fat i hans arm og rev ham tilbage. ”Bare sig det. Eunji har allerede afsløret dig. Det gør heller ikke noget, at du har sagt noget til hende. Jeg mener, hun har vel også ret til at vide det,” forklarede jeg, og han nikkede. ”Jeg er fuldstændig enig, jeg fortalte hende det, men jeg bliver altså nødt til at gå nu,” sagde han, og hans blik landede på bøgerne. ”Oh,” sagde jeg og gav slip på hans arm.

”Vi ses,” sagde jeg og vinkede. Han så dog ikke ud til at bemærke det, men det var lige meget.

 

En dag var gået, siden jeg fandt ud af at Kai havde sladret, og som alle de andre dage, kunne jeg ikke vente med at invitere hende ud, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Hvad nu hvis hun sagde nej? Hvad nu hvis hun sagde ja? Hvad nu hvis hun synes jeg var underlig? At det måske kom for pludseligt? Jeg havde mest af alt lyst til at smide alle mine tanker ned i en kasse og pakke dem langt væk inde i mit hoved, da de ikke gjorde andet end at forstyrre.

Jeg åndede alt det jeg kunne ind og pustede alt luften ud igen. Måske skulle jeg bare prøve? Som Kai sagde, jeg havde jo ingenting at miste. Selvfølgelig ville det da være pinligt, hvilket var en af grundene til at jeg sagde til mig selv, at jeg ikke skulle spørge hende, men der var jo ligesom bare ikke andet end at gøre ved det. Jeg kunne ikke gå og holde mine følelser tilbage.

Jeg havde nogle gange lyst til at holde om hende, lade hendes læber ramme mine, og jeg lød virkelig ikke som mig selv. Jeg ville have fået kvalme af mig selv, hvis jeg nogen sinde havde tænkt sådan før, men det var anderledes nu. Måske, fordi det var med Minhee, måske var hun noget specielt som en eller andet havde sagt til mig.

Jeg sukkede og gik ned til mit skab. Mine bøger lå som de plejede; rodede og ødelagte. Hvilket egentlig ikke var så godt, siden det var skolens, men så måtte jeg jo bare betale. ”Har du fundet ud af noget?” spurgte Eunji, der lige pludselig stod ved siden af mit skab. ”Fundet ud af hvad?” spurgte jeg og rynkede brynene. ”Om du vil invitere hende ud,” sagde hun og smilede. ”Nej, jeg ved ikke om jeg tør,” svarede jeg og tog nogle bøger ud. Jeg kunne faktisk ikke huske hvad for nogle timer, jeg skulle have. ”Prøv,” sagde hun og slog blidt til min arm. ”Det kan du sagtens sige,” svarede jeg og sukkede. Jeg havde virkelig lyst.

”Se selv,” sagde hun og smilede stort. Sagde jeg lige det højt? Jeg rystede på hovedet. ”Måske, og jeg siger kun måske!” sagde jeg og rodede hende i håret. Hun kiggede irriteret på mig, og vi gik sammen hen til de lokaler, vi skulle være i. Hvis jeg kunne huske det…

 

Min hjerne kunne ikke koncentrere sig om matematikken, og jeg blev ved med at kigge op på uret. Jeg ville virkelig ønske at timen snart var ovre, men uheldigvis var der stadig et kvarter tilbage. Et kvarter varede virkelig lang tid, når man bare ville have timen til at stoppe. Det eneste jeg havde tænkt på i den her time var Minhee. Vores lærer havde flere gange spurgt mig om jeg fulgte med, men jeg svarede bare ja. Jeg kunne jo ligesom ikke sige at jeg blev ved med at tænke på Minhee. Alle folk ville begynde at grine, og jeg ville blive gjort til grin, men hvorfor tænke på det, når man var forelsket? Det skulle jeg jo ikke tænke på, og det havde jeg heller ikke gjort før nu, så det var ikke det, der betød mest. Jeg forvirrede mig selv, og det var ved at drive mig til vanvid!

Måske skulle jeg bare tage chancen? Så måtte jeg jo blive ydmyget foran Kai, Eunji og måske flere.

”Sehun?” spurgte vores lærer og hende blik borede sig ind i mit. ”Ja?” spurgte jeg og sank en klump i halsen. ”Følger du med?” spurgte hun, og jeg nikkede. ”Gentag lige hvad jeg sagde.”

Hvorfor var det, de altid gjorde det der? ”Øh, jeg ved ikke…” svarede jeg til sidst. Flere piger begyndte at fnise, men de var ikke det der betød mest lige nu, det var Minhee og tanken om, om jeg skulle spørge hende.

 

Klokken ringede endelig, og jeg var en af de første til at gå ud. Den her time havde varet over hundrede år, og jeg var ved at dø. Jeg skyndte mig hen til mit skab og åbnede det, smed mine bøger ind og blev mødt af et par brune øjne, da jeg vendte mig om. ”Hey,” sagde hun og smilede svagt. Sommerfuglene i maven begyndte at røre på sig, og straks lukkede jeg skabet. ”Hej,” svarede jeg akavet igen. ”Noget galt?” spurgte hun og kiggede med hævede øjenbryn på mig. Hun vidste, hvornår der var noget galt med mig. ”Nej, hvorfor? Ser det sådan ud?” spurgte jeg nervøst. Hun trak på skuldrene og smilede stort. Skulle jeg spørge hende? Nej, jeg måtte vente. Måske jeg skulle gøre det efter skole? Alle de spørgsmål!

”Jeg ville bare høre om vi skulle lave lektier sammen i dag?” spurgte hun. ”Jeg tænkte bare siden vi er begyndt at snakke okay sammen nu, og vi ikke diskuterer hver gang vi snakker sammen, så kunne vi måske lave noget, og så tænkte jeg lektier,” forklarede hun og mit hjerte sprang et 
slag – eller tusind over. ”Ja, det kan vi godt,” svarede jeg. Jeg vidste godt at det ikke var en date, men bare det at hun spurgte, om vi skulle være sammen var nok.

Jeg smilede til hende og kunne ikke lade vær med at tænke på, om hun en dag ville kunne komme til at kunne lide mig. ”Hvorfor er du så glad?” spurgte hun og kiggede underligt på mig. ”Jeg er bare glad,” svarede jeg, trak på skuldrene og gik videre ned ad gangen med hende ved min side. Tænk at gå sådan sammen med hende som kærester. Mit smil blev endnu større, og da vi drejede rundt om hjørnet stødte vi ind i Kai og Eunji som gik og grinede. ”Okay?” sagde Minhee akavet og kiggede på Kai og Eunji. Hun gav Eunji et blik, og Eunji rystede på hovedet som svar. Jeg kunne ikke selv lade vær med at undre mig lidt. Eunji og Kai? Selvfølgelig kunne de godt være venner, men når man tænkte over det, var der mange tegn på at de kunne lide hinanden, ikke at jeg troede det. Kai og Eunji? ”Hvorfor fnyste du?” spurgte Eunji og kiggede undrende på mig. Fnyste jeg højt? Jeg troede bare jeg gjorde det i min tanker. ”Det var meningen at det kun skulle være i mine tanker,” svarede jeg og smilede svagt. Kai kom med en høj latter, og jeg kunne ikke selv lade vær med at grine. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...